| 
Danske Mellemøst-eksperter
er systematisk imod Israel
Uredelige forskere kræver boykot
af Mellemøstens eneste demokrati
11. juni 2021
Af Dan Harder
En række fremtrædende forskere og undervisere
ved danske universiteter og forskningsinstitutter med
speciale i Mellemøsten stod forleden frem og
erklærede deres uforbeholdne støtte til
den palæstinensiske kamp imod verdens eneste jødiske
nation og Mellemøstens eneste demokrati.
Det sker i forbindelse med de seneste kampe mellem
Israel og Hamas-regimet i Gaza, som indledtes med sidstnævntes
massive raketbombardement af israelske byer, herunder
hovedstaden Jerusalem.
Manifestet, som blev offentliggjort
i dagbladet Politiken 25. maj 2021, er sådan
set en tilståelsessag. Forskerne - lad os kalde
dem det - har åbenlyst en dybt uredelig tilgang
til deres stofområde. Argumenterne er som kopieret
direkte fra den palæstinensiske propagandamanual.
Der gøres intet forsøg på at se
konflikten fra flere sider. Fakta, som ikke passer til
forskernes politiske agenda, ignoreres systematisk.
At artiklens indhold alt overvejende er i modstrid med
virkeligheden, kan let påvises (se nedenfor).
Blandt manifestets i alt 37 underskrivere finder man
kendte - og af medierne flittigt brugte - eksperter
som Jørgen Bæk Simonsen (lektor, Københavns
Universitet), Sune Haugbølle (professor, RUC),
Rasmus Alenius Boserup (tidligere seniorforsker ved
DIIS) og Peter Seeberg (lektor emeritus, SDU).
Skulle man gennem årene have haft en vag fornemmelse
af, at nogle af disse formidlere af den højeste
oplysning ikke har helt rent mel i posen, leverer de
selv her det endegyldige bevis.
Herunder følger en række eksempler fra
manifestet på den misinformation og anti-israelske
propaganda, som forskerne (pinligt nok) har valgt at
lægge navn til.
Det palæstinensiske folk "bombarderes"
ikke
"Vi er solidariske med det palæstinensiske
folk - som i øjeblikket bombarderes, udsættes
for politibrutalitet og fratages deres jord og hjem
- og med deres ret til at gøre modstand mod
besættelse, belejring og diskrimination."
Som det ses, lægges der ud med en løgn.
Det "palæstinensiske folk" bombarderes
ikke. Det gør det israelske derimod - med 4.300
raketter affyret over kun 11 dage i maj 2021 af Hamas
og andre terrorgrupper, direkte rettet imod den israelske
civilbefolkning.
Den israelske hær retter - omvendt - sine angreb
imod
Hamas' tropper og militære infrastruktur.
Selvom beskyldningerne om krigsforbrydelser som altid
hagler ned over Israel, findes der ingen evidens overhovedet,
som underbygger påstandene om, at Israel bevidst
skulle forsøge at ramme civile.
Tværtimod gør den israelske hær
mere end nogen anden krigsførende part - formodentlig
i verdenshistorien - for at minimere civile tab på
fjendens side. Eksempelvis ved at advare på forhånd,
inden man angriber militære mål, hvor civile
kan forventes at komme i skudlinjen, sådan at
de kan evakueres. Det gælder jo desværre
også for terroristerne, men det er en pris, Israel
åbenbart er parat til at betale for at skåne
civilbefolkningen i Gaza.
At civile alligevel bliver ramt, er desværre
et faktum i alle krige. Statistisk set udgør
civile ca. halvdelen af tab af menneskeliv som følge
af krige, hele
vejen gennem historien. Men i den aktuelle krig
er udfordringen større end ellers, fordi Hamas
bevidst vælger at gemme sin militære infrastruktur
blandt civile, hvilket netop er en krigsforbrydelse.
Når de civile tabstal alligevel "kun"
udgør ca. halvdelen af de dræbte i Gaza,
er det et udtryk for, at Israel
gør sig mere umage med at begrænse de civile
tab end man reelt er forpligtet til.
Omvendt er det værd at bemærke, at de civile
ofre for Hamas' tæppebombardament af israelske
beboelsesområder i maj 2021 udgjorde ca. 92% af
Israels samlede tab. Årsagen er selvfølgelig,
at Hamas og de andre terrorgrupper i Gaza, modsat den
israelske hær, altovervejende retter deres angreb
mod Israels civilbefolkning, hvilket selvfølgelig
også er en krigsforbrydelse.
Ingen "politibrutalitet"
Den "politibrutalitet," forskerne nævner,
findes heller ikke - i hvert fald ikke som hovedregel.
Det er palæstinensere, der - opildnet
af deres politiske og religiøse ledere
- igen og igen angriber israelske politifolk, som er
udstationeret, eksempelvis på Tempelbjerget, hvor
der senest var "sammenstød."
De "angreb" på Al-Aqsa-moskeen, som
Israel evigt og altid beskyldes for at begå, finder
ikke sted. Det er ren propaganda. Israel har ingen interesse
i at angribe Al-Aqsa. Palæstinensiske ledere -
både selvstyret og Hamas - har derimod en klar
interesse i at påstå,
at Al-Aqsa er truet, for derigennem at sikre
støtten til deres illegitime regimer.
Retten til "jord og hjem"
Spørgsmålet om retten til "jord og
hjem," som forskerne påstår, Israel
fratager palæstinensere, er mere kompleks. I artiklen
sigtes der formodentlig til eksempelvis sagen
om boligerne i Sheikh Jarrah, hvor nogle palæstinensiske
familier muligvis står til at blive sat på
gaden.
Der er ingen tvivl om, at de bosættervenlige
israelske organisationer, som har rettens ord for, at
de ejer den pågældende jord i Sheikh Jarrah,
har en agenda om at skabe jødisk befolkningsflertal
i Østjerusalem. Det kan man være politisk
imod, men det hører med til historien, at området
blev totalt etnisk renset for jøder, da det var
under jordansk kontrol i perioden 1948-67.
Et par meget væsentlige detaljer, som er blevet
systematisk "overset" i danske medier, er,
dels at de palæstinensiske beboere aldrig har
købt ejendommene, som de påstår at
eje, og dels at en israelsk domstol har afgjort, at
beboerne netop ikke kunne sættes ud, da de måtte
opfattes som "beskyttede lejere." De skulle
blot betale husleje til ejerne. De vil de dog ikke,
og det er grunden til, at de nu trues med udsættelse.
Det giver unægteligt et mere nuanceret billede
af sagen.
Konfliktens årsag er hverken bosættelser
eller apartheid
"Volden i Gaza, Jerusalem, og resten af
det historiske Palæstina er et resultat af den
fortsatte udvidelse af Israels bosætterkolonialisme
og implementeringen af et apartheidsystem."
Uha, nu trækker forskerne de store kanoner frem!
Israel er både en kolonimagt og et apartheid-regime,
forstås. Det er selvfølgelig noget værre
vrøvl.
Men først anklagen om, at volden skyldes bosættelserne.
Det kan ikke være rigtigt. For den arabiske politiske
vold i Palæstina begyndte i april 1920 med Nebi
Musa-optøjerne i Jerusalem. Siden har
terroren været de palæstinensiske araberes
foretrukne politiske værktøj med bølger
af angreb på civile jøder både før
og efter Israels oprettelse.
PLO
blev grundlagt i 1964 med det formål at
begå terroraktioner ind over grænsen til
Israel adskillige år før, der fandtes hverken
besættelse eller bosættelser. Så årsagen
til volden er hverken bosættelser eller apartheid,
men derimod Israels blotte eksistens som dén
jødiske stat, FN
i 1947 anbefalede oprettelsen af.
Anklagen om apartheid, som er meget moderne for tiden,
er ligeledes blottet for substans. Israels arabiske
statsborgere har præcis samme rettigheder som
landets jøder, og er suverænt de frieste
arabere i hele Mellemøsten. Ironisk nok forhandles
der netop nu for første gang nogensinde om etableringen
af en
israelsk regering med deltagelse af et arabisk parti
(som fundamentalt er imod eksistensen af en jødisk
stat).
Det er ikke apartheid - tværtimod.
At der er diskrimination imod Israels arabiske mindretal
er et beklageligt faktum. Diskrimination overfor mindretal
findes dog i alle lande - også i Danmark. Apartheid
er en ganske anden sag. Anklagen er en infam, antisemitisk
løgn.
Forskerne støtter "modstanden"
To gange i forskernes manifest udtrykker de støtte
til det, de kalder "modstand."
"Vi er solidariske med (...) [palæstinensernes]
ret til at gøre modstand mod besættelse,
belejring og diskrimination."
Og igen senere i artiklen:
"Derfor står vi side om side med det
palæstinensiske folks brede modstand mod undertrykkelse
på tværs af civilsamfund og landegrænser."
Det er interessant, at forskerne vælger at bruge
udtrykket "modstand." Endda i en "bred"
forstand. For "modstanden"
er netop den eufemisme, palæstinenserne
systematisk bruger, når de i virkeligheden mener
terror. Man skal forstå, at terror - altså
overlagte drab på civile, herunder børn
- opfattes som helt
legitimt i det palæstinensiske samfund.
Ja, faktisk lærer palæstinensiske børn,
at det at dræbe en jøde er en heltedåd.
Indoktrineringen foregår i skolen, i tv-programmer
for børn, ved fritidsaktiviteter, via
religiøse prædikener og ikke mindst gennem
selvstyrets klækkelige økonomiske støtte
til terrorister,
som udråbes som samfundets helte. Massemordernes
navne pryder alt fra gader og pladser til sportsarrangementer
og pigeskoler.
Så de danske forskere burde være anstændige
nok til at tage afstand fra "modstanden"
i stedet for at støtte den. Eller som minimum
understrege, at det alene er ikke-voldelig modstand,
man støtter.
"Undertrykkelsen"
At Israel skulle være den primære "undertrykker"
af palæstinenserne, er ligeledes en myte. Det
er naturligvis rigtigt, at israelske bosættelser
er en torn i øjet på palæstinenserne.
Og der kan givetvis også rettes legitim kritik
af Israel angående en række forhold i den
sammenhæng, herunder ekspropriation af privatejet
palæstinensisk land.
Men de primære (israelske) begrænsninger
af palæstinensernes frihed relaterer sig helt
åbenlyst til den allestedsnærværende
palæstinensiske terror. Før den palæstinensiske
terrorkrig imod Israels civilbefolkning (kaldet "Al
Aqsa-intifadaen," 2000-2005) var der stort
set helt åbne "grænser" mellem
Israel, Gaza og Vestbredden. Palæstinensere arbejdede
i Israel og israelere handlede hos palæstinenserne.
Først efter selvmordsbomberne begyndte at eksplodere
i israelske byer, blev der for alvor brug for checkpoints,
sikkerhedshegn og -mure. Palæstinenserne
kan altså takke sig selv for langt hovedparten
af de israelske restriktioner, som i dag begrænser
deres bevægelsesfrihed.
De virkelige undertrykkere af palæstinenserne
er de to udemokratiske palæstinesiske regimer
i Gaza og på Vestbredden. Cirka 97% af palæstinenserne
her lever under civilt styre forvaltet af enten Hamas'
islamistiske diktatur eller det palæstinensiske
selvstyres politistatslignende regime i de områder,
som i henhold til Olso-aftalerne
kaldes område A og B. Kun en mindre del af palæstinenserne
lever i område C (på Vestbredden), som endnu
er under fuld israelsk kontrol.
Selvom PLO i 1990'erne skrev under på, at selvstyret
skulle fungere på demokratisk vis, har det aldrig
været tilfældet. Ligesom Hamas-regimet i
Gaza nægter selvstyret i Ramallah palæstinensiske
borgere de mest basale demokratiske frihedsrettigheder
som stemmeret, ytringsfrihed og retssikkerhed.
Da Hamas fik majoriteten af stemmerne ved valget
til den palæstinensiske nationale forsamling i
2006, nægtede Mahmoud Abbas' parti, Fatah,
at overdrage magten. Siden er der ikke blevet afholdt
parlamentsvalg i mere end 15 år. Det valg, som
var planlagt til afholdelse i år, er netop blevet
aflyst, fordi Fatah var bange for igen at tabe til Hamas.
Endelig er det de to palæstinensiske regimers
ansvar, at man nægter at forhandle fred med Israel,
men i stedet insisterer på at holde konflikten
i kog. Lederne både på Vestbredden og i
Gaza forkuserer mere på at klamre sig til magten
end på, hvad der er bedst for det palæstinensiske
folk.
Den svage part har ikke nødvendigvis
ret
"Opfattelsen af konflikten som bestående
af to ligeværdige parter forvrænger virkeligheden
og flytter fokus fra den kendsgerning, at det er palæstinenserne,
der lever under militær besættelse"
At nogen skulle opfatte konfliktens parter som "ligeværdige"
er vist en stråmand. Hvem gør det? Og hvilken
relevans har det?
Måske lider forskerne af den klassiske, venstreorienterede
(vrang)forestilling, at den svage part altid har ret.
Så hvis de bare kan påvise - hvad alle ved
- at Israel i dag er den stærke part, så
har palæstinenserne automatisk retten på
deres side.
Men det er selvfølgelig noget vrøvl.
Og heller ikke tilfældet her. For faktum er, at
Israel
(og de
palæstinensiske jøder før 1948)
altid har været indstillet på at indgå
et kompromis, mens de palæstinensiske arabere
lige
siden 1920'erne - dvs. i omkring 100 år!
- har insisteret på, at de skal have det hele:
"Fra (Jordan)floden til (Middel)havet," som
sloganet stadig lyder.
Først - som
den amerikanske præsident, Joe Biden, sagde det
forleden - når palæstinenserne anerkender
Israels ret til at eksistere som en uafhængig
jødisk stat, så kan der blive fred.
Apartheid
Nu er det jo for tiden supermoderne
at råbe apartheid efter Israel. Så
derfor er det måske ikke underligt, at de dybt
anti-israelske forskere vælger at hoppe med på
dén trendy vogn:
"[Palæstinenserne] lever adskilt som
andenrangsborgere i et system, der af palæstinensiske,
israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer
beskrives som apartheid."
Men til trods for opbakningen fra en notorisk
anti-israelsk "researcher" fra en ditto NGO
er det jo det rene vrøvl.
Palæstinenserne, der lever i områderne
A og B i henhold til Oslo-aftalerne, er ikke "andenrangsborgere"
i Israel, som det påstås. De er slet ikke
borgere i Israel. De er borgere i et palæstinensisk
selvstyre, som i 1990'erne blev indført som en
overgangsordning
på vej mod oprettelsen af en palæstinensisk
stat. Den skulle, som foreslået
af den amerikanske præsident Bill Clinton i 2000,
have omfattet Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.
Havde palæstinenserne sagt ja, havde staten Palæstina
kunnet fejre sin 21 års fødselsdag i år.
De israelske arabere (som de før i tiden blev
kaldt, nu hedder de åbenbart også palæstinensere)
er statsborgere i Israel og har derfor fulde borgerrettigheder.
At palæstinenserne, der lever under selvstyret
(og Hamas-regimet) ikke har samme rettigheder i Israel
som israelske statsborgere, er helt normalt. I Danmark
har ikke-statsborgere heller ikke samme rettigheder
som danske statsborgere. Sådan er det i alle lande.
At palæstinenserne så ikke har deres egen
stat at være borgere i, skyldes alene, at de bliver
ved med at sige nej tak til oprettelsen af en
sådan stat. Hvor gerne de Israel-fjendtlige manifest-forskere
end så det, så får palæstinenserne
i selvstyreområderne ikke statsborgerskab i Israel,
da det på sigt ville betyde den jødiske
stats endeligt (hvilket selvfølgelig også
er intentionen bag den idé).
Israel begår ikke vold mod civile - det
gør palæstinenserne
"Vi fordømmer den israelske regerings
krigs- og voldshandlinger mod palæstinensiske
civile."
Den israelske regering begår ikke vold rettet
imod civile. Det er helt og holdent palæstinensernes
specialitet - en strategi, som de (som nævnt ovenfor)
har holdt fast i gennem
mere end 100 år.
I det palæstinensiske samfund ser man ikke noget
problem i at angribe civile mænd, kvinder og børn.
Terroristerne, der gør det, bliver ophøjet
til nationale helte i kampen for et arabisk
Palæstina,
som skal omfatte hele det nuværende Israel.
I Israel ser man det lige omvendt. Faktisk præcis,
som vi ser det her i Danmark - og alle andre steder
i den demokratiske verden. Her anser vi det som uacceptabelt
at angribe civile. Alligevel bliver civile ramt. Det
sker i alle krige, også dem, Danmark har deltaget
i, for eksempel i Irak, Afghanistan og Libyen.
Vi taler bare ikke så meget om de civile tab,
vi selv beklageligvis forårsager. Israel er det
eneste demokratiske land, som systematisk beskyldes
for at gå efter civile mål. Og det til trods
for at der ikke findes skygge af bevis for påstanden.
Det er værd at bemærke, at det at dømme
Israel efter en anden (strengere) standard end andre
demokratier ifølge EU's
"arbejdsdefinition" af antisemitisme
godt kan anses for at være udtryk for netop det.
Israel bliver - men burde ikke blive - udsat for negativ
særbehandling.
Boykot Israel! - Politisk aktivisme forklædt
som forskning
Efter en lang række uunderbyggede påstande
om israelsk ondskab, og manglende anerkendelse af palæstinensernes
ansvar for konflikten, når forskerne i deres manifest
frem til løsningen på deres problem: sanktioner
imod - og boykot af den jødiske stat:
"Vi opfordrer samtidig vores folkevalgte
repræsentanter til at støtte målrettede
sanktioner ..."
Og igen:
"Vi opfordrer den danske regering, EU,
og FN til øjeblikkelig at implementere en omfattende
og juridisk bindende militær embargo af Israel,
ligesom man gjorde mod Sydafrika under apartheid."
Og:
"Danmark var det første vestlige
land, der indførte sanktioner mod apartheid i
Sydafrika. Vi mener, at Danmark igen bør påtage
sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid
i dag.
Ligeledes opfordrer vi de danske universiteter
og forskningsinstitutioner til fuldt ud at afslutte
alle former for officielt forskningssamarbejde med
Israel, der overtræder BDS (boycott, divestment
and sanction). Dette indbefatter boykot af institutionelle
samarbejder med israelske universiteter og forskningsinstitutioner,
som er medskyldige i Israels besættelse og militarisme.
Denne boykot omfatter naturligvis ikke samarbejdet
med individuelle israelske forskere og kolleger."
Der verserer for tiden en debat om aktivisme
og politik forklædt som forskning ved
danske universiteter. Kan der være nogen tvivl
om, at det er præcis, hvad vi er vidner til her?
Forskerne har, ligesom alle andre, ret til at have
deres politiske holdninger. Også selvom de
støtter terrorisme imod jøder
samt andre tiltag, som på forskellig vis tangerer
antisemitisme. Det er ikke ulovligt at være antisemit.
Men det er uacceptabelt, at forskere fylder danskerne
med løgn og misinformation, når de er ansat
til det modsatte. Det er heller ikke i orden at pynte
sin (ekstremistiske) politiske agenda med stjålne
forskningsfjer. Danske skatteydere skal ikke finansiere
forskernes politiske aktivisme.
Her følger samtlige underskrivere af manifestet
i Politiken (sorteret efter ansættelsesforhold):
Roskilde Universitet:
Sune Haugbølle, professor
Michelle Pace, professor
Somdeep Sen, lektor
Lise Paulsen Galal, lektor
Pelle Valentin Olsen, postdoc
Marc Schade-Poulsen, gæsteforsker
Sorcha Thomson, ph.d.-studerende
Henrik Andersen, ph.d.-studerende
Kbh Universitet:
Jørgen Bæk Simonsen, lektor
Rasmus Christian Elling, lektor
Ehab Galal, lektor
Claus Valling Pedersen, lektor
Nina Grønlykke Mollerup, lektor
Ildikó Bellér-Hann, lektor
Andreas Bandak, lektor
Jørgen S. Nielsen, adjungeret professor
Christine Crone, postdoc
Anders Hastrup, postdoc
Birgitte Stampe Holst, postdoc
June Dahy, studielektor
Zenia Yonus, ph.d.-studerende
Özlem Has, ph.d.-studerende
Rasmus Aarslev, ph.d.-studerende
DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier):
Rasmus Alenius Boserup, tidl. seniorforsker
Saer El-Jaichi, postdoc
Ahlam Chemlali, ph.d.-studerende, Aalborg Uni/DIIS
Aarhus Universitet:
Sara Lei Sparre, lektor
Laure Guirguis, Aias – Cofund fellow
Jihan Zakarriya, adjunkt
Marie Odgaard, ph.d.-studerende
Abir Mohamad Ismail, ph.d.- studerende
Katrine Mandrup Bach, ph.d.- studerende
Anne Kirstine Rønn, ph.d.- studerende
Maj B. Ørkov, ph.d-studerende
Diverse:
Peter Seeberg, lektor emeritus, Syddansk Universitet
Mette Edith Stendevad, ph.d.-stud., University of Leicester
Buthaina Shaheen, ph.d.-studerinde, Bundeswehr Universitet
Munich
Som det ses, gennemsyrer fænomenet med uredelige,
anti-israelske forskere og undervisere hele den danske
universitets- og forskningsverden.
For de, der ikke har adgang til dagbladet Politikens
hjemmeside, kan forskernes manifest læses i sin
helhed på engelsk her
på RUC's hjemmeside.
Opdatering 8. august 2022:
Manifestet ser nu ud til at være fjernet fra RUC's
hjemmeside. Men meddelelsen om den tilhørende
"event"
kan ses her (eller her
på Facebook).
Tilbage
|
