Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 24. november 2004
Grund til optimisme efter Arafat

Af Dan Harder

Efter den palæstinensiske leders død for nylig, har politiske ledere og kommentatorer i overvældende grad udvist fornyet tro på den fastlåste fredsproces. Men hvorfor denne optimisme efter Yasser Arafats død?

Hvis det virkeligt er sandt, at det primære ansvar for de manglende resultater hviler på Israel, hvilken forskel gør det så, hvem der leder det palæstinensiske folk?

Eller kunne det tænkes, at der måske alligevel var en grund til, at hverken Israel eller USA ville forhandle med Arafat? For at kaste lys over mysteriet, kunne man måske kigge Arafats troværdighed som fredspartner lidt efter i sømmene.

Her er hvad Arafat lovede i forbindelse med Oslo-aftalernes første fase:

1) At skabe et demokratisk, palæstinensisk samfund med frie valg, ytringsfrihed, retssikkerhed m.v.

2) At bekæmpe palæstinensisk terror imod israelske civile, og for altid opgive brugen af terror som politisk pressionsmiddel.

3) At undervise sin befolkning i fordelene ved fredelig sameksistens med - og accept af Israel.

Her er hvad han gjorde:

1) Efter en parodi på et demokratisk valg, sørgede han for at det palæstinensiske samfund hurtigt udviklede sig til et klassisk arabisk diktatur under hans totale kontrol. Ingen frie valg, ingen ytringsfrihed, ingen retssikkerhed. Arafat stod ikke til regnskab overfor nogen og betragtede palæstinensernes finanser som sin personlige formue, som han brugte flittigt til at købe loyalitet, eller satte til side på hemmelige, udenlandske konti.

2) I alle årene siden Oslo-aftalerne tillod Arafat de islamiske terrororganisationer at operere mod Israel, også mens Israel overlod mere og mere land til palæstenenserne, således at terroren hele tiden udgjorde et politisk pres på Israel. Efter at have forladt forhandlingsbordet i 2000, tog Arafat mere direkte del i terroren, bl.a. ved at finansiere Al Aksa-martyrernes Brigader og andre Fatah-relaterede fraktioner. Hertil kommer den ideologiske støtte til den væbnede kamp mod Israel.

3) Under hele Arafats regeringstid, både før og under de sidste fire års terrorkrig mod Israel, har det Palæstinensiske Selvstyre under Arafats ledelse hjernevasket sin befolkning i had mod Israel og jøder. Specielt palæstinensiske børn er dagligt blevet indoktrineret til at opfatte hele ”Palæstina”, d.v.s. inklusive Israel, som målet for en selvstændig palæstinensisk stat. TV-reklamer, børneprogrammer og religiøse udsendelser opfordrer til stadighed til voldelig kamp mod Israel, og Arafat har endog personlig været på skærmen for at opfordre børn til at tage del i voldshandlingerne.

Israel kan givetvis kritiseres for meget, men må dog siges at have indfriet sin del af Oslo-aftalernes første fase:

1) Israel accepterede det palæstinensiske folks ret til et selvstyrende samfund i Palæstina under devisen ”land for fred”, og anerkendte den tidligere terrororganisation, PLO, som retmæssig repræsentant for det palæstinensiske folk.

2) Israel overlod - ganske vist med en vis forsinkelse, på grund af palæstinensisk terror - kontrollen med de tættest befolkede områder i Gaza og Vestbredden til det nye Palæstinensiske Selvstyre.

3) Israel gik med det samme efter Oslo-aftalens indgåelse i gang med at undervise sit folk i fordelene ved fred med palæstinenserne. Resultatet er, at et flertal af israelerne i dag støtter palæstinensernes ret til en selvstændig stat.

Israel har i store træk efterlevet kravene til sig ifølge Oslo-aftalerne. Arafats selvstyre har gjort det modsatte. Hvem er så hovedansvarlig for den forliste fredsproces? Måske er det alligevel ikke så tosset, at palæstinenserne nu er sluppet af med Yasser Arafat.


Tilbage

 

Untitled Document