Israel-Online,
7. september 2007
Et sjældent virkelighedsbillede
fra Israel
Af Dan Harder
Så skete det endelig! En TV-udsendelse
om Israel, der viser forholdene, som de er.
Onsdag d. 5. september kl. 20:30 viste Danmarks Radio
på DR1 fjerde del af programserien "Med slør
og høje hæle", hvor journalisten Anja
Al-Erhayem rejser rundt i forskellige lande i Mellemøsten
og taler med almindelige mennesker.
Dette afsnit handlede om unge israelere i Jerusalem.
De interviewede israelere tilhørte ikke, som
det ellers er sædvane i den slags programmer,
yderfløjene i det israelske samfund. De var hverken
bevæbnede bosættere fra den religiøse
højrefløj eller selvudråbte "fredsaktivister"
fra den yderste venstrefløj.
De medvirkende tilhørte for en gangs skyld det
store flertal af almindelige, sekulære, moderate
israelere, der sjældent kommer til orde i de danske
medier. De unge mennesker forklarede om deres syn på
uddannelse, kærlighed, familieliv og traditioner.
Men også mere potentielt eksplosive emner, som
f.eks. deres følelser for deres land, Israel,
deres oplevelser i hæren og deres tanker om den
evige trussel om krig og terrorangreb, der konstant
hænger som en skygge over Israel, blev berørt.
I det hele taget fornemmede man ikke, at holdet bag
programmet skulle være ude på andet end
noget så usædvanligt, som at portrættere
virkeligheden, som den er. Ingen løftede pegefingre
eller politisk korrekte bemærkninger om checkpoints
eller sikkerhedshegn. De medvirkende i programmet fik
lov at tale for sig selv.
En enkelt fortalte om tre nære venner, som var
blevet dræbt af en selvmordsbombe i Jerusalem
for fem år siden. Men det hele foregik uden fordømmelser
eller had. Han beskrev ganske enkelt, hvad han følte,
ikke så meget i forhold til palæstinenserne,
men omkring tabet af tre kære venner.
Alle de medvirkende gav udtryk for stort set de samme
holdninger. At jøderne er nødt til at
forsvare sig i deres land. At man har forståelse
for palæstinensernes situation. At man i øjeblikket
har svært ved at tro på en snarlig løsning
på konflikten, men at man ønsker fred med
palæstinenserne, og at man er villig til - indefor
rimelighedens grænser - at gøre hvad der
skal til for at opnå målet.
Israel er et demokrati, og der findes et utal af holdninger
til alting. Men det, som de programmer, der vises herhjemme,
sjældent giver udtryk for er, at der blandt langt
de fleste israelere, måske de tre fjerdedele,
der befinder sig et eller andet sted på den politiske
midte, er ret stor konsensus omkring nogle af de ting,
som de unge mennesker i programmet gav udtryk for.
Alt for ofte høres floskler om hvordan ekstremisme
og had råder på begge sider af konflikten.
Men det er ikke sandt. Jeg vil lade andre med mere kendskab
til det palæstinensiske samfund redegøre
for palæstinensernes følelser overfor israelerne.
Men jeg tør godt sige, at det store flertal af
israelere tænker og føler som deltagerne
i programmet.
Trods den snart seks år lange palæstinensiske
terrorkampagne imod den israelske civilbefolkning, eksisterer
der hos langt størstedelen af israelerne intet
had imod palæstinenserne. Terroren opfattes nærmest
som en slags vedvarende naturkatastrofe, som man tager
sine forholdsregler overfor, mens man håber på,
at den snart går over, så man kan komme
videre.
Så her fra Israel-Online skal der lyde en varm
tak til Anja Al-Erhayem og til DR for at tilbyde seerne
et sjældent indblik i, hvordan almindelige, unge
israelere tænker og føler.
Tilbage
|