| Israel-Online, 14. januar
2006
DR
giver Israel skylden for fredsprocessens sammenbrud
I den forgangne uge sendte Danmarks Radio på
DR2 den engelske dokumentarserie i tre dele "Elusive
Peace" under den danske titel "Den lange fredsproces".
De tre dele er fra filmproduktionsselskabets side i
forvejen forsynet med en lille tekst, der beskriver
hvert afsnit, men i den danske indledning (på
DRs hjemmeside samt på Tekst-TV) er introduktionsteksterne
omskrevet, så de fremstiller Israel og de israelske
ledere som hovedansvarlige for fredsprocessens sammenbrud.
Også speakerens mundtlige introduktion ved visningen
af seriens tredje afsnit d. 12. januar kl. 23.00 er
dybt manipulerende i forhold til både virkeligheden
og det faktiske indhold af udsendelsen.
Afsnit 1
Den originale (engelske) indledning lyder:
"Program 1 beskriver hvordan den israelske
premierminister Ehud Barak forsøger at forhandle
fred med Syrien, og senere – i Camp David, med
præsident Clintons som mægler – med
Yasser Arafat."
I DR-versionen er den omskrevet således:
"Det lykkedes den israelske premierminister
Ehud Barak at overtale den amerikanske præsident
Clinton til at hellige det sidste halvandet år
af sin anden embedsperiode til forsøget på
at skabe fred i Mellemøsten. Men Barak
fik kolde fødder, hele to gange. Og midt i det
hele valgte Ariel Sharon at spadsere en tur rundt om
Klippemoskeen i Jerusalem - og så var det slut
med den fred."
Det fremgår tydeligt af den danske tekst, at
det var de israelske ledere Barak og Sharon, der kørte
fredsprocessen af sporet. I virkeligheden, og som det
også fremgår af programmet, var det Syriens
præsident Assad og Yasser Arafat, der begge viste
sig uvillige til at forhandle og indgå kompromiser
med Israel, og begge forlod deres respektive forhandlinger.
Programmet giver heller ikke entydigt den ene part skylden
for udbruddet af voldeligheder i september 2000, men
lader begge parter komme til orde.
Afsnit 2
Den originale (engelske) indledning lyder:
"Program 2 analyserer Ariel Sharons reaktion
på en selvmordsbombning under den jødiske
påske, iværksættelsen af 'Operation
Defensive Shield' mod palæstinenserne og bombningen
af Arafats hovedkvarter til ruiner. Og hvordan præsident
Bush og premierminister Blair efterfølgende kommer
Arafat til undsætning."
I DR-versionen er den omskrevet således:
"Da Ariel Sharon overtog regeringsmagten
i Israel, intensiveredes volden i de besatte områder,
og regeringen besluttede at myrde de palæstinensiske
guerilla-ledere én efter én. Forslaget
om at myrde Arafat selv, blev afvist af Shimon Peres
med ordene "Vi ønsker ikke at få endnu
en Jesus-historie på vores kappe". I USA
afløste præsident Bush Clinton og overtog
også bestræbelsen på at skabe fred
i Mellemøsten, men kun halvhjertet. Udenrigsminister
Colin Powells fredsforsøg blev forpurret af høgene
i hans eget bagland og af Arafat selv, der til sidst
var ved at drive Colin Powell til vanvid."
Den danske teksts afsluttende stikpille til Yasser
Arafat overskygges totalt af den indledende fokusering
på Ariel Sharon, som værende ansvarlig for
volden i de besatte områder. Det fremgår
ikke af teksten at det, der bragte Sharon til magten,
var mere end fire måneders palæstinensisk
terror mod israelske civile.
Stik imod hvad indledningen antyder, bruges der i programmet
meget tid på at demonstrere Israels synspunkt,
at Yasser Arafat ikke alene er passiv overfor, men også
direkte støtter den palæstinensiske terror.
Der er heller ikke i den danske tekst – i modsætning
til i den originale (engelske) – nogen reference
til den palæstinensiske selvmordsbombekampagne,
der alene i marts måned 2002 krævede flere
hundrede israelske ofre, og som tvang Israel til at
intensivere kampen mod terroristerne.
Afsnit 3
Den originale (engelske) indledning lyder:
"Det sidste program fortæller historien
set indefra, om hvordan præsident Bush' 'køreplan
for fred' fødtes – og døde. Og hvordan
Sharon fik overtalt præsident Bush til at vende
palæstinenserne ryggen, og i stedet støtte
sin 'ensidige tilbagetrækning' fra Gaza. Men Arafats
død ændrede alt."
I DR-versionen er den omskrevet således:
"Præsident Bush var fast besluttet på
at holde sig helt uden for fredsforhandlingerne i Mellemøsten,
men krigen i Irak tvang ham til at finde allierede i
den arabiske verden. Det blev derfor nødvendigt
at tvinge Ariel Sharon tilbage på fredssporet.
Men det varede ikke længe, før freden blev
mere end en politisk nødvendighed for den amerikanske
præsident. Sådan forklarede Bush sin fredsplan
for den noget forbløffede palæstinensiske
premierminister Abu Mazen og hans udenrigsminister,
Nabil Shatth: "Jeg er på en mission for Gud.
Han sagde, 'George, bekæmp terroristerne i Afghanistan'.
Og jeg gjorde det. 'George, stop tyranniet i Irak'.
Og det gjorde jeg. Og nu føler jeg, at Gud taler
til mig igen: 'Skaf palæstinenserne deres stat
og israelerne deres sikkerhed'. Og ved Gud. Det vil
jeg gøre." Det fremgår også,
hvad der lå bag Sharons beslutning om ensidig
tilbagetrækning fra Gaza - og hvad han fik til
gengæld."
I den danske tekst til det tredje og sidste afsnit
fremstilles Ariel Sharon igen som hovedansvarlig for
blodsudgydelserne. At det skulle være tilfældet
fremgår ikke af udsendelsen. Det fremgår
derimod tydeligt i programmet, at Arafats manglende
vilje til at bekæmpe den palæstinensiske
terror, gør det umuligt for den nye premierminister
Mahmoud Abbas' at overholde det løfte han gav
Bush og Sharon ved Aqaba-topmødet i 2003.
Fokuseringen på George Bush' angiveligt "gudsgivne"
motivation for engagementet i Mellemøsten er
helt ude af proportioner, da emnet hverken har haft
nævneværdige konsekvenser for fredsprocessen
eller er tillagt nogen særlig betydning i udsendelsen.
De meget afgørende problemer på den palæstinensiske
side figurerer slet ikke i den ellers forholdsvis lange
danske indledningstekst. Hos Danmarks Radio har man
valgt udelukkende at rette skytset mod Sharon og Bush.
Misvisende mundtlig introduktion
Udover den skriftlige indledning var det tredje afsnit
af serien ved visningen d. 12. januar kl. 23.00 forsynet
med en mundtlig introduktion, der lød således:
"Hør historien om hvordan Israels
premierminister Ariel Sharon besluttede at udslette
landets palæstinensiske fjender, med opbakning
fra Bush, på et tidspunkt, hvor stærke kræfter
ellers var tæt på at få en våbenhvile
på plads."
Også den mundtlige introduktion er dybt tendentiøs.
Det er tydeligt, at den der har forfattet teksten, selv
har noget på hjerte. Det forsøg på
en våbenhvile, der sigtes til, kom ifølge
programmet først den israelske regering for øre
samme dag som man havde planlagt et angreb på
en af de ansvarlige for Hamas-gruppens sidste række
af terrorangreb mod israelske civile.
Introduktionen, der fremstiller Israel som aggressor,
repræsenterer altså ikke indholdet af programmet,
der blandt andet beskriver palæstinenernes manglende
indsats i forhold til at stoppe terroren mod Israel.
Konklusion
Selvom programserien i sig selv lader noget tilbage
at ønske hvad angår objektivitet og faktuel
korrekthed, fortjener den uden tvivl at blive vist på
dansk TV, da den indeholder mængder af interessant
information om den israelsk-arabiske konflikt og fredsproces.
Når Danmarks Radio vælger at vise dokumentarserien,
er det mindste man kan gøre, at undlade at manipulere
med udsendelsernes fremstilling. Men det er desværre
lige præcis hvad man har gjort. DR er både
moralsk og lovmæssigt forpligtet til at forholde
sig neutral i alle politiske forhold, samt efter bedste
evne at forsøge objektivt at belyse et emne.
Den yderst subjektive og manipulerende indledningstekst
til de tre programmer, samt den stærkt tendensiøse
mundtlige introduktion til afsnit 3, giver et misvisende
billede af både det virkelige forløb og
af programmernes faktiske indhold, og er derfor en åbenlys
overtrædelse af både loven, etiske regler
for omgang med den slags materiale og Danmarks Radios
egen formålsparagraf ( Se DRs
idégrundlag).
Tilbage
|
