Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 16. december 2006

Israel som årsag til Mellemøstens problemer

Af Jeff Weintraub

Et af de mest bemærkelsesværdige fænomener i den politiske diskussion i Mellemøsten, blandt intellektuelle såvel som blandt almindelige mennesker, er, at millioner af mennesker over hele den arabiske verden oprigtigt tror, at Israel (eller "zionismen") på en eller anden måde udgør roden til alle deres problemer – ikke blot palæstinensernes problemer, men deres problemer, alle de problemer som plager arabiske samfund.

Det kunne måske være en trøst at mene, at denne særlige tvangsforestilling blot er et propagandanummer, som regimerne benytter til at bortlede opmærksomheden fra deres egne forbrydelser og svagheder, men der findes et overvældende antal beviser for, at dette verdenssyn har et dybt og ægte tag i den offentlige mening.

Regeringsembedsmænd, journalister, akademikere, præster, politikere og andre gentager konstant, uden at fortrække en mine, variationer af mantraet, at ingen af de afgørende problemer i eller mellem arabiske samfund for alvor kan løses, uden at man først klarer problemet med Israel (eller Palæstina), eftersom dette (på en eller anden måde) indeholder nøglen til alle de andre.

Hvis der er nogen, der tror, at jeg overdriver, så vil det være nok blot at læse avisen eller lytte til radioen i nogle få uger for at fremskaffe en overflod af eksempler.

Disse forestillinger er naturligvis et udslag af kollektivt selvbedrag. Katastrofer som krigen mellem Iran og Irak, den grusomme borgerkrig som gennemrystede Algeriet i 1990'erne, eller folkemordet som finder sted i Darfur i dag har rent faktisk intet haft med Israel at gøre. (Trods visse konspirationsteorier om det modsatte gælder dette også for Golfkrigene i 1991 og 2003.)

Hvis Israel forsvandt den dag i morgen, ville meget få af problemerne i Irak eller Egypten, Algeriet eller Marokko ændre sig ret meget.

Men når et masseselvbedrag kommer til at spille en så central rolle i en politisk kultur, så har de reelle virkninger, og som oftest skadelige. Endvidere kommer dette delusoriske verdenssyn gennem endeløse gentagelser til at antage status af "sund fornuft", også i vestlige diskussioner af Mellemøsten.

Jeg er enig i, at dette politiske selvbedrag skal anerkendes som en betydningsfuld social kendsgerning (ikke ulig den tilsyneladende forestilling hos en stor procentdel af amerikanere, ifølge meningsmålingerne, at Saddam Hussein på en eller anden måde var involveret i udførelsen af angrebene den 11. september). Men det er samtidigt vigtigt ikke at miste blikket for den kendsgerning, at det er selvbedrag.

Selvfølgelig, hvis denne tvangsbetonede fjendtlige fokusering over for Israel kunne motivere den arabiske verden til at tage nogle konstruktive skridt hen imod en fredelig løsning af de arabisk-israelske og israelsk-palæstinensiske konflikter, eller hvis den ligefrem fik den arabiske verden til at udvise blot en antydning af ansvarlighed for rent faktisk at forbedre palæstinensernes lod, så kunne den måske tjene et vist gavnligt formål.

Men så heldige er vi ikke. Palæstinenserne tjener muligvis som et symbolsk fokus for en dæmonisering af Israel, men i praksis bliver de også i vide arabiske kredse både afskyet og dårligt behandlet, og de karakteristiske krav går på, at den omgivende verden - primært USA - på magisk vis bør løse dette problem uden behov for konstruktive handlinger eller initiativer fra arabisk side. I mellemtiden hjælper dæmoniseringen af Israel mest med at sikre en selvretfærdiggørende og politisk passiviserende kultur af vrede, som meget belejligt undskylder en lang række sociale, politiske og økonomiske fiaskoer.

Som jeg sagde, finder man nemt en mængde af eksempler. Men jeg er sjældent stødt på et så slående og afslørende eksempel som dette interview med den ansvarshavende redaktør for Al Jazeera, Ahmed Sheik - en af de vigtigste og mest indflydelsesrige journalister i den arabiske verden. Redaktøren blev interviewet af Pierre Heumann fra det schweiziske magasin Die Weltwoche (her på engelsk).

Her følger højdepunkterne i interviewet (i kursiv):


Hvordan opfatter du fremtiden for denne region, hvor nyheder om krige, diktatorer og fattigdom er fremherskende?

Fremtiden her ser meget dyster ud.


Kan du forklare, hvad du mener med det?

Med dyster mener jeg noget i retning af "sort." Jeg har givet min trediveårige søn, som bor i Jordan, det råd, at han bør forlade regionen. Jeg talte netop med ham om det her til morgen. Han har en søn, og vi talte om hans søns uddannelse. Jeg så gerne, at min sønnesøn kom i en tresproget privatskole. De offentlige skoler er dårlige. Han bør lære engelsk, tysk og fransk – spansk ville også være vigtigt. Men privatskolerne er meget dyre. Det er grunden til, at jeg sagde til min søn, at han burde emigrere til Vesten for min sønnesøns skyld.


Du lyder bitter.

Ja, det er jeg.


Hvem er du vred på?

Det er ikke bare manglen på demokrati i regionen, som gør mig bekymret. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke udvikler os lige så hurtigt og dynamisk som resten af verden. Vi må se udfordringen i øjnene og sige: Nu er det nok! Når en præsident kan forblive ved magten i 25 år, som i Egypten, og han ikke er i stand til at indføre reformer, så har vi et problem. Enten må manden forandre sig, eller også må han skiftes ud. Men samfundet er ikke dynamisk nok til at frembringe sådan en forandring på en fredelig og konstruktiv måde.


Hvorfor ikke?

I mange arabiske stater er middelklassen ved at forsvinde. De rige bliver rigere, og de fattige bliver endnu fattigere. Se på skolerne i Jordan, Egypten eller Marokko: Man har op imod 70 børn stuvet sammen i et enkelt klasseværelse. Hvordan kan en lærer udføre sit arbejde under sådanne forhold? De offentlige hospitaler er også i en håbløs tilstand. Dette er blot nogle eksempler. De viser, hvor håbløs situationen er for os i Mellemøsten.

Indtil videre lyder interviewet som en nøgtern, om end pessimistisk, vurdering af problemerne i det arabiske Mellemøsten – mangel på demokrati, politisk undertrykkelse, økonomisk tilbageståenhed, "håbløse" offentlige hospitaler, utilstrækkelig uddannelse og så videre.

Men herefter fremkalder det næste spørgsmål et pludseligt skred ud i det uvirkelige. Bemærk venligst, at her ikke er tale om satire eller parodi, men et faktisk interview med en prominent arabisk journalist.


Hvem er ansvarlig for situationen?

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er en af de vigtigste grunde til, at disse kriser og problemer bliver ved med at simre. Den dag, hvor Israel blev grundlagt, skabtes grundlaget for vore problemer. Vesten må omsider komme til en forståelse af dette. Alt ville være mere fredeligt, hvis palæstinenserne fik deres rettigheder.


Siger du dermed, at hvis Israel ikke eksisterede, så ville der pludselig være demokrati i Egypten, skolerne i Marokko ville være bedre, de offentlige lægeklinikker i Jordan ville fungere bedre?

Det tror jeg.


Kan du venligst forklare mig, hvad den israelsk-palæstinensiske konflikt har at gøre med disse problemer?

Den palæstinensiske sag er central for arabiske tankegang.


Er det i sidste instans et spørgsmål om selvværdsfølelse?

Præcist. Det er, fordi vi altid taber til Israel. Det nager folk i Mellemøsten, at sådan et lille land som Israel med kun godt 7 millioner indbyggere kan besejre den arabiske nation med dens 350 millioner. Det sårer vores kollektive ego. Det palæstinensiske problem ligger i generne hos hver eneste araber. Vestens problem er, at man ikke forstår dette.

Muligvis ikke. Men det er en virkelighed, som vi burde indse og forstå.

Det skal bemærkes, at Ahmed Sheik selv er emigreret palæstinenser, og denne baggrund hjælper utvivlsomt med at forme hans synspunkter. Men det verdenssyn, som kommer til udtryk her, er på ingen måde udelukkende palæstinensisk. Det bliver gentaget med jævne mellemrum af stemmer overalt i den arabiske verden - egyptiske, algeriske, syriske, saudiske og resten.

Trods alle de ting, som de er voldsomt uenige om, udgør dette det ene emne, hvorom der hersker en dyb og gennemgribende konsensus. Ikke overraskende bliver den afspejlet i og udtrykt af personalet på Al Jazeera, som består af mange nationaliteter.

Lad mig nævne en delvis undtagelse, der alligevel ender med at bekræfte reglen. En rapport om arabisk menneskelig udvikling, Arab Human Development Report, bestilt af FN's udviklingsprogram og offentliggjort i 2002, konkluderer, at de arabiske samfund bliver nødsaget til at konfrontere en række alvorlige problemer, som omfatter et vedvarende højt niveau af kvindelig analfabetisme, børnedødelighed, korruption, politisk undertrykkelse, fattigdom, arbejdsløshed og lave vækstrater inden for økonomi, videnskabelig forskning og teknologisk udvikling. Hele den arabiske verden, bemærker rapporten, oversætter en femtedel så mange bøger om året som Grækenland.

Mange kommentarer efter rapportens udgivelse hæftede sig ved det forhold, at den netop ikke fokuserer tvangspræget på Israel eller Vesten som årsagen til regionens mangler, men i stedet lægger vægten på en karakteristik af de arabiske samfund selv. Dette var i sig selv usædvanligt nok til at løfte øjenbryn.

Men forfatterne til denne rapport følte sig alligevel nødsaget til at inkludere den rituelle fordømmelse af Israel i rapportens indledende "Overview", hvori det hævdes - uden beviser eller sandsynliggørelse at...

"Israels ulovlige besættelse af arabisk jord er en af de mest gennemgribende hindringer for sikkerhed og fremgang i regionen..."

Ikke i de besatte palæstinensiske områder, men i hele Mellemøsten! På en eller anden måde...

"...kaster besættelsen en mørk skygge over det politiske og økonomiske liv i hele regionen ... [ og] ... fastfryser vækst, fremgang og frihed i den arabiske verden."


Det kan være svært at forestille sig, hvordan et lille land som Israel skulle kunne have en så gennemgribende og forkrøblende effekt på så mange lande spredt over en så kæmpestor region. Men en af grundene kan være, sådan som rapportens forfattere formulerer det, at "i de fleste arabiske stater" er det den arabisk-israelske konflikt, der "dominerer prioriteringen i den nationale politik." Dette er korrekt. Og dette tjener som substitut for en seriøs indsats i forhold til at håndtere de reelle og presserende problemer i disse samfund.

Den tankegang, som bliver afsløret på så slående vis i interviewet med Ahmed Sheik, er ikke bare hans problem. Den er et forkrøblende problem for den arabiske verden som helhed – og er derfor også et problem for resten af os.

Kilde: jeffweintraub.blogspot.com, 12. december 2006


Tilbage

 

Untitled Document