Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 26. august 2004
Syv løgne om Jenin

David Zangen ser filmen "Jenin, Jenin" og er chokeret

Her følger en førstehåndsberetning fra dr. David Zangen:

Jeg var til stede ved en privat forevisning af filmen "Jenin, Jenin", af Muhammad Bakri, i Jerusalems Cinematheque. Det begrænsede publikum omfattede Lia van Leer, direktøren for Cinematheque, og nogle journalister.

Ved forevisningens afslutning reagerede jeg med at påpege,
én for én, løgnene og manglen på sandhed i filmen. En af deltagerne svarede rasende: "Hvis du ikke kan acceptere kendsgerningerne i filmen, forstår du tilsyneladende ingenting, så hvordan kan du være læge?"

Et øjeblik havde jeg glemt, at jeg havde været i Jenin i april året før, hvor jeg havde fungeret som læge for de israelske forsvarsstyrker i området, hvorimod denne agtede tilskuers oplysninger i bedste fald stammede fra rygter. Bakri har vævet løgne og halve sandheder så dygtigt sammen, at det er vanskeligt at modstå fristelsen til at blive revet med af det forvrængede billede, han har skabt.

Det var ikke lykkedes mig at overtale Cinematheques ledelse til at sløjfe filmens forevisning. Jeg fik at vide, at billederne af ødelagte huse er autentiske, og at filmen derfor rummer en sandhed, samt at filmen under alle omstændigheder vil blive vist verden over. Ikke desto mindre blev jeg inviteret til filmens Jerusalem-premiere, og jeg tog derhen, så jeg kunne benytte lejligheden til at forklare min holdning over for publikum. Nedenstående er nogle af de spørgsmål, jeg havde håbet på at kunne rejse.


1. Vestfløjen, der aldrig eksisterede

Direktøren for hospitalet i Jenin, dr. Abu-Rali, hævder i filmen, at hospitalets vestfløj blev bombarderet og ødelagt, og at IDF bevidst afbrød vand- og elektricitetsforsyningen til hospitalet. Sandheden er, at der aldrig har eksisteret sådan en fløj, og desuden blev ingen dele af hospitalet beskudt med granater eller bombet.

IDF's soldater var faktisk omhyggelige med ikke at komme ind på hospitalets område, selvom vi vidste, at det blev brugt til at skjule eftersøgte personer. Vi opretholdt forsyningen af vand, elektricitet og ilt til hospitalet under hele kampforløbet og hjalp med at etablere en nødgenerator, efter at el-nettet i byen var blevet beskadiget.

Bakri ses i filmen spadsere rundt i de rene, velbevarede korridorer på hospitalet, men ikke i den "bombede" fløj. Jeg mødte ham uden for auditoriet og spurgte ham, om han havde besøgt vestfløjen. Allerførst sagde han nej, men rettede derpå straks sig selv. "Vent lidt, kan du huske glasset, der gik i stykker i filmen – det kom derfra."

Det er vigtigt at notere sig, at Abu-Rali er en af de "autoriserede kilder," som påstanden om en "massakre" er baseret på. Ved operationens begyndelse blev han interviewet på tv-stationen Al-Jazeera og talte om "tusindvis af ofre."


2. En ældre mand uden skudsår

En anden del af filmen, som gør et stort indtryk, er et interview med en 75-årig beboer i Jenin, som, mens han græder bittert, fortæller, at han blev revet ud af sengen midt om natten og skudt i hånden, og da han ikke adlød soldaternes ordre om at rejse sig, blev han skudt igen, denne gang i foden.

Samme ældre mand blev, efter en udrensningsoperation i et af de huse, som bliver brugt af en Hamas-celle i flygtningelejren, bragt til mig for at blive behandlet. Han havde faktisk en lettere skade i hånden og en mindre hudafskrabning på benet (men bestemt ikke noget skudsår). IDF-soldaterne førte ham hen til behandlingsstationen for sårede, og der blev han behandlet, bl.a. af mig.

En af hærens læger stillede diagnosen hjertelammelse, og vi tilbød straks at overføre ham til behandling på Emek-hospitalet i Afula. Han bad om at blive behandlet på hospitalet i Jenin, eftersom han ikke talte flydende hebraisk. Da hospitalet i Jenin nægtede at tage ham, overførte vi ham til Afula. Han lå på intensivafdelingen i tre dage og blev behandlet for hjerteproblemer og blodmangel, som han led af på grund af en allerede eksisterende kronisk lidelse.


3. En historie om et ukendt barn

En anden, der blev interviewet, fortalte om et spædbarn, der var blevet ramt af en kugle, som borede sig ind i barnets bryst, passerede gennem kroppen og skabte et stort udgangshul i barnets ryg. Ifølge filmens oplysninger døde spædbarnet, efter at soldater hindrede, at det blev evakueret til et hospital. Men barnets lig blev aldrig fundet. Og såfremt sådan et sår faktisk var blevet påført barnet, ville det desuden så afgjort have været dødbringende, og det ville ikke have reddet barnets liv at evakuere det til et hospital. Hvad var barnets navn? Hvad skete der med liget?


4. Flere fantastiske historier

Samme person påstod tillige, at han med sin finger havde åbnet en luftkanal bag på et barns hals, efter at drengen var blevet såret. Også dette er det pure opspind. Det er umuligt at foretage sådan en operation med en finger. Dette "vidne" fortalte ligeledes, hvordan tanks var kørt hen over folk om og om igen og havde knust dem levende – heller ikke dette har overhovedet fundet sted.


5. Ingen massegrave

Filmen omtaler massegrave, hvor IDF-soldaterne smed de palæstinensere ned, som blev dræbt. Alle de internationale organisationer, som har undersøgt denne sag, er enige om, at der blev dræbt i alt 52 palæstinensere i Jenin, og deres legemer blev overgivet til palæstinenserne, så de kunne begrave dem. Bakri gjorde sig end ikke den ulejlighed at vise stedet for disse såkaldte massegrave.


6. Ingen brug af kampfly

Filmen påstår, at israelske fly bombede byen. Dette er usandt. For at undgå civile ofre blev der udelukkende anvendt præcisionsskydning fra helikopterne.


7. Visuel manipulation

En anden ting, som er værd at lægge mærke til, er, at Bakri ikke befandt sig i Jenin under operationen; han ankom to uger efter dens afslutning.

Det ødelagte område i byen blev filmet på en sådan måde, at det kom til at virke større, end det faktisk var, og plakaterne med billeder af "martyrer" og Jihad-slogans, som dækkede murene under operationen, var alle væk.

Filmen manipulerer gentagne gange med de visuelle billeder og viser f.eks. tanks, der er blevet fotograferet andetsteds, kunstigt modstillet billeder af palæstinensiske børn. Dette er grov, om end veludført manipulation.


Ved forevisningens afslutning belønnede de flere hundrede tilskuere Bakri og filmens klipper med en dundrende applaus. Bakri vendte sig mod publikum og spurgte, om der var nogen spørgsmål. Jeg præsenterede mig, gik op på scenen og begyndte systematisk at opremse fejl og unøjagtigheder i filmen.

I begyndelsen lød der en mumlen fra salen, derefter buh'ede man ad mig, og jeg blev kaldt for en "morder", "krigsforbryder" og lignende. Endnu før jeg havde færdiggjort mit andet punkt, kom en mand fra publikum aggressivt op på scenen og forsøgte at tage mikrofonen ud af hånden på mig. Jeg besluttede ikke at indlade mig på vold. Jeg lod ham overtage mikrofonen og gik ned fra scenen.

Jeg var overrasket over, at der kun var få blandt tilskuerne, som ytrede sig til fordel for tale- og ytringsfriheden. Jeg var forbløffet over, at tilhørerne ikke var villige til at høre kendsgerningerne fra én, der havde været til stede fysisk.

Det var smerteligt for mig som mand, far og læge at høre råb som "morder" fra mit eget folk. Jeg sagde, at jeg ikke havde myrdet nogen, men råbene tiltog blot i styrke. Et voldsomt had var rettet imod mig. Det gav mig en ubehagelig følelse, som jeg ikke siden har været i stand til at ryste af mig.

Jeg fortryder ikke, at jeg gik til Jerulalems Cinematheque den aften, og jeg er sikker på, at nogle af de tilstedeværende lyttede til mig, og at det ændrede deres syn en smule på de "kendsgerninger", som de netop havde set. Jeg er også sikker på, at der var andre, som græmmedes over den intolerance, som mængden udfoldede. Men det faktum, at de kun udgjorde et tavst mindretal, er vanskeligt for mig at acceptere.

Tillad mig derfor at sige det, som jeg ikke fik held til at sige til de hadefulde mennesker den aften. Jeg er stolt af, at jeg var del af den gode og moralske styrke, som opererede i Jenin, almindelige soldater og folk fra reserven fulde af motivation og sjælsstyrke, som drog ud for at ødelægge terrorismens infrastruktur i dens hovedsæde. Mange af de selvmordsbombe-folk, som har myrdet gamle mennesker, kvinder og børn i vore gader, kom fra Jenin.

Jeg er stolt over, at vi var der og kæmpede, og også stolt af vores kampmoral. Lejren blev ikke bombet fra luften, for at undgå at såre uskyldige civile; vi brugte heller ikke artilleri, selvom vi var bekendt med særlige områder i lejren, hvor terroristerne gemte sig. Soldaterne kæmpede mod terroristerne, og kun terroristerne. Før man ødelagde et hus, hvorfra der var rettet heftig geværild mod vore soldater, blev der udsendt adskillige advarsler, og vi gav de civile alle muligheder for at komme ud i sikkerhed.

Vores lægehold behandlede hver eneste såret person, også selvom han havde Hamas-tatoveringer på armene. På intet tidspunkt blev nogen forholdt lægelig hjælp.

Denne heroiske og samtidig moralske kamp kostede os dyrt blandt de bedste af vores soldaters liv. Vi, som var til stede, soldaterne, som faldt der, deres familier og IDF fortjener ikke at blive brugt af Muhammad Bakri til at opildne verden til mord og had.

Kilde: Det israelske dagblad Maariv, 8. november 2002


Tilbage

 

Untitled Document