Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhåndsbetingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Dogmatisk balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 16. april, 2004
Bush siger det bare ligeud

Af Dan Harder

Europæiske politikere og kommentatorer hyler og skriger over at Bush nu har sagt det ligeud, som var klart for alle parter under de Clinton-ledede forhandlinger i Camp David, sommeren 2000, men som mange lader til at have glemt efter tre et halvt års palæstinensisk terror og medfølgende mediehetz mod Israel.

Ud over gentagelsen af, at der ikke kan blive tale om en palæstinensisk stat, sålænge palæstinenserne insisterer på at fortsætte deres terrorkrig mod Israel, indeholdt den amerikanske præsidents tale følgende to hovedpunkter:

Punkt 1 – Da Israel gerne skulle fortsætte med at eksistere som en jødisk stat, må de palæstinensiske flygtninge (i hvert fald for langt størstedelens vedkommende) bosættes i den nye palæstinensiske stat, og ikke i Israel.

Det palæstinensiske håb om at oversvømme Israel med arabiske flygtninge, den såkaldte "right of return," ville i praksis betyde, at jøderne i Israel efter kort tid ville komme i mindretal, hvorfor dette krav i virkeligheden er en slags kode for Israels ødelæggelse som jødisk stat. Området "Palæstina" (hvilket er navnet på det britiske mandatområde efter første verdenskrig) ville i givet fald være blevet opdelt i tre stater, alle med arabisk flertal: Jordan, den nye palæstinensiske stat og Israel.

Punkt 2 – Den endelige grænse mellem de to stater vil ikke blive våbenstilstandslinien fra 1949, kaldet "den grønne linie", men et kompromis, der inkluderer dele af Jerusalem samt visse jødiske bosættelser i Israel, mens der kan forhandles om kompensation til palæstinenserne i form af land i det nuværende Israel.

At Israel aldrig vil kunne trække sig tilbage til den gamle våbenstilstandslinie burde være indlysende, om ikke andet så fordi ingen ved sine fulde fem vel forventer, at Israel skal opgive grædemuren og det jødiske kvarter i den gamle by i Jerusalem. Herudover er der hensynet til Jerusalems nye forstæder samt nogle af de meget store bosættelser, der ligger tæt ved den grønne linie, eksempelvis Gush Etzion-blokken. Og endelig støttes synspunktet af både FNs sikkerhedsresolution 242, Oslo-aftalerne samt "Kvartettens" køreplan for fred, der alle indeholder spillerum for en omdefinering af den endelige grænse.

Disse hovedpunkter fra Bushs tale forleden var altså gennem Oslo-processens syv år, af de fleste, anset som naturlige, mens det er lykkedes palæstinenserne gennem deres tre et halvt år lange terrorkampagne mod israelske civile – og i høj grad med den vestlige presses hjælp – at fortrænge disse forhold fra den offentlige bevisthed. Hvad Bush har gjort, er blot at minde os alle om, hvad den oprindelige kompromisløsning indebar.

Arafats og andre palæstinenseres negative reaktion på talen understreger blot endnu en gang den palæstinensiske ledelses uvilje til at anerkende Israels ret til at eksistere som jødisk stat, deres uvilje til at afskrive terror som politisk pressionsmiddel mod Israel, deres uvilje til at indføre ægte demokrati og frihed i det palæstinensiske samfund, og deres uvilje til at indgå det nødvendige kompromis til fordel for den hårdt prøvede palæstinensiske befolkning, der hungrer efter et bedre liv.


Tilbage

 

 

 

Untitled Document