Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document



 

 

Israel-Online, 11. januar 2006

Journalist Lasse Ellegaard giver Sharon skylden for alt ondt

Af Dan Harder

Så er det igen tid til en god gang proportionsløs Israel-kritik i Politiken, og den opgave påtager journalisten Lasse Ellegaard sig med stor entusiasme i en helsidesartikel (8/1) med den mærkværdige titel "Han gjorde Israel (og Israels jøder) grimmere".

Det er Ariel Sharons formodede afsked med israelsk politik, der bruges som anledning for Ellegaard til at lufte sin antipati og selverklærede modvilje mod den jødiske stat, og det er selvfølgelig først og fremmest Sharon, der står for skud i den tidligere Israel-korrespondents tour de force udi ensidighed og historisk misrepræsentation.

Ellegaard giver uden at blinke Sharon skylden for alle de seneste års ulykker, for palæstinensisk terrorisme, for fraværet af fred med Egypten i 1950'erne og for palæstinensernes manglende evne eller vilje til i dag at opretholde lov og orden i Gaza.

Palæstinenserne, derimod, fritages for ethvert ansvar. De er, ifølge Ellegaard, helt uden evne til selv at påvirke udviklingen i hverken positiv eller negativ retning. Massakrer på israelske civile anser han tilsyneladende som den logiske og naturlige palæstinensiske reaktion på et hvilken som helst udspil (eller manglende udspil) fra israelsk side.

Ellegaard finder det åbenbart helt naturligt at flere hundrede palæstinensere kaster sten på jøder på Tempelbjerget. Det er ikke dét, der skal stilles spørgsmålstegn ved. Det er, når premierministeren for den jødiske stat (Barak) formaster sig til at tillade en anden jødisk politiker at gå en tur på jødernes helligste sted, den er gal.

Ellegaard erkender dog i sin artikel at det sidenhen er kommet frem, at "den anden intifada" var planlagt allerede lang tid forinden, hvorfor Sharons spadseretur på Tempelbjerget ikke kan siges at have udløst de palæstinensiske voldeligheder. Men den slags detaljer får ikke Lasse Ellegaard til at ryste på hånden.

At den palæstinensiske terror tog til efter angrebene på USA den 11. september 2001, er heller ikke palæstinensernes ansvar. Det skulle nemlig være den direkte konsekvens af Ariel Sharons sammenligning af Arafat med Bin Laden!

Og den israelske "Operation Defensive Shield", der i foråret 2002 efterfulgte en usædvanlig intens terrorbølge med hundredevis af civile israelske ofre, beskriver Ellegaard som Sharons forsøg på én gang for alle at "nakke Arafats hjemmestyre".

Det er simpelthen utænkeligt at det blot var en demokratisk valgt leders pligt, at søge at stoppe den systematiske nedslagtning af buspassagerer, cafégængere og middagsgæster. For det er nemlig per definition Sharon, og hverken Arafat, Sheik Yassin (fra Hamas) eller nogen anden arabisk despot, der er en "notorisk krigsforbryder".

Ellegaards totale mangel på vilje eller evne til at placere israelske militære handlinger i den rette kontekst gælder åbenbart også den lidt ældre historie. Det interesserer ham overhovedet ikke at Israels jøder, både før og efter statens oprettelse, jævnligt er blevet udsat for palæstinensisk terror.

Israels reaktion i begyndelsen af 1950'erne på arabiske brud på våbenhvileaftalen fra 1949 beskriver han som "modterror mod arabiske mål som gengæld for guerilla-aktioner, udført af arabiske fedayeen-guerillaer".

Læg mærke til sprogbrugen: De systematiske og vedvarende arabiske angreb på israelske civile kalder han for "guerilla-aktioner". De israelske gengældelsesaktioner, der som absolut hovedregel ikke var rettet mod civile, beskrives som "modterror".

De få eksempler, hvor civile blev dræbt i sådanne gengældelsesaktioner, kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af. Men det er urimeligt at fremstille Israel, som den hovedansvarlige for datidens ulykker. Det er simpelthen i konflikt med de historiske fakta.

Også den manglende fred med Egypten (indtil 1979) får Sharon skylden for, til trods for at han på daværende tidspunkt var soldat uden nogen som helst politisk indflydelse. Den egyptiske præsident Nasser skulle angiveligt i 1955 havde accepteret "at Israel var kommet for at blive", og næret ønske om indgåelse af en fred med Israel.

Det er meget, meget langt at gå i dæmoniseringen af Israel og Sharon, særligt set i lyset af Nassers gentagne forsøg på at indlede altødelæggende krig mod Israel både i 1956 og 1967.

Ellegaards tese om at Israel kunne have opnået fred med araberne for længe siden, hvis blot folk som Sharon havde tilladt det, klinger unægteligt lidt hult i lyset af at Israels civilbefolkning til stadighed er under daglige angreb fra palæstinensisk side.


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.