Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 3. juni 2007

Den virkelige palæstinensiske 'katastrofe'

Af Cameron S. Brown og Asaf Romirowsky

Den 15. maj mindedes palæstinenserne den 59. årsdag for al-Naqba ("katastrofen"), en sørgedag for dannelsen af den moderne stat Israel den 15. maj 1948.

På en måde er al-Naqba den væsentligste begivenhed, som adskiller palæstinensernes historiske oplevelser fra andre arabiske, muslimske gruppers og former deres unikke, nationale identitet.

Det er værd at lægge mærke til, at palæstinenserne bruger den samme dag, hvor Israel erklærede sin selvstændighed, til at markere deres nationaldag. Som det er tilfældet med så meget i palæstinensisk samfund og kultur, er det deres jødiske naboers handlinger – ikke noget, de selv har foretaget sig – som er det konstante fokus for deres opmærksomhed.

Hvilket fører os frem til følgende spørgsmål: Hvad er mere præcist den virkelige "katastrofe"? Med udgangspunkt i, at dette års al-Naqba-mindedag blev overskygget af anarkiet og de interne kampe i Gaza, siger mange palæstinensere, at den virkelige Naqba er manglen på samhørighed i deres samfund. Denne interne fraktionsdannelse bliver faktisk af palæstinenserne ofte nævnt som en af nøgleårsagerne til, at de overhovedet tabte krigen i 1948 imod dannelsen af Israel.

Måske. Men et kig på et andet aspekt af dette års Naqba-begivenheder kunne måske give os et bedre vink om, hvad der er det egentlige, palæstinensiske problem.

Tidligt om morgenen den 15. maj brugte Hamas morterer, missiler og maskingeværer til at angribe Præsidentens Vagtkorps, som hører under Fatah, og som var udstationeret nær ved Karni-grænseovergangen til Israel. Hamas ramte derefter en jeep, som medførte Fatah-forstærkninger, og sikrede sig, at deres mål var døde, ved at skyde dem i hovedet på nært hold.

Da skyderierne var ovre, var mere end 10 Fatah-medlemmer døde og et tilsvarende antal sårede.

Idet det pludselig gik op for Hamas, at deres uprovokerede massakre måske var gået for vidt, hævdede de, at det i virkeligheden var Israel, som havde dræbt Fatah-folkene, og truede enhver journalist, som måtte vove at rapportere andet.

Derpå, med et virkelig perverst træk, sendte Hamas mere end 20 raketter mod den israelske by Sderot "for at hævne" den massakre, som de selv havde begået.

Med de overvældende beviser og vidneberetninger fra dem, der var til stede, stod det klart for de fleste palæstinensere, at Hamas havde udført massakren. Men da de skulle forsøge at forklare årsagen til de aktuelle interne kampe, insisterede flere palæstinensere, herunder Musa Abu Marzouk, viceformand for Hamas' politbureau, på, at Israel på en eller anden måde havde skylden.

Dette er den virkelige palæstinensiske Naqba, katastrofen ved roden til den palæstinensiske lidelse endda før 1948.

I stedet for at påtage sig ansvaret for deres rolle i skabelsen af deres egen skæbne har palæstinenserne bogstavelig talt ved hver eneste anledning fordrejet deres livssyn for udelukkende at lægge skylden på Israel.

Der optræder ingen selverkendelse, for slet ikke at nævne selvkritik. Ingen fornemmelse af ansvarlighed.

Siden Seksdageskrigen i 1967 er denne tendens blot blevet forværret. Alt for ofte hævder palæstinenserne, at det er livet under israelsk besættelse, som har "drevet" dem til terrorisme, som om de ikke havde andet valg end at spadsere ind på en café og sprænge de mennesker, som sidder der, i luften.

Sådan en indstilling ignorerer ikke blot den palæstinensiske terrorisme før 1967 og faktisk også før 1948. Den anerkender heller ikke, at historien har talløse eksempler på ikke-voldelige bevægelser, som har været langt mere effektive til at opnå deres mål.

Men den allermest ulykkelige del af den palæstinensiske skæbne er, at de har haft så mange støtter rundt om i verden (herunder betydelige dele af den israelske offentlighed), at de på ingen måde var bestemt for den fattigdom og elendighed, som de befinder sig i i dag. De var så afgjort ikke bestemt til at forblive statsløse næsten 60 år efter, at FN vedtog sin delingsplan.
Lektien er, at først når palæstinenserne, både ledelsen og offentligheden, begynder at overveje, hvordan deres egne handlinger har været den primære årsag til den bedrøvelige tilstand, de befinder sig i, vil der være en chance for, at den forbedres.

Og når denne sande sjælegranskning omsider finder sted, og de begynder at påtage sig ansvaret for deres kollektive skæbne, vil det palæstinensiske folk være i stand til at hjælpe sig selv langt mere, end alle de andre verdensnationer nogensinde har kunnet.

Cameron S. Brown er vicedirektør for Global Research in International Affairs Center i Herzliya, Israel. Asaf Romirowsky bestyrer israelske & mellemøstlige affærer for Jewish Federation of Greater Philadelphia.

Kilde: Philadelphia Daily News, 29. maj 2007


Tilbage

 

Untitled Document