|
Untitled Document
|
Spørgsmål og svar
Israel-Online får jævnligt henvendelser
fra folk, som vil vide mere om den israelsk-palæstinensiske
konflikt, eller måske specifikt ønsker
et israelsk perspektiv som supplement til andre kilder.
Herunder følger en række spørgsmål,
som gennem tiden er blevet stillet, fortrinsvis af studerende
fra folkeskolen, gymnasiet og universitetet.
Spørgsmålene er besvaret af Dan Harder.
Alle er velkomne til at bruge nedenstående svar
i forbindelse med udarbejdelse af enhver slags opgaver,
artikler el. lign - med eller uden kildeangivelse. Hvis
dit arbejde resulterer i en skriftlig opgave eller artikel,
er du meget velkommen til at sende en kopi til Israel-Online.
Yderligere spørgsmål og andre høflige
henvendelser er altid velkomne. Kontaktinfo finder du
her.
Spørgsmål:
Hvorfor bliver
israelerne ved med at bosætte sig på Vestbredden?
Hvorfor
har palæstinenserne ikke kæmpet imod, da
israelerne startede med at bosætte sig?
Hvad har
startet hele konflikten?
Var FN's
beslutning om at placere Israel i Palæstina rigtig?
Israel-Palæstina
konflikten er en konflikt om land. Hvordan har religion
påvirket konflikten?
Hvorfor
er Palæstina ikke anerkendt som en selvstændig
stat?
Har
Israel forhindret oprettelsen af et selvstændigt
Palæstina?
Hvorfor
holder vesten med Israel, og ikke Palæstina?
Kan denne konflikt
måske starte en 3. verdenskrig?
Hvorfor kan de
ikke finde frem til en fælles fredsaftale?
Hvad skal der til,
før de kan få fred?
Selv
hvis en fredsaftale indgås, vil freden så
kunne holdes?
Hvorfor
er Israel så bekymret over Irans atom-program?
Hvorfor
må Israel have atomvåben, hvis Iran ikke
må?
Hvorfor
vil Israel ikke indrømme, at det har atomvåben?
Hvorfor
vil palæstinenserne ikke opgive terrorisme?
Ønsker
palæstinenserne demokrati?
Diskrimineres
arabere/palæstinensere i Israel?
Hvorfra
kommer begreberne 'Palæstina' og 'palæstinensere'?
Hvordan ser fremtiden
ud for Israel/Palæstina?
Hvorfor bliver israelerne ved med at bosætte
sig på Vestbredden?
Det korte svar på, hvorfor israelere fortsat bosætter
sig på Vestbredden og i Østjerusalem, er
naturligvis, at der er politiske kræfter i Israel,
som finder det vigtigt, at jøder bebor de områder,
som var jødiske
på bibelsk tid. Men det kan jo synes lidt
mærkeligt, når gentagne meningsmålinger
samtidig viser, at et flertal af de israelske vælgerne
egentlig er modstandere af fortsat bosættelse,
og er villige til at opgive Vestbredden (og evt. også
en del af Østjerusalem) i forbindelse med en
fredsaftale med palæstinenserne.
Forklaringen er nok, at ligesom mindre danske partier
som f.eks. det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti
har ret meget indflydelse på dansk politik, selvom
de langt fra kan mønstre absolut flertal, har
religiøse og bosættervenlige partier i
Israel en del indflydelse på israelsk politik,
fordi de regerende partier har brug for deres mandater
i parlamentet for at kunne sidde på magten. Så
selvom de bosættervenlige partier er i mindretal,
har ingen israelske regeringer (hverken til højre
eller venstre) fundet det muligt at modsætte sig
den fortsatte udvikling af bosættelserne.
En anden, mere ideologisk, grund er, at det simpelthen
er svært for en israelsk regering at argumentere
for, at jøder ikke må bo i det bibelske
Israel. Den nordlige del af Vestbredden hed netop Israel
for knap 3000 år siden. Den sydlige del
hed Judæa, hvoraf ordet jøde stammer. Det
er altså vanskeligt for den jødiske
stat at bestemme, at netop jøder
ikke må bo i Judæa.
Det skal dog bemærkes, at byggeriet i bosættelserne
i de seneste mange år stort set kun er sket i
eksisterende bosættelser, og primært i dem,
som med rimelighed kan forventes at forblive en del
af Israel efter indgåelse af en fremtidig fredsaftale.
Så jeg mener man kan sige, at problemet med bosættelserne
er blæst noget ud af proportioner. De er uden
tvivl en provokation for palæstinenserne, men
omfanget af byggeriet er altså meget lavt i forhold
til, hvad det ville være uden det voldsomme pres
på Israel, som kommer fra EU og USA. Israel har
også tidligere (i forbindelse med tilbagetrækninger
fra både Sinai-halvøen og Gaza)
vist, at man er i stand til at nedlægge bosættelser
og tvangsforflytte indbyggerne tilbage til selve Israel,
hvis der er en god grund til det - f.eks. en fredsaftale.
Tilbage til toppen
Hvorfor har palæstinenserne ikke kæmpet
imod, da israelerne startede med at bosætte sig?
Jøder har altid boet i "det hellige land",
Israel/Palæstina, særligt i de hellige byer
Jerusalem, Hebron, Tiberias og Tzfat. Men siden anden
halvdel af 1800-tallet begyndte jøder fra Europa
at udvandre
til og bosætte sig i Palæstina i
landbrugsområder, som man opkøbte fra de
lokale arabiske herremænd. I mange år, mens
Palæstina var under tyrkisk herredømme,
levede jøder og arabere sammen i nogenlunde fred.
Men i løbet af 1920'erne (efter Palæstina
var blevet overtaget
af England under 1. Verdenskrig) begyndte lokale
arabiske religiøse og politiske ledere at opildne
til voldelige angreb på jøder.
Arabiske angreb på civile jøder har således
stået på lige fra den tid og til i dag,
altså i mere end 100 år. Så man må
sige, at araberne i dén grad har kæmpet
imod den jødiske immigration og bosættelse
i Israel/Palæstina - desværre oftest med
vold, og kun sjældent gennem dialog og kompromisvillighed.
Det skal bemærkes, at både jøder
og arabere indtil 1948 blev betegnet som "palæstinensere,"
da Palæstina dengang blot var en geografisk betegnelse.
Det var først efter Israels oprettelse i 1948,
hvor den jødiske tredjedel af landets indbyggere
(samt nogle hundredtusinder arabere) blev til "israelere,"
at de palæstinensiske arabere blev til "palæstinenserne."
Tilbage til toppen
Hvad har startet hele konflikten?
Kernen i den israelsk-arabiske konflikt er spørgsmålet
om, hvorvidt jøder har ret til selvbestemmelse
i (en del af) det hellige land. Araberne (senere palæstinenserne)
har til alle tider ment, at jøderne ikke skulle
have sådan en ret. Og jøderne mener naturligvis
det modsatte. Man har nu gennem ca. hundrede år
forsøgt at finde frem til en kompromisløsning,
men araberne/palæstinenserne har altid afvist
alle forslag.
I 1920'erne forsøgte englænderne at skabe
en slags magtdeling mellem jøder og arabere under
engelsk overhøjhed, men araberne afviste. I 1937,
efter et voldsomt arabisk oprør mod både
jøder og englændere, fremlagde England
en delingsplan, hvorved araberne ville have fået
80% af landet, mens jødene skulle nøjes
med 20%. Araberne afslog blankt (læs mere om Peel-kommissionens
delingsplan fra 1937 her).
Under 2. Verdenskrig kæmpede Palæstinas
jøder på Englands side, mens araberne
allierede sig med Nazityskland. I 1947/48 opgav
England sit herredømme over Palæstina,
og FN (De Forenede Nationer) besluttede at dele det
geografiske område, Palæstina, i to
stater, én jødisk og én arabisk.
Jøderne accepterede, mens araberne endnu en gang
afviste at gå på kompromis.
I de næste tre årtier fokuserede de arabiske
palæstinensere (nu kaldet "palæstinenserne")
samt de omkringliggende arabiske lande kun på
at ødelægge den nye jødiske stat.
Det skete gennem en række regulære krige
samt konstante mindre angreb og terrorhandlinger. I
1964 oprettede
palæstinenserne PLO (Palestine
Liberation Organization) med det formål at "befri"
hele Palæstina fra jøderne - altså
ødelægge den jødiske stat, Israel.
Bemærk at Israel først indtog Gaza og Vestbredden
i krigen i 1967, altså tre år efter PLO's
oprettelse. PLO's kamp handlede altså oprindeligt
ikke om befrielse af besatte områder, men alene
om at ødelægge Israel.
Tilbage til toppen
Var FN's beslutning om at placere Israel i
Palæstina rigtig?
Det er vigtigt at forstå, at der ikke forud for
Israels oprettelse eksisterede et land eller en stat
kaldet Palæstina. Betegnelsen Palæstina
blev indført
af romerne for næsten 2000 år siden,
og brugtes efter 1. Verdenskrig om det geografiske område,
som England fik til opgave at administrere. Dengang
omfattede mandatområdet Palæstina
også det nuværende Jordan. Forløberen
for det nuværende FN, Folkeforbundet, pålagde
i 1922 England at "sikre
etableringen af et jødisk hjemland"
i Palæstina, dog uden at det måtte gå
ud over de palæstinensiske arabere - set i bakspejlet
en ganske svær opgave! Samme år blev de
3/4 af mandatområdet, som lå øst
for Jordan-floden ekskluderet fra det område,
hvori det "jødiske nationale hjem"
skulle etableres. "Øst-Palæstina"
udgør i dag staten Jordan (og det er forklaringen
på, at flertallet af Jordans befolkning også
kaldes palæstinensere). I første halvdel
af 1900-tallet blev begrebet Palæstina altså
brugt af både jøder og arabere, der alle
var palæstinensere.
Op gennem 1920'erne og 1930'erne resulterede den stigende
arabiske utilfredshed med den jødiske indvandring
(der fandt dog også arabisk indvandring sted i
samme periode) i voldelige
angreb på jøderne i Palæstina.
England prøvede at finde en løsning på
den eskalerende konflikt, men de palæstinensiske
arabere forkastede alle forslag om et kompromis, og
afviste
enhver tanke om jødisk selvbestemmelse
i Palæstina.
Efter 2. Verdenskrigs afslutning opgav England selv
at løse problemet, og overlod det i stedet til
det nyligt oprettede FN. På daværende tidspunkt
var ca. 1/3 af Palæstinas befolkning jødisk,
mens 2/3 var arabisk. FN besluttede 29. november 1947
at opdele den resterende del af Palæstina (vest
for Jordan-floden) i to
stater - én arabisk og én jødisk.
Set i lyset af arabernes totale mangel på vilje
til at indgå et kompromis, der ville sikre jøderne
en grad af selvbestemmelse, var der næppe andre
muligheder. Jøderne accepterede kompromiset,
men desværre gjorde Palæstinas arabere ikke
det samme. De allierede sig i stedet med alle de omkringliggende
arabiske lande, der, så snart englænderne
havde trukket sig ud i 1948, angreb
den nye jødiske stat.
At tanken om at dele området i to stater var
rigtig, bekræftes af, at idéen om "to
stater for to folk" stadig er den mest realistiske
løsning på konflikten, der også støttes
af det meste af det internationale samfund. Hvis araberne
i 1948 havde accepteret tostatsløsningen, kunne
staten Palæstina, ligesom Israel, i 2023 have
fejret sin 75 års fødselsdag.
Tilbage til toppen
Israel-Palæstina konflikten er en konflikt
om land. Hvordan har religion påvirket konflikten?
Man kan godt sige, at konflikten handler om land, da
den i praksis udmønter sig i en sådan strid.
Men den underliggende konflikt er en kamp mellem to
nationale bevægelser, nemlig den jødiske
(zionismen)
og den arabisk-palæstinensiske.
Selvom religion altid har spillet en rolle for begge
parter, er der mere tale om en kamp mellem to folk (eller
nationer), som begge ønsker selvbestemmelse i
det samme område.
Religion har fra starten spillet en begrænset
rolle for zionismen, der i de første mange år
var domineret af sekulære (ikke-religiøse)
venstreorienterede jøder, som lagde mere vægt
på jøderne som et folk, end som tilhængere
af en religion. På den arabiske side handlede
kampen mod jødisk selvbestemmelse i Palæstina
heller ikke så meget om religion. Den palæstinensisk-arabiske
nationale bevægelse var ganske vist fra starten
domineret af religiøse muslimske ledere i Jerusalem,
men drivkraften var nok mere et spørgsmål
om at bekæmpe de moderne jøder for at bibeholde
de eksisterende magtstrukturer.
Af ovennævnte grunde var der i mange år
mere tale om en etnisk konflikt mellem to befolkningsgrupper
end en religiøs konflikt. Først i de senere
årtier, måske siden 1980'erne, er selve
religionen begyndt at spille en større rolle
på begge sider. Det ortodokse segment af den jødiske
befolkning, der i mange år udgjorde en lille minoritet,
har vokset sig større, samtidig med at religiøse
jøder fra f.eks. USA er immigreret til Israel.
I midten af 1990'erne havde Israel problemer med nogle
ekstremistiske religiøse jødiske grupper.
Et medlem af en sådan gruppe begik
i 1994 et terrorangreb på nogle bedende
muslimer i Hebron på Vestbredden. En anden religiøs
jøde skød
og dræbte i 1995 Israels daværende
premierminister, Yitzhak Rabin, fordi han forsøgte
at indgå fred med palæstinenserne. Israel
fik dog hurtigt disse ekstremistiske og voldelige grupper
under kontrol. De religiøse partier i Israels
parlament, Knesset, udgør også i dag en
minoritet, så selvom de har en vis indflydelse
på landets politik (f.eks. vedr. bosættelser),
må Israel stadig karakteriseres som en sekulær
stat.
Den arabisk-palæstinensiske kamp havde også
i de første årtier efter etableringen af
det moderne Israel karakter af en sekulær nationale
bevægelse, hvor man talte om "revolution"
og identificerede sig med Sovjetunionen og den europæiske
venstrefløj. Først i 1980'erne fik mere
religiøse kræfter, såsom organisationen
Hamas, der er en aflægger af det Muslimske Broderskab,
som vi kender fra Egypten, tag i palæstinenserne
- til at begynde med som en modpol til det etablerede
sekulære PLO.
I 2006 vandt
Hamas absolut flertal i et valg til det palæstinensiske
selvstyres parlament. Men den palæstinensiske
præsident, Mahmoud Abbas og hans parti, Fatah,
overlod ikke af den grund magten til Hamas, og i 2007
eksalerede striden mellem de to parter, hvilket resulterede
i Hamas'
voldelige overtagelse af Gaza, hvor man nu har
indført en slags islamistisk diktatur.
Hamas' ideologi er, at hele det nuværende Israel
er islamisk land - et synspunkt, som gør det
vanskeligt at indgå et kompromis. Både Hamas
i Gaza og det ellers sekulære Fatah, der regerer
på Vestbredden, bruger i dag religionen til at
opildne
palæstinenserne til had mod både Israel
og jøderne.
Tilbage til toppen
Hvorfor er Palæstina ikke anerkendt som
en selvstændig stat?
Sverige har som det eneste EU-land (i 2014) valgt at
anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
Men det er ret kontroversielt, og der er mange gode
grunde til, at resten af EU ikke følger trop,
ligesom FN endnu ikke har optaget Palæstina som
fuldgyldigt medlem, selvom der er overvejende opbakning
til Palæstina i FN's generalforsamling (primært
fra verdens mange muslimske lande og andre diktaturer).
For bare at nævne et par grunde, har Palæstina
ikke nogen velfungerende regering (den er jo opdelt
imellem Fatah og Hamas), og heller intet fungerende
magtmonopol (politi og militær), da både
Fatah, Hamas og andre mindre grupper som f.eks. Islamisk
Jihad har hver deres egen hær, som de bruger både
imod Israel og imod hinanden. Palæstinenserne
er simpelthen ikke på nuværende tidspunkt
i stand til at styre et rigtigt land.
Men den vigtigste grund er måske, at hele fredsprocessen,
som blev startet mellem Israel og PLO i 1993, er baseret
på det koncept, at en fredsløsning, og
hermed også oprettelse af en palæstinensisk
stat, skal gennemføres via forhandling med Israel.
Palæstinenserne prøver - formodentlig i
et forsøg på at slippe for at anerkende
den jødiske stat - at få deres stat oprettet
gennem FN. Men alle vestlige aktører forstår,
at en sådan stat, oprettet udenom Israel, ikke
vil have nogen chance for at fungere. Der er kun én
vej, og det er gennem forhandling.
Tilbage til toppen
Har Israel forhindret oprettelsen af et selvstændigt
Palæstina?
Nej, det kan man ikke sige. Området kaldet Palæstina
hørte under det osmanniske
(tyrkiske) imperium, indtil det brød
sammen under 1. Verdenskrig. Herefter blev Mellemøsten
inddelt i en række arabiske stater, mens Palæstina,
der kun udgjorde en forsvindende lille del af det samlede
område, i 1948 blev delt i to stater - en
jødisk og en arabisk. Jøderne
accepterede delingen, mens araberne forkastede den.
Umiddlebart efter invaderede fem arabiske lande den
nyfødte jødiske stat. Ganske overraskende
overlevede
Israel angrebet, og våbenhvilelinjerne
fra 1949 blev Israels internationalt anerkendte grænse.
De arabiske lande anerkendte ikke den nye grænse,
og har siden foretaget utallige angreb på Israel.
Israel har overlevet alle angrebene - ikke, som nogle
vil hævde, på grund af USA's støtte
(USA håndhævede en våbenembargo overfor
hele Mellemøsten indtil efter 1967), men først
og fremmest fordi jøderne i Israel ikke har andre
steder at tage hen. I 1967 indtog Israel, under endnu
en arabisk udryddelseskrig imod landet, de besatte
områder. Israel har altid været villigt
til at forhandle, og har da også indgået
fred
med både Egypten og Jordan,
der i begge tilfælde har fået alt det land
tilbage, de ønskede.
Konflikten med palæstinenserne handler derfor
ikke om, at Israel ikke vil tillade oprettelsen af en
palæstinensisk stat i Gaza og størstedelen
af Vestbredden. Den handler i virkeligheden om, at palæstinenserne
stadig ikke accepterer det jødiske folks ret
til at have en stat. Og det uanset hvor lille - uanset
hvor grænserne går. Mens den palæstinensiske
leder Mahmoud Abbas officielt forhandler fred med Israel,
indoktrineres
den palæstinensiske befolkning til stadighed
med, at Palæstina i sidste ende skal omfatte hele
det nuværende Israel.
Så det er altså ikke først og fremmest
Israel, men palæstinenserne selv, der står
i vejen for en palæstinensisk stat, og sådan
har det været siden 1930'erne. Jeg - og
en klar majoritet af israelerne - håber inderligt,
at palæstinenserne en dag vil acceptere oprettelsen
af en sådan stat, der kan og vil eksistere i fred
med den jødiske stat, Israel. Men det vil kræve,
at palæstinenserne kan forlige sig med tanken
om, at Israel har ret til at eksistere - ikke bare midlertidigt,
indtil palæstinenserne har styrke til at angribe
igen, men i al fremtid.
Tilbage til toppen
Hvorfor holder vesten med Israel, og ikke Palæstina?
Det er et interessant spørgsmål. For hvis
man skulle basere sit syn på konflikten på
de
hjemlige medier, som overvejende giver Israel
ansvaret for konflikten, skulle man jo tro, at de vestlige
nationer ville stå helt på palæstinensernes
side.
Forklaringen på, at Vesten alligevel støtter
og samarbejder med Israel, er nok, at de vestlige ledere
i virkeligheden godt forstår, at Israel er et
velfungerende demokrati, der stræber efter en
fredelig tilværelse, og som tilbyder ligestilling
mellem kønnene, rettigheder for religiøse
og seksuelle mindretal og økomomisk og videnskabelig
udvikling. Omvendt er samtlige arabiske regimer, inklusiv
de to palæstinensiske, brutale diktaturer med
ledere, der alene prøver at mele deres egen kage
og ikke reelt bekymrer sig om deres undersåtters
trivsel.
Men det må dog siges, at alle vestlige lande -
ligesom Israel - også støtter almindelige
palæstinenseres ønske om en fredelig tilværelse
med velstand og demokratiske rettigheder. Spørgsmålet
er blot, hvordan man kommer derhen. Som man kan se i
hele den arabiske verden, er demokrati ikke noget, som
passer naturligt ind i den eksisterende arabiske kultur.
Tilbage til toppen
Kan denne konflikt måske starte en 3.
verdenskrig?
Idéen om, at den israelsk-palæstinensiske
konflikt er "alle
konflikters moder," er det rene nonsens
og har altid været det. Konflikten er særlig
interessant for os i Vesten, fordi den er det måske
tydeligste eksempel på sammenstødet mellem
vores vestlige, demokratiske, sekulære (ikke-religiøse)
kultur, hvor individets rettigheder er i højsædet,
på den ene side, og den totalitære modsætning
i den arabiske verden, hvor religion og gammeldags traditioner
spiller en meget vigtigere rolle, og regimerne undertrykker
sine befolkninger for egen vindings skyld. Rent symbolsk
har denne konflikt altså indtaget en meget prominent
rolle.
Men på alle andre parametre er det her en meget
lille (omend langvarig) konflikt, der omhandler meget
små landområder (ca. på størrelse
med Jylland) og i hvert fald til at starte med ret små
befolkninger. Også antallet af dræbte og
sårede i denne konflikt blegner totalt i forhold
til de frygtelige krige, der har raset i mange år
f.eks. i Afrika, men også internt mellem arabiske
og andre muslimske grupper og lande i Mellemøsten,
så som Iran, Irak og Syrien.
Der er heller ikke belæg for at hævde, at
denne konflikt på noget tidspunkt i historien
har truet med at trække resten af verden ind i
en ny verdeskrig. Under den kolde krig mellem Sovjet
og Vesten støttede de to sider henholdsvis araberne
og Israel med våben, men ingen tilbød for
alvor at sende egne soldater ind i nogen af de mange
krige på nogen af siderne. Israelerne og araberne
har, trods den voldsomme (og noget overdrevne) mediedækning
i Vesten, altid været overladt til selv af udkæmpe
deres kampe.
Tilbage
til toppen
Hvorfor kan de ikke finde frem til en fælles
fredsaftale?
Der er mange grunde til, at gentagne bestræbelser
på at indgå fred er mislykkedes, og begge
parter bærer et ansvar for dette. Udfra de danske
medier kan man få det indtryk, at det
primære ansvar ligger hos Israel på grund
af bosættelserne. Det er helt
klart en overdrivelse. Man hører også,
at Israel nægter palæstinenserne at få
en stat i Gaza og på Vestbreden. Det er bestemt
også forkert.
Men Israel er jo et demokrati, og det er sandt, at nogle
israelske regeringer har været mere ivrige i forhold
til at søge fred med palæstinenserne end
andre. F.eks. har de tidligere premierministre Yitzhak
Rabin (1993-95), Ehud
Barak (1999-2000) og Ehud Olmert (2006-2009)
været uhyre opsatte på at indgå en
fredsaftale. Omvendt har Benjamin Netanyahus skiftende
regeringer gennem de senere år været noget
mindre proaktive i forhold til at skubbe på for
fredsforhandlinger.
På den palæstinensiske side har linjen være
mere konsekvent. Som
beskrevet ovenfor, har de palæstinensiske
arabere afvist
alle kompromisforslag gennem ca. 100 år.
Også i nyere tid, har den palæstinensiske
ledelse afvist alle forslag. Det palæstinensiske
samfund er - i modsætning til Israel - ikke demokratisk
ledet. Her har organisationen (eller partiet) Fatah
regeret, siden Israel i 1993 indgik en aftale med palæstinenserne
om begrænset selvstyre i Gaza og i de større
byer på Vestbredden. Den såkaldte Oslo-proces
skulle have resulteret i en endelig fredsaftale i sommeren
2000, hvor den israelske premierminister, Ehud Barak,
accepterede USA's præsident, Bill Clintons, forslag
til en endelig fredsløsning.
Men den palæstinensiske leder, Yassir Arafat,
afviste
forslaget og forlod fredforhandlingerne.
I stedet indledte palæstinenserne endnu et voldeligt
oprør mod Israel - det værste siden Israels
grundlæggelse, med systematiske angreb på
israelske civile inde i Israels storbyer, hver eneste
uge i flere år. Disse angreb kostede omkring 1000
israelere livet og rystede den israelske befolknings
tro på, at palæstinenserne
virkelig ønsker fred med Israel.
Alligevel fremlagde Israels premierminister Ehud Olmert
i 2008 et fredsforslag for den palæstinensiske
leder, Mahmoud Abbas (der overtog magten efter Arafats
død i 2004). Forslaget
fulgte nogenlunde Bill
Clintons parametre fra 2000. Men igen undlod
palæstinenserne at svare på det israelske
forslag. Da Benjamin Netanyahu i 2009 overtog posten
som Israels premierminister, erklærede han sig
uvillig til at stå inde for sin forgængers
tilbud til palæstinenserne, og endnu en chance
var forspildt.
I de efterfølgende år nægtede palæstinenserne
helt at forhandle, før Israel havde opfyldt en
række forhåndsbetingelser.
Selv Yassir Arafat havde ikke tidligere stillet den
slags betingelser for blot at forhandle, og meget kunne
tyde på, at palæstinenserne
slet ikke var klar til forhandling.
Palæstinenserne kan dog heller ikke enes indbyrdes.
Fatah, som har regeret, siden selvstyret blev etableret
i 1990'erne, nægtede at overlade magten til den
islamistiske organisation, Hamas, der ellers vandt valget
til det palæstinensiske parlament i 2006, hvorefter
Hamas overtog komtrollen med Gaza i et voldeligt kup
i 2007. Derefter er der ikke blevet afholdt valg, hvorfor
palæstinensernes nuværende leder, Mahmoud
Abbas, er gået ind i det 18. år af sin 4-årige
valgperiode. De to organisationer bruger i dag mere
energi på at konkurrere
indbyrdes om, hvem der kan begå mest terror
imod israelere, i stedet for at bringe frihed og velstand
til den palæstinensiske befolkning. Fred med Israel
er tilsyneladende slet ikke på den palæstinensiske
agenda.
Tilbage til toppen
Hvad skal der til, før de kan få
fred?
For at kunne indgå en fredsløsning kræves
det, at begge parter forstår at gå på
kompromis. Dvs. man må acceptere, at man ikke
kan få alt, hvad man drømmer om. På
Israels side har der længe været flertal
for indgåelse af et kompromis, som vil resultere
i en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden
(og efter alt at dømme også med Østjerusalem
som hovedstad) - netop det, som palæstinenserne
overfor Vesten hævder at ønske sig. Skiftende
israelske regeringers entusiasme overfor et sådant
kompromis afspejler den israelske befolknings svingende
tro på palæstinensisk kompromisvilje. Dvs.
jo mindre palæstinensisk vold, des mere velvilje
fra israelernes side.
Palæstinenserne giver overfor det internationale
samfund udtryk for, at man ønsker et sådant
kompromis. Men internt blandt palæstinenserne
har piben en helt anden lyd. Det palæstinensiske
samfund er i øjeblikket splittet mellem organisationerne
Fatah og Hamas, der leder hvert deres mini-diktatur
på henholdsvis Vestbredden og i Gaza. Begge
regimer propaganderer massivt overfor deres
befolkninger for fortsat vold og terror imod Israel,
ligesom de begge hjernevasker palæstinenserne
med, at hele Israel en dag vil blive arabisk/palæstinensisk.
Selvom de danske
medier tilsyneladende gør alt hvad de
kan for at skjule dette forhold (hvorfor, er et godt
spørgsmål!), er israelerne naturligvis
godt klar over, at palæstinensernes endelige mål,
efter palæstinensernes
egne udsagn, stadig er ødelæggelsen
af Israel. Det er årsagen til, at mange israelere
er meget skeptiske overfor palæstinensernes intentioner.
Den palæstinensiske had-propaganda mod Israel
giver måske også et svar på, hvorfor
de palæstinensiske ledere altid trækker
sig fra enhver fredsaftale i sidste øjeblik:
De er simpelthen ikke klar til at oprette en palæstinensisk
stat, hvis prisen er en endelig accept af den jødiske
stat, Israel.
Så det korte svar er, at den dag palæstinenserne
virkelig er villige til at indgå et kompromis,
så bliver der fred.
Tilbage til toppen
Selv hvis en fredsaftale indgås, vil
freden så kunne holdes?
Der er ingen tvivl om, at en eventuel fredsaftale vil
blive holdt fra israelsk side. Israel har aldrig ønsket
andet end fred med sine naboer, og israelerne er meget
glade for de to fredsaftaler, som de har indgået
med Egypten
(1979) og Jordan
(1994).
I 2020 indgik Israel desuden "normaliseringsaftaler"
med yderligere fire arabiske lande, nemlig De Forenede
Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko. I skrivende
stund arbejdes der hårdt på en lignende
aftale mellem Israel og Saudi-Arabien.
Israels mål er således at opnå fredsaftaler
med alle sine arabiske naboer, palæstinenserne
inklusive. Og Israel har også gentagne gange demonstreret,
at man om nødvendigt er i stand til at gennemføre
nedlæggelse af bosættelser og tvangsforflytning
af egne borgere, under mottoet "land for fred."
Men Israel har desværre meget dårlige erfaringer
med tilbagetrækninger fra besatte områder.
I stedet for at få fred, har Israel både
i forbindelse med tilbagetrækningen fra Libanon
(2000) og Gaza
(2005) oplevet, at begge områder lynhurtigt
blev affyringsramper for raketter og misiler sendt direkte
imod israelske storbyer og andre beboelsesområder.
Det har været slemt nok i forhold til Gaza og
Libanon, der grænser op til Israels yderområder.
Men Vestbredden ligger lige i hjertet af Israel, klos
op ad landets hovedstad, Jerusalem.
Belært af erfaringen, vil enhver kvadratmeter,
som Israel trækker sig tilbage fra, blive brugt
til angreb på Israel. Risikoen er ganske stor
for, at det også vil ske næste gang. Derfor
er israelerne nødt til at insistere på
meget effektive sikkerhedsforanstaltninger, for at have
en rimelig garanti for ikke at blive angrebet igen efter
indgåelse af en fredsaftale med palæstinenserne.
Men en 100%-garanti kan man ikke opnå, så
i sidste ende er Israel også nødt til at
udvise tillid til palæstinenserne og tage en chance
for fred.
Tilbage til toppen
Hvorfor er Israel så bekymret over Irans
atom-program?
Israelske politikere er nervøse for elementer
af den aftale, som USA og en række andre lande
indgik med Iran i 2015, særligt den del, som giver
Iran lov til at berige uran op til et vist niveau. Israelerne
er ret sikre på, at iranerne stræber efter
atomvåben, hvilket forekommer sandsynligt, da
regimet i Teheran er ret presset og ønsker sig
den ultimative forsikring, som atomvåben udgør.
Frygten i Israel er, at fortsat iransk uran-berigelse
på et tidspunkt vil føre til den kapacitet,
som er nødvendig for at producere atomvåben.
Vurderingen er, at Iran i forvejen er ret tæt
på.
Israelerne tvivler på verdens (dvs. primært
USA's) vilje til at forhindre Iran i at blive en atommagt.
Hvis det lykkes iranerne at udvikle atomvåben,
vil de næppe bruge dem til et direkte angreb på
Israel, der i givet fald vil være i stand til
at gengælde et sådant angreb fra israelske
atombevæbnede ubåde (efter de flestes vurderinger
har Israel atomvåben, selvom det ikke vides med
sikkerhed, og israelerne ikke vil udtale sig om det).
Så en stor atomkrig er ikke sandsynlig. Men frygten
er, at et atombevævnet Iran vil øge sit
engagement i de organisationer, der bekæmper Israel
(Hizbollah, Hamas mv.) uden at frygte omverdenens straf.
Og den ultimative frygt er, at Iran vil lade atomvåben
eller knowhow tilflyde ikke-statslige aktører
som terrorganisationer mv., sådan at Israel kan
angribes uden at afsenderne er kendt. Det er nok israelernes
mareridtsscenarie. Derfor er Israel meget opsat på
at stoppe Irans march mod atomvåben.
Israel har således arbejdet på en række
fronter imod Irans atomprogram: dels et troværdigt
militært pres (fra Israel og/eller USA), og dels
diverse hemmelige operationer, herunder sabotage af
iranske atomanlæg, bl. a. ved hjælp af computervirus
og den slags. Israel har også støttet de
internationale sanktioner, der lader til at have virket,
og som fik presset iranerne til at forhandle med det
internationale samfund om opgivelse af deres atomvåbenprogram
(som de i øvrigt nægter at have).
Under den amerikanske præsident Donald Trump
trak USA sig fra aftale fra 2015, som iranerne tilsyneladende
alligevel ikke overholdt. Og siden da er iranerne fortsat
med at berige uran til et niveau, som er meget tæt
på at kunne bruges til atomvåben (og som
slet ikke har nogen civilt formål). Så der
er næppe tvivl om, at det er atomvåben,
Iran stræber efter.
Om det vil lykkes verdenssamfundet at forhindre Iran
i at udvikle atomvåben, er tvivlsomt. En sandsynlig
udvikling kunne være, at Iran når et punkt,
hvor man til enhver tid vil kunne "bryde ud"
som atommagt, men undlader at gøre det, i hvert
fald officielt. Det vil give Iran en vis magt og prestige,
uden at påkalde sig verdenssamfundets vrede.
Tilbage til toppen
Hvorfor må Israel have atomvåben,
hvis Iran ikke må?
Det er ikke i sig selv Irans formodede atomvåbenprogram,
der gør, at landet gennem en årrække
har været (eller burde have været) underlagt
international inspektion. Det handler om, at Iran har
underskrevet den internationale atomare
ikke-spredningsaftale (NPT), hvorefter landet
har kunnet modtage fremmed assistance til udviklingen
af atomkraft til civile formål, men sidenhen ikke
har villet lade sine atomfaciliteter inspicere. Iran
har altså indgået en aftale, som landet
efterfølgende ikke vil leve op til.
Med Israel forholder det sig lige omvendt. Meget tyder
på, at Israel i 60'erne og 70'erne har udviklet
atomvåben i samarbejde med Frankrig. Israel har
i den sammenhæng ikke indgået nogen internationale
aftaler om hverken ikke-spredning eller inspektion.
Derfor har det internationale samfund intet krav på
at kunne inspicere de israelske atomanlæg. Israel
har præcis samme ret til et eventuelt atomvåbenprogram,
som eksempelvis USA, England eller Frankrig.
Selvom Israel ikke er underskriver af NPT, tyder intet
på, at atomvåbenmateriale eller -ekspertise
skulle have forladt landet. Det samme kan desværre
ikke siges om mindre demokratiske lande som Sovjetunionen,
Pakistan og Nordkorea.
Det bør desuden bemærkes, at Irans formodede
atomvåbenprojekt ikke er en reaktion på
Israels ditto. Iran har helt andre grunde til at ønske
sig atomvåben end angst for et israelsk atomangreb.
Det handler dels om at sikre det islamistiske regimes
overlevelse, og dels om at øge Irans magt og
indflydelse i regionen.
Frygten for et iransk atomvåbenprogram handler
ikke bare om muligheden af, at Iran selv vil affyre
atombevæbnede missiler mod Israel eller andre
(hvilket trods alt må anses for relativt usandsynligt),
men i højere grad om Irans generelle magt i regionen,
samt den mulighed at Iran kunne lade våben eller
ekspertise sive videre til forskellige ikke-statslige
aktører, som det er mere vanskeligt at holde
i skak gennem den "gensidigt garanterede udslettelse,"
der kan afbalance forholdet mellem to nationale atommagter.
Tilbage til toppen
Hvorfor vil Israel ikke indrømme, at
det har atomvåben?
Når Israel afviser at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen
(NPT) og den medfølgende inspektion,
er det for at kunne opretholde sin "nukleare
tvetydighed," altså det, at alle
regner med - men ikke med sikkerhed ved - at Israel
har atomvåben. Formålet har altid været
at besidde den ultimative livsforsikring, uden samtidig
at indlede et atomvåbenkapløb i Mellemøsten.
Og strategien er faktisk lykkedes - i hvert fald indtil
Iran flere årtier senere, stik imod sine forpligtelser
i henhold til NPT, udvidede sit lovlige atomprogram
med et hemmeligt.
Israel er indimellem under pres for at lade sine atomanlæg
inspicere. Men hvad vil man egentlig opnå herved?
Formodentlig at få landets atomarsenal frem i
lyset, hvorefter man vil forsøge at tvinge Israel
til at skille sig af med det. I den virkelige verden
vil det dog næppe lykkes. Til gengæld vil
et åbenlyst israelsk atomvåbenprogram risikere
at presse flere arabiske lande (så som Saudi-Arabien
eller Egypten) til også at udvikle atomvåben,
og man vil få det atomvåbenkapløb
i Mellemøsten, som alle ønsker at undgå.
Den risiko er der givetvis nogle, som er villige til
at løbe, i den evige kamp for at få skovlen
under Israel. Men når selv de arabiske ledere
tilsyneladende foretrækker status quo, hvem er
det så lige, der har gavn af inspektionen af Israels
atominstallationer? I realiteten formodentlig ingen.
Tilbage til toppen
Hvorfor vil palæstinenserne ikke opgive
terrorisme?
Den anti-israelske propaganda vil vide, at det er israelsk
undertrykkelse af palæstinenserne, der tvinger
dem til terrorisme. Men realiteten er nok mere kompliceret,
og der er mange faktorer.
Det palæstinensiske selvstyre under Yassir Arafat
(indtil hans død i 2004) havde absolut brug for
at holde liv i konflikten med Israel, for at aflede
opmærksomheden fra selvstyrets egne overgreb mod
palæstinenserne. Faktum er, at Arafats undertrykkelse
af palæstinenserne langt overgik generne fra den
israelske besættelse. Mahmoud Abbas, der overtog
magten i 2004, har arvet Arafats korrupte og totalitære
styre, men har gjort en vis indsats for at forhindre
palæstinensisk terror imod Israel, bl.a. gennem
et effektivt sikkerhedsmæssigt samarbejde med
Israel.
På den anden side kan Abbas' selvstyre stadig
ikke lade være med at hylde
folk, der dræber israelske civile. Idéen
om, at Israel er fjenden, der skal bekæmpes og
til sidst besejres, lader til at være blevet en
indgroet del af den
palæstinensiske selvforståelse.
Det er desværre noget, som systematisk er blevet
holdt ved lige, og endda fremelsket gennem de forgangne
30 år, selvom palæstinenserne i forbindelse
med Oslo-aftalerne
skrev under på det modsatte (at forberede
befolkningen på fred med Israel).
Hvor Arafat, Abbas og Fatah har brugt "modstanden"
(terroren) mod Israel som et middel til at forblive
ved magten, lader Hamas' terror til også at have
en religiøs dimension. Organisationen er i vid
udstrækning drevet af idéen om at "hele
Palæstina" - altså inklusive hele Israel
- skal være fundamentalistisk muslimsk. Men også
Hamas bruger terroren mod Israel som et middel til at
styrke sin position blandt palæstinenserne, som
den bevægelse, der for alvor bekæmper den
"zionistiske fjende." Det er noget, der giver
point.
Det er uklart, om nogen palæstinensiske terrorister
virkelig selv tror på, at de kan ødelægge
Israel, selvom det ikke kan afvises. Men det er ret
tydeligt, at kampen mod Israel også i høj
grad handler om "frihedskæmpernes" position
i det palæstinensiske samfund. Hvis der blev fred,
måtte mange af dem jo gå tilbage til deres
civile tilværelser. Og hvem vil ikke hellere hyldes
som en helt, end bare være mekaniker eller gadefejer?
Eller værre endnu: hvis der blev fred og demokrati
i Palæstina, så kunne lederne jo risikere
at miste deres magt gennem demokratiske valg.
Tilbage til toppen
Ønsker palæstinenserne demokrati?
Der er i mit sind ingen tvivl om, at alle mennesker
ønsker at have medbestemmelse i det samfund,
de lever i. Og det betyder demokrati. At det også
gælder arabere og andre muslimer bekræftes
af den store entusiasme man har set ved valgene i både
Irak, Afganistan, Libanon, det palæstinensiske
selvstyre og Egypten. Ja, selv iranerne er meget optagede
af at gå til valg, selvom de hverken er frie eller
fair. Når folk får mulighed for at tilkendegive
deres mening, så gør de det.
De eneste, der kan have interesse i at forhindre demokratiets
udbredelse, må nødvendigvis være
dem, der drager fordel af demokratiets fravær.
Og hvem er det i det palæstinensiske samfund?
Der er jo dem, der i forvejen har magt. Hvis vi går
tilbage til tiden omkring Israels oprettelse, gjalt
det først og fremmest arabiske herskere og lokale
ledere. Det er efter min mening ikke tilfældigt,
at datidens mest magtfulde mand i det arabiske Palæstina,
muftien
i Jerusalem, var den mest indædte modstander
af jødernes indflydelse i regionen. For jøderne
medbragte jo netop det, der i allerhøjeste grad
truede muftiens magt, nemlig modernitet og demokrati.
I dag gælder det først og fremmest selvstyrets
ledelse, og alle dem der profiterer af det, altså
dem der modtager bestikkelse og særlige privilegier
mod til gengæld at være loyale overfor selvstyret.
Det var sådan Arafats dikatur fungerede, og selvom
Mahmoud Abbas har reformeret selvstyret i et vist omfang,
er de grundlæggende principper uforandrede. Det
kommer til at tage tid, samt en god portion pres
fra de vestlige økonomiske donorer, for
at ændre sådan et system.
Situationen er naturligvis kompliceret af, at Hamas
siden sin voldelige overtagelse af Gaza i 2007 har oprettet
sit eget islamistiske diktatur her. Der er næppe
tvivl om, at der er en afgrundsdyb modsætning
mellem Hamas-ledelsen og den almindelige befolkning
i Gaza, når det kommer til ønsket om demokrati.
For at holde på magten er både Hamas og
selvstyret på Vestbredden nødt til at undertrykke
almindelige palæstinenseres rettigheder, ligesom
det er absolut nødvendigt at fortsætte
den
systematiske hjernevask af befolkningen til
at opfatte Israel som deres primære fjende. Det
sker bl.a. gennem de palæstinensiske medier, der,
som i alle andre diktaturer, er kontrolleret af ledelsen.
Folk har en tendens til at tro på hvad de ser
i tv og læser i avisen - det gælder jo også
herhjemme.
Spørger man palæstinenserne privat, er
der mange, der er kritiske overfor både Fatah
og Hamas. Men under begge regimer er der, i fraværet
af ytringsfrihed, en
decideret risiko ved at udtale sig offentligt
imod ledelsen. Der er ingen tvivl om, at mange palæstinensere
er blevet fængslet, tortureret og henrettet for
at sige deres mening.
Hvis Palæstina skal have en chance for at udvikle
sig til en fredelig og velstående nation, er det
nødvendigt at indføre ægte demokrati.
Og det betyder ikke bare afstemninger, men også
total ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retssikkerhed,
gennemsigtighed i administrationen, ét enkelt
magtmonopol (alt politi og militær under demokratiets
kontrol) og en tre-deling af magten (adskillelse mellem
den lovgivende, dømmende og udøvende magt
som i ethvert rigtigt demokrati). Alt dette er fortsat
fraværende i det palæstinensiske samfund.
Tilbage
til toppen
Diskrimineres arabere/palæstinensere
i Israel?
Israel er et demokrati, der på langt de fleste
områder ligner vores eget. Faktisk blev det israelske
samfund i sin tid etableret med de skandinaviske demokratier
som inspiration. Det politiske system ligner derfor
vores, med et repræsentativt demokrati med mange
partier, der indgår i koalitionsregeringer. I
Israel har alle således både fuld ytringsfrihed,
stemmeret, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, retssikkerhed,
ligestilling mellem kønnene osv. Disse rettigheder
gælder selvfølgelig også det arabiske
mindretal, og der er også arabiske partier repræsenteret
i det israelske parlament, Knesset.
Det betyder desværre ikke, at arabere ikke i nogle
tilfælde diskrimineres, men det gør de
jo også her i Danmark. Det er et problem, som
selvfølgelig i Israel forstærkes af konflikten
med araberne. Men det er samtidig et problem, som livligt
diskuteres i israelske medier. Det er dog vigtigt at
forstå, at Israel suverænt er det land i
Mellemøsten, der tilbyder sine arabiske borgere
flest frihedsrettigheder - det eneste land i regionen,
hvor arabere nyder alle de rettigheder, som er nævnt
i svaret ovenfor.
Så det er fint at kritisere Israel for dets behandling
af sine arabere, så længe man holder sig
til sandheden og har styr på proportionerne. Hvis
der skal være rimelighed i tingene, bør
man samtidig være klar over, hvordan det står
til med menneskerettighederne i nabolandene, herunder
det palæstinensiske selvstyre. I en mellemøstlig
kontekst vil det være rimeligt samtidig at rette
en betydeligt stærkere kritik mod de arabiske
regimer, hvor der finder virkelig undertrykkelse sted
- hvor man kan blive fængslet eller dræbt
for bare at sige sin mening. Ellers støtter man
det fejlagtige billede, at det demokratiske Israel er
en værre "slyngelstat" end de omgivende
diktaturer. Intet kunne være mere forkert.
Tilbage
til toppen
Hvorfra kommer begreberne 'Palæstina'
og 'palæstinensere'?
Der går nogle gange lidt kludder i begreberne,
når der tales om Palæstina og palæstinensere.
Men det behøver ikke være spor vanskeligt
at bruge termerne rigtigt, bare man forstår hvad
de dækker.
Lidt historie: Fra ca. år 1000 (f.v.t.) til år
135 hed området omkring Jerusalem Judæa
(eller Judah). I 135 omdøbte
romerne det til Palaestina (formodentlig efter
filistrene, et græsk folk, der tidligere havde
huseret på Judæas kyst). Formålet
var at eliminere områdets jødiske identitet.
Senere blev det erobret af mange forskellige imperier,
herunder det
arabiske, og endte fra 1517 - 1917 under tyrkisk
kontrol. I denne tid var området simpelthen en
del af det osmanniske
riges syriske provins.
I Vesten brugtes stadig den romerske term, på
dansk Palæstina. Efter englænderne
under 1. verdenskrig overtog kontrollen, blev
det osmanniske rige opdelt mellem stormagterne, og England
blev af Folkeforbundet (forløberen til FN) tildelt
ansvaret for det område, der i dag udgør
Jordan, Israel, Vestbredden og Gaza. Det var det "mandatområde,"
der blev kaldt Palestine (Palæstina på dansk).
Der har altså aldrig eksisteret en selvstændig
stat eller nation, der hedder Palæstina, og når
man bruger termen korrekt i dag, refererer man til det
engelske mandatområde. I 1922 blev de tre fjerdedele
af Palæstina, der lå øst for Jordanfloden,
dog udskilt og blev til Transjordanien,
i dag kongeriget Jordan. Derfor bruges termen Palæstina
i dag ofte om den tilbageværende del af mandatet,
nemlig området der lå vest for Jordanfloden,
altså Israel, Vestbredden og Gaza i perioden 1922
- 1948.
I 1948 oprettedes staten Israel, hvorefter mandatet
Palæstina ophørte med at eksistere. Den
ene del hed nu Israel, mens den resterende del skulle
have været en
arabisk stat, som araberne kunne have kaldt
Palæstina, hvis de ønskede. Men som vi
ved, valgte den arabiske verden at undlade at oprette
det arabiske Palæstina, og de områder, der
ikke blev til Israel, erobredes
ganske enkelt af Jordan og Egypten (Jordan annekterede
endda Vestbredden), og der blev aldrig nogen stat med
navnet Palæstina.
Men hvem er så palæstinenserne? Palæstina
var jo navnet på det britiske mandatområde,
så de, der boede der, blev naturligt nok kaldt
palæstinensere. Der var altså både
palæstinensiske jøder og palæstinensiske
arabere, og i mandatårene brugtes begrebet om
alle områdets indbyggere. Eksempelvis hed en jødisk
avis, som blev trykt i Jerusalem (1932-1950) 'The
Palestine Post' (i dag The
Jerusalem Post).
Men efter krigen
i 1948-49 fandtes der ingen jøder udenfor
Israel (Vestbredden og Gaza var blevet etnisk renset
for jøder), og jøderne (og araberne) i
Israel var jo nu blevet til israelere. Så de eneste
palæstinensere, der var tilbage, var de arabiske
palæstinensere. Det er altså først
efter Israels oprettelse, at begrebet "palæstinensere"
blev synonym med den gruppe, som vi i dag betegner som
palæstinenserne, altså de arabiske
palæstinensere.
Man kan sige, at palæstinenserne først
blev til et selvstændigt folk, da det af politiske
grunde blev interessant for den arabiske verden at associere
et sådant folk med det land, der nu var blevet
til Israel - at begrebet "palæstinensere"
simpelthen er skabt med det formål at bekæmpe
Israel.
Men som årene er gået må man erkende,
at der virkelig er blevet skabt en særlig palæstinensisk
identitet, hvorfor det efter min mening er rimeligt
at bruge termen "palæstinensere" om
de palæstinensiske arabere. Der er dog jøder
i Israel, som stadig insisterer på blot at kalde
dem "arabere," netop af den modsatte årsag:
for at svække associationen til mandatområdet
Palæstina, som de mener i sin helhed fremover
bør høre under Israel.
Det mener jeg ikke, og det mener heller ikke størstedelen
af den israelske befolkning, der bruger begrebet, ligesom
vi andre gør det. Men selvom vi er mange, der
ønsker, at palæstinenserne snarest muligt
får en stat i Gaza og på Vestbredden, der
givetvis kommer til at hedde Palæstina, er det
stadig forkert at bruge ordet Palæstina, som om
den stat allerede eksisterer.
Ikke desto mindre er det blevet meget populært
her i Vesten at bruge termen Palæstina som et
politisk "statement," der skal udtrykke sympati
for palæstinensernes sag. Ligesom da dagbladet
Politiken under krigen i Jugoslavien kaldte Kosovo for
Kosova, i et forsøg på at udtrykke
sympati for Kosovo-albanernes sag. Sympati med palæstinenserne
er efter min mening en fin ting, men derfor er det stadig
ikke korrekt at bruge ordet Palæstina om et land,
der ikke eksisterer (endnu).
Der findes andre politisk ladede termer for det område,
der måske (formodentlig med mindre justeringer)
en gang bliver til en palæstinensisk stat, så
som: "Judæa, Samaria og Gaza" (brugt
af folk der ønsker at beholde dem under israelsk
kontrol), og "de besatte områder" (brugt
af de fleste i Vesten, inkluderer også Golan-højderne,
og indikerer at Israel skal trække sig tilbage).
De mindst ladede, og samtidig korrekte termer er "Vestbredden
og Gaza", "territorierne", "de palæstinensiske
selvstyreområder" eller blot "selvstyreområderne."
De arabiske beboere hedder hverken vestbredgensere eller
gazanere, men blot palæstinensere.
Tilbage til toppen
Hvordan ser fremtiden ud for Israel/Palæstina?
Fremtiden er naturligvis uvis. Mit store håb
er, at palæstinenserne opgiver deres drøm
om et Palæstina, der omfatter hele det nuværende
Israel, og i stedet accepterer at indgå et kompromis,
ligesom et massivt flertal af israelerne for længst
har opgivet drømmen om et "Stor-Israel,"
der omfatter hele området. Når israelerne
for alvor kan tro på palæstinensernes vilje
til et kompromis, vil de også vælge politiske
ledere, som er klar til at indgå en endelig fred.
Og alle ved i store træk, hvordan sådan
en fred vil se ud: Staten Palæstina oprettes i
Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem
som dens hovedstad. Alternativt kan byen fungere som
hovedstad for begge lande samtidig. Den endelige grænse
vil blive justeret i forhold til den såkaldte
"grønne linje", der i realiteten bare
er våbenhvilelinjen fra krigen
i 1948-49, sådan at de største
blokke af israelske bosættelser på Vestbredden
indlemmes i Israel. Palæstina vil sandsynligvis
blive kompenseret herfor med land fra selve Israel.
Efterkommerne af de arabiske flygtninge fra krigene
i 1948
og 1967
vil kunne vende tilbage til den nye palæstinensiske
stat - og ikke til Israel, som palæstinenserne
ellers kræver. Begge parter accepterer, at konflikten
er slut, og at de ikke har flere krav overfor hinanden.
Derefter er der næsten ingen grænse for,
hvor meget positivt de to lande vil kunne få ud
af hinanden. Særligt palæstinenserne vil
kunne nyde et markant løft i levestandard gennem
samarbejde med det højt udviklede Israel.
Men fremtiden er som nævnt uvis. Som vi ser i
øjeblikket i resten af den arabiske verden, kan
det hele gå i en modsat retning med islamistisk
fundamentalisme, had og vold. Jeg tror dog ikke, det
vil gå sådan for palæstinenserne,
der i givet fald vil blive de store tabere endnu en
gang. Jeg tror faktisk stadig på en fredelig løsning,
men det er måske bare fordi, jeg er en ukuelig
optimist!
Tilbage til toppen
Dan Harder, Israel-Online.dk - Opdateret 23. september
2023.
|
Untitled Document
|
