Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Israel-Online, 19. oktober 2023
DR beskylder Israel for angreb på hospital - uden dokumentation

Af Dan Harder

Tirsdag aften d. 17. oktober 2023 beskyldte Danmarks Radio Israel for at have angrebet et hospital i Caza City og dræbt omkring 500 mennesker. Og det selvom påstanden ikke var underbygget af andet end en meddelelse fra Hamas.

Historien viste sig efterfølgende at være løgn.

Det er uacceptabelt. Man kan ikke anklage et demokrati for at have angrebet et hospital uden dokumentation - og slet ikke alene baseret på en oplysning fra en islamistisk terrorgruppe.

Mange andre medier verden over begik samme helt fundamentale journalistiske fejl, hvilket har fået Det Internationale Journalistforbund til at udsende en generel "opsang" til medierne om at huske "de helt grundlæggende principper for journalistik."

Det vigtigste princip, der sigtes til, er naturligvis noget så elementært som kildekritik.

Og udviser man bare en flig af samme, vil man indse, at en notorisk upålidelig kilde som en islamistisk terrorgruppe ikke kan bruges som enkeltstående kilde, uden at man som absolut minimum tager forbehold for, at oplysningerne ikke er uafhængigt verificerede.

Danmarks Radio gjorde det modsatte. For at peppe historien op viste man på dr.dk en ødelagt bygning. Men billedet var ikke af Al Ahli-hospitalet i Gaza City. Det stammede fra byen Khan Yunis i det sydlige Gaza.

Eksplosionen i Gaza City, som sandsynligvis skyltes en mislykket palæstinensisk raketaffyring (ironisk nok imod civile i Israel), ramte Al Ahli-hospitalets parkeringsplads, hvorved ingen bygninger blev beskadiget. Af mangel på fotos af en beskadiget hospitalsbygning valgte man altså i stedet at vise en anden bygning.

Det er direkte, ufiltreret Hamas-propaganda.

Alle forstår, at det er i Hamas' interesse at få verden til at tro, at Israel med overlæg angriber civile mål som f.eks. hospitaler. Derfor går man terrororganisationens ærinde, når man medvirker til at sprede den slags misinformation.

"Antisemitisme er villigheden til at tro det værste om jøder, uden at stille spørgsmål," sagde Israels særdeles moderate, tidligere premierminister, Yair Lapid fra FN's talerstol sidste år.

Det er præcis, hvad Danmarks Radio har gjort sig skyldig i.

Undertegnede har klaget til DR over den graverende fejl og insisteret på, at man ikke bare undskylder uforbeholdent for at have svigtet det basale princip om kildekritik, men også lærer af fejlen og fremover er mere kritisk over for oplysninger fra Hamas.

Det gælder også Gazas "sundhedsministerium," som er kontrolleret af Hamas. Når DR f.eks. videreformidler tabstal fra Gaza skal de forsynes med et forbehold om, at Hamas kontrollerer ministeriet, samt at oplysningerne ikke er uafhængigt verificeret.

Hamas er en notorisk utroværdig kilde, og skal behandles som sådan.

Dagbladet Politiken bragte også på sin hjemmesides den falske nyhed uden at udøve kildekritik. Det er uklart, om det er nyhedsbureauet Ritzau, som står bag notitsen.



Dagbladet Politiken bragte også den falske nyhed om et israelsk angreb på et hospital i Gaza, ganske uden at udøve nogen kildekritik, 17. oktober 2023.


Læs også:

Usmagelig propaganda på dr.dk, 12. oktober 2023


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.