| Israel-Online,
27. maj 2005
Verden overfor et atomvåbenbevæbnet
Iran
Leder, Ha'aretz
Det revolutionære islamiske regime
i Teheran forsøger at vinde tid. Nogle få
dage, indtil slutningen på måneden hvor
konferencen, der gennemgår statens nukleare ikke-spredningsaftale,
opløses. Nogle få uger, indtil midten af
næste måned, hvor et præsidentvalg
finder sted i Iran. Nogle få måneder, indtil
de skaffer sig tilstrækkeligt med beriget uran
– et materiale, som kræves for at producere
atombomber og atomare sprænghoveder.
Iranerne er parate til at bruge alle kneb, sige hvad
som helst, foregive lige så meget som deres forhandlingspartnere
ønsker, blot tiden går, og de en dag kan
kundgøre, som et fait accompli, at de er i besiddelse
af atomvåben.
Det er muligt, at Irans hensigter er rent defensive,
afskrækkelsesbetonede eller politiske, men landets
ledelse truer åbenlyst Israel – arbejder
målrettet for dets udslettelse og styrer og støtter
terrorgrupper imod Israel i Libanon, i selvstyreområderne
og i fjernere egne af verden.
Israel undertrykker sine bekymringer over militært
magtfulde nationer i regionen, såsom Egypten og
Saudi Arabien, på grund af den pro-vestlige indstilling
hos regimerne i Cairo og Riyadh. Teheran, derimod, opfylder
allerede den ene af to negative betingelser –
det er et fjendtligt regime – men mangler den
destruktive styrke til at virkeliggøre sine hensigter.
Israel bør derfor ikke forholde sig passiv overfor
den iranske atomtrussel, agere som om den ikke eksisterede,
eller som om problemet kun kan håndteres af en
tredjepart.
Den iranske trussel retfærdiggør ved sin
blotte eksistens Israels førsøg på
at forpurre den. Hvad taktik angår, er den israelske
regeringens håndtering korrekt – man undlader
at træde i spidsen for den globale indsats for
at eliminere den iranske trussel. Iran udgør
en udfordring for det internationale system, som er
baseret på frivilligt medlemsskab af regionale
og globale organisationer samt overholdelse af disse
organisationers vedtægter.
I modsætning til Indien, Pakistan og Israel,
som har valgt at bevare deres handlefrihed, selv på
bekostning af at måtte give afkald på visse
goder, og har holdt sig uden for NPT-klubben (den nukleare
ikke-spredningsaftale), har Iran som medlem af klubben
forsøgt at opnå teknologisk assistance
til fredelige formål, og samtidig ladet hånt
om sine forpligtelser og i smug arbejdet for at skaffe
sig atomvåben. Nordkorea gjorde det samme, indtil
de trak sig ud af NPT-klubben.
International accept af Irans opførsel ville
ryste hele grundlaget for ikke-spredningskampagnen.
Flere lande ville hurtigt drage den slutning, at det
ikke ville koste dem ret meget, såfremt de fulgte
i Irans fodspor. I Mellemøsten ville konsekvenserne
være endnu mere påtrængende og alvorlige.
Israel ville ikke være den eneste, der ville
have svært ved at forholde sig passiv. Egypten,
Saudi Arabien og Tyrkiet ville være på vagt
overfor en iransk trussel, i det mindste i form af regionalt
overherredømme. Iran, der uden held angreb den
irakiske atomreaktor i efteråret 1980, kunne senere
glæde sig over at Israel kom til og ødelagde
reaktoren i juni 1981. Ligesom man dengang frygtede
et atomvåbenbevæbnet Irak, således
vil et atomvåbenbevæbnet Iran, medmindre
det bliver stoppet, komme til at overskygge hele regionen.
De tre førende lande i EU – England, Tyskland
og Frankrig - er tæt på at give op overfor
Irans krumspring. Næste skridt er en opfordring
til FNs sikkerhedsråd, om at overveje sanktioner
mod Iran. Først når disse muligheder er
udtømte, vil tiden være inde til at anvende
magt, hvadenten amerikansk eller anden. Dette er i bund
og grund den rigtige handlekurs, hvis svaghed imidlertid
ligger i den kendsgerning, at tiden går –
og den iranske tid løber muligvis hurtigere end
verdenssamfundets.
Kilde: Ha'aretz,
15. maj 2004
Tilbage
|
