Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomsretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Opinion Journal, 21. juni, 2004
Ét lille skridt

Er FN omsider rede til at tage anti-semitismen alvorligt?

af Anne Bayefsky

(Red. note: A. Bayefsky holdt denne tale ved FN's konference om Imødegåelse af Anti-semitisme: Uddannelse til Tolerance og Forståelse, sponsoreret af FN's Informationsafdeling.)

Jeg påskønner denne mulighed for at tale til jer her på den første FN-konference om anti-semitisme, indkaldt seks årtier efter organisationens oprettelse. Min tak går til FN-arrangørerne og især til Shashi Tharoor [vicegeneralsekretær for kommunikation og informering af offentligheden] for initiativet og til generalsekretæren for hans villighed til at deltage.

Dette møde finder sted på et tidspunkt, hvor forholdet mellem jøder og FN er det dårligste nogensinde. FN spirede af det jødiske folks aske, og ifølge organisationens charter skulle den blomstre ved sin stærke forpligtelse til tolerance og lighed for alle mænd og kvinder og for store og små nationer. Men i dag udgør FN en platform for dem, der tildeler nazismens ofre rollen som det 21. århundredes sidestykke til nazisterne. FN er blevet den førende globale leverandør af anti-semitisme – intolerance og ulighed rettet mod det jødiske folk og dets stat.

Ikke alene har mange af de FN-medlemmer, som bærer det største ansvar for denne tingenes tilstand, gjort deres egne lande Judenrein, de har også haft held til så godt som fuldstændig at slette enhver bekymring om jødehad fra FN's huskeseddel. Fra 1965 hvor anti-semitismen bevidst blev udeladt af en traktat om racediskrimination, og frem til efteråret sidste år hvor et forslag til en generalforsamlingsresolution om anti-semitisme blev trukket tilbage, efter at Irland havde kapituleret over for den arabiske og muslimske opposition, har enhver nævnelse af anti-semitisme bestandig sat udviklingen hen imod en FN-ledet multilateralisme i stå.

Der er aldrig forekommet nogen FN-resolution specifikt om anti-semitisme eller én eneste rapport til et FN-organ viet diskrimination mod jøder, i modsætning til de årlige resolutioner og rapporter med fokus på krænkelser af islam og diskrimination mod muslimer og arabere. I stedet fik vi Durban – FN's Verdenskonference "Mod Racisme" i 2001, som udgjorde en yngleplads og global kæphest for anti-semitter. Da den var ovre, gjorde FN's embedsmænd og medlemsstater Durban-deklarationen til et centralt dokument i FN's anti-racisme-dagsorden – idet man tillod opfølgningsresolutioner til Durban at blive en fortsat kampscene for FN's engagement med hensyn til anti-semitisme.

Ikke atypisk er den offentlige dialog i FN's øverste menneskerettighedsorgan – Menneskerettighedskommissionen – hvor den pakistanske ambassadør i april måned, talende på vegne af de 56 medlemmer af Den Islamiske Konferenceorganisation (the Organization of the Islamic Conference), fuldkommen skamløst bestred, at anti-semitisme skulle handle om jøder.

-

For jøder er uvidenhed imidlertid ikke en mulighed. Anti-semitisme handler om intolerance og diskrimination rettet mod jøder – individuelt såvel som kollektivt. Den vedrører både individets menneskerettigheder og gruppens ret til selvbestemmelse – realiseret i staten Israel.

Hvad er diskrimination mod den jødiske stat? Det er at nægte alene Israel retten til at deltage i de vitale forhandlinger i de regionale grupper, som afholdes dagligt i forbindelse med møderne i FN's Menneskerettighedskommission. Det er at reservere seks ud af de i alt 10 krisemøder, som nogensinde er blevet afholdt i FN's generalforsamling, til Israel. Det er at forvandle det 10. krisemøde til et permanent tribunal – som nu er blevet genindkaldt 12 gange siden 1997. Hvorimod der ikke er blevet afholdt noget krisemøde vedrørende folkemordet i Rwanda, som skønnes at have kostet en million mennesker livet, eller den etniske udrensning af titusinder i det tidligere Jugoslavien, eller millioner af menneskers død som følge af umenneskelige grusomheder i Sudan gennem de seneste to årtier. Det er diskrimination.

Sekretariatets historie viser mere af samme skuffe. I november 2003 udsendte generalsekretær Kofi Annan en rapport om Israels sikkerhedshegn, som i detaljer beskrev de påståede skader mod palæstinenserne uden at nævne én eneste af de terrorhandlinger mod israelere, som gik forud for hegnets opførelse. For nylig fordømte generalsekretæren stærkt Israel for at ødelægge private hjem i det sydlige Gaza uden at omtale de tuneller til våbensmugling, som opererede under disse bygninger. Da Israel havde held til at ramme Hamas-terroristen Abdel Aziz Rantissi uden tab af civile, anklagede generalsekretæren Israel for at have begået et "udenretsligt" drab. Men konfronteret med rapporten fra FN's særlige referent vedrørende udenretslige henrettelser fra 2004, som detaljeret beskrev mordene på mere end 3.000 brazilianske civile, skudt på klos hold af politiet, valgte hr. Annan tavsheden. Det er diskrimination.

I FN er talen om menneskerettigheder kapret ikke blot til at diskriminere, men til at dæmonisere den jødiske skydeskive. Mere end en fjerdedel af de resolutioner fra kommissionen de seneste 40 år, som har fordømt en stats krænkelser af menneskerettigheder, har været rettet mod Israel. Men der har aldrig været én eneste resolution vedrørende den årtier lange undertrykkelse af 1.3 milliarder menneskers civile og politiske rettigheder i Kina, eller den million kvindelige immigrantarbejdere i Saudi Arabien, som holdes som egentlige slaver, eller den ondsindede racisme, som har bragt godt 600.000 mennesker på hungersnødens rand i Zimbabwe. Hvert år kræves det af FN's organer, at de frembringer mindst 25 rapporter om påståede menneskerettighedskrænkelser fra israelsk side, men ikke én om et iransk kriminelt retssystem, som bemyndiger afstraffelser såsom korsfæstelse, stening og krydsamputation af højre hånd og venstre fod. Dette er ikke legitim kritik af stater med en tilsvarende eller endnu værre menneskerettighedshistorie. Det er dæmonisering af den jødiske stat.

Mens israelerne bliver dæmoniseret i FN, bliver palæstinenserne og deres sag forherliget. Hvert år markerer FN d. 29. november som International Solidaritetsdag med det Palæstinensiske Folk – den dag, hvor FN delte det britiske Palæstina-mandat, og som arabere ofte angiver som begyndelsen på al nakba eller "katastrofen" i form af skabelsen af staten Israel. I 2002 blev årsdagen for den afstemning, som blev fejret af overlevende fra koncentrationslejrene, af generalsekretær Annan beskrevet som "en klagens og sorgens dag."

I 2003 stod repræsentanterne for mere end 100 medlemsstater sammen med generalsekretæren foran et kort fra før staten Israels oprettelse for at afholde et minuts stilhed "for alle dem, der havde givet deres liv for det palæstinensiske folk" – hvilket også ville inkludere selvmordsbombere. Ligeledes har FN-referenten John Dugard beskrevet de palæstinensiske terrorister som "tapre" og deres bestræbelser som karakteriseret ved "beslutsomhed, vovemod og succes." En kommissionsresolution for de seneste tre år har legitimeret den palæstinensiske brug af "alle til rådighed stående midler, herunder væbnet kamp" – en frikendelse af terroristmetoder, som aldrig ville blive anvendt i forbindelse med tjetjeneres eller baskeres krav om selvbestemmelse.

-

Selvom palæstinensisk selvbestemmelsesret er lige så berettiget, gør forbindelsen mellem dæmoniseringen af israelerne og sanktioneringen af palæstinenserne det tydeligt, at det egentlige emne ikke er de erklærede årsager til palæstinensernes lidelser. For der findes ingen FN-resolutioner, som undersøger praksis med at opmuntre palæstinensiske børn til at glorificere og efterligne selvmordsbombere eller brugen af den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold eller hovedparten af de arabiske staters nægtelse af at integrere palæstinensiske flygtninge i deres egne samfund og tilbyde dem statsborgerskabets goder. Palæstinenserne bliver feteret i FN, fordi de opfattes som modgiften til det, FN-udsending Lakhdar Brahimi har kaldt for Mellemøstens store gift – den jødiske stats eksistens og livskraft.

Selvfølgelig antager anti-semitismen også andre former i FN. Gennem det seneste årti i kommissionen har Syrien hævdet, at yeshivaer træner rabbinere i at indgyde deres elever racehad. Palæstinensiske repræsentanter har påstået, at Israel udelukkende kan fejre religiøse helligdage som Yom Kippur ved at udgyde palæstinensisk blod, og har beskyldt Israel for at inficere 300 palæstinensiske børn med HIV-positivt blod.

Den FN-ledede anti-semitisme går fra dæmoniseringen af jøder til en diskvalificering af jøder som ofre: ved at nægte at anerkende jødiske lidelser påført på grund af etnisk og national identitet. I 2003 faldt en generalforsamlingsresolution, som omhandlede israelske børns velfærd (mens én om palæstinensiske børn gled uhindret igennem), fordi det viste sig umuligt at samle tilstrækkelig støtte til, at ordet israelske optrådte foran ordet børn. Mandatet for FN's særlige referent vedrørende de "palæstinensiske territorier", oprettet for mere end ti år siden, skal udelukkende undersøge "Israels krænkelser af … international lov" og skal ikke forholde sig til menneskerettighedskrænkelser begået af palæstinensere i Israel.

Det følger af FN's logik, at ikke-ofre ikke rigtig forventes at sætte sig til modværge. Den ene efter den anden af Israels konkrete reaktioner på terrorismen er af generalsekretæren og medlemsstaterne blevet fordømt som værende ulovlig. Men drab på medlemmer af en terrororganisations kommando-og-styringsenhed, hvor der ikke anvendes overdreven magt, og hvor arrestation er umulig, er ikke ulovligt. Private hjem, som benyttes af terrorister under et slag, udgør legitime, militære mål. En ikke-voldelig, midlertidig adskillelse af parterne i en konflikt om omstridte territorier ved hjælp af et sikkerhedshegn, med tilstrækkelig følsomhed til at minimere lidelserne, er en legitim respons på Israels internationalt lovfæstede pligt til at beskytte sine borgere mod forbrydelser mod menneskeheden. I virkeligheden binder FN de jødiske skydeskivers arme på ryggen, mens terroristerne tager sigte.

FN's foretrukne billede på dette fænomen er en voldsspiral. Det hævdes, at spiralen bør brydes – hver eneste gang israelerne løfter en hånd. Men ligesom spiralsymbolet er valgt, fordi det er uden begyndelse, er det også ødelæggende for fredssagen, fordi det benægter muligheden af en afslutning. Nürnberg-tribunalet belærte os om, at forbrydelser ikke bliver begået af abstrakte størrelser.

-

Vor tids mestre i anti-semitisme er de prædikanter i moskeerne, som formaner deres tilhængere til at sprænge jøder i luften. Det er forfatterne til Det Palæstinensiske Selvstyres lærebøger, som lærer en ny generation at hade jøder og beundre deres drabsmænd. Det er fjernsynsproducere og officielle mæcener i autoritære regimer som Syrien eller Ægypten, der fremstiller og distribuerer programmer, som skildrer jøder som blodtørstige verdenskonspiratorer.

Lyt imidlertid til generalsekretærens ord som reaktion på to selvmordsbombninger, som fandt sted i Jerusalem i år, og som dræbte 19 og sårede 110: "Endnu engang har vold og terror kostet uskyldige liv i Mellemøsten. Endnu engang fordømmer jeg dem, der griber til sådanne metoder." "Generalsekretæren fordømmer selvmordsbomberne i Jerusalem i søndags. Bevidst at gå efter civile er en grufuld forbrydelse og kan ikke retfærdiggøres af nogen sag." Ved at nægte at sætte navn på gerningsmændene, hr. generalsekretær, nemlig teflon-terrorisme, gives der grønt lys for, at de kan slå til igen.

Den store løgn, som bærer ved til anti-semitismen i dag, er måske mere end noget andet den af FN promoverede påstand, at roden til den arabisk-israelske konflikt er besættelsen af palæstinensisk jord. Ifølge FN's revisionisme fandt besættelsen sted i et vakuum. I virkeligheden har Israel besat landområder, som landet erobrede i en krig, som blev påtvunget det af nogle naboer, som søgte at udslette det. Der er tale om en besættelse, som israelerne selv gentagne gange har forsøgt at afslutte gennem forhandlinger om permanente grænser. Det er en situation, hvor hvert eneste overgreb blive nøje overvåget af Israels uafhængige domstole. Men i sidste instans er der tale om en situation, for hvilken afviserne af jødisk selvbestemmelsesret blandt palæstinenserne og deres arabiske og muslimske brødre bærer ansvaret – de, som har gjort den palæstinensiske civilbefolkning til gidsler for deres egne voldelige og anti-semitiske ambitioner.

Der er dem, der stadig vil benægte eksistensen af anti-semitisme i FN ved at pege på en række af tiltag i FN's korridorer, inkluderende kommercielle interesser, regionalpolitik, forebyggende vagtsomhed over for menneskerettighedskrænkelser tættere på hjemmet, eller fremmelse af individuelle karrierer. FN's aktører og støtter bliver næsten enslydende ved med at fornægte karakteren af de patogene mønstre i disse haller. De ignorerer infektionen og applauderer værten, idet de glemmer, at den kræft, som dræber organismen, vil tage både det gode og det onde.

Den relative udbredelse af naivitet, fejhed, opportunisme og anti-semitisme betyder imidlertid kun lidt for Noam og Matan Ohayon på 4 og 5 år, som blev dræbt af kuglerne gennem deres mors krop i deres hjem i det nordlige Israel, da hun forsøgte at beskytte dem mod en revolvermand fra Yasser Arafats al-Aqsa Martyrernes Brigader. De frygtelige konsekvenser af alle de holdninger, som fremmes og styrkes i FN's mødelokaler, er de samme.

-

FN's manglende evne til at konfrontere forvanskningen af sin egen agenda dødsdømmer denne organisations succes som egentlig forkæmper for lighed, værdighed og demokratisering.

Denne konference kunne tjene som et vendepunkt. Vi vil kun få det at vide, såfremt der herefter opstår konkrete forandringer: en godkendt generalforsamlingsresolution om anti-semitisme, fremkomsten af en årlig rapport om anti-semitisme, skabelsen af et brændpunkt mod anti-semitisme, udnævnelsen af en referent vedrørende anti-semitisme.

Men jeg udfordrer generalsekretæren og hans organisation til at gå endnu videre – såfremt de tager udslettelsen af anti-semitismen alvorligt:

· Begynd at sætte navn på de terrorister, som dræber jøder, fordi de er jøder.

· Begynd at fordømme menneskerettighedskrænkere, uanset hvor de holder til – selv hvis de bor i Riyadh eller Damascus.

· Hold op med at fordømme det jødiske folk, fordi det tager kampen op med sine mordere.

· Og næste gang nogen beder jer eller jeres kolleger om at afholde et minuts stilhed til ære for dem, der vil udslette staten Israel, så sig nej.

Først da vil budskabet blive hørt fra disse lokaler om, at FN ikke vil tolerere anti-semitisme eller dennes følger for jøder og det jødiske folk, hvad enten dens ofre bor i Teheran, Paris eller Jerusalem.


Anne Bayefsky er seniorforsker ved Hudson Institute og tilknyttet professor ved Columbia University Law School.

Copyright@ 2004 Dow Jones & Company, Inc. All Rights Reserved.

Link til engelsk original "One Small Step"


Tilbage

 

 

 

Untitled Document