Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

Israel-Online, 19. maj 2021
DR: Hamas ønsker fred med Israel

Af Dan Harder

Øh, hvad?

Jo, du læste rigtigt.

Danmarks Radio har i indtil flere artikler (eksempelvis her og her - bemærk at artiklerne senere er blevet rettet - se opdatering nederst) på dr.dk valgt at bringe en "faktaboks" med følgende information:

"FAKTA OM HAMAS
Hamas er en militant og politisk palæstinensisk gruppering, der står på EU's og USA's terrorliste.

Hamas nægter at anerkende Israel og ønsker besættelsen ophævet.

Hamas kontrollerer Gaza udenom det palæstinensiske selvstyre.

Bevægelsen ønsker besættelsen ophævet og har på et tidspunkt antydet, at de godt kunne støtte en to-statsløsning, hvor israelerne og palæstinenserne deler området og Jerusalem mellem sig."


At Hamas "ønsker besættelsen ophævet" (som oven i købet nævnes hele to gange i faktaboksen) lyder jo rimeligt nok. På det punkt er Hamas helt på linje med nærværende skribent og de fleste andre mennesker på kloden.

Men er det nu alt, Hamas ønsker? Nej, selvfølgelig ikke. Hamas ønsker Israel tilintetgjort og erstattet af en islamisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet, som sloganet lyder (se video-interview med Hamas' øverste leder på MEMRI's hjemmeside her - Hamas' krav til "fred" ca. 3 minutter inde i klippet).



Ismail Haniyeh, lederen af Hamas' politbureau, beskrev i et video-interview med en qatarsk avis, den 26. juli 2020, sin organisations krav til en "fredsløsning." Et af kravene er, at Palæstina skal strække sig fra Jordanfloden til Middelhavet, dvs. inkludere hele det nuværende Israel.


Der har ganske vist floreret rygter om, at Hamas har overvejet at acceptere en stat omfattende Gaza og Vestbredden, omend man ikke var villig til at anerkende den jødiske stat (hvilket jo ligesom strider imod selve konceptet med en fredsløsning). Den omtalte eventuelle ændring af Hamas' charter, som indebærer Israels tilintetgørelse, har da heller ikke materialiseret sig.

Derfor er det også ganske pinligt, når DR nederst i faktaboksen påstår, at Hamas eventuelt kunne acceptere en tostatsløsning med et delt Jerusalem. Det er ikke tilfældet. Hamas accepterer ikke jødisk kontrol med nogen del af Det Hellige (islamiske) Land.

Det ville være mere rimeligt at skrive sandheden i faktaboksen, nemlig at Hamas er en dybt antisemitisk organisation, som kæmper for at slette den jødiske stat af landkortet.

Faktaboksen med misinformation findes på mindst to sider med artikler af DR-journalist Maya Nissen. Om hun er forfatter til teksten er uklart. Men i lyset af hendes gennemgående anti-israelske og lidet sandfærdige linje forekommer det ikke usandsynligt.


Opdatering, 24. maj 2021:

I et interview med britiske Sky News svarer en af Hamas' grundlæggere og øverste ledere, Mahmoud Zahar, på spørgsmålet, om Israel har ret til at eksistere. Hans svar er kort og godt: Nej. Israel er en bosættelse, siger han. "Vi er ejeren af dette område - arabiske område. Dette er velkendt som et islamisk område."

Hamas-lederens budskab harmonerer ikke så godt med DR's udlægning af sagen.

Om den krigsforbrydelse, det er, bevidst at sende raketter direkte imod civile områder i Israel, sagde Mahmoud Zahar: "Det nye element her er graden, hvormed modstandsbevægelsen [Hamas], særligt i Gaza, kan angribe de israelske mål og meget vigtige punkter, inklusive de mest tætbeboede områder... det civile samfund."

Israel-Online har klaget til DR og bedt om at få fejlene rettet.


Opdatering 27. maj 2021:

Danmarks Radio har efter henvendelse fra Israel-Online lavet en rettelse af faktaboksen om Hamas, således at den meget misvisende tekst

"Bevægelsen ønsker besættelsen ophævet og har på et tidspunkt antydet, at de godt kunne støtte en to-statsløsning, hvor israelerne og palæstinenserne deler området og Jerusalem mellem sig."

nu er erstattet med:

"Bevægelsen ønsker den israelske stat opløst og erstattet af en palæstinensisk stat, men har samtidig antydet, at de kan acceptere en form for to-stats-løsning."

Det er bedre. Man kan diskutere, om det er rimeligt at medtage Hamas' taktiske flirten med accept af en midlertidig tostatsløsning, når organisationens endelige mål fortsat er - og hele tiden har været - Israels ødelæggelse. Men nu er faktaboksen da i det mindste ikke ren fiktion.


Læs mere om Maya Nissens artikler på dr.dk her:

DR: Jerusalem er ikke Israels hovedstad, 13. maj 2021

Og her:

DR's udlægning af Sheikh Jarrah-striden er ensidig og misvisende, 18. maj 2021


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.