Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

National Review Online, 17.juli 2004
Er det nok nu?

FN handicapper Israel, såvel som alle os andre.

Af Anne Bayefsky

Den seneste afgørelse om Israels sikkerhedshegn fra Den Internationale Domstol (ICJ), FN's juridiske gren, er et klassisk eksempel på, hvordan tilsviningen af jøder ikke standser ved jøder.

FN's negative behandling af den jødiske stat antager mange former, lige fra nægtelse af Israel retten til at deltage i forhandlings- og valggrupper i forbindelse med mange af FN's aktiviteter til den dæmonisering af Israel, som udfoldes af FN's menneskerettighedsmaskineri, og som ikke udøves over for nogen andre stater. Skønt i modstrid med FN's grundlæggende princip om lighed mellem nationer, store som små, tror mange, at følgerne af disse kendsgerninger ved FN's virke kan begrænses til at omfatte jødisk selvbestemmelsesret. ICJ har bevist, at de tager fejl.

FN's ANGREB

Domstolen har bekendtgjort fire nye regler vedrørende meningen med retten til selvforsvar set i forbindelse med vore dages terrorisme.

(1) Der eksisterer ingen ret til selvforsvar under FN's charter, når terroristerne ikke er statslige aktører.

(2) Der eksisterer ingen ret til selvforsvar mod terrorister, som opererer fra et territorium, hvis endelige status ikke er fastlagt, og som derfor angriber ind over omstridte grænser.

(3) Hvor militæraktioner bliver udført af "irregulære", kan selvforsvar ikke bringes i anvendelse, hvis terrorismens "omfang og effekt" er for utilstrækkelig til at måle sig med "et væbnet angreb … såfremt dette var blevet udført af regulære væbnede hærenheder." ('Omfanget' er i dette tilfælde 860 civile israelere, dræbt gennem de seneste tre år – forholdsmæssigt svarende til mindst fjorten gange tabene ved angrebene i USA den 11. september).

(4) Selvforsvar omfatter ikke ikkevoldelige handlinger eller med dommer Rosalyn Higgins ord: "Jeg er stadig ikke overbevist om, at ikkevoldelige midler (såsom opførelsen af en mur) falder ind under selvforsvar under artikel 51 i charteret."

Disse konklusioner udgør et direkte angreb på hvert eneste FN-medlems evne til at bekæmpe international terrorisme. FN-charteret var ikke nogen selvmordspagt, og Sikkerhedsrådets resolutioner som svar på 11.sept. havde til hensigt at styrke evnen til at imødegå voldelige, ikkestatslige aktører, ikke at forringe den.

Nogle af dommerne blev imidlertid, efter at have formuleret deres analyse i generelle vendinger, ængstelige for, om det grønne lys til de palæstinensiske selvmordsbombere nu også var udtrykt tydeligt nok. Dommer Abdul Koroma fra Sierra Leone skrev derfor: "Det er forståeligt, at en længerevarende besættelse vil fremkalde modstand." Dommer Nabil Elaraby fra Ægypten sagde: "Overalt i historiens annaler er besættelse altid blevet mødt med væbnet modstand. Vold avler vold." Han tilsluttede sig "helhjertet det synspunkt", at der eksisterer en "ret til modstand." Dommer Hisashi Owada fra Japan talte om de "såkaldte terroristangreb fra palæstinensiske selvmordsbombere mod den israelske civilbefolkning."

Dommerne havde ikke behøvet at bekymre sig. Inden for få timer bekendtgjorde en fælles udtalelse fra Hamas, Islamisk Jihad og Yasser Arafats Fatah-organisation følgende: "Vi hilser rettens afgørelse velkommen." Et kommuniké fra Hamas erklærede: "Den racistiske mur viser det zionistiske væsens sande ansigt… Den Islamiske Modstandsbevægelse, Hamas, hilser ICJ's afgørelse velkommen og anser den for at være et godt skridt i den rigtige retning…. Vi understreger behovet for at fortsætte vore bestræbelser og bruge alle til rådighed stående midler for at standse opførelsen af den racistiske mur og fjerne dens virkninger." Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) udsendte en erklæring, som hilste rettens afgørelse velkommen som "et skridt fremad." Dommen gjorde sig således vældig godt hos en tilhørerskare, der stemte med det amerikanske udenrigsministeriums liste over udenlandske terrororganisationer.

Der er andre foruroligende faktorer ved flertalsdommen og dens seks tilføjede holdninger. Retten erklærede meget meddelsomt, at en vejledende udtalelse vedrørende én stat afstedkommer tredjepartsforpligtelser for hvert eneste FN-medlemsland. Generalforsamlingens resolutioner og udtalelser fra andre af FN's politiske organer – fremlagt i et spil om stemmetal, som frie lande ikke kan vinde – får tillagt betydelig vægt som kilder til forpligtelse. Generalforsamlingens 10. krisemøde (som er viet til fordømmelse af Israel) kan blive genindkaldt i én uendelighed og kan derved alvorligt mindske FN's evne til at håndtere kriser andre steder.

Samtidig var andre sider af domstolens afgørelse udformet, så den kunne virke tiltalende for den ene part i sagen. En barriere mellem terrorister og deres mål er ulovlig, ifølge retten, fordi den "alvorligt hæmmer" eller "hindrer virkeliggørelsen" af "det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse." Der var ingen nævnelse af den kendsgerning, at barrieren kan og vil blive flyttet i overensstemmelse med den seneste afgørelse i Israels Højesteret, eller at tidligere barrierer i det sydlige Libanon og på Sinai-halvøen ligeledes er blevet flyttet. Jødisk ret til selvbestemmelse blev på den anden side heller ikke drøftet. Så hindringen for selvstyre i form af palæstinensiske terrorister, der myrder kabinetsministre eller åbner ild mod afstemningssteder, nåede aldrig frem til rettens radarskærm.

Det blev også hævdet, at barrieren krænker andre palæstinensiske rettigheder såsom bevægelsesfrihed, retten til et arbejde, til sundhed, til uddannelse og til en ordentlig levestandard. Ikke én eneste gang refererede retten til israeleres individuelle rettigheder, skønt de rettigheder, som bliver krænket af terrorismen, begynder med retten til liv og ender med friheden til at færdes overalt uden at frygte for at skulle dø på vej til skole eller arbejde. Forsøget på at finde en krænkelse af menneskerettigheder indebar en fortolkning af den internationale norm om proportionalitet. I sin undergravelse af alle bestræbelser på at bekæmpe terrorisme afvejede retten palæstinensiske rettigheder mod israelske "militære nødforanstaltninger" og kommunistisk inspirerede begreber om "national sikkerhed" eller "offentlig orden." Denne taktik efterlod udelukkende anonyme begunstigede i den ene vægtskål.

Endvidere, udtalte retten, gælder retten til selvforsvar ikke ved palæstinensisk terrorisme, fordi denne opererer inde fra israelsk kontrolleret territorium og derfor ikke er international. De internationale grænser mellem Iran, som var afskibningssted for det våbensmuglende skib Karine-A, og skibets planlagte modtagehavn i Gaza, eller mellem Damaskus, hovedkvarteret for Fronten til Palæstinas Befrielses generalkommando, og selvmordsbombere i Haifa undgik tilsyneladende dommernes opmærksomhed.


LANG VEJ

Disse retslige resultater opstod ikke i et vakuum: de var et resultat af rettens farlige historiske revisionisme og selektivitet. Krigen i 1948 var således ikke et aggressivt angreb på den nyfødte jødiske stat, begået af forenede arabiske styrker efter disses forkastelse af FN's delingsplan, tværtimod. "Den 14. maj 1948 proklamerede Israel sin uafhængighed…en væbnet konflikt brød derefter ud mellem Israel og et antal arabiske stater, og delingsplanen blev ikke implementeret." Krigen i 1967 var ikke endnu en af fem efterfølgende krige, som Israel blev tvunget til at føre af successive arabiske styrker, som nægtede at anerkende den israelske stat. Derimod "brød den væbnede konflikt mellem Israel og Jordan ud i 1967." Territoriernes status før 1967 som enten "omdiskuterede" eller "besatte" er afgørende for de retslige spørgsmål. Besat territorium kræver, at landet tidligere tilhørte andre. Men retten sagde: "der [er] ikke behov for at undersøge disse territoriers nøjagtige tidligere status."

Dommer Elaraby glemte tilsyneladende, at han ikke længere er Ægyptens ambassadør ved FN – en post han bevarede indtil 1999 – og brugte sin juridiske kappe til bevidst at fordreje indholdet af Sikkerhedsrådets resolution 242. Med hans ord: "Resolution 242 … krævede de israelske væbnede styrkers tilbagetrækning fra de territorier, som var blevet besat under konflikten." I virkeligheden resulterede grundige forhandlinger netop i udeladelsen af det lille ord "de" foran ordet territorier. Resolution 242 taler om "Tilbagetrækning af israelske væbnede styrker fra territorier, som blev besat under den nylige konflikt…" præcist sådan, at man ikke på forhånd dømte om det mulige resultat af forhandlinger om ejerskab til territorierne eller fremtidige tilbagetrækningslinjer.

Efter at have besluttet, at det historiske ejerskab til territorierne før 1967 var irrelevant, påtog retten sig at fastslå, at alle de territorier, "som før [1967] konflikten lå øst for Den Grønne Linje", "herunder Østjerusalem", i dag er "palæstinensiske territorier." Det havde ingen betydning, at parterne i konflikten er blevet enige om, at den endelige grænsedragning og Jerusalems status skal afgøres ved forhandling. I stedet brugte dommer/ambassadør Elaraby sin juridiske talerstol til at fremme en strategi med at fremtvinge resultater, som længe har været dyrket i FN. Efter at have fejltolket Israels forpligtelser ifølge Resolution 242 erklærede han: "Det er…politisk uklogt at…begræns[e] dem [forpligtelserne i 242] til en forhandlingsproces." Eller som den jordanske dommer Awn Al-Khasawneh, som var repræsentant for Jordan i FN's generalforsamling i 17 år indtil midten af 1990'erne, sagde: "Ophævelsen af internationale forpligtelser…kan ikke gøres afhængig af forhandlinger" – trods internationale forpligtelser til at forhandle.

Midt i denne hob af historiske og lovmæssige fordrejelser blev det største af alle FN's bedrag skudt ind. Rettens handlingspræmis (præcist beskrevet af Elaraby) var simpelthen denne: "Besættelse, som en ulovlig og midlertidig situation, ligger ved roden til hele problemet." En 56-årig arabisk kampagne for at afslutte "judaiseringen" af regionen – sådan som en af FN's menneskerettighedskommissions resolutioner beskriver jøder på arabisk land – blev totalt ignoreret. Dommer Higgins beskriver nedsættende rettens adfærd (selvom hun nægter at være uenig) i en følgeudtalelse: "retten udtrykker, at 'den absolut er klar over, at spørgsmålet om muren er en del af en større sammenhæng, og at den vil tage denne omstændighed omhyggeligt i betragtning ved enhver meningstilkendegivelse, som den måtte fremsætte.' I virkeligheden gør den det aldrig."

I stedet for at acceptere sit ansvar for at undersøge kendsgerningerne selv støttede retten sig kraftigt til tidligere ensidige FN-rapporter. Den henholdt sig til generalsekretær Kofi Annans rapport om hegnet fra december 2003. Heri udpenslede han palæstinensiske menneskerettighedsbekymringer over hegnet uden at nævne et eneste eksempel på den terrorisme, som er gået forud for dets opførelse. Retten henholdt sig til betragtningerne fra FN's særlige Israel-korrespondent, hvis mandat det er udelukkende at rapportere om "Israels krænkelser af…international lov" og ikke palæstinensiske menneskerettighedskrænkelser i Israel. Den betydelige vægtlægning på disse skævvredne rapporter drev Den Internationale Domstol ind i FN's malstrøm af had og diskrimination rettet mod Israel.

Det kan derfor ikke overraske, at rettens afgørelse inden for en uge er blevet emne for endnu et 10. generalforsamlingskrisemøde – genindkaldt med det formål, for trettende gang at fordømme Israel og kræve en overflod af fremtidige aktiviteter med henblik på yderligere at dæmonisere og isolere den jødiske stat. Idet de henter deres stikord fra Annan, som straks greb fat i beslutningen om at stille krav til Israel, bliver der ikke plads til et eneste krisemøde i generalforsamlingen vedrørende de millioner af døde eller døende i Sudan.

Før rettens dom var offentliggjort på skrift, blev den læst højt af retspræsidenten, dommer Shi Jiuyong fra Kina – et land, hvor retsplejeuddannelsen stadig må slås med besværet ved den manglende adskillelse mellem lovgivende og udøvende magt. Jeg lyttede til udsendelsen fra et tv-studie i Jerusalem. Da den var slut, gik jeg udenfor og erfarede, at gaden var blevet afspærret. Få meter borte var en bombedetonationsmaskine blevet kørt op ved siden af en pakke, som var blevet efterladt ved et busstoppested. Til sidst gav soldaterne tegn til operationens afblæsning. Trafikken blev genoptaget, og børn løb ud af deres hjem, som om intet var hændt. Dagen efter var nogle mennesker ved et busstoppested i Tel Aviv ikke så heldige, eftersom pakken denne gang indeholdt en virkelig bombe, som dræbte én og sårede tredive for livet. Mens retten hyggede sig med den fiktion, som den havde fået forelagt vedrørende de retslige konsekvenser af hegnet, kom virkelighedens konsekvenser af et ikke færdiggjort hegn buldrende.

Det var intet tilfælde, at den eneste afvigende holdning vedrørende sagens beskaffenhed kom fra Tom Buergenthal, der som barn overlevede koncentrationslejrene i Auschwitz og Sachsenhausen. Han havde ikke behov for nogen lektioner i ondskabens ansigt, dens metoder og konsekvenser. Hvor sørgeligt for retsvæsenet, at han stod alene.

Den arabiske trang til at tilintetgøre staten Israel har fornedret FN, besudlet dets charter, perverteret meningen med menneskerettigheder og væltet den internationale lov og dens højeste retsinstans over ende. Hvor mange flere af de universelle idealer, som vores verden afhænger af, skal skændes, før vi siger: "Så er det nok"?

Anne Bayefsky er seniorforsker ved Hudson Institute og tilknyttet professor ved Columbia University Law School.

Copyright@ 2004 Dow Jones & Company, Inc. All Rights Reserved.

Link til engelsk original "Had Enough?"


Tilbage

 

 

 

Untitled Document