Historie - forside Israels historie - en kronologisk gennemgang Araberne: En palæsti-nensisk stat, nej tak! Seksdageskrigen - 40 år efter Søg mere viden om Israels historie...

Israel-Online historie:
Araberne: En palæstinensisk stat, nej tak!

Af Dan Harder

I det meste af et århundrede har det internationale samfund forsøgt at tildele de palæstinensiske arabere selvstændighed i form af deres egen stat i Palæstina. Men den arabiske verden har systematisk afvist ethvert forslag, der samtidig tillader Israels fortsatte eksistens som jødisk nation.

Her følger en gennemgang af de mange afviste forslag og forspildte chancer. Før vi går videre, er det dog vigtigt at bemærke, at der faktisk allerede findes én selvstændig palæstinensisk, arabisk stat, nemlig Kongeriget Jordan.

1922 - Palæstinamandatet og Jordans oprettelse

Den 24. juli 1922 overdrog forløberen for FN, Folkeforbundet (The League of Nations), kontrollen med området kaldet Palæstina, altså det nuværende Jordan og Israel inkl. Gaza og Vestbredden, til England. I samme erklæring bemyndigedes England til at "sikre etableringen af et jødisk hjemland" i området.

Det var altså ikke fastlagt hvor stor en del af mandatområdet, som ved samme lejlighed fik navnet Palæstina, der skulle udgøre det "jødiske hjemland".

	Palæstina efter udskillelsen af Trans- jordanien, senere omdøbt til Jordan.

Blot to måneder efter,
i september 1922, besluttede England og Folkeforbundet i fællesskab at hele Østpalæstina (landet øst for Jordan-floden, der udgjorde tre fjerdedele af Palæstina) skulle ekskluderes fra det område, hvor det jødiske hjemland kunne etableres.

De østlige tre fjerdedele af Palæstina blev således selvstændigt, og fik i første omgang navnet Trans-jordanien - "landet på den anden side af Jordan-floden". Langt størstedelen af befolkningen bestod af palæstinensiske arabere, altså arabere der hverken etnisk eller på anden vis adskilte sig fra dem, der levede vest for Jordanfloden.

Men selvom Transjordanien - senere omdøbt til Jordan - altså er en arabisk, palæstinensisk stat, har palæstineneserne aldrig opnået reel selvbestemmelse. England indsatte nemlig prins Abdullah, søn af den hashemitiske emir Hussein af Mekka, som leder af den nye stat. Dette skete som tak for emirens støtte til den engelske invasion af det tyrkiske (osmanniske) imperium, der i de foregående 400 år havde haft kontrollen med området.

Abdullah valgte herefter at ændre Jordan til et "kongedømme", og den nuværende Kong Abdullah II er den første Abdullahs oldebarn.

1937 - Peel-kommissionens delingsplan

Op igennem 20'erne og 30'erne forsøgte englænderne gentagne gange at mægle mellem jøder og arabere i mandatområdet, men uden held. Politisk motiverede arabiske overfald på civile jøder i Palæstina havde forekommet allerede siden starten af 1920'erne, men i 1936 blev jødiske landsbyer og kibbutzer ofre for den hidtil volsomste bølge af angreb og massakrer på civile.

I 1937 sendte den engelske regering en kommission ledet af Lord Robert Peel til området for at undersøge mulighederne for en løsning af konflikten. I juli samme år fremlagde kommissionen sin konklusion, der gik ud på at den fjerdedel, der var blevet tilbage af Palæstina-mandatområdet efter udskillelsen af Jordan, igen skulle deles i en jødisk og en arabisk stat.

	Peel-kommissionens delingsplan.

Ifølge Peel-kommissionens plan skulle den nord-vestlige fjerdedel af "Vestpalæstina" udgøre den jødiske stat, mens den resterende, langt større del skulle være arabisk. Et bælte fra Jerusalem til havnebyen Jafffa skulle være international zone (se billedet). Planen indebar en "ombytning" af befolknings-grupper for at gøre de kommende stater så etnisk homogene som muligt.

Regeringen i London accepterede Peel-kommissionens plan, som blev godkendt af det britiske parlament. Blandt jøderne i Palæstina var der delte meninger om planen, der ikke gav dem meget af deres historiske hjemland, men stemningen pegede dog i retning af en tøvende accept.

De palæstinensiske arabere samt resten af den arabiske verden afviste derimod blankt planen, hvilket resulterede i at den blev skrinlagt.

Set med nutidens øjne må man sige, at de vestpalæstinensiske arabere - i dag almindeligvis kaldet palæstinenserne - forspildte en historisk chance for at få en selvstændig, palæstinensisk stat. Det skulle vise sig ikke at blive sidste gang.

1947 - FNs delingsplan og oprettelsen af Israel

Under Anden Verdenskrig mobiliseredes mange palæstinensiske jøder som soldater på den allierede side, bl.a. i den engelske "Jewish Brigade". De palæstinensiske araberes ledere, derimod, støttede nazisterne. Den øverste islamiske myndighed i Palæstina, muftien i Jerusalem Haj Amin al-Husseini, var særlig aktiv, og rejste flere gange til Berlin for at overtale nazisterne til at udvide deres anti-jødiske program til også at omfatte jøderne i Palæstina.

	Mufti Haj Amin al-Husseini mødes med Hitler, 1941.

Til trods for den jødiske støtte til sejren over Nazityskland, og det enorme flygtningepres i kølvandet på nazisternes Holocaust, fortsatte England, i et forsøg på at holde sig på god fod med de palæstinensiske arabere, med at håndhæve strenge kvoter for hvormange jøder, der kunne indvandre til Palæstina.

En del jødiske flygtninge trodsede den britiske blokade og lod sig smugle ind i Palæstina, men mange andre omkom ved bådulykker eller strandede på Kypern i dertil indrettede flygtningelejre.

Englænderne forsøgte forgæves at udarbejde en løsning acceptabel for både arabere og jøder, men da araberne på forhånd gjorde det klart, at et kompromis var udelukket, opgav englænderne mæglerrollen, og overlod i februar 1947 problemet til FN, der netop var blevet etableret efter afslutningen på Anden Verdenskrig.

FN sendte en kommision bestående af repræsentanter fra 11 lande (UNSCOP) til Palæstina for at udarbejde et forslag til en løsning. Resultatet blev opdelingen af den resterende del af Palæstina (efter udskillelsen af den østlige del til Jordan i 1922) i en jødisk og endnu en arabisk stat med Jerusalem som international zone kontrolleret af FN.

Delingsplanen ifølge FN-resolution 181.

FNs generalforsamling vedtog den 29. november 1947 resolution 181, der beskriver planen i detaljer. Resolutionen blev vedtaget med 33 stemmer for, 13 imod og 10 undlod at stemme, heriblandt Storbritanien. (FNs sikkerhedsråd vedtog senere sin første resolution vedrørende Palæstina, resolution 42, der bekræfter generalforsamlingens resolution 181).

Jøderne i Palæstina var utilfredse med den del af landet de var blevet tildelt (størstedelen var ørken), ligesom de beklagede adskillelsen af Jerusalem, der allerede på det tidspunkt var overvejende jødisk, fra den foreslåede jødiske stat. Ikke desto mindre accepterede de kompromiset.

De palæstinensiske arabere, derimod, afviste planen på linie med resten af den arabiske verden. Det var anden gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

1949-67 - Arabisk besættelse af Gaza og Vestbredden

I 1949 afsluttedes Israels uafhængighedskrig ved en våbenhvile med alle omkringliggende arabiske stater. Der var ikke tale om en fredsaftale, for den arabiske verden accepterede ikke den jødiske stats eksistens. Det, der kom til at udgøre Israels internationalt anerkendte grænse, var altså våbenhvilelinien fra 1949.

	Våbenhvilelinierne fra 1949, der udgjorde Israels internationalt anerkendte grænse mellem 1949 og 1967.

I perioden fra 1949 til 1967 (hvor Israel måtte forsvare sin eksistens i endnu en krig) var både Gaza og Vestbredden under arabisk kontrol, henholdsvis egyptisk og jordansk.

Men det betød ikke, at der af den grund var tale om at oprette en palæstinensisk stat. Der var heller ikke noget der hed "palæstinensere", som skulle referere til et særligt, arabisk folkeslag med hjemme i det tidligere britiske mandatområde.

Ingen af de arabiske stater så meget som overvejede at lade endnu en palæstinensisk, arabisk stat oprette, udover den, som allerede fandtes, altså Jordan. Og de tidligere palæstinensiske arabere, der boede i Gaza og på Vestbredden, gjorde heller ikke krav på en sådan stat.

Det overordnede, arabiske mål var ikke at oprette en "palæstinensisk" stat, men derimod at udslette den nye jødiske stat. Det arabiske krav om oprettelsen af en palæstinensisk, arabisk stat blev først fremsat, efter at araberne i 1967 - efter endnu et forsøg på at udslette Israel - havde tabt den resterende del af Vestpalæstina til israelerne.

Kravet om en såkaldt palæstinensisk stat er altså af nyere dato. Og nogle vil endda mene, at det primære mål med sådan en stat også den dag i dag er at fortsætte kampen mod Israel. En ting er i hvert fald sikkert: Havde den arabiske verden dengang ønsket en stat omfattende Gaza og Vestbredden, kunne de bare have oprettet den. Men de undlod, og efter krigen i 1967 var chancen forspildt. Det var tredje gang.

1967 - FN-resolution 242

I juni 1967 måtte Israel igen forvare sig i en krig mod sine naboer. Resultatet blev en overvældende israelsk sejr, hvor Israel på seks dage erobrede Sinai-halvøren og Gaza fra Egypten, Golan-højderne fra Syrien og Vestbredden fra Jordan.

Kort efter "Seksdages-krigen" vedtog FNs sikkerhedsråd den meget betydningsfulde resolution 242. Resolutionens vigtigste element er delt i to lige væsentlige punkter.

Det første drejer sig om tilbagetrækning af israelske styrker fra de nyligt besatte områder. Kravet er formuleret så sindrigt, at referencen til de styrker, der skal trækkes tilbage, ikke nødvendigvis omfatter samtlige israelske styrker.

	Israel og de nyligt besatte områder efter Seksdageskrigen i 1967: Sinai-ørkenen, Golan-højderne, Gaza og Vestbredden.

Dette er gjort med det formål at tillade eventuelle ændringer af de tidligere grænser, der egentlig bare var våbenhvilelinierne fra 1949, og derfor ikke nødvendigvis var mest hensigtsmæssige som permanente grænser.

I den anden del kræves, at alle implicerede stater skal anerkende hinandens ret til at eksistere i fred og sikkerhed. Herudover opfordrer sikkerhedsrådet i resolutionen parterne til at finde en løsning gennem forhandling.

Altså med andre ord: Israel skal trække sig tilbage fra en ikke nærmere defineret del af de besatte områder, imod til gengæld at opnå anerkendelse og sikkerhedsgarantier fra sine arabiske naboer. Dette princip skulle senere blive kendt under sloganet "land for fred", og kom til at udgøre hele grundlaget for fredsprocessen med først Egypten, senere Jordan og palæstinenserne (mere herom i næste afsnit).

Den israelske ambassadør ved FN deltog aktivt i udarbejdelsen af resolution 242, og Israel accepterede kort efter dens retningslinier.

Den samlede arabiske verden, derimod, afviste pure resolutionens indhold, hvilket blev understreget, da Den Arabiske Liga i august 1967 vedtog "de tre nej'er": Nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel og nej til forhandlinger med Israel.

Hermed afskrev araberne sig indtil videre muligheden af at få Gaza og Vestbredden tilbage. Den arabiske position umuliggjorde naturligvis samtidig oprettelsen af en stat for de arabiske palæstinensere, hvilket dog (som beskrevet i forrige afsnit) på daværende tidspunkt endnu ikke var på den arabiske agenda.

1993-2000 - Oslo-processen og Camp David

I starten af 1990'erne indledte Israel hemmelige forhandlinger med repræsentanter for PLO (Palestinian Liberation Organization). Organisationen var blevet grundlagt i 1964 med det formål at "befri" den del af Palæstina, der havde været Israel siden uafhængighedskrigen i 1948-49. Gaza og Vestbredden, der på daværende tidspunkt var besat af henholdsvis Egypten og Jordan var ikke mål for PLOs befrielsesplaner.

Forhandlingerne mellem Israel og PLO ledte i 1993
til en aftale eller principerklæring (Declaration of Principles), der udstak de generelle retningslinier for en femårig overgangs-periode med palæstinensisk selvstyre i visse dele af Gaza og Vestbredden. Processen skulle efter overgangsperioden ende med en permanent løsning forhandlet mellem parterne.

	Rabin, Clinton og Arafat,1993.

Helt afgørende for aftalens indgåelse var Israels anerkendelse af PLO som den legitime repræsentant for det palæstinensiske folk og PLOs anerkendelse af Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed.

PLO påtog sig desuden fremover at afstå fra brugen af terrorisme og anden form for vold, og lovede at søge sine politiske mål alene gennem forhandling.

Trods adskillige bump på vejen, nåede håbet om fred mellem parterne op gennem halvfemserne hidtil usete højder, og ved udgangen af overgangsperioden afholdtes (lettere forsinket) i sommeren 2000 en fredskonference på den amerikanske præsident Bill Clintons feriested Camp David.

Barak, Clinton og Arafat ved Camp David, juli 2000.

Men efter intense forhandlinger for lukkede døre, afviste den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, til sidst et israelsk-amerikansk forslag, der ville have skabt en palæstinensisk stat omfattende hele Gaza og størstedelen af Vestbredden.

Herefter valgte Arafat at forlade forhandlingerne uden at præsentere et alternativt forslag. I september samme år begyndte den palæstinensiske "Anden Intifada" (opstand), hvilket effektivt satte en stopper for fredsprocessen.

Endnu en chance for at opnå selvbestemmelse i form af en palæstinensisk, arabisk stat var forpasset. Og grunden var denne gang nøjagtig den samme som alle de foregående gange: At oprettelsen af staten Palæstina som nationalt hjem for det palæstinensiske folk blev koblet sammen med arabisk accept af Israels fortsatte eksistens som nationalt hjem for det jødiske folk.

Tilbage