Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document



 

 

Media Watch

Anti-israelske karikaturtegninger i danske medier

Karikaturtegninger med anti-israelske eller antisemitiske budskaber er langt mindre udbredt her i vesten, end i den arabiske verden (se arabiske karikaturtegninger her). Men det hænder dog, at danske medier bringer tegninger, der lægger sig meget tæt op ad den arabiske propaganda.

Herunder er et par eksempler. Som det ses, er sammenligningen af Israel med Nazityskland et tilbagevendende tema. Det er næppe en tilfældighed, at de fleste af tegningerne nedenfor er fra Dagbladet Politiken.


Af Jens Julius, Midtjyllands Avis, 3. juni 2025.
Satiretegningen sidestiller to pigtrådshegn, det ene fra nazisternes udryddelseslejr i Auschwitz og det andet fra Israels grænse til Gaza. Budskabet er helt åbenlyst, at det, Israel i dag gør imod palæstinenserne i Gaza, kan sidestilles med nazisternes systematiske folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig.

Sammenligningen er ikke bare perfid, den er direkte antisemitisk. Og den er samtidig en form for holocaust-benægtelse. Hvor nazisterne satte hegn op omkring Auschwitz for at spærre jøder inde og udrydde dem, har Israels grænsehegn aldrig haft andet formål end at beskytte israelske civile imod netop den slags angreb, som Hamas foretog 7. oktober 2023.

Det at "drage sammenligninger mellem den aktuelle israelske politik og nazisternes politik" indgår faktisk eksplicit som et eksempel på moderne antisemitisme i den "arbejdsdefinition" af antisemitisme, som EU og hermed også Danmark, har tilsluttet sig.

Læs mere her:
Klumme - Antisemitisk tegning i Midtjyllands Avis, 10. juni 2025.

 

Af Per Marquard Otzen, Politiken, 12. december 2017.
Illustrationen bærer titlen "Den stegte due kom flyvende" og er en kommentar til den amerikanske præsident, Donald Trumps, anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. Intentionen er sandsynligvis at spille på metaforen med, at man venter på at de stegte duer flyver ind i munden på én, således forstået, at Israel intet har ydet til fredsprocessen (derfor fredsduen), hvorefter Trump med sin beslutning har serveret Jerusalem gratis for Israel.

Den idé er vel egentlig legitim nok som politisk kommentar, særligt hvis det havde været Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der spise duen. Men det er det ikke. Netanyahu har hverken krum næse eller kalot. Det er en klassisk karikatur af en jøde. Tegneren benytter sig (bevidst eller ubevidst), med billedet af den fede, glubske jøde, der spiser freden, af en klassisk antisemitisk symbolik, der trækker paralleller til den nazistiske prodaganda: Den velnærede jøde skaber krig og konflikt og profitterer på andres lidelse.

Læs mere om Per Marquard Otzens tegning her.

 

Af Anne Marie Steen Petersen, Politiken, 4. juni 2017.
Tegningen viser nogle fede, tilfredse jøder, der vender ryggen til nogle stakkels palæstinensere bag et pigtrådshegn. Symbolikken er tydelig. Hvornår har man ellers i jødernes historie set mennesker indespærret bag pigtråd? Under Holocaust, selvfølgelig. Budskabet er velkendt: jøderne behandler i dag palæstinenserne som de selv blev behandlet af nazisterne.

"At drage sammenligninger mellem nutidens israelske politik med nazistisk politik" indgår i både EU's og USAs officielle definition af antisemitisme.

 

Af Per Marquard Otzen, Politiken, 14. januar 2009.
Tegningen er en efterligning af et berømt foto fra 1943 fra den jødiske ghetto i Warszawa. De to israelske soldater står på præcis samme måde, som de tyske soldater på det originale foto, mens palæstinensiske kvinder og børn gennes afsted, ligesom jøderne på fotoet fra 1943 ledes mod de
nazistiske udryddelseslejre.

Sidestillingen af Israel med Nazi-tyskland er et velkendt
element i anti-israelsk propaganda, og indgår i både USAs officielle definition og EU's definition af antisemitisme.

 

Af Mette Dreyer, Politiken 23. november 2002 - "Skrig bare, der er alligevel ingen der hører dig", siger Ariel Sharon, mens han kvaser en palæstinenser med foden. Det er lidt uklart om det er en kippa (jødisk kalot), Sharon har på hovedet, eller bare en sort skygge. Sharon er ellers ikke religiøs.

Tegningen støtter den udbredte myte at det israelske militær med overlæg dræber palæstinensiske børn. Se lignende budskaber i arabiske karikaturtegninger.

 

Fra Nils Vest Films hjemmeside, af "Siné" - Tegningen sidestiller jødiske handlinger overfor araberne med nazisternes forbrydelser mod jøder under Anden Verdenskrig.

Temaet er velkendt i den arabiske anti-israelske og antisemitiske propaganda. Se eksempelvis her.

 

Jyllands-Posten, illustration af Kurt Westergaard (til artiklen "Myten der blegnede" af Gerhardt Eriksen) 8. december 2004.

Palæstinenser "korsfæstet" på den jødiske davidstjerne, en tydelig reference til den klassiske antisemitismes budskab om jødernes kollektive skyld i henrettelsen af Jesus Kristus. Nu har jøderne ikke bare korsfæstet Jesus, men også palæstinenserne.

Se en lignende tegning fra den arabiske presse.

 

Fra Nils Vest Films hjemmeside, af Jannik Hastrup, 2002 - Jøden (med stor næse) giver palæstinenserne skylden for at davidstjernen bliver til et hagekors, hvorefter jøden råber om palæstinenserne at "de skal dræbes allesammen".

Tegneserien støtter den myte, at Israel med overlæg dræber palæstinensiske civile, og endda søger at udrydde det palæstinensiske folk.

Beskyldningen mod jøderne (der under Anden Verdenskrig var offer for verdenshistoriens mest omfattende folkemord) om at begå folkemord på palæstinenserne er udbredt både i arabiske lande og i Israel-fjendtlige kredse herhjemme.

Sidestilling af davidstjernen og hagekorset er en hjørnesten i det billedsprog, der bruges ved dæmoniseringen af jøder og delegitimiseringen af Israel.

Mens temaet er velkendt her i vesten, er det nærmest hverdagskost i arabiske medier. Se eksempelvis denne tegning fra den saudi-arabiske avis, Al-Yawm (30. november 2005), hvor davidstjernen indgår i Nazi-tysklands flag.



Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.