Israel-Online, 21. maj
2021
DR retfærdiggør Hamas'
krig imod Israel
Det
israelske missilforsvarssystem, Iron Dome, i aktion,
14. maj 2021.
Af Dan Harder
I en længere artikel
på dr.dk forsøger to DR-journalister,
Maya Nissen og Michael S. Lund (14. maj 2021) at give
fyldestgørende svar på otte spørgsmål
om den aktuelle krig imellem Hamas i Gaza og Israel.
Det går ikke så godt.
Hele artiklen er præget af en generelt
undskyldende og retfærdiggørende tilgang
til terrororganisationen Hamas' tæppebombning
af israelske beboelsesområder.
Den grundlæggende konflikt mellem
israelere og palæstinensere beskrives således:
"Bag den seneste eskalering
ligger den helt grundlæggende konflikt om den
israelske besættelse af Østjerusalem
og Vestbredden og blokaden af Gaza."
Det er jo godt nok den gængse fremstilling
i danske medier. Man kunne også - mere retvisende
- sige: Bag den seneste eskalering ligger den helt grundlæggende
konflikt om den manglende palæstinensiske accept
af den jødiske stats ret til at eksistere.
For realiteten er jo, at palæstinenserne
gentagne
gange er blevet tilbudt en stat. Men de bliver ved
med at sige nej - og så vidt muligt helt afvise
overhovedet at forhandle - så længe oprettelsen
af en palæstinensisk stat ledsages af et krav
om en afslutning på konflikten med den jødiske.
Der er også et systematisk problem
med kronologien i fremstillingen af Hamas' krig imod
Israel:
"Konflikten mellem Hamas og Israel har aldrig
ligget stille, og der er jævnligt israelske
bombeangreb i Gaza og raketter, som skydes afsted
fra Hamas og andre grupper mod Israel."
Her burde man nok mere retvisende, og i den rette
kronologiske orden, have skrevet: "... der er jævnligt
raketter, som skydes afsted fra Hamas og andre grupper
mod beboelsesområder i Israel, med israelske gengældesangreb
på militante i Gaza til følge."
Sandheden er jo, at hvis Hamas opgav sin krig og sine
angreb imod Israel, kunne der blive fred i morgen. Blokaden
imod Gaza har jo - trods ondsindede påstande om
et jødisk behov for at undertrykke palæstinenserne
- alene til formål at begrænse Hamas' evne
til at opruste militært og føre organisationens
terrorkrig imod den israelske civilbefolkning.
Men DR-journalisterne insisterer på, at Hamas'
kamp er legitim:
"Officielt kæmper Hamas mod Israel
for at få ophævet blokaden mod Gaza og
besættelsen og for at få en palæstinensisk
stat."
Det er bare ikke rigtigt. Hamas kæmper faktisk
helt officielt for at erstatte den jødiske stat
med et islamisk Palæstina. Det ønsker man
bare ikke, at læserne skal vide. Så også
i en indsat infoboks med titlen "Fakta om Hamas"
promoverer man fiktionen om Hamas' legitime frihedskamp:
"Bevægelsen ønsker besættelsen
ophævet og har på et tidspunkt antydet,
at de godt kunne støtte en to-statsløsning,
hvor israelerne og palæstinenserne deler området
og Jerusalem mellem sig."
Det lyder jo unægteligt rimeligt. Men det er
desværre mere fup end fakta. Det er ren pro-Hamas-propaganda,
som intet har med virkeligheden at gøre, målrettet
et internationalt publikum. Hamas kæmper - både
ifølge organisationens
charter og ifølge det lederes utallige udtalelser
- for et islamisk Palæstina "fra
Jordanfloden til Middelhavet." Det er ingen
hemmelighed.
Det er rigtigt, at der har været "antydning"
af opblødning, men den har aldrig materialiseret
sig i et politisk program, som accepterer Israels fortsatte
eksistens. Det er decideret misvisende at nævne
den ganske marginale og udelukkende taktiske antydning,
som aldrig blev til andet end netop en antydning, uden
også at nævne Hamas' egentlige mål,
nemlig ødelæggelsen af Israel. Det er et
(dog heldigvis næppe vellykket) forsøg
på at føre læserne bag lyset.
Endelig præsenteres Hamas' rivaler i det palæstinensiske
selvstyres dominerende parti, Fatah, i en faktaboks
som tilhængere af forhandling med henblik på
oprettelsen af en palæstinensisk stat:
"Fatah, som er ledet af præsident
Mahmoud Abbas, arbejder for en to-statsløsning
og har anerkendt Israel som forhandlingspartner i
eventuelle fredsforhandlinger.
Selvstyreregeringen var tænkt som en 'overgangsmyndighed'
inden en egentlig palæstinensisk stat."
Det er i princippet rigtigt. I hvert fald hvis man
tager organisationens officielle budskab på den
internationale scene for pålydende. Men billedet
ville blive mere fuldendt med tilføjelsen:
"Men da selvstyret blev tilbudt en sådan
stat under de Bill
Clinton-ledede forhandlinger i 2000, afviste de
den og indledte efterfølgende en fem
år lang terrorkampagne, som kostede over 1000
(hovedsagligt civile) israelere livet."
Danmarks Radio har som public service-organisation
pligt til at give et retvisende og balanceret billede
af virkeligheden i stedet for at fungere som propagandaorgan
for to palæstinensiske diktaturer, der begge bruger
terror som strategisk våben.
Opdatering 27. maj 2021:
Danmarks Radio har efter henvendelse fra Israel-Online
lavet en rettelse af faktaboksen om Hamas, således
at den meget misvisende tekst
"Bevægelsen ønsker besættelsen
ophævet og har på et tidspunkt antydet,
at de godt kunne støtte en to-statsløsning,
hvor israelerne og palæstinenserne deler området
og Jerusalem mellem sig."
nu er erstattet med:
"Bevægelsen ønsker den israelske
stat opløst og erstattet af en palæstinensisk
stat, men har samtidig antydet, at de kan acceptere
en form for to-stats-løsning."
Det er bedre. Man kan diskutere, om det er rimeligt
at medtage Hamas' taktiske flirten med accept af en
midlertidig tostatsløsning, når organisationens
endelige mål fortsat er - og hele tiden har været
- Israels ødelæggelse. Men nu er faktaboksen
da i det mindste ikke ren fiktion.
Læs mere om DR-journalist Maya Nissens artikler
på dr.dk her:
DR:
Jerusalem er ikke Israels hovedstad, 13. maj 2021
Og her:
DR's
udlægning af Sheikh Jarrah-striden er ensidig
og misvisende, 18. maj 2021
Tilbage
|