Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhåndsbetingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Dogmatisk balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 14. august 2014
Fred - Hvad skal der til?

Af Dan Harder

Nu lader endnu en omgang Gaza-krig til at være overstået, og det er tid til at stille spørgsmålet: Hvordan undgår vi næste omgang? Svaret er som altid, at vi skal have implementeret den tostatsløsning, som man har kæmpet for i årevis. Men hvordan?

Den hidtidige tilgang har været følgende: Læg pres på Israel for at få stoppet udbygningen af bosættelserne og afsluttet blokaden af Gaza, mens man samtidig intet foretager sig i forhold til palæstinenserne. Det har ikke virket efter hensigten.

Nogle vil mene, det er fordi, Israel ikke har pareret ordre.

OK, det er sandt. Men selv et totalt stop for bosættelsesbyggeri havde næppe løst probemet. Det fortsatte byggeri sender uden tvivl et skidt signal overfor palæstinenserne. Men bosættelserne er ikke den primære blokering for freden, selvom de i medierne bliver udnævnt til det. Israel har både i Sinai (1982) og i Gaza (2005) bevist, at man kan rømme bosættelser, hvis det tjener et højere formål.

Gaza-blokaden er endnu mere problematisk. Den kan umuligt nedlægges, så længe Hamas fortsætter med at indføre våben, som bruges mod Israels civilbefolkning.

Hvis man holder meget af fiasko, skal man bare fortsætte ad det hidtidige spor.

Vi kender alle konturerne af en tostatsløsning. Clintons forslag i 2000, Geneve-initiativet fra 2003 og Ehud Olmerts forslag til Mahmoud Abbas i 2008 er variationer over samme tema:

En palæstinensisk stat omfattende Gaza og Vestbredden med hovedstad i Østjerusalem. Israel beholder de nye jødiske dele af Jerusalem samt de største bosættelsesblokke på Vestbredden i bytte for landområder fra selve Israel. Hertil kommer specielle arrangementer vedrørende Jerusalems hellige steder, fri passage mellem Gaza og Vestbredden samt diverse sikkerheds-foranstaltninger. Efterkommere af palæstinensiske flygtninge fra krigen i 1948 vil kunne bosættes i det nye Palæstina, og ikke i Israel, bortset fra et mindre, symbolsk antal.

Sidstnævnte punkt har i flere omgange blokeret for indgåelse af en fredsløsning, eksempelvis da Yassir Arafat forlod Camp David-forhandlingerne i 2000.

Der er altså ikke megen tvivl om, hvordan en fredsaftale kommer til at se ud. Det, der skal til for at implementere den, er to stabile, demokratiske samfund, som der blev lagt op til i Oslo-aftalerne.

Israel er - med sine fejl - allerede et stabilt demokrati, som kan levere varen. Det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden er derimod et totalitært styre, en ustabil, sekulær politistat, der ikke kan være garant for en indgået aftale. I Gaza udgør Hamas-regimet et fundamentalistisk, islamistisk diktatur, der konsekvent søger konfrontation med Israel.

Der blev i 1993 sat en demokratiseringsproces i gang, som kunne have været tilendebragt efter fem eller ti år. Nu, 21 år efter, er den næsten slået tilbage til start. Den fundamentale fejl, som det internationale samfund begik i midten af halvfemserne, var, at man lod palæstinenserne afvige fra deres forpligtelser ifølge Oslo-aftalerne.

Det palæstinensiske selvstyre skulle have været et demokrati, men Arafat opbyggede i stedet et diktatur. Selvstyreområderne skulle have været demilitariseret med en begrænset politistyrke, men Arafat opbyggede i stedet en række væbnede militser under sin egen kontrol, mens han tillod Hamas at fortsætte terroraktionerne imod israelske civile.

Palæstinenserne tilsluttede sig under Oslo-processen principperne om både demokrati og ikke-vold. Men da det kom til stykket, var Arafat ikke parat til at opgive hverken sin permanente position som leder af det palæstinensiske folk, eller muligheden for at opretholde det voldelige pres på Israel.

Hamas råder i dag over offensive våben, som ikke er tilladt i henhold til Oslo-aftalerne. De tilbagevendende Gaza-krige, som vi nu er vidner til, er den direkte konsekvens af halvfemsernes skæbnesvangre forsømmelse.

Det er tid til at rette op på fortidens fejl. I Gaza er situationen langt værre end i 1993. Men på Vestbredden er der trods alt sket markante fremskridt. Den tidligere premierminister, Salam Fayyad, fik efter den destruktive palæstinensiske "Anden Intifada" (2000-2005) rekonstrueret en solid palæstinensisk politistyrke på Vestbredden samt lagt grunden til udvikling af demokratiske institutioner.

Det er fortsættelsen af den udvikling, det internationale samfund og Danmark, gerne i EU-regi, skal fokusere på nu, hvis man ønsker at se en fredsløsning. Hamas kan godt indgå i den palæstinensiske politiske proces, men organisationen må og skal afvæbnes. Politiske partier kan ikke have deres egen hær i et demokrati.

Det palæstinensiske selvstyre under Mahmoud Abbas' Fatah-parti skal også ophøre med at forfølge og torturere sine egne borgere. Forsamlings- og ytringsfrihed skal indføres. Korruption skal bekæmpes, og de politiske ledere skal acceptere, at deres positioner ikke er på livstid.

Selvstyret skal ophøre med at hjernevaske sin befolkning i, at terror mod israelske civile er noget, man skal stræbe efter, og at hele det nuværende Israel en dag vil blive Palæstina.

Det er tydeligt, at mange europæere hellere vil fortsætte med at banke det "stærke" Israel oven i hovedet, i stedet for at lægge pres på det "svage" Palæstina. Men det har været forsøgt, og det virker ikke. Det er tid til at prøve noget, der rent faktisk har en chance for at lykkes.


Tilbage

 

Untitled Document