Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 17. oktober 2007

Ægte fred

Leder i Jerusalem Post

Endnu engang er en diplomatisk "proces" under opsejling, og israelerne spørger sig selv, hvordan mon netop dette lag, dynget oven på så mange andre, kunne tænkes at være anderledes. Forskellen er, siges det, at der for første gang har vist sig en palæstinensisk ledelse, som virkelig er interesseret i at acceptere to-statsløsningen: en palæstinensisk stat ved siden af Israel.

Det er en bemærkelsesværdig påstand, både i forhold til hvad den fortæller om palæstinenserne nu, og hvad den siger om de seneste årtiers diplomati. Israelerne har trods alt hørt på, at palæstinenserne anerkender Israels ret til at eksistere, lige siden 1987, hvor Yasser Arafat "afsvor" terrorismen, og USA indledte en dialog med PLO. Vi hørte det samme igen i 1993 med underskrivelsen af Oslo-aftalen.

Dog var det efter al denne "anerkendelse," og efter Israels forsøg på rent faktisk at skabe en palæstinensisk stat gennem forhandling i 2000, at der fulgte en årelang, ondsindet selvmordsbombekampagne, mens Hamas, som åbenlyst hylder terror og afviser Israels ret til at eksistere inden for nogen som helst grænser, steg i popularitet.

Nu, i forbindelse med de seneste samtaler mellem Olmert og Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, får vi et glimt af, hvordan det hænger sammen, at jo mere palæstinenserne har hævdet at "anerkende" Israel, desto mere indgroet synes deres kamp imod Israel at være blevet. Dette glimt kommer i form af et brev til Abbas fra Salman Abu Sitta, en fremstående talsmand for de palæstinensiske flygtninge, som rapporteret af Jerusalem Posts korrespondent Khaled Abu Toameh.

"Vi er klar over det pres, De er underlagt for at opgive den palæstinensiske position og acceptere Israels vision," skriver Abu Sitta. "Men det, der mere end noget har tiltrukket sig vores opmærksomhed, er Israels forsøg på at omdefinere to-statsløsningen. Israel ønsker nu gensidig anerkendelse - Israel som nationalt hjemland for jøderne og, det der er tilbage af landet, Palæstina som nationalt hjemland for palæstinenserne."

Abu Sitta opfordrer alle arabere til at forkaste denne israelske formulering som "ekstremt farlig," eftersom den svarer til at opgive den arabiske ret til Palæstina og acceptere jødiske historiske og bibelske rettigheder til landet. Set med hans øjne ville en sådan formulering også "opgive retten til tilbagevenden efter årtiers kampe."

Dette brev er afslørende, fordi det antyder, at ved al tidligere palæstinensisk tale om anerkendelse af Israel og den tidligere angivelige accept af "to-statsløsningen", har dette aldrig betydet hverken en accept af det jødiske folks ret til suverænitet i dets gamle land, endsige af Israels ret til ikke at blive druknet demografisk af palæstinensere.

Kort sagt, Abu Sitta beskylder Abbas for at overveje fred med Israel i den betydning, hvori israelerne, europæerne, amerikanerne og alle andre, der støtter freden, forstår ordet: fred med Israel, ikke fred som en eufemisme for kampen for at udslette Israel.

Vi kan kun håbe, at Abu Sitta har ret, at Olmert har ret, i vurderingen af Abbas' intentioner.

Men ud over dette håb, så demonstrerer Abu Sittas bekymring to afgørende lektioner for alle, der virkelig søger freden: 1) at tidligere aftaler og diplomati ikke kan tages som bevis på, at palæstinenserne for alvor har forsonet sig med tanken om at opbygge en stat ved siden af Israel, og 2) at kravet om en "ret til tilbagevenden" til Israel er i total uoverensstemmelse med betydningen af to-statsløsningen, sådan som Israel og Vesten forstår den.

Vi kan ikke vide, hvad – om overhovedet noget - der vil komme ud af den planlagte konference i Annapolis i næste måned. Hvad vi ved er, at succes eller fiasko ikke skal måles på, hvorvidt der bliver udarbejdet et dokument, men på, hvorvidt palæstinenserne viser en eller anden form for tegn på accept af præcist det, som Abu Sitta frygter: at fred med Israel betyder afslutningen på kampagnen for at udslette Israel.

Det er derfor, det er blevet så vigtigt for Israel, at den arabiske side accepterer det jødiske folks ret til at forny sin nationale selvbestemmelse i dette land, ikke blot Israels de facto eksistens. Hvis den arabiske verden i almindelighed, og palæstinenserne i særdeleshed, ikke er rede til at acceptere førstnævnte, så er de ikke rede til fred. Hvis de fortsætter med meningsløst kun at gentage sidstnævnte, forbeholder de sig retten til fortsat at søge Israels udslettelse.

Kilde: Leder i Jerusalem Post, 8. oktober 2007

Tilbage

 

Untitled Document