Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 24. december 2009
Fred og bosættelser

Af Dan Harder

Det er dygtigt gjort, når det er lykkedes den palæstinensiske ledelse og andre af Israels modstandere at fremstille de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem som den primære forhindring for fred i området.

Selv den amerikanske præsidet Obama er, i sit ønske om at forbedre USAs relationer til den arabiske verden, hoppet med på vognen. Men en usandhed bliver ikke mere sand af at blive gentaget i det uendelige.

Det er uomtvisteligt, at de fortsatte udvidelser af bosættelserne med nye boliger er en torn i øjet på palæstinenserne. Men længere holder argumenterne heller ikke.

Kortet ovenfor illustrerer Bill
Clintons vision for en palæsti-
nensisk stat i Gaza og det
meste af Vestbredden.

Det er - trods endeløse gentagelser - ikke rigtigt, at udvidelsen af bosættelserne i fysisk forstand truer dannelsen af en palæstinensisk stat.

Med et enkelt blik på landkortet kan man konstatere, at selv udvidelsen af bosættelserne omkring Østjerusalem (eksempelvis en forbindelse af Jerusalem med den største bosættelse, Ma'ale Adumim, en forstad til Jerusalem med 30.000 indbyggere) ikke ville skære Vestbredden i to, som det hævdes.

På østsiden af byen er der stadig 23 km til grænsen med Jordan imod 30 km fra Vestjerusalem til Jordan. En palæstinensisk stat ville altså blot blive 7 km slankere på det smalleste sted. Det er ren og skær propaganda.

Man kan mene, hvad man vil, om Israels bosættelsespolitik. Og nærværende debattør har da heller ikke noget hedt ønske om, at Israel skal bevare eller stramme grebet om Vestbredden, selvom området på bibelsk tid udgjorde hjertelandet i det historiske Israel. Tværtimod ville jeg med største glæde se Israel bytte Vestbredden og Østjerusalem for en varig og ægte fred med palæstinenserne.

Men man skal heller ikke være naiv: Der foregår en kamp om kontrollen med landet, og for tiden har israelerne overtaget, hvorfor det kun er naturligt, at man søger at forbedre sin position. Som eksperiment kan man bare prøve at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis araberne havde det militære overtag.

Det er også vigtigt at forstå, at den nuværende ekspansion af bosættelserne befinder sig på et meget beskedent niveau set i forhold til sit egentlige potentiale. Der er i årevis ikke blevet etableret nye bosættelser. Og de bosættelser, hvori der bliver godkendt nye byggerier, er stort set kun områder, som Israel regner med, eller håber på, at kunne beholde som del af en fredsaftale med palæstinenserne. Det drejer sig først og fremmest om dem, der ligger tæt på "den grønne linie," våbenstilstandslinien mellem Israel og Vestbredden indtil 1967.

Man kan derfor sige, at den nuværende bosættelsespolitik, snarere end at være en forhindring for fred, er tilrettelagt med en kommende fredsaftale for øje. Og da ovennævnte bosættelsesblokke efter al sandsynlighed også fremover vil være en del af Israel, giver det ikke meget mening at blokere for deres fortsatte udvikling, mens man venter på, at palæstinenserne skulle blive interesserede i - og ikke mindst i stand til - at indgå en fredsaftale.

Der er heller ingen logik i den palæstinensiske position, ifølge hvilken man nægter at forhandle, sålænge der stadig bygges boliger i bosættelserne. Det er jo netop en fredsaftale, som endeligt vil afgøre, hvor Israel fortsat kan bygge, og hvilken skæbne de øvrige bosættelser vil få. Man får fornemmelsen af, at spørgsmålet om bosættelserne er en kærkommen undskyldning for ikke at gå i dialog.

Man kan selvfølgelig med en vis rimelighed hævde, at det ville være en fin gestus fra israelsk side, hvis man helt indstillede udvidelsen af bosættelserne - en såkaldt "confidence-building measure," på linie med nedlæggelse af vejspærringer, kontrolposter o. lign.

Men der er intet historisk belæg for, at den slags tillidsskabende foranstaltninger har skabt mere kompromisvilje på den palæstinensiske side. Faktisk fremgår det med al tydelighed, at enhver opblødning af den israelske linie til alle tider er blevet anset af Israels arabiske modstandere som et svaghedstegn, som snart er blevet udnyttet til at rette nye angreb på israelere.

Det har vi set utallige gange på Vestbredden og i forbindelse med Israels ensidige tilbagetrækninger fra Libanon og Gaza. Af tiltag, der har virket i forhold til at dæmme op for angreb på Israel, kan derimod nævnes den israelske militæroperation "Defensive Shield" i 2002, hvor Israel geninvaderede de største byer på Vestbredden, efter de i en del år havde været under palæstinensisk kontrol, konstruktionen af sikkerhedsbarrieren og Israels optrapning af klapjagten på palæstinensiske terrorister.

Disse tiltag har, mere effektivt end noget andet, bragt terrorangrebene mod israelske civile ned på et absolut minimum. I forhold til Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza, har de to militæroperationer i henholdsvis sommeren 2006 og vinteren 2008-09 lagt en effektiv dæmper på motivationen til at angribe Israel fra disse områder.

Så når man fremfører argumentet, at Israel bør vise kompromisvilje for at få palæstinenserne til at gøre det samme, er det i bedste fald, fordi man ikke forstår den arabiske logik, i værste fald fordi man taler imod bedre vidende. Kompromisvilje avler ikke kompromisvilje i den arabiske verden, tværtimod. Den slags opfattes som et svaghedstegn, der med det samme genererer mere kampiver.

Den underliggende årsag er, at der slet ikke er nogen kompromisvilje på den palæstinensiske side. Målet om en ægte tostatsløsning - to stater for to folk, én arabisk og én jødisk - deles kun af det internationale samfund og et flertal af israelerne. Ikke af araberne. Når de taler om tostatsløsningen, taler de om én arabisk stat i Gaza og Vestbredden samt en multietnisk stat, Israel, som med tiden også vil få arabisk flertal, hvorved den jødiske stat vil ophøre med at eksistere.

Det eneste, der kan skabe kompromisvilje på den arabiske side, er hvis man anser det for absolut umuligt at opnå sit egentlige mål om at ødelægge den jødiske stat. Kun da vil der være mulighed for, at araberne vil kunne acceptere en ægte tostatsløsning - den type løsning, som blev vedtaget af FN i 1947, og accepteret af Palæstinas jøder, men afvist af den samlede arabiske verden, nemlig idéen om to stater for to folk.

Det er den udfordring, det internationale samfund burde kaste sig over. I stedet for at spilde tiden med at forkusere ensidigt på en hel eller delvis fastfrysning af boligbyggeri i bosættelserne, bør den amerikanske præsident Obama, når han er færdig med at tækkes de diktatoriske, Holocaust-benægtende, arabiske politistater, vende blikket mod den egentlige udfordring: at overbevise palæstinenserne og den arabiske verden om, at eksistensen af en jødisk stat i Mellemøsten er permanent.


Tilbage

 

Untitled Document