Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Israel-Online, 15. oktober 2023
Ukorrekte tabstal fra Gaza i TV2 News: alle dræbte var civile!

Af Dan Harder

I nyhederne på TV2 News, søndag d. 15. oktober 2023 mellem kl. 17 og 18 fortalte nyhedsoplæseren, at Israel havde dræbt "2.300 civile" i Gaza siden begyndelsen af den igangværende krig.

Den oplysning var både faktuelt forkert og uden hverken kildeangivelse eller kildekritik.

Det er sandsynligt, at tallet 2.300 dræbte på det givne tidspunkt var det senest udmeldte fra Gaza. Men det er stensikkert, at ikke alle dræbte var civile. Så dårligt rammer den israelske hær dog trods alt ikke.

Derudover blev der hverken oplyst om tallets afsender, eller taget nogen forbehold for dets rigtighed.

Men vi ved selvfølgelig godt, at tallet kom fra Gazas "sundhedsministerium." Muligvis gennem et FN-kontor. Men ingen af de oplysninger ville være tilstrækkelig varedeklaration.

Det er helt afgørende, at seerne får at vide, at tallene kommer fra en institution, som er under terrororganisationen Hamas' fulde kontrol. Den slags skal altid oplyses - særligt i krig.

Det er også vigtigt at forstå, at tabstallene fra Gaza er Hamas' allervigtigste propaganda-værktøj. Hamas vil altid søge at underspille egne militære tab og overdrive de civile tab, naturligvis med det formål at vende verdensopinionen imod Israel. Det er krigspropaganda, og det virker.

I tidligere konflikter med Israel har Hamas historisk altid manipuleret med tabstallene. Måske ikke så meget det overordnede antal, men i hvert fald sammensætningen.

Når kampene er ovre og tallene gjort op, har det historisk vist sig, at fordelingen mellem civile og kombattanter er omkring 1:1 (med nogle udsving alt efter typen af kamp). Det er selvfølgelig dybt tragisk med civile tab, men det er desværre en helt normal fordeling i krig, ikke mindst i bykrig. Og i endnu højere grad hvis man, som Hamas, bruger egne civile som menneskelige skjolde. Så det er på ingen måde et bevis for de beskyldninger om krigsforbrydelser, som ved hver runde kampe hagler ned over Israel.

Under alle omstændigheder ved vi, at tallene efter grundig optælling altid lander langt fra Hamas' udmeldinger.

Jeg lavede en gennemgang af tallene under og efter Gaza-krigen i 2014, som kan læses her. Hvis man ikke tror på min analyse, kan man kigge på BBC's ditto, som desværre kom længe efter, medierne havde fældet deres dom over Israel.

Selv hvis man kun har Hamas' meget usikre tal, kan man også med lidt simpel analyse fastslå, at der må være mange Hamas-militante imellem de dræbte. Hvis man trækker de oplyste antal for børn og kvinder fra det samlede tal, og derefter også fratrækker et antal formodede mandlige civile (svarende til antallet af kvinder), så får man et tal tilovers, som er "ekstra mænd." Hvorfor er der altid en overrepræsentation af mænd? Det er naturligvis fordi, de "ekstra mænd" er militante.

Så med lidt kildekritik og simpel analyse kan man fastslå, at langtfra alle tab i Gaza er civile - selv hvis man lægger Hamas' tal til grund. Hvilket man selvfølgelig kun kan, hvis man har varedeklareret dem tydeligt.

Det skal retfærdigvis siges, at Israel (desværre) sjældent selv udmelder estimater over tabstal under selve kampene. Det gør de først senere, når de dræbte Hamas-militante er talt op og eventuelt identificeret. Men da er det for sent, og propagandaen har haft sin virkning.

Men TV2 har alligevel pligt til ikke at gå de islamistiske terroristers (eller nogen anden parts) ærinde. Derfor er det helt afgørende, at journalisterne lever op til det allermest basale journalistiske princip om kildekritik.

Så når Hamas' tabstal formidles, skal det næves, at kilden er Hamas. Og det skal nævnes, at man ikke har haft mulighed for at verificere oplysningerne fra uafhængig side. Ellers ender man i en situation, hvor seerne og læserne tror, at det, man hører, er fakta.

Jeg har bedt TV2 om at offentliggøre en korrektion af det specifikke indslag samt indskærpe for alle, der arbejder med emnet, at Hamas' tabstal skal ledsages af retvisende kildeangivelse samt forbehold for, at tallene ikke er verificerede.


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.