Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 27. oktober 2004
Farvel Gaza

Lederen i engelske The Times, 25. oktober 2004

Sharon udfordrer både israelerne og palæstinenserne.

Uden for Israel fremstilles Ariel Sharon ofte simpelthen som en krigerisk og kompromisløs politisk høg og dermed en hindring for fredsprocessen i Mellemøsten. Denne karikatur har aldrig været retfærdig og har sjældent været mere malplaceret, end den er i øjeblikket.

I de næste to dage vil det israelske parlament, Knesset, debattere og stemme om Sharons planer for tilbagetrækning fra (dvs. rømning af) Gaza-striben og forflyttelse af mere end 8.000 jødiske bosættere i processen. Hans forslag har gjort ham hadet af mange til højre i det politiske spektrum. Der er dukket plakater op i Jerusalem, som beskylder ham for at være “vanvittig” og for at “splitte nationen” med sin handlingsplan. Shimon Peres, Arbejderpartiets lederveteran, advarede i sidste uge om, at Sharon risikerer at blive myrdet.

Det kan ikke overvurderes, hvor radikal rømningsplanen fra Gaza egentlig er, og hvor høj en pris Sharon allerede har betalt for den. Ingen af Arbejderpartiets ministre siden 1967 har vovet at forsøge at trække Israel ud af dette område.

Sharon har derimod klogeligt konkluderet, at området er både militært og politisk umuligt at forsvare. Hans oprigtighed på dette felt har imidlertid fremkaldt en dyb splittelse i hans eget Likud-parti og skabt en afstemningsgruppe af individuelle medlemmer, som har undsagt premierministerens opskrift, hvilket har ført til, at nogle mindre partier har forladt koalitionen. Sharon leder i dag en mindretalsregering og er umådeligt sårbar både over for en rival som Binyamin Netanyahu, hans egen finansminister, og over for sine parlamentariske modstanderes eventuelle samling om afgivelse af et mistillidsvotum.

Det er absolut afgørende for Israel selv og for regionen, at tilbagetrækningsplanen bliver ført ud i livet. Det vil ikke i sig selv redde fredsprocessen, men det vil vise, at positiv politisk bevægelse ikke er nogen umulighed. I det mindste vil det kunne tjene som en politisk "udbetaling" før det tidspunkt, hvor palæstinenserne finder en leder med større personlig troværdighed end den korrupte Yassir Arafat. Palæstinenserne vil være tættere end før på at kunne styre deres egen skæbne og får en mulighed for at bevise, at deres område kan regeres på en gennemskuelig og rimelig måde.

Hvis afstemningen gennemføres (hvilket den blev d. 26. oktober 2004, red.), bør den internationale reaktion ikke være ubehøvlet. Den åbenlyse foragt for Israel har desværre nået et punkt, hvor en hvilken som helst indrømmelse af en hvilken som helst art bliver afvist som blot et listigt kneb eller et snedigt trick for at befæste landets magt over det palæstinensiske folk. Politiske ledere bør være villige til offentligt at anerkende den grad af politisk risiko, som Sharon har taget. Hans kritikere har insisteret på, at han aldrig ville kæmpe for en tilbagetrækning — han har bevist, at de tog fejl.

En sejr for rømningsprincippet vil ikke ændre meget, hvis det ikke kan sættes i værk. Sharons modstandere vil søge andre midler til at vælte ham og hans regering og gennemtvinge nye valg. De håber på enten at inspirere til et kup inden for Likud-partiet eller at vinde tid og hindre evakueringen af Gaza i at finde sted. De ønsker heller ikke at styre efter køreplanens bestemmelse om et sikkert Israel og et spiredygtigt Palæstina.

Arbejderpartiet må derfor, sådan som Ehud Barak har opfordret det til at gøre, indse, at det må være villigt til at støtte denne premierminister i hans embede i mindst 12 måneder mere. Ligesom kun Richard Nixon kunne rejse til Kina i 1972, kan sandsynligvis kun Sharon i dag føre Israel ud af Gaza-striben.

Kilde: Times Online, 25. oktober 2004


Tilbage

 

Untitled Document