Israel-Online, 26. juli 2006
Mediekrigen

Af Dan Harder

I de første par uger efter Hizbollahs klokkeklare krigshandling indover den internationalt anerkendt grænse mellem Libanon og Israel, har medierne generelt været forstående overfor Israels behov for at forsvare sig.

Men efterhånden som vi bombarderes med billeder af den lidende libanesiske civilbefolkning, som Hizbollah-militsen bruger til at skjule sig bag, mens de sender tusindvis af raketter mod israelske beboelsesområder, er den sædvanlige propagandamaskine ved at komme op i gear.

Hizbollah fusker med tabstallene, sådan at organisationens faldne krigere tælles som civile, Israel beskyldes for med overlæg at angribe civile, selvom der ingen beviser findes, og nu anklager libanesiske læger også Israel for brug af kemiske våben mod den libanesiske civilbefolkning.

Påstandene har naturligvis intet på sig, men er en del af den sædvanlige arabiske propaganda, der mange gange før har beskyldt Israel for alt muligt (og indimellem umuligt), ligefra at skyde med uran-kugler, over at ville forgifte palæstinenserne med radioaktiv juice, til at lede arabiske unge i seksuelt fordærv.

Også de sædvanlige anklager om krigsforbrydelser og andre overtrædelser af humanitær lov er nu på banen, og diverse (som udgangspunkt) neutrale organisationers kommentarer, der i forvejen har tendens til at være overdrevent kritiske overfor Israel, bliver yderligere filtreret, således at Israel igen kommer til at fremstå som den brutale, menneskerettighedskrænkende part.

Og det til trods for at alle inderst inde udmærket ved, at det er de palæstinensiske terrorgrupper og Hizbollah, der uden at skamme sig følger en erklæret strategi med overlagte, direkte angreb på israelske civile, mens de søger ly blandt deres egne befolkninger.

Dagen efter FNs nødhjælpskoordinator, Jan Egeland, under et følelsesladet besøg i den sydlige del af Beirut, havde beskyldt Israel for "overtrædelse af menneskerettighederne", kritiserede han Hizbollah for "kujonagtigt" at gemme sig bag civile, og for at have pralet med at størstedelen af de libanesiske tab var civile. Egelands kritik af Israel var at læse i samtlige større danske dagblade, og blev rapporteret af begge de store TV-stationer. Hans kritik af Hizbollah blev til gengæld stort set ignoreret af de danske medier.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserede d. 24. juli Israel for at bruge klyngebomber i nærheden af civile. Også den nyhed blev bragt af alle førende danske medier den følgende dag. Samme organisations sønderlemmende kritik ugen før (18. juli) af Hizbollahs bevidste raketangreb på israelske civile, som organisationen anser for at være krigsforbrydelser, slap derimod ikke igennem de danske mediers censur.

I mediekrigen har Israel altid en række handicap, bl.a. fordi man i Israel finder det uetisk at fremvise sine døde og sårede. Også det forhold at tabstallene på den anden side som regel er højere, er et mediemæssigt handicap for Israel. Det sidste hænger naturligvis i høj grad sammen med modpartens velvilje til at ofre sin civilbefolkning i kampen.

Men medieoffensiven mod Israel er i sidste ende nyttesløs. Faktum er, at Israel endnu en gang er blevet angrebet af Hizbollah, der med glæde gør Libanon til slagmark, for at kunne retfærdiggøre sin militære eksistens, gennem kamphandlinger med Israel.

Det er ubehageligt at være vidne til de voldsomme kamphandlinger, og ikke mindst de mange civile ofre. Men skulle kampene stoppes, uden at der stilles krav om en afvæbning af Hizbollah, vil det være en gigantisk succes for Hizbollah, der så også i fremtiden vil kunne gøre Libanon til en slagmark, hvornår som helst det passer dem.

Der er ingen vej udenom: Den sidste private milits i Libanon må afvæbnes, så libaneserne selv kan blive herrer i eget hus, og selv kan bestemme, om de ønsker at gå i krig mod deres sydlige nabo.

Tilbage