Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 22. juni 2006
Fjendtlighed uden grænser

Leder, Jerusalem Post

Hvad er den arabiske verden mest interesseret i: oprettelsen af Palæstina eller Israels udslettelse? Eller forbliver dette, set med arabiske øjne, et og samme mål?

Den 21. juni 2006 udgjorde afstemningen ved den 29. internationale konference for Røde Kors og Røde Halvmåne (ICRC) en direkte prøve på disse spørgsmål. Det, der var på spil, var optagelsen af en rød "krystal" – et kvadrat stående på den ene spids – til at supplere det røde kors og den røde halvmåne som officielle symboler for denne agtværdige, humanitære organisation. Et af formålene med det nye symbol var at give Israels største redningsservice, Magen David Adom (Røde Davidstjerne), mulighed for at slutte sig til de 178 nationale organisationer rundt om i verden.

Testen opstod imidlertid, fordi afstemningen i sin kerne drejede sig om, hvorvidt man skulle give to grupper, Magen David Adom (MDA) og Palestine Red Crescent Society (PRCS), adgang samtidigt. En stemme for krystallen indebar en accept af begge organisationer, eftersom Israel ikke ville kunne operere uden et anerkendt symbol, og "Palæstina" ikke kunne lukkes ind uden Israel. Optagelsen af PCRS krævede en særafgørelse, fordi ICRC's regler fastslår, at kun grupper, som repræsenterer en stat, kan blive medlemmer.

Det er værd at bemærke, at det gennem næsten 60 år ikke har været muligt at lave en undtagelse fra ICRC's politik vedrørende organisationens symbol med henblik på at optage israelske MDA, som er en stor og globalt aktiv hjælpeorganisation, der repræsenterer en etableret nation.

Men i samme øjeblik man accepterede et neutralt symbol, som teknisk set blev skabt af grunde, som intet havde at gøre med Israel eller MDA, havde ICRC derimod ingen problemer med at fravige sin faste regel, som ellers begrænser medlemsskabet til "nationale organisationer", for at lukke palæstinensiske PRCS ind.

Det er særligt uheldigt, at en så åbenlys partiskhed imod Israel har eksisteret så længe i dette flagskib blandt humanitære organisationer, hvis slagord er "neutral, upartisk og uafhængig."
Men den bagvedliggende årsag til denne tragiske forvanskning af ICRC's grundprincipper er ikke de professionelles tapre indsats i kampzoner og katastrofeområder for at redde liv, ejheller organisationen selv i Geneve, men de arabiske og islamiske nationers beslutning om at udnytte selv humanitære organisationer i deres kampagne for at udslette Israel.

Afstemningen afslører i virkeligheden løgnen i den arabiske påstand om, at man står urokkeligt bag en fredsproces, som søger to stater til to folk, så de kan leve fredeligt side om side. Hvilken bedre manifestation af en to-stats-løsning kunne man ønske sig, end samtidigt at stemme Israel og "Palæstina" ind? Og hvilken større fjendtlighed af Israel kan udvises, end villigheden til at holde et Palæstina-medlemsskab som gidsel, i sit behov for at dæmonisere Israel?

54 nationer og nationale samfund endte med at stemme imod den røde krystal, som var udtænkt, ikke blot til at muliggøre optagelsen af MDA, men også til at forsyne organisationen med et neutralt symbol, som Røde Kors selv kan benytte i områder, hvor det røde kors kunne anses for krænkende. De, der stemte imod, var overvejende arabiske og andre muslimske lande, tilføjet et par diktaturer såsom Cuba og Kina (og beklageligvis også Sydafrika).

Tilfældigvis var formanden for konferencen jordaner, og den jordanske Røde Halvmåne-organisation (JRCS) talte åbent imod den muslimske verdens politisering af ICRC. I hvad der så afgjort var en af den jordanske regerings mindre glorværdige øjeblikke, stemte den jordanske regering imod krystallen, mens Jordansk Røde Halvmåne ikke gjorde det.

Saudi Arabien, ophavsmanden til den "arabiske fredsplan", som hævdes at indeholde en arabisk accept af Israels ret til at eksistere, afgav to stemmer imod krystallen, én fra regeringen og den anden fra landets Røde Halvmåne-organisation. Også formodede moderate muslimske lande som Egypten, Tunesien, Marokko og Qatar fulgte trop.

Hele denne overvejende arabiske modstand var ikke møntet på at forhindre (det utænkelige), at give Israel mulighed for at bruge sit eget oprindelige symbol, den røde davidsstjerne. Det var heller ikke for at undgå at bryde ICRC's egne regler ved at optage "Palæstina." Ejheller handlede det om blot, endnu en gang, at holde Israel ude fra en politisk sammenhæng, hvor nationer formodes at stemme om emner af national interesse.

Nej, afstemningen handlede om at acceptere Israel og Palæstina samtidigt i en global organisation, hvis eneste opgave er at redde liv, og som angiveligt skulle muliggøre at en neutral instans kunne hæve sig over nationale skel og konflikter til gavn for hele menneskeheden. MDA spørger for eksempel ikke til den politiske holdning hos ofre i muslimske lande, som rammes af jordskælv eller flodbølger, før de iler til hjælp med deres desværre kun alt for kampprøvede ekspertise.

Findes der da intet forum, som det officielle arabiske fjendskab mod Israel – ikke en bestemt israelsk politik – ikke omfatter?

Kilde: Jerusalem Post


Tilbage

 

Untitled Document