Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 23. september 2006
Hizbollahs 'sejr'

Af Gary Brown

Trods gentagne proklamationer af det modsatte synes det at stå klart, at Hizbollah efter alle realistiske kriterier at dømme har lidt et betydeligt tilbageslag i den seneste krig mod Israel.

Den libanesiske Hizbollah-leder, Sheik Hassan Nasrallah, sagde i en undskyldning til den libanesiske befolkning, der stadig lider af granatchok efter den katastrofe organisationen utilsigtet nedkaldte over dem, at han aldrig ville have givet bemyndigelse til kidnapningen af israelske soldater, hvis han havde kendt til karakteren og omfanget af den militære reaktion. Heri ligger der faktisk en indrømmelse af, at det lykkedes israelerne at overraske Hizbollah ved i starten at reagere med en sådan styrke, at de fangede organisationen taktisk uforberedt på en konflikt af den størrelsesorden, som nu blev udløst.

I løbet af krigen har israelerne påført Hizbollahs militære gren betydelige tab og har gennem deres kampagne mod infrastruktur og kommunikationslinjer i høj grad kompliceret problemerne for organisationens kommandoveje. Samtidig har Hizbollah været tvunget til at bruge store mængder ammunition i kampe mod israelske styrker eller i raketangreb mod byer og andre mål.

Organisationen må nu forsøge at genopbygge sine lagre ad beskadigede eller ødelagte veje og under det israelske (og amerikanske) efterretningsvæsens vagtsomme blik. Desuden må den for at bevare sin støtte i befolkningen afsætte betydelige resurser til civilt hjælpearbejde og genopbygning.

Hizbollahs omdømme er helt klart blevet rystet, om end langt fra ødelagt, af den udbredte opfattelse, at det var organisationens handlinger alene, som fremkaldte den seneste katastrofe.

Hermed ikke sagt, at israelerne har nået deres hjertes mål – tilintetgørelsen af Hizbollah som en væsentlig militær styrke. Det lykkedes dem heller ikke at standse raketangrebene. Men det er imidlertid på dette felt, at de måske har vundet deres mest betydningsfulde sejr i konflikten.

Hizbollahs vilkårlige raketaffyringer mod israelske mål har været et af bevægelsens mest effektive militære våben; for at kunne gøre det i en tilstrækkelig stor skala er det nødvendigt at kunne anbringe store mængder raketter tæt på målene. Men ifølge den aftale [FN-resolution 1701], der bragte krigen til ophør, opstilles der nu i det sydlige Libanon en magtfuld FN-styrke bestående hovedsagelig af vestlige tropper til at sikre området i samarbejde med den libanesiske hær. Efterhånden som denne opstilling bliver gennemført, vil Hizbollah miste sin uhindrede adgang til det meste af den israelske grænse.

Dette vil presse Hizbollahs raketaffyringsramper tilbage til stillinger, hvor der skal større og mere omfattende våben til for at ramme israelske mål. Det betyder affyringsramper, som er større, dyrere, nemmere at afsløre og angribe fra luften, sværere at importere og mindre bevægelige i felten. Det vil også gøre det langt sværere at foretage mindre togter ind over grænsen.

Hvis resolutionen implementeres fuldt ud som aftalt – og jeg tilstår, at dette altid er et tvivlsomt spørgsmål i Mellemøsten – så kan Hizbollahs militære nettoudbytte alt i alt kun siges at være et omkostningsfuldt tilbageslag.

I hvor høj grad dette vil brede sig i form af en underminering af Hizbollahs betydningfulde stilling i det politiske landskab i Libanon er vanskeligt at sige. Men det forekommer usandsynligt, at ret mange libanesere, uanset deres syn på tingene i bredere forstand, vil hilse en udvikling velkommen, som ville kunne true med endnu en krig som den, der netop er overstået.

I den forbindelse kan styrken og omfanget af den israelske reaktion opfattes som udøvelsen af en afskrækkelsesstrategi, hvis primære mål var en svækkelse af Hizbollahs folkelige opbakning i Libanon (at Sheik Nasrallah fandt det nødvendigt at sige, som han gjorde, antyder, at han i det mindste frygtede dette udfald).

Det overgik formentlig israelernes vildeste drømme, at operationen ville medføre opstillingen af en hovedsagelig vestlig styrke med et FN-mandat netop i det landområde, som Hizbollah længe har brugt som platform for sine angreb.

Hizbollahs tab af dette område er slemt nok, men derudover er der truslen om afvæbning, om transformation til et rent politisk parti uden en bevæbnet gren. Dette kan ske, hvis det forhindres, at kommunikationslinjerne til Hizbollahs bagmænd i Iran og Syrien genoprettes i en sådan grad, at de hemmelige militære leverancer til Hizbollah igen kan ske uset og uhindret.


Gary Brown var indtil juni 2002 forsvarsrådgiver ved Parliament House, Canberra, hvor han ydede fortrolig rådgivning og research til medlemmer af alle politiske partier i Australien.

Kilde: www.onlineopinion.com.au, 18. september 2006


Tilbage

 

Untitled Document