Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhåndsbetingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Dogmatisk balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 19. januar 2007
Bryd tabuet om palæstinensernes "ret til tilbagevenden"

Af Dan Harder

Spørgsmålet om den endelige grænsedragning mellem Israel og en kommende palæstinensisk stat hører, ligesom spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge, under Oslo-processens tredje og sidste fase, hvor man skulle have forhandlet sig frem til områdets "endelige status". Også ifølge den dansk-sponsorerede "køreplan for fred" er disse spørgsmål udskudt til en tredje og sidste fase.

Men derfor er der alligevel ingen mangel på europæiske kommentatorer, der er villige til at foregribe begivenhedernes gang, og melde ud, hvad de mener om grænsedragning og spørgsmålet om israelske bosættelser på Vestbredden (der ligeledes hører under Oslo-processens sidste fase).

Resultatet af den åbne debat om grænser og bosættelser er, at stort set alle i dag forstår, at man ved den endelige grænsedragning vil tage udgangspunkt i våbenhvilelinien fra perioden 1949-67, også kaldet "den grønne linie".

Det er væsentligt af to grunde. Dels er palæstinenserne nødt til at kunne tro på, at deres kommende stat vil være "sammenhængende og levedygtig", som det hedder. Og dels giver det kun mening at indlede forhandlinger, hvis parterne har nogenlunde samme forståelse af, hvor man er på vej hen, så det man forhandler om i realiteten kun er detaljer og implementering.

Men den tankegang bør også bruges med omvendt fortegn, hvis en fredsproces skal have nogen som helst chance for succes. Ligesom palæstinenserne har brug for at vide, at forhandlinger vil føre til israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat, har israelerne brug for at kunne tro på en fremtidig, palæstinensisk accept af Israel.

Men en sådan ligger ikke i kortene, og det var netop heri fejlen bestod under Oslo-processen. Man kan mene hvad man vil om Clintons eller Baraks forslag til grænsedragning, ved det fejlslagne forsøg på forhandling af en endelig fredsaftale i Camp David i 2000, men det var ikke det emne, der fik forhandlingerne til at kuldsejle.

Det var derimod spørgsmålet om palæstinensernes accept af den fortsatte eksistens af en jødisk stat, og i den sammenhæng den såkaldte palæstinensiske "ret til tilbagevenden" til det, der i dag er Israel.

Israelerne er lige siden Oslo-processens start i 1993 langsomt men sikkert blevet vænnet til tanken om eksistensen af en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden. Det er først og fremmest sket gennem debat i medierne, både i Israel og i resten af vesten.

Den samme udvikling er ikke sket på den palæstinensiske side. Ikke nok med at det palæstinensiske diktatur under Yassir Arafats ledelse ikke tillod en sådan debat, en praktisk løsning på problemet med de palæstinensiske flygtninge bliver også sjældent debatteret her i Europa, hvor vi dog har både ytrings- og pressefrihed.

Den såkaldte "ret til tilbagevenden" betyder at ikke bare de oprindelige flygtninge fra krigen i 1948, men også alle deres efterkommere, skal have lov til at flytte til den del af det britiske mandatområde, kaldet Palæstina, der i dag er Israel. Da de oprindelige 700.000 flygtninge i mellemtiden er blevet til omkring fire millioner, ville det i praksis betyde at Israel, på grund af den demografiske udvikling, snart ville ophøre med at eksistere som jødisk stat.

Og - tag ikke fejl - det er præcis formålet med at holde alle disse mennesker indespærret i flygtningelejre gennem de sidste snart 60 år.

De arabiske lande har omhyggeligt plejet det palæstinensiske flygtningeproblem, med henblik på Israels endelige afvikling som jødisk stat. Men også FN har deltaget aktivt i dette forehavende, bl.a. ved at udstyre palæstinenserne med en særlig definition, som ikke gælder nogen andre flygtninge, ifølge hvilken en palæstinensers flygtningestatus kan nedarves gennem generationerne.

Palæstinenserne har brug for at vide, at israelerne for fredens skyld er parate til at opgive Vestbredden (der trods alt engang for længe siden har været jødisk) for at gøre plads for en palæstinensisk, arabisk stat. På samme måde har israelerne brug for at vide, at palæstinenserne er villige til at give afkald på "retten" til at oversvømme Israel med arabiske flygtninge.

Ligesom spørgsmålet om Vestbredden kan løses ved nogle midre grænsejusteringer, kan flygtningespørgsmålet løses gennem en symbolsk, israelsk accept af de palæstinensiske flygtninges lidelser, mens størstedelen af flygtningene må bosættes i den kommende palæstinensiske stat, som den amerikanske præsident, George Bush, udlagde det i sin tale den 14. april 2004.

Hvis man oprigtigt ønsker at se to stater - et overvejende arabisk Palæstina og et overvejende jødisk Israel - side om side, i fred med hinanden, er det nødvendigt at gøre det utvetydigt klart for alle parter, hvad de overordnede vilkår er.

Som vi har set i Israel, tager det tid for en befolkning at ændre tankegang. Derfor er det mere end på høje tid, at palæstinenserne begynder at vænne sig til tanken om at Israel vil fortsætte med at eksistere.


Læs også klummen "Bush siger det bare ligeud", 16. april 2004.

Tilbage

 

Untitled Document