Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 

 

Israel-Online, 2. marts 2019
Jøde(stats)had

Af Dan Harder

Teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen (EL), og hendes partifælle, Ulrik Kohl, forsvarer i et indlæg i Berlingske 22. februar 2019 deres apartheid-anklage imod Israel.

Argumentationen består i nogle generelle beskyldninger, bakket op af udsagn fra en række af forfatternes ligesindede, mens omfanget af konkret dokumentation er nul.

Grunden er, at det hele er usandt. Det er en vaskeægte smædekampagne imod Israel - et udtryk for den nye, og i visse kredse stuerene, form for jødehad. Ikke imod den individuelle jøde, men imod det fællesskab, som langt de fleste af verdens jøder identificerer sig med: den jødiske stat.

Ninna Hedeager Olsens og Ulrik Kohls første påstand:

"Israelsk lov definerer klart særrettigheder for den jødiske del af befolkningen."

Det er forkert.

I online-udgaven af indlægget linkes (antageligvis som dokumentation) til hele otte forskellige artikler, der alle omhandler samme emne, nemlig Israels "nationalstatslov," som blev vedtaget sidste år. Den definerer Israel som landet, hvor jøderne kan udleve deres nationale selvbestemmelse. Hermed indskrives i israelsk lov det, som hele tiden har været tilfældet: at Israel er den jødiske stat.

Og det er jo nok i virkeligheden det, forfatterne og deres venner er imod: at der eksisterer en jødisk stat. Men det var sådan set selve formålet med den FN-støttede oprettelse af Israel i 1948. Hverken denne eller andre israelske love sanktionerer, som forfatterne påstår, forskelsbehandling af israelske borgere baseret på etnicitet eller religion.

Derefter kritiserer de, at der på Vestbredden findes veje, i forbindelse med israelske bosættelser, som palæstinensere ikke har adgang til. Her opstår lidt forvirring. Er Vestbredden nu ifølge forfatterne en del af Israel?

Sagen er dels, at begrænsningerne af palæstinensernes bevægelsesfrihed kun har én årsag: den palæstinensiske terror. Før terroren tog fart for et par årtier siden, kunne palæstinenserne bevæge sig frit, ikke bare på Vestbredden, men også i selve Israel.

Hertil kommer, at begrænsningerne ikke er etnisk bestemt (som under apartheid i Sydafrika). De veje, der kun kan bruges af israelere, gælder for alle israelere, også arabere. Det er altså statsborgerskab og ikke etnicitet, der udgør skillelinjen.

Det samme gælder retssystemet, som ligeledes kritiseres. Alle israelske statsborgere - også arabere - dømmes af de almindelige israelske domstole. Vestbredden er ikke en del af Israel, men militært besat. Derfor dømmes palæstinensere på Vestbredden, der har begået forbrydelser imod israelere, af militærets domstole. Der er igen ikke tale om en etnisk skillelinje, men om hvorvidt man er israeler eller under israelsk militær besættelse.

Det er bemærkelsesværdigt, at forfatterne, som må formodes at være enige i, at Vestbredden ikke er en del af Israel, men er militært besat, i denne udvalgte sammenhæng blander de to juridisk adskilte områder sammen, blot for at underbygge deres falske apartheid-påstand.

Som yderligere "dokumentation" for apartheid-påstanden citeres en række mennesker fra Sydafrika, der tidligere kæmpede imod landets racisitiske styre, som de naturligvis har førstehåndsviden om. Til gengæld står det klart, at de ikke har en døjt forstand på den israelsk-arabiske konflikt.

At citere en række synspunkter fra deres egne ligesindede er ikke dokumentation, men mindst lige så irrelevant som den "whatabouterisme," de to forfattere kritiserer Adam Holm for, da han 15. februar i Berlingske spørger, hvorfor de kun fokuserer på Israel, og ikke på andre lande, hvis forbrydelser er langt større (et godt spørgsmål, i øvrigt).

Ninna Hedeager Olsen og Ulrik Kohl beskylder i samme åndedrag Israel for "tortur af palæstinensiske børn." Men her ophører den ellers så generøse forsyning af links i online-artiklen. Hvorfor mon? Nå ja, der var faktisk beskyldninger om israelsk tortur imod en mindreårig for nylig. Men det drejede sig om en ung israeler, som angiveligt under tvang havde indrømmet sin deltagelse i et af de meget sjældne israelske terrorangreb imod palæstinensere. Så det dur jo ikke rigtigt som bevis for israelsk apartheid, hvis Israels efterretningstjeneste benytter samme forhørsteknikker overfor alle terrormistænkte mindreårige.

Det meget større problem med det palæstinensiske selvstyres udbredte brug af tortur imod dets egen befolkning interesserer til gengæld ikke de to anti-Israel-aktivister. Nåhr nej, undskyld, det er jo whatabouterisme.

At kampen er imod selve Israels eksistens, afsløres også af de mål, som den anti-israelske organisation BDS (Boycott, Divestment and Sanctions) stræber efter, og som Ninna Hedeager Olsen og Ulrik Kohl støtter, her udlagt af forfatterne selv:

"Israelsk tilbagetrækning fra de ulovligt besatte områder, fuld ligeberettigelse for ikke-jødiske statsborgere i Israel, og respekt for de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom. Det er krav til Israel, som er fastsat af verdenssamfundet - med undtagelse af USA - gennem FN. Dem bakker vi op om."

Lad os tage dem ét for ét.

Der er ingen "ulovligt besatte områder." Vestbredden mv. blev i 1967 besat af Israel i en forsvarskrig, der helt åbent havde den jødiske stats udslettelse som mål. FN's sikkerhedsråds resolution 242 af samme år kræver anerkendelse af, sikkerhedsgarantier overfor, samt fred med Israel til gengæld for israelsk tilbagetrækning fra områder besat i krigen. De tre ting har palæstinenserne endnu ikke været villige til, eller evnet, at levere. Særligt ikke fred, da man til stadighed nægter at indgå i fredsforhandlinger med Israel. "Verdenssamfundet" - gennem FN - er altså ikke enigt med forfattene.

"Fuld ligeberettigelse for ikke-jødiske statsborgere i Israel" findes allerede. Der er problemer med diskrimination (lige som alle andre steder, herunder i Danmark). I Israel forstærkes problemerne naturligvis af, at mange israelske arabere indentificerer sig med landets fjender. Men der er total ligeberettigelse ifølge loven.

Det sidste mål afslører BDS's egentlige agenda. Kravet om, at ikke bare de palæstinensiske flygtninge, men også deres efterkommere, skal "vende tilbage" til det nuværende Israel, ville i praksis udfordre Israels jødiske befolkningsflertal, hvorved Israel enten måtte ophøre som jødisk stat eller netop indføre et apartheid-lignende system.

Af samme grund er det "verdenssamfundets" ønske, at efterkommere af flygtninge fra mandatområdet Palæstina skal bosættes i den del, som vil udgøre en kommende palæstinensisk stat. Det jo også den åbenlyst bedste løsning.

Men mindre altså det er den jødiske stats endeligt, man går efter.


Tilbage

 

Untitled Document