Israel-Online, 24. november 2004
Grund til optimisme efter Arafat

Af Dan Harder

Efter den palæstinensiske leders død for nylig, har politiske ledere og kommentatorer i overvældende grad udvist fornyet tro på den fastlåste fredsproces. Men hvorfor denne optimisme efter Yasser Arafats død?

Hvis det virkeligt er sandt, at det primære ansvar for de manglende resultater hviler på Israel, hvilken forskel gør det så, hvem der leder det palæstinensiske folk?

Eller kunne det tænkes, at der måske alligevel var en grund til, at hverken Israel eller USA ville forhandle med Arafat? For at kaste lys over mysteriet, kunne man måske kigge Arafats troværdighed som fredspartner lidt efter i sømmene.

Her er hvad Arafat lovede i forbindelse med Oslo-aftalernes første fase:

1) At skabe et demokratisk, palæstinensisk samfund med frie valg, ytringsfrihed, retssikkerhed m.v.

2) At bekæmpe palæstinensisk terror imod israelske civile, og for altid opgive brugen af terror som politisk pressionsmiddel.

3) At undervise sin befolkning i fordelene ved fredelig sameksistens med - og accept af Israel.

Her er hvad han gjorde:

1) Efter en parodi på et demokratisk valg, sørgede han for at det palæstinensiske samfund hurtigt udviklede sig til et klassisk arabisk diktatur under hans totale kontrol. Ingen frie valg, ingen ytringsfrihed, ingen retssikkerhed. Arafat stod ikke til regnskab overfor nogen og betragtede palæstinensernes finanser som sin personlige formue, som han brugte flittigt til at købe loyalitet, eller satte til side på hemmelige, udenlandske konti.

2) I alle årene siden Oslo-aftalerne tillod Arafat de islamiske terrororganisationer at operere mod Israel, også mens Israel overlod mere og mere land til palæstenenserne, således at terroren hele tiden udgjorde et politisk pres på Israel. Efter at have forladt forhandlingsbordet i 2000, tog Arafat mere direkte del i terroren, bl.a. ved at finansiere Al Aksa-martyrernes Brigader og andre Fatah-relaterede fraktioner. Hertil kommer den ideologiske støtte til den væbnede kamp mod Israel.

3) Under hele Arafats regeringstid, både før og under de sidste fire års terrorkrig mod Israel, har det Palæstinensiske Selvstyre under Arafats ledelse hjernevasket sin befolkning i had mod Israel og jøder. Specielt palæstinensiske børn er dagligt blevet indoktrineret til at opfatte hele ”Palæstina”, d.v.s. inklusive Israel, som målet for en selvstændig palæstinensisk stat. TV-reklamer, børneprogrammer og religiøse udsendelser opfordrer til stadighed til voldelig kamp mod Israel, og Arafat har endog personlig været på skærmen for at opfordre børn til at tage del i voldshandlingerne.

Israel kan givetvis kritiseres for meget, men må dog siges at have indfriet sin del af Oslo-aftalernes første fase:

1) Israel accepterede det palæstinensiske folks ret til et selvstyrende samfund i Palæstina under devisen ”land for fred”, og anerkendte den tidligere terrororganisation, PLO, som retmæssig repræsentant for det palæstinensiske folk.

2) Israel overlod - ganske vist med en vis forsinkelse, på grund af palæstinensisk terror - kontrollen med de tættest befolkede områder i Gaza og Vestbredden til det nye Palæstinensiske Selvstyre.

3) Israel gik med det samme efter Oslo-aftalens indgåelse i gang med at undervise sit folk i fordelene ved fred med palæstinenserne. Resultatet er, at et flertal af israelerne i dag støtter palæstinensernes ret til en selvstændig stat.

Israel har i store træk efterlevet kravene til sig ifølge Oslo-aftalerne. Arafats selvstyre har gjort det modsatte. Hvem er så hovedansvarlig for den forliste fredsproces? Måske er det alligevel ikke så tosset, at palæstinenserne nu er sluppet af med Yasser Arafat.

Tilbage