Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Israel-Online, 13. oktober 2024
Weekendavisens Martin Krasnik misinformerer om 25 års fredsforhandlinger

Af Dan Harder

I et interview med statsminister Mette Frederiksen, 6. oktober 2023, kalder Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, Israels besættelse af Vestbredden for "apartheid," hvorefter han udviser forståelse for palæstinensernes mangeårige præference for terror. Hans argument er, at Israel

"systematisk de sidste 25 år har lukket alle andre kanaler end egentlig voldelig modstand (...) Der er ikke nogen politiske forhandlinger. Der er ikke noget diplomati."

Problemet med Krasniks synspunkt er, at det er baseret på et falsum. Israel har bestemt gennem de sidste 25 år holdt døren åben for forhandlinger.

I år 2000 - for 24 år siden - tilbød Israels daværende premierminister, Ehud Barak, den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, en stat i hele Gaza og hovedparten af Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad. Det er det bedste tilbud, palæstinenserne nogensinde vil få. Arafat sagde nej og kvitterede med en terrorkampagne (2000-2005), der kostede omkring 1000 israelske civile livet.

Alligevel fremsatte Israels premierminister Ehud Olmert i 2008 nogenlunde samme forslag for den nuværende palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, som desværre ignorerede fredsouverturen.

Selv Israels nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, holdt i årevis døren åben for fredsforhandlinger.

Under Barack Obamas præsidentperiode erklærede Netanyahu sig i 2009 rede til at indgå forhandlinger, om alle store spørgsmål inklusive bosættelser og grænser. Palæstinensernes svar var at opstille en række forhåndsbetingelser, som man vidste, Israel ikke kunne gå med til. Derfor blev forhandlingerne ikke til noget.

Præcis samme mønster så man i 2011 og i 2012.

Og igen i 2013, hvor Netanyahu endda eksplicit udtalte, at målet var en (demilitariseret) palæstinensisk stat, der anerkender Israel som den jødiske stat, men at Israel - i modsætning til palæstinenserne - var villig til at indgå i forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Obama opfordrede palæstinenserne til at opgive deres forhåndsbetingelser og bare komme til forhandlingsbordet. Det afviste Mahmoud Abbas.

Under Trump fremlagde amerikanerne deres egen fredsplan, "The Deal of the Century," som var langt mindre generøs overfor palæstinenserne end de tidligere forslag. Netanyahu-regeringen var (naturligvis) positivt indstillet, mens palæstinenserne endnu engang blankt afviste overhovedet at gå i forhandling.

Så Martin Krasniks påstand om 25 års manglende israelsk vilje til forhandling er decideret forkert. I virkeligheden er det lige omvendt.

Hvordan en selverklæret "glødende zionist" som Krasnik kan finde på at promovere en så alvorlig usandhed om den jødiske stat, er svært at fatte. Når selv Israels venner fordrejer historien, er vi virkelig langt ude.


Artiklen blev (i lettere forkortet udgave) bragt som læserbrev i Weekendavisen under titlen "Martin og Mette," 18. oktober 2024.


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.