Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhåndsbetingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Dogmatisk balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 3. juni 2009
Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel

Af Dan Harder

Tag ikke fejl. Palæstinenserne kæmper stadig for at ødelægge Israel. Som den angiveligt moderate Mahmoud Abbas udtalte til en jordansk avis sidste år: "I øjeblikket er jeg imod væbnet kamp, siden vi er ude af stand til at udkæmpe den, men i fremtiden kan tingene ændre sig." (Al-Dustour, 28. februar 2008).

Den primære forhindring for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne er hverken jødiske bosættelser, palæstinensiske flygtninge eller spørgsmålet om fremtidige grænser. Konfliktens kerne har intet med besættelse eller sikkerhedshegn at gøre, men alene med arabisk modvilje imod at acceptere nogen form for jødisk selvbestemmelse i nogen som helst del af Palæstina, hvor lille den del end måtte være.

Enhver der kender til områdets historie (og det er desværre ikke så mange, kunne man tilføje) vil vide, at de palæstinensiske arabere i snart 100 år systematisk har afvist ethvert kompromis med jøderne i Palæstina. I 1920'erne afviste den arabiske ledelse at indgå i forhandlinger om en magtdeling med jøderne. I 1937 afviste man en engelsk delingsplan, der ville have givet araberne 80% af Palæstina.

I 1947 afviste araberne, som de fleste ved, FNs delingsplan, der ville have opdelt området i to omtrent lige store dele. Mens Gaza og Vestbredden i perioden 1949-67 var besat af henholdsvis Egypten og Jordan var der ingen tale om at oprette en - selv midlertidig - palæstinensisk, arabisk stat. Al fokus var alene på Israels ødelæggelse.

Først efter Israel i 1967 slog endnu en arabisk angrebskrig tilbage på tre fronter og fik kontrol med Gaza og Vestbredden, begyndte de palæstinensiske arabere (der nu var blevet til "palæstinensere") at gøre krav på disse områder. Men prisen - anerkendelse af den jødiske stats ret til at eksistere - var for høj. En samlet arabisk verden afviste samme år al snak om anerkendelse, fred eller forhandling med Israel.

Oslo-processen i 1990'erne kuldsejlede, da Arafat i sommeren 2000 afviste en plan, der ville have givet palæstinenserne hele Gaza og næsten hele Vestbredden som stat med Østjerusalem som hovedstad. Begrundelsen var, at man hverken var rede til at anerkende jødiske krav på dele af Jerusalem, eller ville afstå retten til at oversvømme Israel med efterkommere af palæstinensiske flygtninge, hvilket med tiden ville undergrave Israels jødiske identitet.

Hvis man tror at den "moderate" ledelse under Mahmoud Abbas har vendt fortidens kompromisløshed ryggen, tager man fejl. Abbas' udtalelser til den jordanske avis Al-Dustour i februar 2008 er i direkte modstrid med PLOs officielle løfte i 1993 om at afstå fra al form for vold overfor Israel, og om fremover at løse alle udestående spørgsmål gennem forhandling. Tværtimod, ved at holde muligheden åben for en tilbagevenden til "væbnet kamp" (altså terrorisme), signalerer Abbas, at han og Fatah stadig følger PLOs originale plan om at ødelægge Israel i stadier gennem en kombination af diplomati og vold.

I et interview vist på TV-stationen Al-Jazeera 27. marts i år kaster Saeb Erekat, den palæstinensiske chefforhandler for både Arafat og Abbas, endnu mere lys over det "moderate" Fatahs holdning til tostatsløsningen. Han erindrer at Arafat afslog Bill Clintons forslag ved Camp David-forhandlingerne i sommeren 2000, fordi han afviste ethvert jødisk tilhørsforhold til Jerusalems Gamle By samt Tempelbjerget, som menes at være der, hvor det jødiske tempel stod, indtil det blev ødelagt af romerne.

Ifølge Erekat skal Arafat have sagt til Clinton: "Jeg vil ikke være en forræder. Nogen vil komme og befri [Jerusalem] efter 10, 50 eller 100 år. Jerusalem vil ikke blive andet end hovedstad i den palæstinensiske stat, og der er intet nedenunder eller ovenover Haram Al-Sharif [det arabiske navn for Tempelbjerget] bortset fra Allah." (Al-Jazeera, 27. marts 2009).

Under forhandlinger med den israelske premierminister Ehud Olmert sidste år indtog Mahmoud Abbas, ifølge Erekat, den samme holdning: "Jeg er ikke på en markedsplads eller i en basar. Jeg kom for at demarkere Palæstinas grænser - grænserne fra 4. juni, 1967 [dagen før Seksdageskrigen] - uden at fratrække en eneste tomme, og uden at fjerne en eneste sten fra Jerusalem, eller fra de hellige kristne og muslimske steder."

Ved fortsat at nægte at anerkende nogen som helst form for jødisk tilknytning til det, som jøder i årtusinder har anset for deres helligste sted, og ved til stadighed at modarbejde selve kernen i tostatsløsningen, nemlig opdelingen af Palæstina i både en jødisk og en arabisk stat, blokerer den palæstinensiske ledelse for den fredelige løsning, som langt de fleste israelere og antageligt også hovedparten af palæstinensere higer efter.


Tilbage

 

Untitled Document