Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 13. april 2012
Grass, Israel, Iran og atomvåben

Af Dan Harder

Günter Grass har tydeligvis dårlig samvittighed over Tysklands forbrydelser under Anden Verdenskrig, og sikkert også over sit eget bidrag hertil. Det er formodentlig årsagen til, at han nu forsøger at udstille israelerne - altså jøderne - som ophavsmænd til et ligeså slemt, omend imaginært folkedrab på den iranske befolkning.

Det skal antageligvis dulme skyldfølelsen en smule, hvis det kan påvises, at ofrene for ens forbrydelse egentlig selv er ligeså slemme. Den afsporede logik i forhold til Israel er ikke ny fra europæisk side. Om det gør Grass til antisemit er tvivlsomt. Det handler nok mere om skyld og frustration end om antisemitisme.

Grass' beskyldning imod Israel for at ville udslette det iranske folk er en ekstrem løgn, som ingen steder hører hjemme, og det er let at forstå, hvorfor den slags kan sætte israelske sind i kog - ikke mindst, når beskyldningen kommer fra et tidligere medlem af det nazistiske Waffen-SS.

Alligevel var det et forkert træk af den israelske indenrigsminister at formene Grass adgang til Israel på grund af digtet. Det må antages at have været en slags følelsesmæssig overreaktion - lad os håbe, at beslutningen bliver omstødt, når røgen har lagt sig.

Anklagen om, at Israel vil udrydde det iranske folk, er særlig pervers set i lyset af, at den iranske præsident, Mahmoud Ahmedinejad, gentagne gange har truet med at slette Israel af landkortet. Grass' udlægning er derfor at vende tingene direkte på hovedet.

Det preventive angreb, som er til diskussion i Israel (og resten af verden), vil i givet fald blive rettet imod netop de atomanlæg, som potentielt kan realisere Ahmedinejads vision om at udslette den jødiske stat. Den israelske regering har, med Holocaust i frisk erindring, pligt til at gøre alt for at forhindre, at endnu en gal diktator skulle få held til at udrydde jøder i stort antal. Alt andet ville være uansvarligt.

Det er derfor ikke rimeligt at trivialisere den iranske trussel, eller, endnu værre, at fremstille Israel som den part, der ønsker konfrontationen. Israel vil når som helst foretrække at slutte fred og knytte venskabelige forbindelser til Iran, som man faktisk havde, inden ayatollaherne kom til magten. Det er sidstnævnte, der dyrker hadet til Israel i forsøget på at rette det iranske folks opmærksomhed mod en ydre fjende, og væk fra den interne understykkelse i Iran. Det er vi vist alle klar over, når sandheden skal frem.

Det er også vigtigt at korrigere en anden misforståelse, som både Grass og Politikens to debattører Rune Engelbreth Larsen og Christoffer Emil Bruun gør sig til talsmænd for:

Det er ikke i sig selv Irans formodede atomvåbenprogram, der gør, at landet er (eller burde være) underlagt international inspektion. Det er derimod det forhold, at Iran har underskrevet den internationale atomare ikke-spredningsaftale (NPT), hvorefter landet har kunnet modtage fremmed assistance til udviklingen af atomkraft til civile formål. Iran har altså indgået en aftale, som landet efterfølgende ikke vil leve op til. Det er problemet.

Med Israel forholder det sig lige omvendt. Meget tyder på, at Israel i 60'erne og 70'erne har udviklet atomvåben i samarbejde med Frankrig. Israel har i den sammenhæng ikke indgået nogen internationale aftaler om hverken ikke-spredning eller inspektion. Derfor har det internationale samfund ingen ret til at inspicere de israelske atomanlæg. Israel har præcis samme ret til et eventuelt atomvåbenprogram, som eksempelvis USA, England eller Frankrig.

Når Israel afviser at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen og den medfølgende inspektion, er det for at kunne opretholde sin "nukleare tvetydighed", altså det at alle regner med - men ikke med sikkerhed ved - at Israel har atomvåben. Formålet har altid været at besidde den ultimative livsforsikring, uden samtidig at indlede et atomvåbenkapløb i Mellemøsten.

Og strategien er faktisk lykkedes - lige indtil Iran flere årtier senere, stik imod den indgåede aftale, udvidede sit lovlige atomprogram med et hemmeligt. Det bør desuden bemærkes, at Irans formodede atomvåbenprojekt ikke er en reaktion på Israels ditto. Iran har helt andre grunde til at ønske sig atomvåben end angst for et israelsk atomangreb.

Selvom Israel ikke er underskriver af NPT, tyder intet på, at atomvåbenmateriale eller -ekspertise skulle have forladt landet. Det samme kan desværre ikke siges om mindre demokratiske lande som Sovjetunionen, Pakistan og Nordkorea.

Frygten for et iransk atomvåbenprogram handler nemlig ikke bare om muligheden af, at Iran selv vil affyre atombevæbnede missiler mod Israel eller andre (hvilket trods alt må anses for relativt usandsynligt), men i højere grad om, at Iran kunne lade våben eller ekspertise sive videre til forskellige ikke-statslige aktører, som det er mere vanskeligt at holde i skak gennem den "gensidigt garanterede udslettelse", der kan afbalance forholdet mellem to nationale atommagter.

Og endelig, hvad vil man opnå ved at tvinge Israel til at lade sine atomanlæg inspicere? Formodentlig at få landets atomarsenal frem i lyset, hvorefter man vil forsøge at tvinge Israel til at skille sig af med det. I den virkelige verden vil det dog næppe lykkes. Til gengæld vil et åbenlyst israelsk atomvåbenprogram risikere at presse flere arabiske lande til også at udvikle atomvåben, og man vil få det atomvåbenkapløb i Mellemøsten, som alle ønsker at undgå.

Den risiko er der givetvis nogle, som er villige til at løbe, i den evige kamp for at få skovlen under Israel. Men når selv de arabiske ledere tilsyneladende foretrækker status quo, hvem er det så lige, der har gavn af inspektionen af Israels atominstallationer? I realiteten formodentlig ingen.

Artiklen blev bragt i Politiken 16. april 2012.

Læs Günter Grass' digt her i dansk oversættelse. Den tyske original kan læses her.

Tilbage

 

Untitled Document