| Israel-Online, 28. august
2017
Klage til DR over løgne i Orientering
Af Dan Harder
Den 9. august indsendte jeg en klage til
Danmarks Radio over et indslag
i Orientering, hvori Israel beskyldes for at opflaske
børn til had og sammenlignes med Nazi-tyskland.
18. august modtog jeg et lidet fyldestgørende
svar fra DR-redaktionschef Judith Skriver, der forsvarede
den anvendte metode i indslaget. Svaret var altovervejende
enslydende med hendes kommentar
i Berlingske af 14. august.
Herunder følger min klage (anke)
af d.d. til DR's "lytternes - og seernes redaktør,"
Jesper Termansen.
Frederiksberg, 28. august 2017
Kære Jesper Termansen,
Den 18. august modtog jeg svar fra redaktionschef Judith
Skriver på min klage over et indslag
i Orientering på DR Radios P1, 15. juni 2017,
hvori Israel beskyldes for indoktrinering af børn
til had med det formål at "dræbe"
og "mishandle" palæstinensere.
Israel sammenlignes desuden med Nazi-tyskland (se afskrift
af indslaget).
Judith Skriver afviser min klage med påstand
om, at jeg misforstår indslaget. Hun medgiver
i sit svar, at "det ville have klædt"
Orientering, hvis man havde fortalt, at den citerede
professor, som udgør indslagets eneste kilde,
er "en kontroversiel person, hvis forskning
er genstand for diskussion og debat." Bortset
fra den lille (delvise) indrømmelse, forsvarer
Judith Skriver den journalistiske metode anvendt i indslaget.
Min liste
over de etiske retningslinjer for god journalistik,
som bliver overtrådt i indslaget (vedlagt min
oprindelige klage), vælger Judith Skriver at ignorere.
Hun forholder sig heller ikke til min primære
kritik, nemlig DR's formidling af en løgn. Hun
fokuserer i stedet sit forsvar på, at de løgnagtige
påstande i indslaget står for professor
Nurit
Peled-Elhanans regning, og ikke støttes af
DR-journalisterne (hvilket er beviseligt forkert, jf.
nedenfor).
Sagens alvor er således, med Judith Skrives afvisning
af min klage, markant skærpet. Nu er der ikke
alene tale om, at nogle DR-journalister har overtrådt
en række etiske regler og lavet et elendigt stykke
journalistisk arbejde. Nu har vi en DR-redaktionschefs
ord for, at det er helt i orden, at DR fortæller
lytterne en hadefuld løgnehistorie om Israel.
Min anklage er fortsat, at den journalistiske tilgang
anvendt i indslaget er uredelig, dybt amoralsk og i
klar modstrid med journalistiske normer, defineret af
både medieansvarsloven, Pressenævnet
og Danmarks
Radio selv, hvilket jeg vil dokumentere i det følgende.
Det er desuden en skærpende omstændighed,
at løgnene, der promoveres i indslaget, er af
antisemitisk karakter og puster til et allerede
eksisterende had til Israel og jøder.
For at lette overblikket vil jeg inddele min kritik
i to overordnede dele med følgende punkter:
Del 1. Det oprindelige indslag i Orientering
1.1. Anklagerne imod Israel
om hadlæring i skolebøger - dvs. hele præmissen
for indslaget - er løgn.
1.2. Anklagerne imod Israel,
primært fremført af professor Nurit Peled-Elhanan,
modsiges ikke på noget tidspunkt i indslaget,
men fremstår som fakta. DR-journalist Mia Ulvgraven
agerer desuden personlig garant for professorens påstande.
1.3. DR-journalisterne udviser
ingen kildekritik, til trods for at indslagets eneste
kilde er både kontroversiel og utroværdig.
Journalisterne lader hånt om DR's egne værdier.
1.4. Flere af de promoverede
påstande er af antisemitisk karakter.
1.5. Figenblade - forsøg
på at fremstå balanceret.
1.6. Ingen kontekst. Der byttes
om på offer og gerningsmand.
Del 2. Judith Skrivers afvisning af min klage
2.1. Judith Skriver undlader
at forholde sig til sandhedsværdien af Orienterings
historie om israelsk hadlæring.
2.2. Judith Skriver undlader
at forholde sig til indslagets overtrædelse af
etiske retningslinjer.
2.3. Judith Skriver forsvarer
brugen af en kontroversiel kilde uden kildekritik.
2.4. Judith Skriver forsvarer
kolporteringen af en løgn om Israel - med koblingen
til en (antageligt) sand historie fra Egypten.
2.5. Judith Skriver hævder
- i strid med ordlyden i indslaget - at DR-journalist
Mia Ulvgraven afviser professor Elhanans påstande.
Herunder følger en detaljeret redegørelse
for hvert enkelt punkt, samt specifikation af de etiske
retningslinjer for god journalistik, som overtrædes
i indslaget.
Del 1. Det oprindelige indslag i Orientering:
Ad 1.1. Anklagerne imod Israel
om hadlæring i skolebøger - dvs. hele præmissen
for indslaget - er løgn.
Uddrag fra Pressenævnets "Vejledning
om god presseskik":
Punkt A, stk. 1. "Det er mediernes opgave
at bringe korrekt og hurtig information. Så langt
det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger,
der gives eller gengives, er korrekte."
Informationen i indslaget er ikke korrekt, faktisk
er den lodret forkert. Journalisterne har ikke gjort
noget som helst forsøg på at tjekke deres
oplysninger, hvilket ellers kunne gøres med et
par simple opslag på internettet.
Dokumentation:
I indslaget forklares det, at man i Israel, gennem
de israelske skolebøger, indoktrinerer børn
til had med det formål at "dræbe"
og "mishandle" palæstinensere.
Det påstås desuden, at Israel søger
at "eliminere" palæstinenserne,
der angiveligt anses for et problem, som skal "løses"
på samme måde, som Nazi-tyskland i sin tid
forholdt sig til jøderne.
Den interviewede professor, Nurit Peled-Elhanan, foregiver
at kunne konkludere ovenstående på basis
af en analyse af israelske skolebøger. Men der
fremlægges ingen dokumentation fra hendes påståede
forskning, der i øvrigt ikke er umiddelbart tilgængelig
på internettet. Indslagets eneste forsøg
på at underbygge anklagerne, er en påstået
mangel på billeder af almindelige palæstinensere
i israelske skolebøger - næppe et bevis
på massiv og "systematisk"
hadlæring.
Omvendt findes der en række lødige, grundige
og offentligt
tilgængelige forskningsprojekter på
området. De forskellige undersøgelsers
resultater varierer lidt, men ingen af dem kommer i
nærheden af at underbygge Elhanans påstande.
Tværtimod viser de som helhed, at der i israelske
skolebøger ingen hadlæring findes. Den
mest omfattende undersøgelse, som samtidig
er blandt de mest kritiske overfor Israel, bemærker
en overvejende pro-israelsk (omend korrekt) udlægning
af konfliktens historie. Samme rapport konkluderer også,
at fredelig sameksistens med palæstinenserne gennemgående
beskrives som ønskværdig i israelske skolebøger.
En anden israelsk forsker, Dr. Arnon Groiss, har gjort
sig den ulejlighed at undersøge
de - kun syv - israelske skolebøger, som
lå til grund for Nurit Peled-Elhanans rapport
fra 2003, hvori hun nåede samme konklusion som
præsenteres i DR-indslaget. Groiss kunne i de
pågældende bøger ikke finde blot
antydningen af belæg for Elhanans konklusioner.
Ad 1.2. Anklagerne imod Israel, primært
fremført af professor Nurit Peled-Elhanan, modsiges
ikke på noget tidspunkt i indslaget, men fremstår
som fakta. DR-journalist Mia Ulvgraven agerer desuden
personlig garant for professorens påstande.
Uddrag fra Pressenævnets "Vejledning
om god presseskik":
Punkt A, stk. 5. "Det skal gøres klart,
hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer."
Professor Nurit Peled-Elhanans synspunkter/konklusioner
præsenteres som om de var faktuelle. I begyndelsen
af indslaget forstår man dog, at de hidrører
fra hende selv og hendes forskning. Men senere i indslaget
bekræfter DR-journalist Mia Ulvgraven, på
basis af egne observationer, at professorens påstande
er sande. På den måde opstår der uklarhed
over, om der er tale om fakta eller holdninger. En lytter,
der ikke er ekspert på området, får
dog den overvejende opfattelse, at der er tale om fakta.
Dokumentation:
Indslaget i Orientering er tilrettelagt som et dobbeltindslag
under titlen "Både egyptere og israelere
opflaskes til had." Anden del, dvs. indslaget
om Israel, indledes med ordene "Et sted hvor
hadlæringen sker systematisk gennem skolebøgerne
er i Israel."
Så langt fremstår påstanden - løgnen
- som et faktum.
Det forklares dernæst, at det er den israelske
professor, Nurit Peled-Elhanan, som står bag anklagerne
om racisme og hadlæring i skolebøgerne.
Professoren får lov til at uddybe med den udokumenterede
påstand om, at hadlæringen har til formål
at skabe gode israelske soldater, som kan "dræbe
uden at blinke." Hun sætter trumf på
ved at sammenligne den israelske politik overfor palæstinenserne
med Nazi-tysklands behandling af jøderne.
Studieværten, Louise Windfeld-Høeberg,
oversætter pligtskyldigt professorens ord fra
engelsk, uden at stille spørgsmål eller
rejse tvivl. Da udsagnene kommer fra "pålidelige"
kilder som DR Orientering og en israelsk professor,
må den ikke-sagkyndige lytter tilgives for at
antage, at der tales sandt.
Herefter giver DR-journalist Mia Ulvgraven, som har
lavet interviewet med professoren, en kort og helt igennem
positiv præsentation af professoren, der fremstilles
som sympatisk og endda nuanceret derved, at hun som
israeler kæmper palæstinensernes sag. Lytteren
har ingen grund til at ane uråd.
I den sidste del af indslaget, understøttes
Elhanans påstande af DR-journalist Mia Ulvgravens
egne, personlige erfaringer. Med direkte reference til
sammenligningen af Israel med Nazi-tyskland, beder studieværten
Louise Windfeld-Høeberg om Mia Ulvgravens vurdering
af professorens udsagn.
Louise Windfeld-Høeberg: "Mia Ulvgraven,
det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun
med jøderne i Nazi-tyskland. Alle de negative
egenskaber er noget [palæstinenserne] har i blodet,
de kan ikke påvirkes eller tilpasse sig, derfor
må man af med dem, lyder logikken i skolebøgerne.
Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne
i alle israelske skolebøger?"
Mia Ulvgraven: "Nej ikke i alle, men faktisk
i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."
Her skifter indslaget karakter fra ukritisk at fremlægge
professorens højst tvivlsomme forskning, til
at DR-journalisten Mia Ulvgraven selv agerer sandhedsvidne.
Bemærk brugen af ordet "faktisk".
De nazistiske tendenser i israelske skolebøger
er ifølge Mia Ulvgraven et faktum.
Påstanden om, at den israelske hadlæring
har til formål at skabe gode israelske soldater,
kan Mia Ulvgraven også bekræfte.
Louise Windfeld-Høeberg: "Og hele det
her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne
har til formål at skabe gode soldater til den
israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende
det hun siger?"
Mia Ulvgraven: "Ja, det kan jeg godt. Altså
jeg har læst i Israel og jeg har studeret de her
psykosociale mekanismer, som er med til at fastholde
konflikten. Og det fremgår mange steder i forskningslitteraturen,
at den her negative racistiske fortælling og truslen
om Holocaust gennemsyrer samfundet, og også skolesystemet,
for at man kan opretholde besættelsen. Man kan
simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling,
man udsætter de andre for, hvis ikke man har den
her fortælling, hvis man ser de andre som ligeværdige
mennesker, så kan man ikke gennemføre det
man gør, det er logikken i litteraturen."
Det er uklart hvilken 'forskningslitteratur', Mia Ulvgraven
refererer til. Men hendes egne "studier" har
angiveligt ført til samme konklusion som professorens.
Israelerne "mishandler," ifølge Mia
Ulvgravens personlige vurdering, palæstinenserne,
og for at kunne gøre det - hvilket angiveligt
er det israelske samfunds mål - må man have
den "negative racistiske fortælling"
i skolebøgerne.
Det, der indledningsvis blev præsenteret som
et forskningsprojekt, er nu et syndigt rod af professor
Elhanans og Mia Ulvgravens egne holdninger, uden nogen
form for faktuel underbygning. Den almindelige lytter
har ingen chance for at forstå, at både
professoren og DR-journalisten taler for egen regning
- og tilmed usandt.
Ad 1.3. DR-journalisterne udviser ingen kildekritik,
til trods for at indslagets eneste kilde er både
kontroversiel og utroværdig. Journalisterne lader
hånt om DR's egne værdier.
Herunder følger nogle uddrag fra henholdsvis
Pressenævnets "Vejledning
om god presseskik" og Danmarks Radios
egne etiske
retningslinjer (PDF af 9. juni 2017).
De punkter, som er overtrådt i indslaget i Orientering,
citeres i kursiv, mine kommentarer nedenunder
i normal font.
Uddrag fra Pressenævnets "Vejledning
om god presseskik":
Punkt A, stk. 2. "Kritik bør udvises
over for nyhedskilderne, i særdeleshed når
disses udsagn kan være farvet af personlig interesse
eller skadevoldende hensigt."
Indslagets eneste kilde er en højst kontroversiel
person, som har en stærk personlig interesse i
at promovere sine - efter alle standarder - meget ekstreme
synspunkter. I indslaget er der ikke udvist nogen som
helst kildekritik. At udbrede løgne om påstået
israelsk, og hermed jødisk, ondskab kan volde
meget stor skade på både israelere og jøder
overalt i verden.
Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 8: "FORORD
- DRS VÆRDIER":
"Troværdighed: Vi lægger afgørende
vægt på grundig research, hæderlighed
og ordentlighed i programarbejdet. Vi taler ikke mod
bedre vidende og har ikke skjulte dagsordner."
Der er i forbindelse med indslaget ikke lavet grundig
research, ligesom programarbejdet ikke bærer præg
af hverken hæderlighed eller ordentlighed. Om
der er en skjult dagsorden, kan man ikke vide al den
stund, at den i givet fald er skjult. Men hvis ikke
journalisterne taler mod bedre vidende, er de nødvendigvis
ekstremt inkompetente, set i lyset af hvor enkelt det
er at finde mere nuanceret information om emnet. Alene
de i indslaget anførte oplysninger burde havde
fået journalisternes alarmklokker til at ringe
og vækket mistanke om, at professoren har en anden
agenda end blot objektiv forskning.
"Uafhængighed: Vi tager aldrig hensyn
til eller lader os styre af økonomiske eller
politiske særinteresser. Der må ikke kunne
rejses berettiget tvivl om DR, produktionernes eller
medarbejdernes integritet."
Journalisterne har uomtvisteligt ladet sig styre af
professor Nurit Peled-Elhanans politiske dagsorden,
endda velvilligt, da de i indslaget selv oplyser om
professorens politiske virke. Særligt DR-journalist
Mia Ulvgravens professionelle integritet må siges
at være ikke-eksisterende.
"Alsidighed: Vi er fair over for alle parter,
holdninger og synspunkter gennem en upartisk og kritisk
journalistik. Vi favoriserer ikke bestemte samarbejdspartnere
eller interesser."
Indslaget er udtryk for en uhørt mangel på
fairness. Kun ét synspunkt bringes til torvs.
Det bankes til gengæld fast med rigtig mange gentagelser
af hovedteserne. Der er intet forsøg gjort på
at finde blot et eneste alternativt synspunkt, selvom
de er rigeligt tilgængelige på internettet.
Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 14-15:
"KAPITEL 2 – STÆRKE OG KONTROVERSIELLE
BILLEDER OG EMNER - KRIGE OG KONFLIKTER":
"DR skal være særligt opmærksom
på, at krigsførende parter ofte vil forsøge
at manipulere offentligheden og styre informationsstrømmen.
Derfor er det vigtigt at huske, at mangfoldighed, alsidighed
og nuancering af synspunkterne er DRs altafgørende
kendemærke.
Tilrettelæggere, journalister og redaktører
skal altid:
- udvise stor kildekritik,
- angive kilder,
- formidle baggrund og
- formidle mulige motiver til forskellige oplysninger."
Professor Nurit Peled-Elhanan er afgjort part i konflikten
mellem Israel og palæstinenserne (også selvom
det måske kan forvirre nogle, at hun som israeler
kæmper for den palæstinensiske side).
Ad underpunkt 1: Journalisterne udviser absolut ingen
kildekritik.
Ad underpunkt 2: Professoren er som kilde klart angivet.
Der præsenteres dog ingen eksempler fra hendes
såkaldte forskning, som kan understøtte
de meget grove anklager. Hvilke kilder Mia Ulvgraven
støtter sig til under referencen "forskningslitteraturen"
er ganske uklart.
Ad underpunkt 3: Der formidles ingen baggrund - eller
kontekst - i forhold til hadlæring i den israelsk-palæstinensiske
konflikt. Realiteten er, at det palæstinensiske
samfund, både i Gaza og på Vestbredden,
er gennesyret af hadlæring over for israelere
og jøder, mens tilsvarende problemer på
den israelske side er meget begrænsede.
Ad underpunkt 4: Professor Elhanans klare politiske
motiv til at anklage Israel for alt muligt formidles
ikke.
Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 23:
"KAPITEL 4 – KILDER":
"Det er afgørende for DRs troværdighed,
at medarbejderne forholder sig kritisk over for alle
kilder. Det gælder særligt, når en
udtalelse kan være farvet af personlige interesser
eller kan være et forsøg på at skade
andre."
Igen, der er ingen kildekritik overhovedet, selvom
professorens udtalelser er voldsomt farvet af hendes
personlige antipatier. Hendes ekstreme løgne
- og nu DR's formidling heraf - gør absolut skade
på Israels omdømme, og potentielt på
jøders i almindelighed.
Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 23:
"UNDERSØGELSER OG RAPPORTER":
"DR er kritisk over for undersøgelser,
der er udarbejdet af eller for virksomheder og organisationer,
der har politiske eller kommercielle interesser i at
få omtale."
Professor Nurit Peled-Elhanans "undersøgelse"
er helt tydeligt udarbejdet med det formål at
skabe opmærksomhed omkring hendes politiske projekt.
Men DR-journalisterne hopper i med samlede ben.
Ad 1.4. Flere af de promoverede påstande
er af antisemitisk karakter.
Når man nævner ordet antisemitisme, risikerer
man at blive mødt med den udbredte anklage om,
at enhver kritik af Israel udlægges som antisemitisme.
Uagtet det synspunkts sandhedsværdi må man
dog konstatere, at kritik - eller som i det her tilfælde
- løgne om Israel indimellem med rette kan karakteriseres
som antisemitisme. Det mener i hvert fald EU-parlamentet,
der i sin "Working
Definition of Antisemitism" oplister "eksempler
på måder hvorpå antisemitisme manifesterer
sig i relation til den israelske stat" (uddrag):
• "Anlæggelse af en dobbelt standard
ved at forlange en opførsel ikke krævet
af nogen anden demokratisk nation."
• "Brugen af symboler og billeder associeret
med klassisk antisemitisme (f.eks. anklager om jøders
ansvar for Jesu død eller blodlibeller
[hvor jøder gøres kollektivt ansvarlige
for drab el. lign.]) i karakteriseringen af Israel eller
israelere."
• "At trække paralleller mellem
aktuel israelsk politik og nazisternes."
Lad os begynde med det mest åbenlyse eksempel
på antisemitisme i henhold til ovennævnte
definition.
En af Orientering-indslagets hovedteser er, at Israel
gennem skolebøgerne fører en politik overfor
palæstinenserne, som kan sidestilles med Nazi-tysklands
politik overfor jøderne. Nazi-anklagen nævnes
hele fire gange i indslaget (to gange på engelsk
og to på dansk, tre gange eksplicit og én
implicit):
Klip med Nurit Peled-Elhanan: "They actually
define it like that: a problem to be solved. Like the
Jews in Europe under Nazi Germany."
Studievært Louise Windfeld-Høeberg oversætter:
"Ja, palæstinenserne skildres i de israelske
skolebøger som et problem, der skal løses
på samme måde som jøderne blev fremstillet
i Europa under Nazityskland."
Klip med Nurit Peled-Elhanan: "It's a pure
racist education. It's in [the Palestinians'] blood,
you see they're 'a race.' And just like we know from
the case of the Jews, if you are a race you can not
be changed and molded and cultivated to fit within the
society, you just have to be eliminated somehow."
Studievært Louise Windfeld-Høeberg forklarer:
"Igen sammenligner [professoren] med jøderne
i Nazityskland. Alle de negative egenskaber er noget
de har i blodet, de kan ikke påvirkes eller tilpasse
sig, derfor må man af med dem, lyder logikken
i skolebøgerne."
På intet tidspunkt rejser DR-journalisterne tvivl
om validiteten af anklagen. Tværtimod bekræfter
journalist Mia Ulvgraven helt utvetydigt, at de nazi-lignende
tendenser findes i "de fleste" af
de israelske "mainstream-skolebøger":
Louise Windfeld-Høeberg: "Mia Ulvgraven,
det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun
med jøderne i Nazi-tyskland. (...) Men det kan
vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne
i alle israelske skolebøger?"
Mia Ulvgraven: "Nej ikke i alle, men faktisk
i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."
Ifølge EU-parlamentets
definition (tredje punkt ovenfor) er Orienterings
nazi-sammenligning udtryk for moderne antisemitisme.
Og så er der det mindre åbenlyse eksempel,
igen i henhold til EU-parlamentets definition.
Op gennem historien har antisemitter udbredt løgnehistorier
om, at jøder som gruppe eller samfund begår
alle mulige (og umulige) forbrydelser. Antisemitiske
løgne handlede f.eks. i middelalderen om, at
jøder forgiftede brønde og brugte
kristne børns blod i deres madlavning.
I dag florerer den type antisemitiske løgne
i bedste velgående i den arabiske verden, ikke
mindst
blandt palæstinensere, hvor de kristne børn
i myten om jøders brug af blod i madlavning er
skiftet
ud med palæstinensiske børn. Vi kender
også eksempler på palæstinensiske
påstande om, at Israel uden samtykke høster
organer fra afdøde palæstinensere (en
historie som helt uden dokumentation for få
år siden blev videreformidlet af en svensk avis
- en sag ikke helt ulig den aktuelle).
Orienterings anklage om, at Israel som (jødisk)
samfund opdrager sine børn med henblik på
at "dræbe" (Elhanans påstand)
og "mishandle" (Ulvgravens påstand)
palæstinensere, skriver sig direkte ind i den
klassiske antisemitiske tradition.
Ifølge EU-parlamentets
definition (det midterste punkt ovenfor) er Orienterings
anklage om hadlæring altså også udtryk
for moderne antisemitisme.
Ad 1.5. Figenblade - forsøg på
at fremstå balanceret.
Indslagets overordnede budskab, at "israelere
opflaskes til had," som det hedder i programtitlen,
bestrides eller betvivles på intet tidspunkt.
Sammenligningen mellem Israel og Nazi-tyskland sætter
jorunalisterne heller ikke spørgsmålstegn
ved. Som dokumenteret ovenfor, bekræfter DR-journalist
Mia Ulvgraven begge påstande.
Men derudover kommer Mia Ulvgraven to gange i løbet
af indslaget med oplysninger, som må antages at
være udtryk for et ønske om at fremstå
balanceret. I begge tilfælde er der dog tale om
ren manipulation.
Figenblad nr. 1:
Mia Ulvgraven har netop postuleret, at "de
fleste" af de israelske "mainstream-skolebøger"
indeholder nazi-lignende hadpropaganda. Hun fortæller
dernæst, at der dog findes andre skolebøger,
som forsøger at komme de israelske mainstream-skolebøgers
angiveligt "skævvredne narrativer"
til livs.
Mia Ulvgraven: "Men der er også andre
skolebøger, som forsøger at komme det
her til livs, komme de her skævvredne narrativer,
som det er, komme dem til livs, og fortælle både
den israelske og den palæstinensiske version af
historien i samme bog. Jeg har selv besøgt en
skole, faktisk, i en landsby hvor der både gik
israelere og palæstinensere, hvor de havde sådan
en historiebog, hvor på den ene side, der fik
man den ene del af folkets historie, og på den
anden side fik man den anden del, så de blev eksponeret
for begge dele."
Som Mia Ulvgraven vurderer det - med sin omfattende
ekspertise inden for emnet, forstår man - er den
eneste måde, hvorpå Israel kan undgå
at bedrive hadpropaganda, ved at lave bøger,
der sidestiller et israelsk perspektiv med et palæstinensisk.
Logikken er altså, at enhver bog, der ikke aktivt
promoverer den palæstinensiske udlægning
af konflikten, automatisk er hadpropaganda. Det er åbenlyst
nonsens, og i øvrigt et særdeles politiserende
argument, der flugter med den yderste politiske venstrefløj
i Israel, som professor Elhanan også er repræsentant
for.
Mia Ulgravens figenblad ændrer ikke på,
at kun ét (ganske ekstremt) politisk synspunkt
bringes til torvs i indslaget. Hvis Mia Ulvgraven oprigtigt
ønskede at perspektivere, kunne hun have bedt
et par andre eksperter, gerne af alternativ observans,
om deres vurdering af sagen. Historien om den lille
hippie-landsby tjener alene til at støtte løgnen
om generel hadlæring i det israelske skolesystem.
Figenblad nr. 2:
Studievært Louise Windfeld-Høeberg har
for længst accepteret den udokumenterede påstand
om, at israelske skolebøger har en "racistisk
og misvisende fremstilling af palæstinenserne."
Sidst i indslaget stiller hun så det naturlige
spørgsmål, om det ikke også går
den anden vej.
Mia Ulvgraven: "Det er sjovt, jeg spurgte
forskeren om det, og hun afviste det faktisk, det kom
bag på mig. Hun siger, det går ikke begge
veje. Israel som besættelsesmagt kontrollerer
palæstinensiske skolebøger, de censurerer
dem simpelthen. Det var hendes svar."
Det virker hyklerisk, at Mia Ulvgraven foregiver at
undre sig over professor Elhanans åbenlyst politiske
udmelding, al den stund at hele Elhanans projekt er
af så indlysende politisk karakter.
Det er i øvrigt ikke sandt, at Israel censurerer
palæstinensiske skolebøger. Det er FN og
donorlandene, der har til opgave at sikre gode skolebøger
i det palæstinensiske skolesystem. Så det
er ærgerligt, at Mia Ulvgraven vælger at
lade endnu en løgn slippe uimodsagt igennem til
lytterne.
Mia Ulvgraven accepterer dog ikke helt professorens
påstand om, at der slet ikke skulle findes hadlæring
på den palætinensiske side. Men i stedet
for at blive ved emnet og undersøge det palæstinensiske
selvstyres "mainstream-skolebøger,"
vælger hun at referere til et 10 år gammelt,
meget kendt klip fra den palæstinensiske terrororganisation
Hamas' tv-kanal:
Mia Ulvgraven, fortsat: "Men palæstinensiske
skolebørn eksponeres helt sikkert også
for en hadsk fremstilling af israelere. Jeg har i hvert
fald selv set klip fra den palæstinensiske tv-station,
som Hamas - organisationen , der kontrollerer Gaza,
deres tv-station, der har de børneprogrammer
med sådan dukker a la Bamse fra Bamse og Kylling,
der sidder og fortæller om, hvordan man skal angribe
jøderne. Hvis nu de kommer og banker på
din dør, så skal du bokse sådan her
med dine hænder, og så skal du tage en sten,
og så skal du kaste den efter dem. Så de
palæstinensiske børn eksponeres i hvert
fald også for en hadsk fremstilling af israelere.
Men altså hun, forskeren, afviser den præmis,
at de er lige gode om det. Hun siger, jamen det er Israel
der er besættelsesmagt, det er Israel der bærer
ansvaret... og sådan er det."
Nu kan DR-journalisten, som for et øjeblik siden
var så stor en ekspert på området,
at hun kunne drage meget firkantede og skråsikre
konklusioner om israelsk hadlæring, kun komme
op med det eksempel, som vi alle kender, nemlig Hamas-organisationens
berømte tv-program med tøjdukker, der
lærer børn at hade jøder (det er
i øvrigt interessant at hun vælger at fremstille
Hamas' hadpropaganda alene som selvforsvar: hvis jøderne
kommer og banker på ens dør... I virkeligheden
indoktrinerer Hamas palæstinensiske børn
med regulær klassisk antisemitisme).
Havde Mia Ulvgraven virkelig ønsket at undersøge,
om hadlæring i skolebøger også "gik
den anden vej," kunne hun have foretaget en simpel
Google-søgning, og fundet den lange række
af undersøgelser
der findes af de skolebøger, som bruges af
det palæstinensiske selvstyre samt i de FN-styrede
skoler på Vestbredden og i Gaza. På grund
af bekymring over hadpropaganda i de palæstinensiske
skolebøger, der finansieres af diverse (fortrinsvis
vestlige) donorlande, er der faktisk lavet en del rigtige
studier af både israelske og palæstinensiske
skolebøger. Resultaterne er varierede, men det
samlede billede er, at der har været store problemer
med hadpropaganda i de palæstinensiske skolebøger,
omend situationen efterhånden er i bedring. Der
er dog et stykke vej endnu, før de palæstinensiske
skolebøger når op på niveau med de
israelske, hvad angår imødekommenhed overfor
modpartens synsvinkel og forberedelse af børnene
til fred.
Bemærk også den afsluttende konklusion
- at Israel er besættelsesmagten, og derfor bærer
ansvaret. Det er en meget udbredt argumentation i yderliggående
Israel-kritiske kredse. Professor Elhanans brug af det
argument til at feje spørgsmålet om palæstinensisk
hadlæring af bordet, bekræfter endnu en
gang, at hendes tilgang i høj grad er politisk,
snarere end videnskabelig.
Ad 1.6. Ingen kontekst. Der byttes om på
offer og gerningsmand.
Der formidles i indslaget ingen baggrund - eller kontekst
- i forhold til hadlæring i den israelsk-palæstinensiske
konflikt. Realiteten er, at det palæstinensiske
samfund, både i Gaza og på Vestbredden,
er gennesyret
af hadlæring over for israelere og jøder,
mens tilsvarende problemer på den israelske side
er meget begrænsede.
Palæstinensere er eksponeret
for anti-israelske og antisemitiske budskaber igennem
bl.a. fjernsyn, religiøse prædikener, politiske
udtalelser og sports- og fritidsarrangementer for børn
og unge, der systematisk
opkaldes efter palæstinensiske terrorister
med civile jøders død på samvittigheden.
Massemorderne dyrkes
som helte i det palæstinensiske selvstyre.
Enhver palæstinenser, der dræber en civil
israeler, om det så er et barn, modtager
en pengepræmie i form af en livslang månedlig
ydelse. Dør gerningsmanden selv under sit terrorangreb,
overgår den økonomiske belønning
til vedkommendes familie. Ofte får "martyrernes"
familier lykønskningsbesøg
af en minister fra selvstyreregeringen.
Også de palæstinensiske skolebøger
er blevet kritiseret for at indeholde Israel-fjendtlige
budskaber. Og selvom situationen ifølge nogle
undersøgelder er i bedring, og decideret antisemitisme
er på retur, er idealer
som martyrdom og jihad, herunder væbnet kamp
imod Israel, stadig fremherskende. Der er således
endnu lang vej til den ønskelige promovering
af fredelig sameksistens med den jødiske stat.
Omvendt viser en række større undersøgelser,
at der i israelske skolebøger, trods en tendens
til at se konflikten fra israelsk side, ingen hadlæring
findes, mens budskabet om fredelig sameksisten med palæstinenserne
generelt fremhæves som et ønskværdigt
mål.
Selve Orientering-indslagets præmis er derfor
en 180-graders forvanskning af virkeligheden, hvor israelerne
- ofrene for palæstinensisk hadlæring -
gøres til geringsmænd, mens jøderne
i Israel - mange af dem efterkommere af overlevende
fra Holocaust - sidestilles med nazisterne.
Del 2. Judith Skrivers afvisning af min klage:
Ad 2.1. Judith Skriver undlader at forholde
sig til sandhedsværdien af Orienterings historie
om israelsk hadlæring.
Som dokumenteret ovenfor, kan indslagets hovedpræmis
om hadlæring i israelske skolebøger ikke
underbygges empirisk. Det forhold, at Orientering har
fortalt en løgnehistorie, undlader Judith Skriver
i sit svar overordnet set at forholde sig til. Det skal
jeg venligst anmode om, at man gør nu i forbindelse
med min anke.
Jeg vil på forhånd understrege, at det
ikke er tilstrækkeligt, som Judith Skriver gør,
at bemærke, at anklagerne hidrører fra
professor Elhanan. Når DR vælger at lave
et indlæg, hvori det påstås, at israelerne
opflasker deres børn til had og tåler sammenligning
med nazisterne, bør der forelægges bedre
dokumentation end en kontroversiel og politisk yderliggående
professors udokumenterede påstande.
Judith Skrivers eneste (spæde) forsvar for de
alvorlige anklager findes i hendes kommentarer (i blåt)
indsat direkte i min klage-email. Her skriver hun:
"Der er debat omkring Nurit[Peled-Elhanan]s
forskning – men den er ikke tilbagevist –
faktisk findes der undersøgelser, der peger på
propaganda både i israelske og palæstinensiske
skolematerialer. Værst står det ifølge
forskningen til hos palæstinenserne. Det har vi
ikke med i indslaget – men Mia kommer med flere
gode eksempler på at palæstinensiske børn
også påvirkes med had-lære. Arnon
Groiss er ifølge Hanne Foighel en professor,
der befinder sig helt ude på modsatte fløj
– men det skal lige tjekkes."
Til det må man sige: jo, Nurit Peled-Elhanans
såkaldte forskning er tilbagevist. De undersøgelser,
som "peger på propaganda både i israelske
og palæstinensiske skolematerialer," underbygger
slet ikke professor Elhanans påstande. "Propagandaen"
i israelske skolebøger begrænser sig stort
set til en pro-israelsk vinkel på tingene, og
omfatter ikke hadlæring.
Uanset at forskeren Arnon Groiss eventuelt måtte
befinde sig på den israelske højrefløj,
har han ikke desto mindre lavet en gennemgang
af de - kun syv - bøger, som Elhanan byggede
sine konklusioner fra 2003 på. Og modsat Elhanan
og Orientering, refererer Groiss med direkte citater
fra bøgerne, når han underbygger sin påstand
om Elhanans manglende belæg for sine konklusioner.
Når Judith Skriver ikke har noget problem med
at lytte til den yderliggående venstreorienterede
professor Elhanan, virker det da lidt underligt, at
Groiss' angivelige tilhørsforhold til højrefløjen
skulle diskvalificere hans undersøgelse. DR skulle
jo nødigt kunne beskyldes for at favorisere venstreorienterede
kilder.
Bemærk i øvrigt også, hvor let Judith
Skriver har ved at acceptere, at man i indslaget helt
har udeladt den meget væsentlige kontekst: den
reelle anti-israelske propaganda i palæstinensiske
skolebøger:
Judith Skriver: "Værst står det
ifølge forskningen til hos palæstinenserne.
Det har vi ikke med i indslaget".
Hvad er mon formålet med at lave et indslag om
udokumenteret israelsk hadlæring, mens man undlader
at beskæftige sig med den dokumenterede palæstinensiske?
Ad 2.2. Judith Skriver undlader at forholde
sig til indslagets overtrædelse af etiske retningslinjer.
Som dokumenteret ovenfor - og ligeledes i bilag 4 til
min oprindelige klage - overtræder jorunalisterne
bag indslaget i Orientering en lang række af både
Pressenævnets og DR's egne etiske retningslinjer
for god journalistik. Det emne undlader Judith Skriver
i sit svar fuldstændigt at forholde sig til. Det
skal jeg venligst anmode om, at man gør nu i
forbindelse med min anke.
Særligt spørgsmålet om, hvorvidt
Danmarks Radio kan stå inde for niveauet af kildekritik,
forventer jeg et klart svar på.
Ad 2.3. Judith Skriver forsvarer brugen af en
kontroversiel kilde uden kildekritik.
Som det fremgår af Judith Skrivers svar-email
til mig, anerkender hun, at professor Nurit Peled-Elhanan
"har stærke meninger", som
hun understreger "bombastisk" ved
at sammenligne med nazisterne. Judith Skriver tager
dog ikke afstand fra den helt utrolige sammenligning,
men hævder derimod at det ville "lugte
lidt af censur" ikke at bringe den.
Som en mulig indikation på, at Judith Skriver
godt ved, at professorens påstande er usande gør
hun meget ud af at understrege (se også hendes
kommentarer i blåt indsat i min oprindelige klage-email),
at holdningerne ikke er Orienterings, men professorens
alene (hvilket dog ikke er sandt, jf. dokumentation
ovenfor).
Men Judith Skriver ser alligevel intet forkert i at
lade en kontroversiel, politisk yderliggående
ekstremist fremføre usande påstande i Orientering.
Tværtimod anser hun det for at være Orienterings
opgave:
Judith Skriver: "Det er vigtigt at understrege,
at de holdninger og udsagn, der kommer frem i løbet
af indslaget er professorens holdninger og udsagn og
ikke Orienterings. Vi behandler netop på Orientering
kontroversielle emner, personer og holdninger uanset
om vi er enige eller uenige, med deres udsagn, og det
ville lugte af censur, hvis vi lagde en dyne af tavshed
omkring de emner, personer og holdninger vi er uenige
med."
Hvis man skulle gå med på Judith Skrivers
præmis, ville det dog kræve, at man rent
faktisk "behandlede" det kontroversielle emne,
professor Nurit Peled-Elhanan, dvs. gik kritisk til
hende, og ikke bare agerede mikrofonholder for hende.
Judith Skriver medgiver, som nævnt indledningsvis,
at "Det ville have klædt os i Orientering,
hvis vi ud over den præcise præsentation
af den israelske professor havde nævnt, at hun
også i Israel er en kontroversiel person, hvis
forskning er genstand for diskussion og debat."
Det ville ikke bare "have klædt" Orientering
at nævne, hvem professoren i virkeligheden er.
Det er noget, Orientering absolut havde pligt til at
oplyse om, i henhold til såvel Pressenævnts
som DR's egne etiske regler.
Derudover må det bestrides, at Orienterings præsentation
af professoren er "præcis", som Judith
Skriver påstår. Den må tværtimod
siges at være højst misvisende:
Mia Ulgraven i indslaget: "Ja, udover at være
forsker, så er hun også menneskerettighedsforkæmper.
Hun har fået Europa-parlamentets Sakharov-pris
for at tale for de palæstinensiske menneskerettigheder.
Og derudover, så har hun faktisk konflikten meget
tæt inde på livet, fordi hun har selv mistet
sin datter i et terrorangreb i Jerusalem. Tilbage i
1997, der går hendes 13- eller 14-årige
datter rundt inde på gågaden, og så
kommer der tre palæstinensiske selvmordsbombere
og sprænger sig selv i luften og tager hende med
i døden. Så til trods for at hun har oplevet
det, så kæmper hun palæstinensernes
sag."
Professor Elhanan præsenteres alene i positive
vendinger, uden at hendes troværdighed bringes
det mindste i tvivl. Hun fremstår som et godt
menneske, der trods personlig tragedie kæmper
for andre. Den almindelige lytter kan ikke fortænkes
i at have tillid til sådan en person.
Men samtidig indeholder Mia Ulvgravens præsentation
faktisk oplysninger, som burde vække en professionel
journalists mistanke om, at professoren har andre agendaer
end blot at bedrive forskning. Hun er nemlig politisk
set på palæstinensernes side - og det endda
selvom palæstinensiske terrorister har dræbt
hendes datter med koldt blod. Vi har altså med
en person at gøre, som er særdeles stærk
i sin tro på, at det er Israel der er galt på
den, og som derfor har en dybt personlig interesse i
at fremstille Israel i et negativt lys. End ikke sådan
en krystalklar interessekonflikt får de to journalister
til tvivle på lødigheden af professorens
"forskningsresultater."
Ad 2.4. Judith Skriver forsvarer kolporteringen
af en løgn om Israel - med koblingen til en (antageligt)
sand historie fra Egypten.
Judith Skriver: "Indslaget indgår som
et af flere indslag om emnet hadlæring i både
Egypten, Israel og Palæstina. Vi hører
først om hadforbrydelser mod de kristne koptere
i Egypten (...) Derefter et interview med den israelske
professor i uddannelse og lingvistik ved Det Hebraiske
Universitet i Jerusalem, Nurit Peled-Elhanan. I interviewet
kritiserer professoren i kradse formuleringer de israelske
skolebøger for racisme og refererer til nazisternes
omtale af jøder. Det er altså en misforståelse,
at det specielt er Israel, der er målet for vores
dækning."
Sandwich-metoden er et klassisk propaganda-trick, når
man man vil udbrede en løgn. Man fortæller
to sandheder og smutter en løgn ind i midten,
i håb om at den glider lettere ned. Dobbelt-indslaget
i Orientering er en variant, hvor man kobler løgnehistorien
om Israel til en (antageligt) sand historie fra Egypten.
Havde man valgt at lave et dobbelt-indslag om Egypten
og f.eks. det palæstinensiske selvstyre eller
et andet arabisk land, ville det have givet mening,
da hadpropaganda er udbredt i alle arabiske lande. Tricket
med at inkludere Israel i det dårlige selskab,
er nødvendigvis udtryk for enten himmelråbende
naivitet eller ren og skær uredelighed. Under
alle omstændigheder er der tale om underlødig
journalistik.
Ad 2.5. Judith Skriver hævder - i strid
med ordlyden i indslaget - at DR-journalist Mia Ulvgraven
afviser professor Elhanans påstande.
Judith Skriver: "I indslaget anfører
Nurit Peled-Elhanan, at nedgørelse af palæstinensere
har til formål at skabe gode soldater til den
israelske hær. Mia Ulvgraven, der medvirker som
journalist med særligt kendskab til Mellemøsten,
har læst Mellemøststudier og har i den
forbindelse boet i Israel. Hun refererer i indslaget
til logikken i den – overvejende israelske - forskningslitteratur,
hun mødte på sit studium. Det er i den
litteratur, hun genkender Peled-Elhanans rationale.
Ikke på noget tidspunkt i indslaget giver
vores studievært eller medarbejder udtryk for
sympati for professorens udtalelser."
Judith Skrivers argumentation ovenfor er ekstremt manipulerende,
grænsende til det absurde. Man kan ikke lade en
journalist, ansat ved DR, fremføre et synspunkt
baseret på journalistens egen uddannelse, og derefter
lade journalisten fralægge sig ansvaret for udtalelsen
med reference til, at det blot stod i noget undervisningsmateriale,
som indgik i hendes uddannelse. Ellers kan enhver, der
har taget en uddannelse, slippe for at stå på
mål for egne ytringer med henvisning til, at det
var noget man lærte i skolen. Og ydermere - hvordan
forventer man, at lytterne skal foretage sådan
en skelnen mellem fakta, journalistens holdninger og
en reference til noget obskur forskningslitteratur?
Uanset Judith Skrivers søforklaring, så
bekræfter Mia Ulvgraven i indslaget klokkeklart,
at man i Israel begår hadlæring med det
formål at skabe gode soldater:
Louise Windfeld-Høeberg: "Og hele det
her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne
har til formål at skabe gode soldater til den
israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende
det hun siger?"
Til det svarer Mia Ulvgraven: "Ja, det kan
jeg godt."
Herefter beskylder Mia Ulvgraven - ikke med professor
Elhanan som kilde, men med basis i sin egen viden -
Israel for at have en "negativ racistisk fortælling"
med det overlagte formål at udsætte palæstinenserne
for "mishandling". Sidstnævnte er Mia
Ulvgravens egen formulering, hendes eget synspunkt.
Hermed gennemhulles Judith Skrivers primære forsvar
for indslaget, som går på, at DR-journalisterne
ikke støtter professorens holdninger.
Udover ovenstående - helt absurde - argumentation
klamrer Judith Skriver sig til samme figenblade, som
journalist Mia Ulvgraven dækker sig bag i indslaget
(jf. ovenfor).
Judith Skriver: "Og det er heller ikke rigtigt,
at professorens ”uhyrlige anklager fremføres
som uomtvistelige facts”. Tværtimod udfordrer
vært Louise Windfeld-Høeberg undervejs
professorens pointer ved at spørge journalist
Mia Ulvgraven, der selv har studeret i Israel, om Peled-Elhanans
konklusioner stemmer overens med Mia Ulvgravens egne
observationer. Hvilket Ulvgraven afviser, da hun først
refererer Peled-Elhanans afvisning af, at palæstinensisk
undervisningsmateriale på samme vis er propagandistisk
og hadefuld. Hun fortæller også om, at hun
selv har set undervisningsmateriale, der har indeholdt
både den israelske og den palæstinensiske
version af sagen, og så fortæller, hvordan
hun selv har set palæstinensisk børne-TV,
der fx fortæller børnene, at de skal tage
sten og kaste efter israelere, der banker på deres
dør. ”Palæstinensiske børn
eksponeres helt sikkert også for en hadsk fremstilling
af israelere”, fastslår hun – efter
at have undret sig over den israelske professors påstand
om det modsatte.
At tillægge journalisten og værten
andre motiver end at høre en kritisk stemme fra
en konfliktfyldt region i verden hører [sic]
er rent tankespin."
Igen må Judith Skrivers argumentation beskrives
som manipulerende og uredelig. Studievært Louise
Windfeld-Høeberg spørger ganske rigtigt
to gange Mia Ulvgraven, om hun kan genkende professorens
konklusioner. Men det er ikke sandt, at Mia Ulvgraven
afviser dem. Tværtimod bekræfter hun dem.
For en sikkerheds skyld gentager jeg lige de to eksempler.
Louise Windfeld-Høeberg: " Igen sammenligner
hun med jøderne i Nazi-tyskland (...) Men det
kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne
i alle israelske skolebøger?"
Mia Ulgraven: "Nej ikke i alle, men faktisk
i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."
Og anden gang:
Louise Windfeld-Høeberg: "Og hele det
her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne
har til formål at skabe gode soldater til den
israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende
det hun siger?"
Mia Ulvgraven: "Ja, det kan jeg godt."
De to citater burde tale for sig selv.
Mia Ulvgravens anerkendelse af, at palæstinensiske
børn "også" eksponeres for en
hadsk fremstilling af israelere, retfærdiggør
ikke hendes aktive deltagelse i kolporteringen af de
udokumenterede løgne om det israelske skolesystem.
Konklusion:
Indslaget i orientering formidler nogle ganske udokumenterede
løgne om Israel og israelere, som ifølge
EU-parlamentets
definition kan karakteres som udtryk for moderne
antisemitisme. Under alle omstændigheder er de
med til at give et falsk og uhyre negativt billede af
Israel, israelere og jøder.
Løgnene er baseret på kun én kilde,
som endda er både kontroversiel og åbenlyst
utroværdig. Der udvises ingen kildekritik overhovedet.
DR-journalist Mia Ulvgraven agerer personlig garant
for de falske påstande.
Sidstnævnte bestrides af Judith Skriver, ansvarlig
redaktionschef for Orientering, på trods af solid
dokumentation i form af selve indslagets ordlyd.
Redaktionschef Judith Skriver står inde for den
journalistiske metode anvendt i indslaget, herunder
kolporteringen af udokumenterede løgne og total
mangel på kildekritik.
Judith Skriver retfærdiggør kolporteringen
af de mange falske påstande med, at de står
for kildens egen regning.
Som dokumenteret, er den anvendte metode på en
række punkter i strid med både Pressenævnets
og Danmarks
Radios egne etiske retningslinjer for god journalistik.
Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser
overtrædelserne bør have for de ansvarlige
parter. Mit forslag er, som nævnt i min oprindelige
klage, at man laver et indslag i Orientering, hvor man
belyser problematikken på en redelig måde
(inkl. kontekst, herunder den reelle palæstinensiske
hadpropaganda) og beklager det uacceptabelt ringe stykke
arbejde, der blev udført i det oprindelige indslag.
Hvis redaktøren af Orientering d. 15. juni 2017
og studieværten samt redaktionschef Judith Skriver
skal fortsætte i deres jobs, må det som
minimum være på plads med en alvorlig reprimande.
Journalist Mia Ulgraven, der er ophavskvinde til interviewet
med den israelske professor, og som personligt agerer
garant for de horrible løgne, kan, som jeg ser
det, umuligt fortsætte sit virke hos Danmarks
Radio.
Endelig bør Danmarks Radio overveje, hvad det
er for en virksomhedskultur, der muliggør, at
journalister ansat hos DR kan finde på - og slippe
afsted med - at kolportere en løgn af så
hadefuld og ekstrem karakter, uden at nogen i organisationen
sætter foden ned.
Venlig hilsen
Dan Harder
Læs mere her:
Media
Watch - DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
(bragt som kronik i Berlingske,
9. august 2017)
Afskrift
af indslaget i Orientering
Afskrift
af indslaget i Orientering - med kommentarer af Dan
Harder
Oversigt
over etiske retningslinjer for journalistik overtrådt
i indslaget
"Dan
Harders fejl og misforståelser", kommentar
i Berlingske af Judith Skriver, redaktionschef på
Orientering, 15. august 2017. Kommentaren er i al væsentlighed
identisk med Judith Skrivers svar på Israel-Onlines
oprindelige klage til Orientering af 9. august 2017.
DR-redaktionschef
forsvarer løgne om Israel - en systematisk
gennemgang af Dan Harder, 16. august 2017.
Relevante kilder:
EU's
definition af antisemitisme
USA's
definition af antisemitisme
Wikipedias
oversigt over undersøgelser af palæstinensiske
og israelske skolebøger
Studier af den israelske NGO IMPACT-se,
kan læses her:
Palæstinensiske
skolebøger, 2017 (PDF)
Israelske
skolebøger, 2016 (PDF)
Omfattende
s tudie fra Yale University, 2013:
Pressemeddelelse
(PDF)
Hele
rapporten (PDF)
Dr.
Arnon Groiss' gennemgang af Nurit Peled-Elhanans
rapport fra 2003 (PDF)
Tilbage
|
