Israel-Online,
29. oktober 2003
Myten om resolution 242
Af Dan Harder
En at de måske mest fundamentale
og sejlivede misforståelser vedrørende
den arabisk-israelske konflikt er, at FN's
Sikkerhedsråds resolution 242, som alle
parter hævder at bekende sig til, skulle kræve
en ubetinget israelsk tilbagetrækning fra samtlige
områder besat under Seksdageskrigen i 1967.
Den korte tekst, der udgør resolutionen, og
let kunne stå på et halvt A4-ark, er ganske
enkelt gået i glemmebogen til fordel for den meget
frie arabiske fortolkning.
Resolutionens meget let forståelige tekst indeholder
et krav om israelsk tilbagetrækning fra en ikke
nærmere defineret del af områderne besat
i 1967 til gengæld for, at Israels naboer anerkender
den jødiske stat, garanterer dens sikkerhed og
respekterer dens grænser.
Israels kritikere forlanger i dag, at Israel trækker
sig tilbage præcist til våbenstilstandslinien
mellem Jordan og Israel fra før 1967 –
også kaldet ”den grønne linie”
– uanset at resolution 242 ikke stiller noget
krav herom.
Og ikke nok med det. Man kræver, at Israel skal
gøre det ensidigt, udenfor en forhandlet aftale,
selvom resolution klart anbefaler en forhandlet løsning.
Og ikke nok med det. Man kræver også, at
Israel skal gøre det uden nogen form for garanti
for sin sikkerhed, til trods for at resolution 242 specifikt
stiller krav om det modsatte.
Og man gør det vel vidende, at mange af de terrorgrupper
der i dag opererer stort set uhindret med både
Libanon, Syrien og det palæstinensiske selvstyre
som baser, har som erklæret mål at udslette
den jødiske stat.
Seksogtredive års arabisk propaganda, og vestlige
mediers velvillige formidling heraf, har ført
til en misforståelse med katastrofale følger.
Misfortolkningen af resolution 242 er efter alt at
dømme en af de afgørende grunde til, at
ledende vestlige nationer – heriblandt EU-landene
– længe har ydet støtte til det palæstinensiske
krav om ubetinget og total israelsk tilbagetrækning,
og dermed indirekte også har støttet palæstinensernes
voldelige kamp mod Israel.
Israels kontrol over Vestbredden er ifølge folkeretten
legitim indtil den dag, hvor parterne ved direkte forhandlinger
når frem til en løsning, som alle kan være
tjent med. Og den løsning må ifølge
sagens natur blive et kompromis. Først da er
FN's sikkerhedsråds resolution 242 fuldt ud opfyldt.
Jeg opfordrer hermed alle danske medier med interesse
for konflikten til fremover at holde sig til resolutionens
faktiske tekst, præcist og uden ændringer,
i stedet for at kolportere den arabiske fortolkning.
Læs FN's
sikkerhedsråds resolution 242 (den originale engelske
tekst) her.
Tilbage
|