Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 26. august 2004
Den pragmatiske Sharon

Af Emanuele Ottolenghi

Bosættelserne og Sharon har været sammenvævede i årtier. Men ikke længere. Som Sharons styrkeprøve med hans eget parti viser, mener han det alvorligt med tilbagetrækningen fra Gaza og dele af Vestbredden.

For tredje gang på tre år har partiet afvist ham i forbindelse med et vigtigt politisk spørgsmål. For Sharon er partiet ved at blive en plage, ikke et aktiv. Hvis de oprørske medlemmer vinder, kan det betyde, at Likud knækker midt over; og presset på Sharon for at skabe en ny alliance med centerpartierne - eller ligefrem et helt nyt parti – kan blive uafvendeligt.

I udlandet anses Sharon for at være en af hoved-ideologerne bag skabelsen af et stor-Israel. Virkeligheden ser anderledes ud. Selvom Sharon er arkitekten bag bosættelserne og Likud-partiet – som han var med til at danne i 1973 – har han ikke sin baggrund i det gamle israelske revisionistiske højre, sådan som det er tilfældet med flere af nøglepersonerne blandt oprørerne.

Faktisk har Sharon rod i revisionisternes gamle ideologiske fjende: den høgeagtige, men pragmatiske tradition inden for Israels arbejderbevægelse. Hans tilknytning til bosættelserne såvel som til Likud har altid handlet om sikkerhed: som et middel til at skabe et blomstrende Israel, trygt og sikkert i et fjendtligt Mellemøsten i mange generationer frem. Hans kamp for sikre grænser passer såvist ikke med palæstinensernes ønsker; men han er ikke drevet af en dogmatisk og kompromisløs binding til landet.

I 1982 beordrede Sharon i sin egenskab af forsvarsminister bulldozerne til at jævne Yamit, den sidste israelske bosættelse i Sinai, med jorden med det formål at opfylde Israels forpligtelser fra Camp David-aftalerne med Ægypten. Det tog ham tid at blive overbevist om aftalens holdbarhed. Men da han først havde accepteret den, kunne intet pres fra bosætterne, som tidligere havde opfattet ham som deres mest trofaste allierede, rokke ham. Det samme gælder hans engagement i tilbagetrækningen og det nationale sammenhold: Sharon har truffet en beslutning. Et Likud, som står i vejen, kan meget snart blive en hindring, der skal fjernes, ikke en styrke man kan regne med.

Likuds centralkomite kan således ende med at komme til at fortryde, at den på ny har søgt at bekæmpe og ydmyge Sharon. Der er trods alt ikke tale om et sammenstød i en delt nation. Sharon har offentlighedens solide opbakning. Oprørerne hylder den illusion, at den klare reduktion i antallet af terrorangreb er i deres favør. De tager fejl: offentligheden, herunder flertallet af Likuds vælgere, støtter Sharon lige præcis, fordi han vil ud af Gaza.

Over 60% støtter tilbagetrækningen og dannelsen af en national samlingsregering, som inkluderer Arbejderpartiet; 61% føler sig trygge i dagligdagen og værdsætter Sharons sikkerhedspolitik. Men en mindskelse af terroren er ikke nok: israelerne ønsker sig en politisk horisont, ikke en blindgyde. Dette indebærer de "smertefulde indrømmelser", som Sharon har fremmanet, lige siden han blev valgt.

Kilde: The Guardian, 20. august 2004


Tilbage

 

Untitled Document