Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Aktivistiske forskere spreder anti-israelsk misinformation
7. januar 2024

Svar til Isam B: Palæstinenserne afviste tostatsløsningen og valgte Hamas
7. januar 2024

Palæstinenserne har bekendt kulør
3. november 2023

Tegn på begyndende kildekritik af Gaza-tabstal i danske medier
30. oktober 2023

Ønsker Enhedslisten,
at Hamas sejrer?
30. oktober 2023

Israels eksistens er og bliver konfliktens kerne
27. oktober 2023

Manglende kildekritik i danske medier
14. oktober 2023

Israels beskyttelse af civile er "en krigsforbrydelse"
14. oktober 2023

Den israelske retsreform - hvad er
op og ned?
24. april 2023

Beklager, Gitte Seeberg, Israels demokrati vil overleve
7. marts 2023

Lykketofts had til Israel
22. februar 2023

Arabiske diktaturer
fortæller samme løgn
som Berlingske
3. januar 2023

Enhedslisten opstiller antisemitisk kandidat
til Folketinget
26. oktober 2022

Hanna Ziadehs historie om dræbt journalist er misvisende
17. juni 2022

Berlingske forsvarer klassisk antisemitisk løgn
22. april 2022

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler
om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb
for palæstinenserne
er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag
for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns antisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
28.10.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 
 

 

 

Israel-Online, 15. august 2005
Analyse: Gaza, hvad nu?

Af Dan Harder

Israel er netop nu ved at gennemføre sin længe varslede ensidige tilbagetrækning fra Gaza og den nordlige del at Vestbredden. Den foregår med et minimum af koordination med det palæstinensiske selvstyre, og der er ikke indgået nogen aftale om palæstinensiske modydelser.

Med dette tiltag afviger Israel fra det koncept, der hidtil har været det bærende i fredsprocessen: land for fred. Forklaringen er, at tiltaget ikke var tænkt som en del af fredsprocessen, men snarere kom til verden som en konsekvens af fredsprocessens kollaps.

Det er vigtigt at huske at planen blev til på et tidspunkt, hvor Yasser Arafat stadig styrede det palæstinensiske selvstyre med hård hånd, støttede terroren mod Israel og torpederede alle forsøg på at iværksætte en demokratisering af det palæstinensiske regime.

Arafat var måske nok villig til at forhandle, men havde med al tydelighed vist, at han ikke havde i sinde at implementere nogen af sine mange afgivne løfter. Med Mahmoud Abbas ved magten allerede i 2003, havde Israels tro på en forhandlet løsning sandsynligvis været stærkere, og planen om ensidig tilbagetrækning ville næppe have set dagens lys.

Men som situationen var, med fredsprocessen i hårdknude, det palæstinensiske selvstyre dybt involveret i hæmningsløs terror mod israelske civile, og det israelske sikkerhedsapparat travlt optaget af at forhindre terrorangreb, var Sharons regering under stærkt pres for at gøre noget aktivt for at overtage initiativet fra de palæstinensiske terrorister og bringe Israel ud af den fastlåste situation.

Presset kom to steder fra, dels fra de israelske vælgere, og dels fra det internationale samfund. Førstnævnte havde brug for et lys for enden af tunnellen, en vision der ledte et andet sted hen, væk fra terror og krig. Overfor det internationale samfund, havde Sharon brug for at skabe et alternativ til de politiske planer der i forvejen var på bordet, men som var uacceptable fra et israelsk synspunkt.

Den ene plan var den saudisk inspirerede ”arabiske fredsplan”, der gik ud på en total tilbagetrækning til 1949-våbenhvilelinien samt alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommeres ret til ”tilbagevenden” til Israel, til gengæld for pan-arabisk anerkendelse af Israel.

Den anden plan på bordet var Geneve-initiativet, en udførligt beskrevet plan, fremlagt af den israelske venstrefløjspolitiker, Yossi Beilin, i samarbejde med nogle lavere rangerende palæstinensiske politikere. Geneve-initiativets vision lå efter sigende ikke langt fra det forslag Arafat afslog ved Camp David i 2000.

Men Ariel Sharon, der i forvejen fandt den forrige premierminister, Ehud Baraks, tilbud fra 2000 for generøst, var naturligvis ikke villig til at tilbyde det samme eller mere, midt under en massiv palæstinensisk terrorkampagne, der allerede havde taget livet af mange hundrede civile israelere.

Dermed ikke sagt at Sharon, trods den gængse fremstilling af ham her i Europa som en krigerisk galning, ikke ønsker fred. Alt tyder på at Israels premierminister, og det israelske demokrati som helhed, er indstillet på at indgå en fredsaftale med palæstinenserne. Men i modsætning til Oslo-processens, nu i retrospekt, noget naive tilgang til sagen, tror Sharon-regeringen på nuværende tidspunkt ikke på muligheden af at indgå en aftale med palæstinenserne, der efterfølgende vil blive overholdt.

Det nye udgangspunkt er, at det palæstinensiske samfund, før man kan indgå endelige aftaler med dets ledelse, først skal gennemgå en dramatisk transformation fra diktatur til demokrati.

Politiske ledere, der rent faktisk repræsenterer befolkningen, og tjener dets interesser, skal vælges. Demokratiske institutioner som et uafhængigt retssystem og en centraliseret sikkerhedsstruktur skal opbygges, ligesom ytringsfrihed skal tildeles både medier og enkeltpersoner. Den hæmningsløse korruption skal bekæmpes, selvstyrets massive anti-israelske propaganda skal indstilles, alle terror- og paramilitære organisationer skal afvæbnes og lov og orden skal håndhæves.

Herudover mener Israels nuværende regering, belært af Oslo-processens måske største fejl, at ikke bare Israel skal yde, men at palæstinenserne hen ad vejen skal bevise, at også de er i stand til at honorere indgåede aftaler.

Under Oslo foretog Israel gradvise tilbagetrækninger fra palæstinensiske befolkningscentre, således at omkring 95% af palæstinenserne til sidst var under selvstyrets kontrol. Israel bevæbnede selvstyrets politifolk, så de selv kunne håndhæve lov og orden, og - måske vigtigst af alt - gjorde en stor indsats for at forberede den israelske befolkning på fred og kompromis med palæstinenserne igennem undervisning og mediekampagner.

Ifølge Oslo-aftalerne påtog det palæstinensiske selvstyre sig ligeledes tre hovedopgaver: 1) At udvikle et levedygtigt, demokratisk samfund i selvstyreområderne. 2) At forhindre angreb på israelske soldater, bekæmpe terror mod israelske civile og afvæbne uautoriserede væbnede grupper. Og 3) at forberede sin befolkning på fred og kompromis med Israel.

Ingen af disse opgaver blev løst, ensige forsøgt varetaget. Arafat indfriede absolut ingen af forventningerne. Optimismen ved indgåelsen af Oslo-aftalerne var stor, men de, der i sin tid forudså at processen ville slå fejl – herunder mange i Ariels Sharons Likud-parti – fik desværre ret.

Det er baggrunden for den israelske regerings nuværende plan, der, i erkendelse af at Israel ikke for evigt kan kontrollere millioner af palæstinensere, lægger op til en langsom, gradvis udvikling, der kræver løbende palæstinensiske modydelser, inden det næste skridt bliver taget.

Tilbagetrækningen fra Gaza og den nordlige del af Vestbredden er ganske vist ”gratis” for palæstinenserne, men det er den israelske regerings håb, at det internationale samfund forstår, at Israel ikke kan foretage yderligere tilbagetrækninger, med mindre palæstinenserne udviser virkelig vilje og evne til at skabe et stabilt, fredeligt og demokratisk samfund i de områder, de nu overtager.

Tilhængerne af planen håber på at den nye, mere moderate palæstinensiske ledelse under Mahmoud Abbas, vil evne at vise verden, at palæstinenserne er rede til at gøre op med fortidens strategi (eller mangel på samme), og benytte den israelske tilbagetrækning som en katalysator til at iværksætte de nødvendige tiltag for at forbedre Gazas indbyggeres livskvalitet markant.

Dette vil omfatte en demokratiseringsproces, hvor terrororganisationer som Hamas får mulighed for at transformere sig om til regulære politiske partier gennem en deling af magten i henhold til vælgernes ønske, således at alle palæstinensere – ikke bare dem der er loyale overfor Mahmoud Abbas Fatah-parti – vil få lige muligheder i samfundet.

Det vil også kræve en massiv indsats fra det internationale samfund i form af støtte til udvikling af demokratiske institutioner og genopbygning af Gazas økonomi, hvilket skal gøres i en ny ånd, hvor man gør meget mere ud af at sikre, at pengene ender hos de tiltænkte modtagere, og ikke, som i Arafats tid, ender i brune konvolutter hos korrupte ledere og terrorister.

I takt med at sikkerhedsituationen forhåbentlig forbedres, vil også Israel kunne hjælpe til, ved at muliggøre en fri bevægelighed af varer og arbejdskraft til og fra Gaza, til gavn for områdets økonomiske udvikling.

Kritikere af tilbagetrækningsplanen falder i to grupper: Dem der mener at tilbagetrækningen fra Gaza blot er et nødvendigt offer, der skal aflede verdens opmærksomhed fra Israels yderligere konsolidering af Jerusalem og Vestbredden, og på den anden side dem, der ser den som et hovedløst knæfald for den palæstinensiske terrorisme, der blot vil tiltage i styrke efter dens store militære sejr over den ”zionistiske fjende”.

Begge pessimistiske forudsigelser, kan meget vel vise sig at gå i opfyldelse. Det hele afhænger af hvad der kommer i kølvandet på tilbagetrækningen fra Gaza. Spørgsmålet er, om Mahmoud Abbas magter at gøre en ende på terrorangrebene på Israel og opbygge et demokratisk samfund og en sund økonomi i Gaza.

Abbas ønsker efter alt at dømme på nuværende tidspunkt at fremme en demokratisk udvikling, dog helst ikke på bekostning af egen magt og indflydelse. Det sidste kom fornylig til udtryk i to omgange. Først under valget til selvstyreformand, hvor Abbas tøvede med at konfrontere terrorgrupperne af frygt for at miste popularitet, og dernæst ved hans udskydelse af parlamentsvalget af frygt for at Hamas skulle få for meget demokratisk magt.

Men Abbas kan ikke både blæse og have mel i munden. Han kan ikke søge at fremme en demokratisk udvikling, og samtidig sikre sig, at han kan blive ved magten. Sådan spiller klaveret bare ikke.

På grund af Yasser Arafats strategi med at lade Hamas presse Israel på terrorfronten, har den islamiske organisation vokset sig så stærk, at der ikke er nogen vej udenom at inkludere den i den politiske proces. Det eneste krav man nu kan stille, er at Hamas må omstille sig til et fredeligt politisk parti og nedlægge våbnene. Men det kan naturligvis kun lade sig gøre, hvis man tillader Hamas den andel i den politiske magt, som vælgerne ønsker.

Mahmoud Abbas er altså, som sin forgænger under Oslo, nøglepersonen i den kommende proces. Hvis han, med Israels og det internationale samfunds hjælp evner at få noget positivt ud af tilbagetrækningen fra Gaza, vil det være i Israels egen interesse af fortsætte udviklingen med forhandlinger om yderligere tilbagetrækninger.

Skulle Sharon-regeringen herefter ikke vise sig villig til at forstsætte processen, vil den få meget svært ved at overbevise såvel de israelske vælgere som det internationale samfund om ikke at fortsætte.

Lykkes det derimod ikke Abbas at bringe udvikling og velstand til Gaza, at skabe lov or orden og bringe terroren mod Israel til ophør – i det mindste den, der udspringer fra Gaza – vil hverken Sharon-regeringen eller den israelske befolkning være indstillet på at give yderligere indrømmelser til palæstinenserne, og situationen vil igen stagnere.

Israel vil ganske vist have opgivet Gaza, men vil i en sådan situation være betydeligt bedre positioneret til den næste runde af palæstinensisk terror. Det er højst sandsynligt – ja vel desværre nærmest givet – at palæstinenserne vil forsøge at smugle mere dødbringende våben, som f.eks. mere langtrækkende rakketter ind i Gaza efter Israels exit, men med sikkerhedsbarrieren på Vestbredden hastigt på vej mod færdiggørelse, og alle israelske civile ude af Gaza, vil det være meget enklere for det israelske militær, at udkæmpe den næste palæstinensiske terrorkrig.

Det er det der, trods de åbenlyse risici, gør tilbagetrækningsplanen til et godt træk set med israelske øjne. Enten vil den kick-starte fredsprocessen, hvilket vil være til gavn for begge konfliktens parter, eller også vil Israel fortsat skulle beskytte sig mod terror, men vil kunne gøre det langt mere effektivt fra sin nye, taktisk forbedrede position.

Udfaldet afgøres først og fremmest af palæstinensernes evne og vilje til at få det bedste ud af situationen, i stedet for at fokusere på fortsat væbnet kamp mod Israel i et forfængeligt håb om at ”befri” resten af ”Palæstina”, fra Jordanfloden til Middelhavet.

Sharon spiller et meget højt politisk spil, og han vinder, fordi han har den israelske befolkning med sig. Vælgerne ønsker fred, men vil denne gang se palæstinensiske modydelser, før man giver yderligere indrømmelser.


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.