Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Spørgsmål og svar

Israel-Online får jævnligt henvendelser fra folk, som vil vide mere om den israelsk-palæstinensiske konflikt, eller måske specifikt ønsker et israelsk perspektiv som supplement til andre kilder. Herunder følger en række spørgsmål, som gennem tiden er blevet stillet, fortrinsvis af studerende fra folkeskolen, gymnasiet og universitetet.

Spørgsmålene er besvaret af Dan Harder.

Alle er velkomne til at bruge nedenstående svar i forbindelse med udarbejdelse af enhver slags opgaver, artikler el. lign - med eller uden kildeangivelse. Hvis dit arbejde resulterer i en skriftlig opgave eller artikel, er du meget velkommen til at sende en kopi til Israel-Online. Yderligere spørgsmål og andre høflige henvendelser er altid velkomne. Kontaktinfo finder du her.


Spørgsmål:

Hvorfor bliver israelerne ved med at bosætte sig på Vestbredden?

Hvorfor har palæstinenserne ikke kæmpet imod, da israelerne startede med at bosætte sig?

Hvad har startet hele konflikten?

Var FN's beslutning om at placere Israel i Palæstina rigtig?

Israel-Palæstina konflikten er en konflikt om land. Hvordan har religion påvirket konflikten?

Hvorfor er Palæstina ikke anerkendt som en selvstændig stat?

Har Israel forhindret oprettelsen af et selvstændigt Palæstina?

Hvorfor holder vesten med Israel, og ikke Palæstina?

Kan denne konflikt måske starte en 3. verdenskrig?

Hvorfor kan de ikke finde frem til en fælles fredsaftale?

Hvad skal der til, før de kan få fred?

Selv hvis en fredsaftale indgås, vil freden så kunne holdes?

Hvorfor er Israel så bekymret over Irans atom-program?

Hvorfor må Israel have atomvåben, hvis Iran ikke må?

Hvorfor vil Israel ikke indrømme, at det har atomvåben?

Hvorfor vil palæstinenserne ikke opgive terrorisme?

Ønsker palæstinenserne demokrati?

Diskrimineres arabere/palæstinensere i Israel?

Hvorfra kommer begreberne 'Palæstina' og 'palæstinensere'?

Hvordan ser fremtiden ud for Israel/Palæstina?

 

Hvorfor bliver israelerne ved med at bosætte sig på Vestbredden?

Det korte svar på, hvorfor israelere fortsat bosætter sig på Vestbredden og i Østjerusalem, er naturligvis, at der er politiske kræfter i Israel, som finder det vigtigt, at jøder bebor de områder, som var jødiske på bibelsk tid. Men det kan jo synes lidt mærkeligt, når gentagne meningsmålinger samtidig viser, at et flertal af de israelske vælgerne egentlig er modstandere af fortsat bosættelse, og er villige til at opgive Vestbredden (og evt. også en del af Østjerusalem) i forbindelse med en fredsaftale med palæstinenserne.

Forklaringen er nok, at ligesom f.eks. det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har ret meget indflydelse på dansk politik, selvom de langt fra kan mønstre absolut flertal, har religiøse og bosættervenlige partier i Israel en del indflydelse på israelsk politik, fordi de regerende partier har brug for deres stemmer for at kunne sidde på magten. Så selvom de bosættervenlige partier er i mindretal, har ingen israelske regeringer (hverken til højre eller venstre) fundet det muligt at modsætte sig den fortsatte udvikling af bosættelserne.

Det skal dog bemærkes, at byggeriet i bosættelserne i de seneste mange år stort set kun er sket i eksisterende bosættelser, og primært i dem, der med rimelighed kan forventes at forblive en del af Israel efter indgåelse af en fremtidig fredsaftale. Så jeg mener man kan sige, at problemet med bosættelserne er blæst noget ud af proportioner. De er uden tvivl en provokation for palæstinenserne, men omfanget af byggeriet er altså meget lavt i forhold til, hvad det ville være uden det voldsomme pres på Israel, som kommer fra EU og USA. Israel har også tidligere (i forbindelse med tilbagetrækninger fra både Sinai-halvøen og Gaza) vist, at man er i stand til at nedlægge bosættelser og tvangsforflytte indbyggerne tilbage til selve Israel, hvis der er en god grund til det - f.eks. en fredsaftale.

Tilbage til toppen


Hvorfor har palæstinenserne ikke kæmpet imod, da israelerne startede med at bosætte sig?

Jøder har altid boet i "det hellige land", Israel/Palæstina, særligt i de hellige byer Jerusalem, Hebron, Tiberias og Tzfat. Men siden anden halvdel af 1800-tallet begyndte jøder fra Europa at udvandre til og bosætte sig i Palæstina i landbrugsområder, som man opkøbte fra de lokale arabiske herremænd. I mange år, mens Palæstina var under tyrkisk herredømme, levede jøder og arabere sammen i nogenlunde fred. Men i løbet af 1920'erne (efter Palæstina var blevet overtaget af England under 1. Verdenskrig) begyndte lokale arabiske religiøse og politiske ledere at opildne til voldelige angreb på jøder. Arabiske angreb på civile jøder har således stået på lige fra den tid og til i dag. Så man må sige, at araberne i dén grad har kæmpet imod den jødiske immigration og bosættelse i Israel/Palæstina - desværre oftest med vold, og kun sjældent gennem dialog og kompromisvillighed.

Det skal bemærkes, at både jøder og arabere indtil 1948 blev betegnet som "palæstinensere", da Palæstina dengang blot var en geografisk betegnelse. Det var først efter Israels oprettelse i 1948, hvor den jødiske tredjedel af landets indbyggere (samt nogle hundredtusinder arabere) blev til "israelere", at de palæstinensiske arabere blev til "palæstinenserne".

Tilbage til toppen


Hvad har startet hele konflikten?

Kernen i den israelsk-arabiske konflikt er spørgsmålet om, hvorvidt jøder har ret til selvbestemmelse i det hellige land. Araberne (senere palæstinenserne) har til alle tider ment, at jøderne ikke skulle have sådan en ret. Og jøderne mener naturligvis det modsatte. Man har nu gennem næsten hundrede år forsøgt at finde frem til en kompromisløsning, men araberne/palæstinenserne har altid afvist alle forslag.

I 1920'erne forsøgte englænderne at skabe en slags magtdeling mellem jøder og arabere under engelsk overhøjhed, men araberne afviste. I 1937, efter et voldsomt arabisk oprør mod både jøder og englændere, fremlagde England en delingsplan, hvorved araberne ville have fået 80% af landet, mens jødene skulle nøjes med 20%. Araberne afslog blankt (læs mere om Peel-kommissionens delingsplan fra 1937 her).

Under 2. Verdenskrig kæmpede Palæstinas jøder på Englands side, mens araberne allierede sig med Nazityskland. I 1947/48 opgav England sit herredømme over Palæstina, og FN (De Forenede Nationer) besluttede at dele det geografiske område, Palæstina, i to stater, én jødisk og én arabisk. Jøderne accepterede, mens araberne endnu en gang afviste at gå på kompromis.

I de næste tre årtier fokuserede de arabiske palæstinensere (nu kaldet "palæstinenserne") samt de omkringliggende arabiske lande kun på at ødelægge den nye jødiske stat. Det skete gennem en række regulære krige samt konstante mindre angreb og terrorhandlinger. I 1964 oprettede palæstinenserne PLO (Palestine Liberation Organization) med det formål at "befri" hele Palæstina fra jøderne - altså ødelægge den jødiske stat, Israel. Bemærk at Israel først indtog Gaza og Vestbredden i krigen i 1967, altså tre år efter PLO's oprettelse. PLO's kamp handlede altså oprindeligt ikke om befrielse af besatte områder.

Tilbage til toppen


Var FN's beslutning om at placere Israel i Palæstina rigtig?

Det er vigtigt at forstå, at der ikke forud for Israels oprettelse eksisterede et land eller en stat kaldet Palæstina. Betegnelsen Palæstina blev indført af romerne for næsten 2000 år siden, og brugtes efter 1. Verdenskrig om det geografiske område, som England fik til opgave at administrere. Dengang omfattede "mandatområdet" Palæstina også det nuværende Jordan. Forløberen for det nuværende FN, Folkeforbundet, pålagde i 1922 England at "sikre etableringen af et jødisk hjemland" i Palæstina, dog uden at det måtte gå ud over de palæstinensiske arabere - set i bakspejlet en ganske svær opgave! Samme år blev de 3/4 af mandatområdet, som lå øst for Jordan-floden ekskluderet fra det område, hvori det "jødiske nationale hjem" skulle etableres. "Øst-Palæstina" udgør i dag staten Jordan (og det er forklaringen på, at flertallet af Jordans befolkning også kaldes palæstinensere). I første halvdel af 1900-tallet blev begrebet Palæstina altså brugt af både jøder og arabere, der alle var palæstinensere.

Op gennem 1920'erne og 1930'erne resulterede den stigende arabiske utilfredshed med den jødiske indvandring (der fandt dog også arabisk indvandring sted i samme periode) i voldelige angreb på jøderne i Palæstina. England prøvede at finde en løsning på den eskalerende konflikt, men de palæstinensiske arabere forkastede alle forslag om et kompromis, og afviste enhver tanke om jødisk selvbestemmelse i Palæstina.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning opgav England selv at løse problemet, og overlod det i stedet til det nyligt oprettede FN. På daværende tidspunkt var ca. 1/3 af Palæstinas befolkning jødisk, mens 2/3 var arabisk. FN besluttede 29. november 1947 at opdele den resterende del af Palæstina (vest for Jordan-floden) i to stater - én arabisk og én jødisk. Set i lyset af arabernes totale mangel på vilje til at indgå et kompromis, der ville sikre jøderne en grad af selvbestemmelse, var der næppe andre muligheder. Jøderne accepterede kompromiset, men desværre gjorde Palæstinas arabere ikke det samme. De allierede sig i stedet med alle de omkringliggende arabiske lande, der, så snart englænderne havde trukket sig ud i 1948, angreb den nye jødiske stat.

At tanken om at dele området i to stater var rigtig, bekræftes af, at idéen om "to stater for to folk" stadig er den mest realistiske løsning på konflikten, der også støttes af det meste af det internationale samfund. Hvis araberne i 1948 havde accepteret tostatsløsningen, kunne staten Palæstina, ligesom Israel, i 2018 have fejret sin 70 års fødselsdag.

Tilbage til toppen


Israel-Palæstina konflikten er en konflikt om land. Hvordan har religion påvirket konflikten?

Man kan godt sige, at konflikten handler om land, da den i praksis udmønter sig i en sådan strid. Men den underliggende konflikt er en kamp mellem to nationale bevægelser, nemlig den jødiske (zionismen) og den arabisk-palæstinensiske. Selvom religion altid har spillet en rolle for begge parter, er der mere tale om en kamp mellem to folk (eller nationer), som begge ønsker selvbestemmelse i det samme område.

Religion har fra starten spillet en begrænset rolle for zionismen, der i de første mange år var domineret af sekulære (ikke-religiøse) venstreorienterede jøder, som lagde mere vægt på jøderne som et folk end som tilhængere af en religion. På den arabiske side handlede kampen mod jødisk selvbestemmelse i Palæstina heller ikke så meget om religion. Den palæstinensisk-arabiske nationale bevægelse var ganske vist fra starten domineret af religiøse muslimske ledere i Jerusalem, men drivkraften var nok mere et spørgsmål om at bekæmpe de moderne jøder for at bibeholde de eksisterende magtstrukturer.

Af ovennævnte grunde var der i mange år mere tale om en etnisk konflikt mellem to befolkningsgrupper end en religiøs konflikt. Først i de senere årtier, måske siden 1980'erne, er selve religionen begyndt at spille en større rolle på begge sider. Det ortodokse segment af den jødiske befolkning, der i mange år udgjorde en lille minoritet, har vokset sig større, samtidig med at religiøse jøder fra f.eks. USA er immigreret til Israel.

I midten af 1990'erne havde Israel problemer med nogle ekstremistiske religiøse jødiske grupper. Et medlem af en sådan gruppe begik i 1994 et terrorangreb på nogle bedende muslimer i Hebron på Vestbredden. En anden religiøs jøde skød og dræbte i 1995 Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, fordi han forsøgte at indgå fred med palæstinenserne. Israel fik dog hurtigt disse ekstremistiske og voldelige grupper under kontrol. De religiøse partier i Israels parlament, Knesset, udgør også i dag en minoritet, så selvom de har en vis indflydelse på landets politik (f.eks. vedr. bosættelser), må Israel stadig karakteriseres som en sekulær stat.

Den arabisk-palæstinensiske kamp havde også i de første årtier efter etableringen af det moderne Israel karakter af en sekulær nationale bevægelse, hvor man talte om "revolution" og identificerede sig med Sovjet og den europæiske venstrefløj. Først i 1980'erne fik mere religiøse kræfter, såsom organisationen Hamas, der er en aflægger af det Muslimske Broderskab, som vi kender fra Egypten, tag i palæstinenserne - til at begynde med som en modpol til det etablerede sekulære PLO.

I 2006 vandt Hamas absolut flertal i et valg til det palæstinensiske selvstyres parlament. Men den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas og hans parti, Fatah, overlod ikke af den grund magten til Hamas, og i 2007 eksalerede striden mellem de to parter, hvilket resulterede i Hamas' voldelige overtagelse af Gaza, hvor man nu har indført en slags islamistisk diktatur.

Hamas' ideologi er, at hele det nuværende Israel er islamisk land - et synspunkt, som gør det vanskeligt at indgå et kompromis. Både Hamas i Gaza og det ellers sekulære Fatah, der regerer på Vestbredden, bruger i dag religionen til at opildne palæstinenserne til had mod både Israel og jøderne.

Tilbage til toppen

Hvorfor er Palæstina ikke anerkendt som en selvstændig stat?

Sverige har som det eneste EU-land (i 2014) valgt at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Men det er ret kontroversielt, og der er mange gode grunde til, at resten af EU ikke følger trop, ligesom FN endnu ikke har optaget Palæstina som fuldgyldigt medlem, selvom der er overvejende opbakning til Palæstina i FN's generalforsamling (primært fra verdens mange muslimske lande og andre diktaturer).

For bare at nævne et par grunde, har Palæstina ikke nogen velfungerende regering (den er jo opdelt imellem Fatah og Hamas), og heller intet fungerende magtmonopol (politi og militær), da både Fatah, Hamas og andre mindre grupper som f.eks. Islamisk Jihad har hver deres egen hær, som de bruger både mod Israel og mod hinanden. Palæstinenserne er simpelthen ikke på nuværende tidspunkt i stand til at styre et rigtigt land.

Men den vigtigste grund er måske, at hele fredsprocessen, som blev startet mellem Israel og PLO i 1993, er baseret på det koncept, at en fredsløsning, og hermed også oprettelse af en palæstinensisk stat, skal gennemføres via forhandling med Israel. Palæstinenserne prøver - formodentlig i et forsøg på at slippe for at anerkende den jødiske stat - at få deres stat oprettet gennem FN. Men alle vestlige aktører forstår, at en sådan stat, oprettet udenom Israel, ikke vil have nogen chance for at fungere. Der er kun én vej, og det er gennem forhandling.

Tilbage til toppen

Har Israel forhindret oprettelsen af et selvstændigt Palæstina?

Nej, det kan man ikke sige. Området kaldet Palæstina hørte under det osmanniske (tyrkiske) imperium, indtil dette brød sammen under 1. Verdenskrig. Herefter blev Mellemøsten inddelt i en række arabiske stater, mens Palæstina, der kun udgjorde en forsvindende lille del af det samlede område, i 1948 blev delt i to stater - en jødisk og en arabisk. Jøderne accepterede delingen, mens araberne forkastede den. Umiddlebart efter invaderede fem arabiske lande den nyfødte jødiske stat. Ganske overraskende overlevede Israel angrebet, og våbenhvilelinierne fra 1949 blev Israels internationalt anerkendte grænse.

De arabiske lande anerkendte ikke denne nye grænse, og har siden foretaget utallige angreb på Israel.

Israel har overlevet alle disse angreb - ikke, som nogle vil hævde, på grund af USA's støtte (USA håndhævede en våbenembargo overfor hele Mellemøsten indtil efter 1967), men først og fremmest fordi jøderne i Israel ikke har andre steder at tage hen. I 1967 indtog Israel, under endnu en arabisk udryddelseskrig mod landet, de besatte områder. Israel har altid været villigt til at forhandle, og har da også indgået fred med både Egypten og Jordan, der i begge tilfælde har fået alt det land tilbage, de ønskede.

Konflikten med palæstinenserne handler derfor ikke om, at Israel ikke vil tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat i Gaza og størstedelen af Vestbredden. Den handler i virkeligheden om, at den arabiske verden (undtagen Egypten og Jordan) stadig ikke accepterer det jødiske folks ret til at have en stat. Og det uanset hvor lille - uanset hvor grænserne går. Mens den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas officielt forhandler fred med Israel, indoktrineres den palæstinensiske befolkning til stadighed med, at Palæstina i sidste ende skal omfatte hele det nuværende Israel.

Så det er altså ikke først og fremmest Israel, men palæstinenserne og den arabiske verden, der står i vejen for en palæstinensisk stat, og sådan har det være siden 1930'erne. Jeg - og en klar majoritet af israelerne - håber inderligt, at palæstinenserne en dag vil acceptere oprettelsen af en sådan stat, der kan og vil eksistere i fred med den jødiske stat, Israel. Men det vil kræve, at araberne kan forlige sig med tanken om, at Israel har ret til at eksistere - ikke bare midlertidigt, indtil araberne har styrke til at angribe igen, men i al fremtid.

Tilbage til toppen

Hvorfor holder vesten med Israel, og ikke Palæstina?

Det er et interessant spørgsmål. For hvis man skulle basere sit syn på konflikten på de hjemlige medier, som overvejende giver Israel skylden for al ulykken, skulle man jo tro, at de vestlige nationer ville stå helt på palæstinensernes side.

Forklaringen på, at Vesten alligevel støtter og samarbejder med Israel, er nok, at de vestlige ledere i virkeligheden godt forstår, at Israel er et velfungerende demokrati, der stræber efter en fredelig tilværelse, og som tilbyder ligestilling mellem kønnene, rettigheder for religiøse og seksuelle mindretal og økomomisk og videnskabelig udvikling, mens samtlige arabiske regimer, inklusiv de to palæstinensiske, er brutale diktaturer med ledere, der alene prøver at mele deres egen kage og ikke reelt bekymrer sig om deres undersåtters trivsel.

Men det må dog siges, at alle vestlige lande - ligesom Israel - også støtter almindelige palæstinenseres ønske om en fredelig tilværelse med velstand og demokratiske rettigheder. Spørgsmålet er blot, hvordan man kommer derhen. Som man kan se i hele den arabiske verden, særligt for tiden, er demokrati ikke noget, som passer naturligt ind i den eksisterende arabiske kultur.

Tilbage til toppen

Kan denne konflikt måske starte en 3. verdenskrig?

Idéen om, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er "alle konflikters moder", er det rene nonsens og har altid været det. Konflikten er særlig interessant for os i Vesten, fordi den er det måske tydeligste eksempel på sammenstødet mellem vores vestlige, demokratiske, sekulære (ikke-religiøse) kultur, hvor individets rettigheder er i højsædet, på den ene side, og den totalitære modsætning i den arabiske verden, hvor religion og gammeldags traditioner spiller en meget vigtigere rolle, og regimerne undertrykker sine befolkninger for egen vindings skyld. Rent symbolsk har denne konflikt altså indtaget en meget prominent rolle.

Men på alle andre parametre er det her en meget lille (omend langvarig) konflikt, der omhandler meget små landområder (ca. på størrelse med Jylland) og i hvert fald til at starte med ret små befolkninger. Også antallet af dræbte og sårede i denne konflikt blegner totalt i forhold til de frygtelige krige, der har raset i mange år f.eks. i Afrika, men også internt mellem arabiske og andre muslimske grupper og lande i Mellemøsten, så som Iran, Irak og nu senest Syrien.

Der er heller ikke belæg for at hævde, at denne konflikt på noget tidspunkt i historien har truet med at trække resten af verden ind i en ny verdeskrig. Under den kolde krig mellem Sovjet og Vesten støttede de to sider henholdsvis araberne og Israel med våben, men ingen tilbød for alvor at sende egne soldater ind i nogen af de mange krige på nogen af siderne. Israelerne og araberne har, trods den voldsomme (og noget overdrevne) mediedækning i Vesten, altid været overladt til selv af udkæmpe deres kampe.

Tilbage til toppen

Hvorfor kan de ikke finde frem til en fælles fredsaftale?

Der er mange grunde til, at gentagne bestræbelser på at indgå fred er mislykkedes, og begge parter bærer et ansvar for dette. Udfra de danske medier kan man få det indtryk, at det primære ansvar ligger hos Israel på grund af bosættelserne. Det er helt klart en overdrivelse. Man hører også, at Israel nægter palæstinenserne at få en stat i Gaza og på Vestbreden. Det er bestemt også forkert.

Men Israel er jo et demokrati, og det er sandt, at nogle israelske regeringer har været mere ivrige i forhold til at søge fred med palæstinenserne end andre. F.eks. har de tidligere premierministre Yitzhak Rabin (1993-95), Ehud Barak (1999-2000) og Ehud Olmert (2006-2009) været uhyre opsatte på at indgå en fredsaftale. Omvendt har Benjamin Netanyahus regering været noget fodslæbende i forhold til forhandlingerne. Der har internt i regeringen været uenighed om, hvor imødekommende man bør være i forhold til palæstinensernes krav, hvilket i december 2014 resulterede i, at regeringen brød sammen. Man kan håbe, at kommende regeringer vil være mere positivt indstillet overfor at indgå et kompromis med palæstinenserne.

På den palæstinensiske side har linjen være mere konsekvent. Som beskrevet ovenfor, har de palæstinensiske arabere afvist alle kompromisforslag gennem snart 100 år. Også i nyere tid, har den palæstinensiske ledelse afvist alle forslag. Det palæstinensiske samfund er - i modsætning til Israel - ikke demokratisk ledet. Her har organisationen (eller partiet) Fatah regeret, siden Israel i 1993 indgik en aftale med palæstinenserne om begrænset selvstyre i Gaza og i de større byer på Vestbredden. Den såkaldte Oslo-proces skulle have resulteret i en endelig fredsaftale i sommeren 2000, hvor den israelske premierminister, Ehud Barak, accepterede USA's præsident, Bill Clintons, forslag til en endelig fredsløsning.

Men den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, afviste forslaget og forlod fredforhandlingerne. I stedet indledte palæstinenserne endnu et voldeligt oprør mod Israel - denne gang værre end nogensinde før, med systematiske angreb på israelske civile inde i Israels storbyer, hver eneste uge i flere år. Disse angreb kostede omkring 1000 israelere livet og rystede den israelske befolknings tro på, at palæstinenserne virkelig ønsker fred med Israel.

Alligevel fremlagde Israels premierminister Ehud Olmert i 2008 et fredsforslag for den palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas (der overtog magten efter Arafats død i 2004). Forslaget fulgte nogenlunde Bill Clintons parametre fra 2000. Men igen undlod palæstinenserne at svare på det israelske forslag. Da Benjamin Netanyahu i 2009 overtog posten som Israels premierminister, erklærede han sig uvillig til at stå inde for sin forgængers tilbud til palæstinenserne.

I de efterfølgende år nægtede palæstinenserne helt at forhandle, før Israel havde opfyldt en række forhåndsbetingelser. Selv Yassir Arafat havde ikke tidligere stillet den slags betingelser for blot at forhandle, og meget kunne tyde på, at palæstinenserne slet ikke var klar til forhandling.

I 2013 fik USA endelig presset palæstinenserne til forhandlingsbordet (gennem både trusler og bestikkelse). Men i foråret 2014 besluttede det palæstinensiske Fatah, som Israel forhandlede med, at indgå i en samlingsregering med organisationen Hamas, som hele den vestlige verden anser for at være en terrororganisation. Da Israel nægtede at forhandle med Hamas, brød forhandlingerne sammen. Fatah og Hamas kan dog heller ikke enes indbyrdes, så nu afventer vi dels udviklingen blandt palæstinenserne, og dels om den nye amerikanske ledelse under præsident Trump vil få held til at trække parterne til forhandlingsbordet.

Tilbage til toppen

Hvad skal der til, før de kan få fred?

For at kunne indgå en fredsløsning kræves det, at begge parter forstår at gå på kompromis. Dvs. man må acceptere, at man ikke kan få alt, hvad man drømmer om. På Israels side er der et permanent flertal for indgåelse af et kompromis, som vil resultere i en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden (og efter alt at dømme også med Østjerusalem som hovedstad) - netop det, som palæstinenserne overfor Vesten hævder at ønske sig. Skiftende israelske regeringers entusiasme overfor et sådant kompromis afspejler den israelske befolknings svingende tro på palæstinensisk kompromisvilje. Dvs. jo mindre palæstinensisk vold, des mere kompromisvilje fra israelernes side.

Palæstinenserne giver overfor det internationale samfund udtryk for, at man ønsker et sådant kompromis. Men internt blandt palæstinenserne har piben en helt anden lyd. Det palæstinensiske samfund er i øjeblikket splittet mellem organisationerne Fatah og Hamas, der leder hvert deres mini-diktatur på henholdsvis Vestbredden og i Gaza. Begge regimer propaganderer massivt overfor deres befolkninger for fortsat vold og terror imod Israel, ligesom de begge hjernevasker palæstinenserne med, at hele Israel en dag vil blive arabisk/palæstinensisk.

Selvom de danske medier tilsyneladende gør alt hvad de kan for at skjule dette forhold (hvorfor, er et godt spørgsmål!), er israelerne naturligvis godt klar over, at palæstinensernes endelige mål, efter deres egne udsagn, stadig er ødelæggelsen af Israel. Det er årsagen til, at mange israelere er meget skeptiske overfor palæstinensernes intentioner. Den palæstinensiske had-propaganda mod Israel giver måske også et svar på, hvorfor de palæstinensiske ledere altid trækker sig fra enhver fredsaftale i sidste øjeblik: De er simpelthen ikke klar til at oprette en palæstinensisk stat, hvis prisen er en endelig accept af den jødiske stat, Israel.

Så det simple svar er, at den dag palæstinenserne virkelig er villige til at indgå et kompromis, så bliver der fred.

Tilbage til toppen

Selv hvis en fredsaftale indgås, vil freden så kunne holdes?

Der er ingen tvivl om, at en eventuel fredsaftale vil blive holdt fra israelsk side. Israel har aldrig ønsket andet end fred med sine naboer, og israelerne er meget glade for de to fredsaftaler, som de har indgået med Egypten (1979) og Jordan (1994). Israels mål er at opnå fredsaftaler med alle de andre naboer, palæstinenserne inklusive, og har også gentagne gange vist, at man er i stand til, selv med magt, at gennemføre nedlæggelse af bosættelser og tvangsforflytning af egne borgere, under mottoet "land for fred."

Men Israel har desværre meget dårlige erfaringer med tilbagetrækninger fra besatte områder. I stedet for at få fred, har Israel både i forbindelse med tilbagetrækningen fra Libanon (2000) og Gaza (2005) oplevet, at begge områder lynhurtigt blev affyringsramper for raketter og misiler sendt direkte imod israelske storbyer og andre beboelsesområder. Det har været slemt nok i forhold til Gaza og Libanon, der grænser op til Israels yderområder. Men Vestbredden ligger lige i hjertet af Israel, klos op ad landets hovedstad, Jerusalem.

Belært af erfaringen, vil enhver kvadratmeter, som Israel trækker sig tilbage fra, blive brugt til angreb på Israel. Risikoen er ganske stor for, at det også vil ske næste gang. Derfor er israelerne nødt til at insistere på meget effektive sikkerhedsforanstaltninger, for at have en rimelig garanti for ikke at blive angrebet igen efter indgåelse af en fredsaftale med palæstinenserne. Men en 100%-garanti kan man ikke opnå, så i sidste ende er Israel også nødt til at udvise tillid til palæstinenserne og tage en chance for fred.

Tilbage til toppen

Hvorfor er Israel så bekymret over Irans atom-program?

Israelske politikere er nervøse for elementer af den aftale, som USA og en række andre lande indgik med Iran i 2015, særligt den del, som giver Iran lov til at berige uran op til et vist niveau. Israelerne er ret sikre på, at iranerne stræber efter atomvåben, hvilket forekommer sandsynligt, da regimet i Teheran er ret presset og ønsker sig den ultimative forsikring, som atomvåben udgør. Frygten i Israel er, at fortsat iransk uran-berigelse på et tidspunkt vil føre til den kapacitet, som er nødvendig for at producere atomvåben. Vurderingen er, at Iran i forvejen er ret tæt på.

Israelerne tvivler på verdens (dvs. primært USA's) vilje til at forhindre Iran i at blive en atommagt. Hvis det lykkes iranerne at udvikle atomvåben, vil de næppe bruge dem til et direkte angreb på Israel, der i givet fald vil være i stand til at gengælde et sådant angreb fra israelske atombevæbnede ubåde (efter de flestes vurderinger har Israel atomvåben, selvom det ikke vides med sikkerhed, og israelerne ikke vil udtale sig om sagen).

Så en stor atomkrig er ikke sandsynlig. Men frygten er, at et atombevævnet Iran vil øge sit engagement i de organisationer, der bekæmper Israel (Hizbollah, Hamas mv.) uden at frygte omverdenens straf. Og den ultimative frygt er, at Iran vil lade atomvåben eller knowhow tilflyde ikke-statslige aktører som terrorganisationer mv., sådan at Israel kan angribes uden at afsenderne er kendt. Det er nok israelernes mareridtsscenarie. Derfor er Israel meget opsat på at stoppe Irans march mod atomvåben.

Israel har således arbejdet på en række fronter imod Irans atomprogram: dels et troværdigt militært pres (fra Israel og/eller USA), og dels diverse hemmelige operationer, herunder sabotage af iranske atomanlæg, bl. a. ved hjælp af computervirus og den slags. Israel har også støttet de internationale sanktioner, der lader til at have virket, og som fik presset iranerne til at forhandle med det internationale samfund om opgivelse af deres atomvåbenprogram (som de i øvrigt nægter at have).

Om Iran vil overholde den indgåede aftale, og om det dermed vil lykkes verdenssamfundet at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, er tvivlsomt. En sandsynlig udvikling kunne være, at Iran når et punkt, hvor man til enhver tid vil kunne "bryde ud" som atommagt, men undlader at gøre det, i hvert fald officielt. Det vil give Iran en vis magt og prestige, uden at påkalde sig verdenssamfundets vrede.

Tilbage til toppen

Hvorfor må Israel have atomvåben, hvis Iran ikke må?

Det er ikke i sig selv Irans formodede atomvåbenprogram, der gør, at landet gennem en årrække har været (eller burde have været) underlagt international inspektion. Det handler om, at Iran har underskrevet den internationale atomare ikke-spredningsaftale (NPT), hvorefter landet har kunnet modtage fremmed assistance til udviklingen af atomkraft til civile formål, men sidenhen ikke har villet lade sine atomfaciliteter inspicere. Iran har altså indgået en aftale, som landet efterfølgende ikke vil leve op til.

Med Israel forholder det sig lige omvendt. Meget tyder på, at Israel i 60'erne og 70'erne har udviklet atomvåben i samarbejde med Frankrig. Israel har i den sammenhæng ikke indgået nogen internationale aftaler om hverken ikke-spredning eller inspektion. Derfor har det internationale samfund intet krav på at kunne inspicere de israelske atomanlæg. Israel har præcis samme ret til et eventuelt atomvåbenprogram, som eksempelvis USA, England eller Frankrig.

Selvom Israel ikke er underskriver af NPT, tyder intet på, at atomvåbenmateriale eller -ekspertise skulle have forladt landet. Det samme kan desværre ikke siges om mindre demokratiske lande som Sovjetunionen, Pakistan og Nordkorea.

Det bør desuden bemærkes, at Irans formodede atomvåbenprojekt ikke er en reaktion på Israels ditto. Iran har helt andre grunde til at ønske sig atomvåben end angst for et israelsk atomangreb. Det handler dels om at sikre det islamistiske regimes overlevelse, og dels om at øge Irans magt og indflydelse i regionen.

Frygten for et iransk atomvåbenprogram handler ikke bare om muligheden af, at Iran selv vil affyre atombevæbnede missiler mod Israel eller andre (hvilket trods alt må anses for relativt usandsynligt), men i højere grad om Irans generelle magt i regionen, samt den mulighed at Iran kunne lade våben eller ekspertise sive videre til forskellige ikke-statslige aktører, som det er mere vanskeligt at holde i skak gennem den "gensidigt garanterede udslettelse," der kan afbalance forholdet mellem to nationale atommagter.

Tilbage til toppen

Hvorfor vil Israel ikke indrømme, at det har atomvåben?

Når Israel afviser at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen (NPT) og den medfølgende inspektion, er det for at kunne opretholde sin "nukleare tvetydighed," altså det at alle regner med - men ikke med sikkerhed ved - at Israel har atomvåben. Formålet har altid været at besidde den ultimative livsforsikring, uden samtidig at indlede et atomvåbenkapløb i Mellemøsten.

Og strategien er faktisk lykkedes - i hvert fald indtil Iran flere årtier senere, stik imod sine forpligtelser i henhold til NPT, udvidede sit lovlige atomprogram med et hemmeligt.

Israel er indimellem under pres for at lade sine atomanlæg inspicere. Men hvad vil man egentlig opnå herved? Formodentlig at få landets atomarsenal frem i lyset, hvorefter man vil forsøge at tvinge Israel til at skille sig af med det. I den virkelige verden vil det dog næppe lykkes. Til gengæld vil et åbenlyst israelsk atomvåbenprogram risikere at presse flere arabiske lande (så som Saudi-Arabien eller Egypten) til også at udvikle atomvåben, og man vil få det atomvåbenkapløb i Mellemøsten, som alle ønsker at undgå.

Den risiko er der givetvis nogle, som er villige til at løbe, i den evige kamp for at få skovlen under Israel. Men når selv de arabiske ledere tilsyneladende foretrækker status quo, hvem er det så lige, der har gavn af inspektionen af Israels atominstallationer? I realiteten formodentlig ingen.

Tilbage til toppen

Hvorfor vil palæstinenserne ikke opgive terrorisme?

Den anti-israelske propaganda vil vide, at det er israelsk undertrykkelse af palæstinenserne, der tvinger dem til terrorisme. Men realiteten er nok mere kompliceret, og der er mange faktorer.

Det palæstinensiske selvstyre under Yassir Arafat (indtil hans død i 2004) havde absolut brug for at holde liv i konflikten med Israel, for at aflede opmærksomheden fra selvstyrets egne overgreb mod palæstinenserne. Faktum er, at Arafats undertrykkelse af palæstinenserne langt overgik generne fra den israelske besættelse. Mahmoud Abbas, der overtog magten i 2004, har arvet Arafats korrupte og totalitære styre, men lader til oprigtigt at ønske at reformere det. Han har også gjort en stor indsats for at forhindre palæstinensisk terror imod Israel, bl.a. gennem et effektivt samarbejde med det israelske sikkerhedsapparat.

På den anden side kan Abbas' selvstyre stadig ikke lade være med at hylde folk, der dræber israelske civile. Idéen om, at Israel er fjenden, der skal bekæmpes og til sidst besejres, lader til at være blevet en indgroet del af den palæstinensiske selvforståelse. Det er desværre noget, som systematisk er blevet holdt ved lige, og endda fremelsket gennem de forgangne 20 år, selvom palæstinenserne i forbindelse med Oslo-aftalerne skrev under på det modsatte (at forberede befolkningen på fred med Israel).

Hvor Arafat, Abbas og Fatah har brugt "modstanden" (terroren) mod Israel som et middel til at forblive ved magten, lader Hamas' terror til også at have en religiøs dimension. Organisationen er i vid udstrækning drevet af idéen om at "hele Palæstina" - altså inklusive hele Israel - skal være fundamentalistisk muslimsk. Men også Hamas bruger terroren mod Israel som et middel til at styrke sin position blandt palæstinenserne, som den bevægelse, der for alvor bekæmper den "zionistiske fjende." Det er noget, der giver point.

Det er uklart, om nogen palæstinensiske terrorister virkelig selv tror på, at de kan ødelægge Israel, selvom det ikke kan afvises. Men det er ret tydeligt, at kampen mod Israel også i høj grad handler om "frihedskæmpernes" position i det palæstinensiske samfund. Hvis der blev fred, måtte mange af dem jo gå tilbage til deres civile tilværelser. Og hvem vil ikke hellere hyldes som en helt, end bare være mekaniker eller gadefejer? Eller værre endnu: hvis der blev fred og demokrati i Palæstina, så kunne lederne jo risikere at miste deres magt gennem demokratiske valg.

Tilbage til toppen

Ønsker palæstinenserne demokrati?

Der er i mit sind ingen tvivl om, at alle mennesker ønsker at have medbestemmelse i det samfund, de lever i. Og det betyder demokrati. At det også gælder arabere og andre muslimer bekræftes af den store entusiasme man har set ved valgene i både Irak, Afganistan, Libanon, det palæstinensiske selvstyre og Egypten. Ja, selv iranerne er meget optagede af at gå til valg, selvom de hverken er frie eller fair. Når folk får mulighed for at tilkendegive deres mening, så gør de det.

De eneste, der kan have interesse i at forhindre demokratiets udbredelse, må nødvendigvis være dem, der drager fordel af demokratiets fravær. Og hvem er det i det palæstinensiske samfund? Der er jo dem, der i forvejen har magt. Hvis vi går tilbage til tiden omkring Israels oprettelse, gjalt det først og fremmest arabiske herskere og lokale ledere. Det er efter min mening ikke tilfældigt, at datidens mest magtfulde mand i det arabiske Palæstina, muftien i Jerusalem, var den mest indædte modstander af jødernes indflydelse i regionen. For jøderne medbragte jo netop det, der i allerhøjeste grad truede muftiens magt, nemlig modernitet og demokrati.

I dag gælder det først og fremmest selvstyrets ledelse, og alle dem der profiterer af det, altså dem der modtager bestikkelse og særlige privilegier mod til gengæld at være loyale overfor selvstyret. Det var sådan Arafats dikatur fungerede, og selvom Mahmoud Abbas har reformeret selvstyret i et vist omfang, er de grundlæggende principper uforandrede. Det kommer til at tage tid, samt en god portion pres fra de vestlige økonomiske donorer, for at ændre sådan et system.

Situationen er naturligvis kompliceret af, at Hamas siden sin voldelige overtagelse af Gaza i 2007 har oprettet sit eget islamistiske diktatur her. Der er næppe tvivl om, at der er en afgrundsdyb modsætning mellem Hamas-ledelsen og den almindelige befolkning i Gaza, når det kommer til ønsket om demokrati.

For at holde på magten er både Hamas og selvstyret på Vestbredden nødt til at undertrykke almindelige palæstinenseres rettigheder, ligesom det er absolut nødvendigt at fortsætte den systematiske hjernevask af befolkningen til at opfatte Israel som deres primære fjende. Det sker bl.a. gennem de palæstinensiske medier, der, som i alle andre diktaturer, er kontrolleret af ledelsen. Folk har en tendens til at tro på hvad de ser i tv og læser i avisen - det gælder jo også herhjemme.

Spørger man palæstinenserne privat, er der mange, der er kritiske overfor både Fatah og Hamas. Men under begge regimer er der, i fraværet af ytringsfrihed, en decideret risiko ved at udtale sig offentligt imod ledelsen. Der er ingen tvivl om, at mange palæstinensere er blevet fængslet, tortureret og henrettet for at sige deres mening.

Hvis Palæstina skal have en chance for at udvikle sig til en fredelig og velstående nation, er det nødvendigt at indføre ægte demokrati. Og det betyder ikke bare afstemninger, men også total ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retssikkerhed, gennemsigtighed i administrationen, ét enkelt magtmonopol (alt politi og militær under demokratiets kontrol), en tre-deling af magten (adskillelse mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt, dvs. politikere, domstole og politi) osv. Alt dette er fortsat fraværende i det palæstinensiske samfund.

Tilbage til toppen

Diskrimineres arabere/palæstinensere i Israel?

Israel er et demokrati, der på langt de fleste områder ligner vores eget. Faktisk blev det israelske samfund i sin tid etableret med de skandinaviske demokratier som inspiration. Det politiske system ligner derfor vores, med et repræsentativt demokrati med mange partier, der indgår i koalitionsregeringer. I Israel har alle således både fuld ytringsfrihed, stemmeret, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, retssikkerhed, ligestilling mellem kønnene osv. Disse rettigheder gælder selvfølgelig også det arabiske mindretal, og der er også arabiske partier repræsenteret i det israelske parlament, Knesset.

Det betyder desværre ikke, at arabere ikke i nogle tilfælde diskrimineres, men det gør de jo også her i Danmark. Det er et problem, som selvfølgelig i Israel forstærkes af konflikten med araberne. Men det er samtidig et problem, som livligt diskuteres i israelske medier. Det er dog vigtigt at forstå, at Israel suverænt er det land i Mellemøsten, der tilbyder sine arabiske borgere flest frihedsrettigheder - det eneste land i regionen, hvor arabere nyder alle de rettigheder, som er nævnt ovenfor.

Så det er fint at kritisere Israel for dets behandling af sine arabere, så længe man holder sig til sandheden og har styr på proportionerne. Hvis der skal være rimelighed i tingene, bør man samtidig være klar over, hvordan det står til med menneskerettighederne i nabolandene, herunder det palæstinensiske selvstyre. I en mellemøstlig kontekst vil det være rimeligt samtidig at rette en betydeligt stærkere kritik mod de arabiske regimer, hvor der finder virkelig undertrykkelse sted - hvor man kan blive fængslet eller dræbt for bare at sige sin mening. Ellers støtter man det fejlagtige billede, at det demokratiske Israel er en værre "slyngelstat" end de omgivende diktaturer. Intet kunne være mere forkert.

Tilbage til toppen

Hvorfra kommer begreberne 'Palæstina' og 'palæstinensere'?

Der går nogle gange lidt kludder i begreberne, når der tales om Palæstina og palæstinensere. Men det behøver ikke være spor vanskeligt at bruge termerne rigtigt, bare man forstår hvad de dækker.

Lidt historie: Fra ca. år 1000 (f.v.t.) til år 135 hed området omkring Jerusalem Judæa (eller Judah). I 135 omdøbte romerne det til Palaestina (formodentlig efter filistrene, et græsk folk, der tidligere havde huseret på Judæas kyst). Formålet var at eliminere områdets jødiske identitet. Senere blev det erobret af mange forskellige imperier, herunder det arabiske, og endte fra 1517 - 1917 under tyrkisk kontrol. I denne tid var området simpelthen en del af det osmanniske riges syriske provins.

I Vesten brugtes stadig den romerske term, på dansk Palæstina. Efter englænderne under 1. verdenskrig overtog kontrollen, blev det osmanniske rige opdelt mellem stormagterne, og England blev af Folkeforbundet (forløberen til FN) tildelt ansvaret for det område, der i dag udgør Jordan, Israel, Vestbredden og Gaza. Det var det "mandatområde," der blev kaldt Palestine (Palæstina på dansk).

Der har altså aldrig eksisteret en selvstændig stat eller nation, der hedder Palæstina, og når man bruger termen korrekt i dag, refererer man til det engelske mandatområde. I 1922 blev de tre fjerdedele af Palæstina, der lå øst for Jordanfloden, dog udskilt og blev til Transjordanien, i dag kongeriget Jordan. Derfor bruges termen Palæstina i dag ofte om den tilbageværende del af mandatet, nemlig området der lå vest for Jordanfloden, altså Israel, Vestbredden og Gaza i perioden 1922 - 1948.

I 1948 oprettedes staten Israel, hvorefter mandatet Palæstina ophørte med at eksistere. Den ene del hed nu Israel, mens den resterende del skulle have været en arabisk stat, som araberne kunne have kaldt Palæstina, hvis de ønskede. Men som vi ved, valgte den arabiske verden at undlade at oprette det arabiske Palæstina, og de områder, der ikke blev til Israel, erobredes ganske enkelt af Jordan og Egypten (Jordan annekterede endda Vestbredden), og der blev aldrig nogen stat med navnet Palæstina.

Men hvem er så palæstinenserne? Palæstina var jo navnet på det britiske mandatområde, så de, der boede der, blev naturligt nok kaldt palæstinensere. Der var altså både palæstinensiske jøder og palæstinensiske arabere, og i mandatårene brugtes begrebet om alle områdets indbyggere. Eksempelvis hed en jødisk avis, som blev trykt i Jerusalem (1932-1950) 'The Palestine Post' (i dag The Jerusalem Post).

Men efter krigen i 1948-49 fandtes der ingen jøder udenfor Israel (Vestbredden og Gaza var blevet etnisk renset for jøder), og jøderne (og araberne) i Israel var jo nu blevet til israelere. Så de eneste palæstinensere, der var tilbage, var de arabiske palæstinensere. Det er altså først efter Israels oprettelse, at begrebet "palæstinensere" blev synonym med den gruppe, som vi i dag betegner som palæstinenserne, altså de arabiske palæstinensere.

Man kan sige, at palæstinenserne først blev til et selvstændigt folk, da det af politiske grunde blev interessant for den arabiske verden at associere et sådant folk med det land, der nu var blevet til Israel - at begrebet "palæstinensere" simpelthen er skabt med det formål at bekæmpe Israel.

Men som årene er gået må man erkende, at der virkelig er blevet skabt en særlig palæstinensisk identitet, hvorfor det efter min mening er rimeligt at bruge termen "palæstinensere" om de palæstinensiske arabere. Der er dog jøder i Israel, som stadig insisterer på blot at kalde dem "arabere," netop af den modsatte årsag: for at svække associationen til mandatområdet Palæstina, som de mener i sin helhed fremover bør høre under Israel.

Det mener jeg ikke, og det mener heller ikke størstedelen af den israelske befolkning, der bruger begrebet, ligesom vi andre gør det. Men selvom vi er mange, der ønsker at palæstinenserne snarest muligt får en stat i Gaza og på Vestbredden, der givetvis kommer til at hedde Palæstina, er det stadig forkert at bruge ordet Palæstina, som om den stat allerede eksisterer.

Ikke desto mindre er det blevet meget populært her i Vesten at bruge termen Palæstina som et politisk "statement", der skal udtrykke sympati for palæstinensernes sag. Ligesom da dagbladet Politiken under krigen i Jugoslavien kaldte Kosovo for Kosova, i et forsøg på at udtrykke sympati for Kosovo-albanernes sag. Sympati med palæstinenserne er efter min mening en fin ting, men derfor er det stadig ikke korrekt at bruge ordet Palæstina om et land, der ikke eksisterer.

Der findes andre politisk ladede termer for det område, der måske (formodentlig med mindre justeringer) en gang bliver til en palæstinensisk stat, så som: "Judæa, Samaria og Gaza" (brugt af folk der ønsker at beholde dem under israelsk kontrol), og "de besatte områder" (brugt af de fleste i Vesten, inkluderer også Golan-højderne, og indikerer at Israel skal trække sig tilbage).

De mindst ladede, og samtidig korrekte termer er "Vestbredden og Gaza", "territorierne", "de palæstinensiske selvstyreområder" eller blot "selvstyreområderne." Beboerne hedder ikke vestbredgensere eller gazanere, men blot palæstinensere.

Tilbage til toppen

Hvordan ser fremtiden ud for Israel/Palæstina?

Fremtiden er naturligvis uvis. Mit store håb er, at palæstinenserne opgiver deres drøm om et Palæstina, der omfatter hele det nuværende Israel, og i stedet accepterer at indgå et kompromis, ligesom et massivt flertal af israelerne for længst har opgivet drømmen om et "Stor-Israel," der omfatter hele området. Når israelerne for alvor kan tro på palæstinensernes vilje til et kompromis, vil de også vælge politiske ledere, som er klar til at indgå en endelig fred.

Og alle ved i store træk, hvordan sådan en fred vil se ud: Staten Palæstina oprettes i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som dens hovedstad. Alternativt kan byen fungere som hovedstad for begge lande samtidig. Den endelige grænse vil blive justeret i forhold til den såkaldte "grønne linje", der i realiteten bare er våbenhvilelinjen fra krigen i 1948-49, sådan at de største blokke af israelske bosættelser på Vestbredden indlemmes i Israel. Palæstina vil sandsynligvis blive kompenseret herfor med land fra selve Israel. Efterkommerne af de arabiske flygtninge fra krigene i 1948 og 1967 vil kunne vende tilbage til den nye palæstinensiske stat - og ikke til Israel, som palæstinenserne ellers kræver. Begge parter accepterer, at konflikten er slut, og at de ikke har flere krav overfor hinanden.

Derefter er der næsten ingen grænse for, hvor meget positivt de to lande vil kunne få ud af hinanden. Særligt palæstinenserne vil kunne nyde et markant løft i levestandard gennem samarbejde med det højt udviklede Israel.

Men fremtiden er som nævnt uvis. Som vi ser i øjeblikket i resten af den arabiske verden, kan det hele gå i en modsat retning med islamistisk fundamentalisme, had og vold. Jeg tror dog ikke, det vil gå sådan for palæstinenserne, der i givet fald vil blive de store tabere endnu en gang. Jeg tror faktisk stadig på en fredelig løsning, men det er måske bare fordi jeg er en ukuelig optimist!

Tilbage til toppen


Dan Harder, Israel-Online.dk - Opdateret 29. maj 2017.

 

Untitled Document