Israel-Online, 8. januar
2021
Radio 4 kritiserer Israels corona-vaccineprogram
for at svigte palæstinenserne
Af Dan Harder
Israelere
står i kø for at få deres corona-vaccine,
Rabin Square i Tel Aviv, 4. januar 2021.
Den danske radiostation, Radio 4, kritiserer
i
sit nyhedsprogram kl. 11 i dag Israel for ikke at
vaccinere palæstinenserne på Vestbredden
og i Gaza imod Covid-19.
I programmet forklares det ikke, at sundhedsområdet,
lige som de fleste andre civile samfundsfunktioner i
de palæstinensiske selvstyreområder i henhold
til Oslo-aftalerne
fra 1990'erne hører under det palæstinensiske
selvstyre, hvorfor spørgsmålet ikke
sorterer under Israel.
Det nævnes heller ikke, at selvstyret
på intet tidspunkt (før
5. januar i år) har bedt Israel om hjælp
til vaccination af sine borgere. Selvstyret har, ligesom
andre arabiske lande, valgt at satse på den
russiske vaccine kaldet Sputnik V. Også britisk-svenske
AstraZenecas vaccine skulle være på vej
til selvstyret, hvis vaccineprogram i øvrigt
styres i samarbejde med WHO under dets COVAX-program.
Israel har dog, efter forespørgsel
fra selvstyret, sendt et mindre antal vaccinedoser til
brug i "særlige humanitære tilfælde."
Om de inkluderer den palæstinensiske selvstyreleder
Mahmoud Abbas, er uklart.
Det indikeres også i Radio 4's indslag
- som et ekko af klassisk antisemitisme - at Israels
succes med hurtig og effektiv vaccination af sin befolkning
hviler på israelernes (jødernes?) evne
til at betale flere penge for doserne, end andre gør.
Men helt ærligt - det er svært at forestille
sig, at andre rige lande ikke ville være klar
til at betale samme pris som Israel, hvis det kunne
løse udfordringen med levering af vacciner.
Den primære forklaring er da også
en ganske anden, nemlig at Israel, med sit veludviklede
- og ikke mindst fuldt digitaliserede - sundhedssystem
udgør et brugbart "laboratorium" for
udviklingen af et effektivt vaccineprogram. Israel har,
til gengæld for hurtig leverance af store mængder
vaccine, aftalt
med medicinalfirmaet Pfizer at tilbyde omfattende
statistiske data om resultatet af vaccinationen til
brug for udrulningen af vaccinationsprogrammer i resten
af verden.
Israel bidrager således til at styrke
indsatsen mod Covid-19 til glæde for hele menneskeheden
- men det er ikke Radio 4's vinkel på historien.
Endelig skal det bemærkes, at Radio
4 kalder Vestbredden og Gaza-striben for "belejret
af Israel," og fortsætter: "Vestbredden
bliver i stigende grad annekteret af israelske bosættere."
Om det med "belejringen" er
bevidst eller blot en fortalelse, vides ikke. Den normale
term, udover "selvstyreområderne," plejer
at være "de besatte områder."
Men selv den betegnelse er dog også politisk ladet,
da Israel ikke har én eneste soldat permanent
udstationeret inde i de områder, som ifølge
Oslo-aftalerne sorterer under det palæstinensiske
selvstyre.
Bemærkningen om, at Vestbredden
bliver annekteret, er - udover at virke lidt umotiveret
i forhold til indslagets emne (corona-vacciner) - noget
vrøvl. Israel har ikke annekteret Vestbredden.
Alt i alt må man konkludere - og
beklage - at Radio 4 benytter et indslag om verdens
suverænt mest vellykkede vaccineindsats til
at rette et urimeligt og substansløst angreb
på den jødiske stat.
Radio 4 har dog næppe selv fået
idéen til den Israel-kritiske vinkling af det,
der ellers er en fantastisk succeshistorie. Adskillige
mainstream-medier over hele verden har
deltaget i udbredelsen af løgnen om, at Israel
nægter palæstinenserne vaccinen mod Covid-19.
Opdatering 19. januar 2021: Læs mere om Israels
vaccineindsats imod Covid-19 i Berlingske her
(kun for abonnenter).
Tilbage
|