Israel-Online, 16. august 2017
DR-redaktionschef forsvarer løgne om Israel

Af Dan Harder

Redaktionschef på Danmarks Radio, Judith Skriver, forsvarer i en kommentar i Berlingske, 15. august, et indslag i P1 Orientering, hvori Israel beskyldes for at undervise israelske børn i had til palæstinensere. Israelernes påståede "hadlæring" og ønske om en "løsning" på det palæstinensiske "problem" minder ifølge indslaget om Nazi-tysklands forhold til jøderne under Anden Verdenskrig.

Påstandene i indslaget er naturligvis løgn fra ende til anden. Men i stedet for at beklage det uhørt ringe journalistiske arbejde, som indslaget er udtryk for, vælger Judith Skriver at forsvare udbredelsen af de usmagelige, antisemitiske løgne.

Jeg gennemgår nedenfor argumentationen i hele Judith Skrivers artikel, punkt for punkt (citater i kursiv, mine kommentarer i normal font).

Judith Skriver: "Kritikken er rettet mod et indslag, vi sendte om emnet: »Både egyptere og israelere opflaskes til had«. Vi hører først om hadforbrydelser mod de kristne koptere i Egypten. Derefter et interview med den israelske professor i uddannelse og lingvistik ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, Nurit Peled-Elhanan. I interviewet kritiserer professoren i krasse formuleringer de israelske skolebøger for racisme og refererer til nazisternes omtale af jøder."

"Sandwich-metoden" er et klassisk trick, når man man vil udbrede en løgn. Man fortæller to sandheder og smutter en løgn ind i midten, i håb om at den glider lettere ned. Dobbelt-indslaget i Orientering er en variant, hvor man kobler de infame løgne om Israel til en (antageligt) sand historie fra Egypten. Havde man valgt at lave et dobbelt-indslag om Egypten og f.eks. det palæstinensiske selvstyre aller et andet arabisk land, ville det have givet mening, da hadpropaganda er udbredt i alle arabiske lande. Tricket med at inkludere Israel i det dårlige selskab, er dog udtryk for enten himmelråbende naivitet eller ren og skær uredelighed.

Judith Skriver: "Dan Harders misforståelse ligger i, at han gør professorens holdninger og udsagn til Orienterings."

Det er ikke mig, men derimod DR-journalisterne selv, der gør holdningerne til Orienterings. Alene indslagets overskrift, "Både egyptere og israelere opflaskes til had," fremstår som et faktum. Se flere eksempler nedenfor.

Judith Skriver: "Det er ikke dårlig journalistik at interviewe kontroversielle folk med stærke meninger. Tværtimod behandler vi på Orientering netop kontroversielle emner, personer og holdninger."

Jo, det er ekstrem dårlig journalistik at interviewe en kontroversiel person med stærke meninger, når man ganske forsømmer at fortælle, at personen er kontroversiel, men derimod præsenterer hende som en professor ved et israelsk universitet og sågar menneskerettighedsaktivist - en beskrivelse der i de flestes ører klinger positivt. Det er desuden en grov overtrædelse af DR's egne etiske regler om kildekritik og hæderlighed.

Judith Skriver: "På intet tidspunkt i indslaget giver vores studievært eller medarbejder udtryk for sympati for professorens udtalelser."

Jo, det gør medarbejderen Mia Ulvgraven absolut. Endda flere gange.

Eksempelvis hvor studieværten, Louise Windfeld-Høeberg spørger: "Mia Ulvgraven, det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun [professor Elhanan] med jøderne i Nazi-tyskland. Alle de negative egenskaber er noget de har i blodet, de kan ikke påvirkes eller tilpasse sig, derfor må man af med dem, lyder logikken i skolebøgerne. Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?"

Hvortil DR-journalist Mia Ulvgraven svarer klokkeklart: "Nej ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."

Læg mærke til brugen af ordet "faktisk". Det kan ikke forstås på anden måde, end at der er tale om et faktum. Mia Ulvgraven referer ganske vist efterfølgende til noget fra professor Elhanans såkaldte forskning, men blander umiddelbart efter sine egne oplevelser i Israel ind i svaret. Herved udvisker Mia Ulvgraven grænsen mellem professorens holdninger og sine egne.

Under alle omstændigheder er det for egen regning, at hun refererer til de israelske mainstream-skolebøger som "de her skævvredne narrativer, som det er." Derefter fortæller hun om en skole i en landsby, hvor der går både israelere og palæstinensere, og hvor man i historieundervisningen præsenterer børnene for både det israelske og det palæstinensiske perspektiv. Det er selvfølgelig meget fint, men det kan ikke være rigtigt, at enhver bog, der ikke legitimerer den palæstinensiske udlægning af konflikten, automatisk er hadpropaganda. Mia Ulvgravens påstand om "skævvredne narrativer" er helt uunderbygget.

Et andet eksempel, hvor Mia Ulvgraven erklærer sig personligt enig med professor Elhanan er følgende ordveklsning.

Studievært Louise Windfeld-Høeberg spørger: "Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende det hun siger?"

Hvortil Mia Ulvgraven igen svarer klokkeklart: "Ja, det kan jeg godt."

Judith Skriver: "Og det er heller ikke rigtigt, at professorens »uhyrlige anklager fremføres som uomtvistelige facts«."

Jo, eksempelvis i den ovenfor beskrevne brug af ordet "faktisk". Men hele indslaget er præget af uklarhed om, hvad der er professorens synspunkter, og hvad der er fakta.

Det overordnede tema med den uredelige sammenkædning af Egypten og Israel indledes med ordene "Vi undersøger hvordan had indlæres." At had indlæres i begge lande kan af lytterne kun opfattes som et faktum. I øvrigt er det dybt uredeligt at påstå, at man i indslaget om Israel "undersøger" noget som helst. Hvis man undersøgte, ville man på almindelig journalistisk vis gøre brug af flere kilder, så man kunne få emnet ordentligt belyst. Her er ingen undersøgelse, kun promovering af ét enkelt hadefuldt, løgnagtigt budskab.

Indslaget om Israel begynder med en introduktion af studievært Louise Windfeld-Høeberg: "Et sted hvor hadlæringen sker systematisk gennem skolebøgerne er i Israel. Det fortæller den israelske professor Nurit Peled-Elhanan, som forsker i hvordan palæstinensere skildres i israelske skolebøger. Hun er professor i uddannelse og lingvistik ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Og hun konkluderer, at skildringen er decideret racistisk."

Nuvel, man får at vide, at det er professoren, der siger sådan. Men det bliver ikke engang nævnt, at der er forskere, som er rygende uenige med professoren. Lytteren kan kun opfatte det, som om det er sådan, det forholder sig.

Studieværten fortsætter i samme gænge: "Ja, palæstinenserne skildres i de israelske skolebøger som et problem, der skal løses på samme måde som jøderne blev fremstillet i Europa under Nazi-tyskland. Og man ser aldrig billeder af læger eller lærere eller andre almindelige, moderne palæstinensere. Til gengæld så finder man racistiske karikaturer af en eller anden Ali Baba, der aldrig har levet, som hun formulerer det - professoren, altså."

Det var vel nok godt, hun lige fik tilføjet den sidste bemærkning. Men det ændrer ikke ved, at den lange svada står uimodsagt. Når man angiver en professor som kilde, kan man ikke forvente andet, end at lytteren tror der tales sandt.

Judith Skriver: "Tværtimod udfordrer vært Louise Windfeld-Høeberg undervejs professorens pointer ved at spørge journalist Mia Ulvgraven, der selv har studeret i Israel, om Peled-Elhanans konklusioner stemmer overens med Mia Ulvgravens egne observationer. Det afviser Ulvgraven, da hun først refererer Peled-Elhanans afvisning af, at palæstinensisk undervisningsmateriale på samme vis er propagandistisk og hadefuld, og dernæst fortæller, hvordan hun selv har set palæstinensisk børne-TV, der fx fortæller børnene, at de skal tage sten og kaste efter israelere, der banker på deres dør. »Palæstinensiske børn eksponeres helt sikkert også for en hadsk fremstilling af israelere,« fastslår hun – efter at have undret sig over den israelske professors påstand om det modsatte."

Nej, Mia Ulvgraven afviser bestemt ikke, at Elhanans konklusioner stemmer overens med hendes egne observationer - tværtimod.

Da studieværten spørger "Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende det hun siger?", svarer Mia Ulvgraven igen klokkeklart: "Ja, det kan jeg godt." Det er ikke en afvisning. Det er Mia Ulvgraven, der agerer personlig garant for professor Elhanans løgnagtige påstand, med henvisning til en ikke nærmere specificeret "litteratur", som hun åbenbart har kendskab til.

Mia Ulvgraven sætter endda trumf på ved at øse ud af sin egen visdom: "Man kan simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling, man udsætter de andre for, hvis ikke man har den her fortælling, hvis man ser de andre som ligeværdige mennesker, så kan man ikke gennemføre det man gør", med henvisning til israelernes påståede mishandling af palæstinenserne, hvis nogen skulle være i tvivl.

På ét punkt, er Mia Ulvgraven dog uenig med professoren. Hun fremdrager nemlig det ene eksempel på palæstinensisk hadpropaganda overfor Israel og jøder, som Judith Skriver refererer til ovenfor - et meget kendt 10 år gammelt program fra den islamistiske organisation Hamas' tv-kanal, hvor nuttede plysdukker udbreder antisemitisk propaganda.

Det ensomme eksempel skal så fungere som figenblad for den overordnede anklage om nazi-lignende tilstande på den israelske side. Hvis Mia Ulvgraven virkelig havde ønsket at besvare spørgsmålet på redelig vis, kunne hun have fortalt, at adskillige lødige undersøgelser af skolebøger i det palæstinensiske selvstyre under Mahmoud Abbas (ikke Hamas) viser, at det her står værre til end i de israelske "mainstream-skolebøger," som Mia Ulvgraven (fejlagtigt) påstår indeholder hadpropaganda. Uanset den ene anklage imod Hamas, får løgnen om israelske skolebøger lov at stå uimodsagt.

Judith Skriver: "I præsentationen af Nurit Peled-Elhanan nævnte vi udover hendes titel, at hun er menneskerettighedsforkæmper og har fået Europa-Parlamentets Sakharov-pris for at tale for de palæstinensiske menneskerettigheder. Og så fortæller vi, at forskeren selv har mistet sin 13-14-årige datter i et palæstinensisk selvmordsangreb.

Her kritiserer Dan Harder værten for »med slet skjult beundring«, at bemærke: »Til trods for at hun har oplevet det, så kæmper hun palæstinensernes sag.« Det er journalisten og ikke værten, der fremfører denne kendsgerning, og det er ukorrekt at tillægge journalisten beundring i stemmen i den anledning. Oplysningen er relevant at medtage for at give et nuanceret billede af personen bag holdningerne."

OK, det var DR-journalist Mia Ulvgraven, og ikke DR-journalist Louise Windfeld-Høeberg, der sagde det. Min fejl.

Jeg må retfærdigvis medgive, at min kommentar om den "slet skjulte beundring" var min subjektive opfattelse, og at den måske ikke er særlig relevant. Men man bør dog bemærke, at Mia Ulvgravens præsentation af professor Elhanan alene indeholder positive ting eller oplysninger, som fremkalder sympati: Hun er forsker, hun er menneskerettighedsforkæmper, hun har fået Europa-parlamentets Sakharov-pris for at tale for de palæstinensiske menneskerettigheder, hun har mistet sin datter i et palæstinensisk terrorangreb - men, "til trods for at hun har oplevet det, så kæmper hun palæstinensernes sag." Hvis man skulle give et retvisende, eller neutralt, billede at professoren, måtte man nødvendigvis også fortælle at hendes såkaldte forskning er voldsomt bestridt, og endda af visse forsker-kolleger anses for uredelig.

Judith Skriver: "I tre lydklip fra interviewet dokumenteres, at professoren har stærke meninger, og at skolebøgerne i hendes optik er decideret racistiske. En pointe, hun bombastisk understreger ved at sammenligne bøgernes skildring af palæstinensere med nazisternes af jøder: »Et problem, der skal løses.« Men det er professorens sammenligning, ikke journalistens og værtens, og det kunne lugte lidt af censur at tage det ud af interviewet."

Som dokumenteret ovenfor, bekræfter DR-journalist Mia Ulvgraven i flere omgange professor Elhanans samlede tese. Der tages ikke på noget tidspunkt i indslaget afstand fra den overordnede konklusion om jødisk ondskab, som vel at mærke er det pure opspind, men som alligevel skal hamres hjem indtil flere gange. Alene nazi- sammenligningen refereres til i indslaget hele fire gange, to på engelsk og to på dansk.

Judith Skriver: "Israel-Online-redaktøren anfører, at et studie fra 2013 konkluderer, at negative fremstillinger af »den anden« er mere udbredt i palæstinensiske og ultra-ortodokse israelske bøger, end i de israelske mainstream-skolebøger. Redaktøren skriver, at det er »en konklusion i direkte modstrid med Mia Ulvgravens såkaldt faktuelle udmelding.« Men den konklusion drager Mia Ulvgraven overhovedet ikke, for journalisten forholder sig i indslaget slet ikke til forholdet mellem udbredelsen i palæstinensiske og i israelske skolebøger."

Jo, Mia Ulvgravens personlige, "faktuelle" påstand om, at den hadpropaganda, som professor Elhanan så malerisk beskriver, er udbredt i israelske "mainstream-skolebøger," er i direkte modstrid med undersøgelsen fra 2013. Den viser nemlig, at der, trods en vis tendens til at se tingene fra et israelsk perspektiv, ingen hadpropaganda er i disse bøger.

Derudover konkluderer undersøgelsen, at "den negative bias i beskrivelsen af 'den anden', den positive bias i beskrivelse af 'selvet', og fraværet af billeder af, og information om 'den anden' er statistisk signifikant mere udtalt i israelske ultra-ortodokse og palæstinensiske bøger end i israelske statsskolebøger [mainstream-skolebøger]."

Hvorfor tager jeg den oplysning med? Fordi det er interessant, at man i indslaget vælger at kritisere israelske skolebøger for at være hadefulde overfor palæstinensere, mens den mest omfattende undersøgelse på området konkluderer, at det står bedre til i israelske end i palæstinensiske bøger. Er det ikke et lidt underligt redaktionelt valg? Mangler der ikke lidt kontekst her? Og er Mia Ulvgravens valg af Hamas' tv-eksempel ikke lidt pudsigt, når hun kunne lave en direkte sammenligning med palæstinensiske "mainstream-skolebøger"?

Judith Skriver: "I kronikken refererer Dan Harder den israelske professor for, at nedgørelse af palæstinensere har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær – og citerer dernæst Mia Ulvgraven for, at det en opfattelse, hun er enig i. Det er forkert."

Tværtimod, det er helt rigtigt, havd jeg skrev i kronikken. Igen må jeg citere ordret fra indslaget i Orientering. Studievært Louise Windfeld-Høeberg spørger: "Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulgraven, kan du genkende det hun siger?" Hertil svarer Mia Ulvgraven: "Ja, det kan jeg godt." Mia Ulvgraven er altså enig med professoren.

Judith Skriver: "Mia Ulvgraven giver ikke udtryk for sin egen mening, men refererer logikken i den – overvejende israelske – forskningslitteratur, hun mødte på sit studium. Det er i den litteratur, hun genkender Peled-Elhanans rationale."

Jo, Mia Ulvgraven giver i den grad udtryk for sin egen mening. Det præciseres helt utvetydigt, at hendes udsagn bygger på hendes egne studier: "Altså jeg har læst i Israel, og jeg har studeret de her psykosociale mekanismer, som er med til at fastholde konflikten. Og det fremgår mange steder i forskningslitteraturen, at den her negative racistiske fortælling og truslen om Holocaust gennemsyrer samfundet, og også skolesystemet, for at man kan opretholde besættelsen. Man kan simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling, man udsætter de andre for, hvis ikke man har den her fortælling, hvis man ser de andre som ligeværdige mennesker, så kan man ikke gennemføre det man gør, det er logikken i litteraturen."

Judith Skriver: "Overskriften til Dan Harders kronik »DR sammenligner Israel med Nazi-Tyskland«, er således både helt forkert og udtryk for skribentens tilsyneladende misforståede opfattelse af indslaget i Orientering."

Som dokumenteret ovenfor, står Mia Ulvgraven personligt inde for professor Elhanans synspunkter. Og hverken studieværten eller redaktionen har gjort det mindste forsøg på at vurdere professorens troværdighed, til trods for at det er almindeligt kendt, at hun i Israel opfattes som særdeles kontroversiel. Programmet efterlader utvetydigt det indtryk, at det israelske skolesystem tåler sammenligning med Nazi-tyskland. I sidste ende er Danmarks Radio ansvarlig for programmets indhold, ergo er overskriften retvisende.

Judith Skriver: "Men det ville have klædt os i Orientering, hvis vi udover den præcise præsentation af den israelske professor havde nævnt, at hun også i Israel er en kontroversiel person, hvis forskning er genstand for diskussion og debat. Men det kendetegner som bekendt mange politikere, forskere og meningsdannere i øvrigt, uden at vi af den grund skal ignorere dem."

Det ville ikke bare "have klædt" Orientering at nævne, at professoren var "en kontroversiel person, hvis forskning er genstand for diskussion og debat." Det er noget Orientering havde en forbandet pligt til at nævne, i henhold til så vel dansk lovgivning som DR's egne regler for presseetik.

Læs mere her:

Media Watch - DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
(bragt som kronik i Berlingske, 9. august 2017)

Afskrift af indslaget i Orientering - med kommentarer af Dan Harder

Afskrift af indslaget i Orientering - uden kommentarer

Oversigt over etiske retningslinjer for journalistik overtrådt i indslaget

Relevante kilder:

EU's definition af antisemitisme

USA's definition af antisemitisme

Wikipedias oversigt over undersøgelser af palæstinensiske og israelske skolebøger

Studier af den israelske NGO IMPACT-se, kan læses her:
Palæstinensiske skolebøger, 2017 (PDF)
Israelske skolebøger, 2016 (PDF)

Studie fra Yale University, 2013:
Pressemeddelelse (PDF)
Hele rapporten (PDF)

Dr. Arnon Groiss' gennemgang af Nurit Peled-Elhanans rapport fra 2003 (PDF)

Tilbage