| Israel-Online, 11. januar
2006
Journalist
Lasse Ellegaard giver Sharon skylden for alt ondt
Af Dan Harder
Så er det igen tid til en god gang proportionsløs
Israel-kritik i Politiken, og den opgave påtager
journalisten Lasse Ellegaard sig med stor entusiasme
i en helsidesartikel (8/1) med den mærkværdige
titel "Han gjorde Israel (og Israels jøder)
grimmere".
Det er Ariel Sharons formodede afsked med israelsk
politik, der bruges som anledning for Ellegaard til
at lufte sin antipati og selverklærede modvilje
mod den jødiske stat, og det er selvfølgelig
først og fremmest Sharon, der står for
skud i den tidligere Israel-korrespondents tour de force
udi ensidighed og historisk misrepræsentation.
Ellegaard giver uden at blinke Sharon skylden for alle
de seneste års ulykker, for palæstinensisk
terrorisme, for fraværet af fred med Egypten i
1950'erne og for palæstinensernes manglende evne
eller vilje til i dag at opretholde lov og orden i Gaza.
Palæstinenserne, derimod, fritages for ethvert
ansvar. De er, ifølge Ellegaard, helt uden evne
til selv at påvirke udviklingen i hverken positiv
eller negativ retning. Massakrer på israelske
civile anser han tilsyneladende som den logiske og naturlige
palæstinensiske reaktion på et hvilken som
helst udspil (eller manglende udspil) fra israelsk side.
Ellegaard finder det åbenbart helt naturligt
at flere hundrede palæstinensere kaster sten på
jøder på Tempelbjerget. Det er ikke dét,
der skal stilles spørgsmålstegn ved. Det
er, når premierministeren for den jødiske
stat (Barak) formaster sig til at tillade en anden jødisk
politiker at gå en tur på jødernes
helligste sted, den er gal.
Ellegaard erkender dog i sin artikel at det sidenhen
er kommet frem, at "den anden intifada" var
planlagt allerede lang tid forinden, hvorfor Sharons
spadseretur på Tempelbjerget ikke kan siges at
have udløst de palæstinensiske voldeligheder.
Men den slags detaljer får ikke Lasse Ellegaard
til at ryste på hånden.
At den palæstinensiske terror tog til efter angrebene
på USA den 11. september 2001, er heller ikke
palæstinensernes ansvar. Det skulle nemlig være
den direkte konsekvens af Ariel Sharons sammenligning
af Arafat med Bin Laden!
Og den israelske "Operation Defensive Shield",
der i foråret 2002 efterfulgte en usædvanlig
intens terrorbølge med hundredevis af civile
israelske ofre, beskriver Ellegaard som Sharons forsøg
på én gang for alle at "nakke Arafats
hjemmestyre".
Det er simpelthen utænkeligt at det blot var
en demokratisk valgt leders pligt, at søge at
stoppe den systematiske nedslagtning af buspassagerer,
cafégængere og middagsgæster. For
det er nemlig per definition Sharon, og hverken Arafat,
Sheik Yassin (fra Hamas) eller nogen anden arabisk despot,
der er en "notorisk krigsforbryder".
Ellegaards totale mangel på vilje eller evne
til at placere israelske militære handlinger i
den rette kontekst gælder åbenbart også
den lidt ældre historie. Det interesserer ham
overhovedet ikke at Israels jøder, både
før og efter statens oprettelse, jævnligt
er blevet udsat for palæstinensisk terror.
Israels reaktion i begyndelsen af 1950'erne på
arabiske brud på våbenhvileaftalen fra 1949
beskriver han som "modterror mod arabiske mål
som gengæld for guerilla-aktioner, udført
af arabiske fedayeen-guerillaer".
Læg mærke til sprogbrugen: De systematiske
og vedvarende arabiske angreb på israelske civile
kalder han for "guerilla-aktioner". De israelske
gengældelsesaktioner, der som absolut hovedregel
ikke var rettet mod civile, beskrives som "modterror".
De få eksempler, hvor civile blev dræbt
i sådanne gengældelsesaktioner, kan man
med rette sætte spørgsmålstegn ved
berettigelsen af. Men det er urimeligt at fremstille
Israel, som den hovedansvarlige for datidens ulykker.
Det er simpelthen i konflikt med de historiske fakta.
Også den manglende fred med Egypten (indtil 1979)
får Sharon skylden for, til trods for at han på
daværende tidspunkt var soldat uden nogen som
helst politisk indflydelse. Den egyptiske præsident
Nasser skulle angiveligt i 1955 havde accepteret "at
Israel var kommet for at blive", og næret
ønske om indgåelse af en fred med Israel.
Det er meget, meget langt at gå i dæmoniseringen
af Israel og Sharon, særligt set i lyset af Nassers
gentagne forsøg på at indlede altødelæggende
krig mod Israel både i 1956 og 1967.
Ellegaards tese om at Israel kunne have opnået
fred med araberne for længe siden, hvis blot folk
som Sharon havde tilladt det, klinger unægteligt
lidt hult i lyset af at Israels civilbefolkning til
stadighed er under daglige angreb fra palæstinensisk
side.
Tilbage
|
