Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 16. november 2017
Hanne Foighels historieforfalskning

Af Dan Harder


Den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour og deklarationen fra 1917, som bærer hans navn.

I anledning af 100-året for den britiske regerings udstedelse af den såkaldte Balfour-deklaration, der i 1917 støttede oprettelsen af et "jødisk hjemland" i Palæstina, leverer Orientering og DR-journalist Hanne Foighel i dagens indslag en højst upræcis og fortegnet fremstilling af de historiske begivenheder.

Studieværten indleder det tendentiøse indslag med ordene: "Spørgsmålet er, om der i virkeligheden er meget at fejre."

Med det retoriske spørgsmål er indslagets negative vinkel på Balfour-deklarationen anlagt.

Men altså, i lyset af at dokumentet udgjorde et væsentligt skridt på vej mod realiseringen af den jødiske stat, skulle man nok kunne finde en del mennesker, som har noget at fejre - israelerne, eksempelvis.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at både studieværten og DR's korrespondent i Israel, Hanne Foighel, i indslaget konsekvent refererer til indholdet af dokumentet som "et løfte," hvilket er i tråd med den palæstinensiske tolkning, nemlig et britisk løfte om at tildele jøderne "palæstinensernes land."

Deklarationen udgjorde dog ikke et løfte, men blot en tilkendegivelse af Storbritanniens syn på det osmanniske Palæstinas fremtid. På samme måde som verdens stormagter i dag tilkendegiver deres syn på alskens spørgsmål, eksempelvis fremtiden for irakisk Kurdistan.

Hanne Foighel bemærker ganske vist, at israelerne selvfølgelig kan fejre Balfour-deklarationen med den jødiske stats eksistens. Men herefter tager den historiske revisionisme fart.

Hanne Foighel: "Palæstinenserne siger: det her var begyndelsen til den katastrofe, vi stadig lever med, og det at palæstinenserne ikke har en stat."

Her fremsætter Foighel palæstinensernes manipulerede tolkning af historien. Balfour-deklarationen, og den heraf afledte udvikling, er ikke årsag til, at palæstinenserne i dag ikke har en stat. Den kunne de have oprettet mange gange, eksempelvis i 1937 (Peel-planen) eller i 1948 i henhold til FN's delingsplan. Den "katastrofe," palæstinenserne henviser til, er ganske enkelt Israels eksistens.

Studieværten beder Hanne Foighel give et historisk rids af omstændighederne omkring Balfour-deklarationen, og Foighel forklarer, helt korrekt, at man fra den zionistiske verdensorganisations side lavede et massivt lobby-arbejde i London. Men den anden del af hendes forklaring på briternes positive syn på oprettelsen af det jødiske hjemland i Palæstina må siges at være lidt af en historisk nyfortolkning.

Foighel: "Storbritannien er interesseret i at få amerikanerne med i krigen, og de tænker - måske lidt sindssygt, kan man sige - at hvis de lover jøderne en stat i Palæstina, så vil de amerikanske jøder sige til den amerikanske regering: nu skal vi gå ind i den her krig og hjælpe med at vinde den."

En sådan antisemitisk forestilling om jødisk kontrol over Washington var dog ikke briternes motivation til at støtte et jødisk hjemland. Ligesom amerikanernes nuværende støtte til Israel ikke kan tilskrives "den jødiske lobby," men derimod generel amerikansk sympati for Mellemøstens eneste demokrati, støttede Storbritannien i 1917 oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina (under britisk overherredømme) på baggrund af ledende britiske politikeres, herunder premierminister Lloyd Georges, oprigtige sympati for den zionistiske sag. Hertil kom Storbritanniens geostrategiske ønske om at kontrollere en "landbro" mellem sine kolonier i Afrika og Asien.

At USA officielt erklærede Tyskland krig d. 6. april 1917 - et halvt år før Balfour-deklarationen - underminerer blot Hanne Foighels fantasifulde udlægning yderligere.

Men desværre ender den historiske revisionisme ikke her.

Som en ekstra støtte til den palæstinensiske myte om, at England "lovede" - eller måske endda forærede - jøderne Palæstina, søger Hanne Foighel at tilsløre, at beslutningen om at oprette et jødisk hjemland i Palæstina blev truffet af Folkeforbundet, forløberen for FN, og ikke af Storbritannien.

Foighel: "[Folkeforbundet siger] til Frankrig: I må gå og passe på dem, som sidder i det der dengang var Storsyrien, nemlig Syrien og Libanon, og siger til Storbritannien, I må gå og passe på dem i det, vi kender som Irak og Jordan, og der må I så finde ud af, hvad I skal gøre."

Det Foighel behændigt forsømmer at nævne er, at de britiske "mandat-områder" ikke bare omfattede Irak og Jordan, men også Palæstina, samt at Folkeforbundet samtidig (i 1922) inkorporerede Balfour-deklarationen i mandatet, og dermed pålagde England at arbejde for oprettelsen af det jødiske hjemland.

Den jødiske selvbestemmelse, som endte med at blive til staten Israel, er altså forankret i international lov, og ikke bare i et britisk "løfte." Hvorfor må lytterne ikke vide det?

Som en ekstra støtte til myten om, at England forærede noget væk, som ikke var deres, viderebringer Hanne Foighel den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas', udlægning af sagen, som han fremlagede den i en tale sidste år.

Foighel: "Nu måtte Storbritannien tage både historisk, politisk, juridisk og moralsk ansvar for det, Lord Balfour havde lavet i sin tid, fordi - det var Abbas' argument - det er gået ud over palæstinenserne, fordi at roden til alt ondt det var jo det, som Storbritannien lovede. [Palæstinenserne] siger også: Hvordan kunne I overhovedet gøre det? I havde ikke noget ansvar for Palæstina. I lover et land, som I ikke har, til et folk, som ikke har nogen ret til det. Det er den palæstinensiske forklaring."

Som det ses, er Orientering-indslagets overordnede budskab identisk med den palæstinensiske (faktuelt ukorrekte) udlægning af historien.

Ironisk nok bekræfter Hanne Foighel med sin parafrasering af Abbas' tale, at de palæstinensiske arabere nu, som for 100 år siden, fortsat nægter at anerkende jødernes ret til selvbestemmelse i nogen del af det hellige land.


Tilbage

 

Untitled Document