| 
Danske Mellemøst-eksperter er systematisk
imod Israel
Sune Haugbølle: Israel "radikaliserer"
Hamas
16. maj 2026
Af Dan Harder
Siden jeg i en kronik
i Jyllands-Posten i 2024 afslørede professor
i globale studier ved Roskilde Universitet Sune
Haugbølles antisemitiske påstande
og fantasier, har han generelt holdt lav profil i offentligheden
og holdt sig til primært at formidle faktuel information
om konflikten, med særlig fokus på sin viden
om terrororganisationen Hamas.
Men intet varer evigt, og nu er der måske
gryende tegn på, at Haugbølle er ved at
vende tilbage til sit tidligere virke som udbreder af
anti-israelsk og anti-jødisk propaganda.
I hvert fald udtaler han i dag til
dr.dk, at denne uges israelske drab
på Hamas' militære leder i Gaza,
Izz al-Din al-Haddad, kan sætte gang i en radikalisering
af Hamas:
Samtidig er der en sandsynlighed
for, at Izz al-Din al-Haddads død kan sætte
gang i en radikalisering af Hamas, fortæller
Sune Haugbølle.
For det vil give dem, der mener,
at Hamas bliver nødt til at blive ved med at
være væbnet og gøre modstand, et
godt argument: De står over for en fjende, som
angriber dem og dræber deres leder på
trods af, at der egentlig er våbenhvile.
Noget, der ikke ligefrem stemmer overens med
den amerikansk ledede plan for fred i Gaza, der blandt
andet indebærer, at Hamas overgiver deres våben.
Om en sådan radikalisering er god eller
dårlig, kommer an på Israels interesser,
mener professoren i Mellemøststudier.
- Der er helt sikkert folk omkring Netanyahu
og i hæren, som ønsker
en ny militær konfrontation og måske venter
på en anledning, og det kan man givetvis
få ved at radikalisere bevægelsen.
Sune Haugbølle vender her tingene på hovedet.
For det, han undlader at fortælle, er, at Hamas
forlængst har vendt ryggen til Donald Trumps 20-punktsplan,
der i øvrigt blev blåstemplet
af selve FN's sikkerhedsråd.
Terrororganisationen har under Izz al-Din
al-Haddads ledelse nægtet at lade sig afvæbne,
hvilket ellers var en hjørnesten i våbenhvileaftalen
og en forudsætning for yderligere israelsk tilbagtrækning
fra Gaza.
Hamas arbejder
tværtimod intenst på at producere nye våben,
inklusiv mortergranater, til den næste krig imod
Israel. Så der er slet ikke brug for israelsk
indblanding for at overbevise Hamas om, at fastholde
"modstandskampen," som den palæstinensiske
terror eufemistisk kaldes i artiklen.
At give jøderne skylden for andres
krigeriskhed er et klassisk antisemitisk tema.
Nogle, herunder nærværende
skribent, vil mene, at Hamas allerede var ret radikaliseret
op til angrebet på Israel den 7. oktober 2023.
Det er svært at forestille sig, at andre kan påtvinge
den islamistiske terrororganisation et endnu højere
niveau af radikalisering.
Sune Haugbølles forestilling om,
at Hamas måske ikke er så radikaliseret,
at det ligefrem gør noget, er muligvis et forvarsel
om en tilbagevenden til hans tidligere ofte gentagne
påstand om, at Hamas, under de rette omstændigheder,
godt kan indgå fred med Israel.
Når man læser, hvad Haugbølle
udtalte
om emnet, umiddelbart efter Hamas' angreb i
2023, forstår man, hvor radikaliseret RUC-professoren
i virkeligheden selv er.
Haugbølle: Hæren ønsker krig
At der skulle være folk den israelske
hær, som ligefrem ønsker krig, er ligeledes
en slidt, gammel venstreorienteret vrangforestilling.
Israel er et demokrati, og hæren
gør derfor kun, hvad den folkevalgte, politiske
ledelse beder om. Der er ingen kræfter i det israelske
militær, som forsøger at påvirke
politikerne i retning af væbnet konflikt. Snarere
tværtimod. Israels militære ledelse kender
om nogen den uhyggelige pris for at føre krig
og forstår, at det er sidste udvej, når
alle andre muligheder er udtømte.
Men langt de fleste israelere forstår
naturligvis samtidig, at der næppe findes andre
måder at afvæbne Hamas på end at lade
den israelske hær gøre det.
Haugbølle: Hamas overvejer fred
Ifølge Sune Haugbølle ligger
Hamas netop nu i overvejelser om, hvilken vej man skal
vælge: Trumps fredsplan eller fortsat krig:
"De er lidt i et vadested lige
nu, og der vil det her drab [på Hamas-lederen
Izz al-Din al-Haddad] nok give opbakning til dem,
der støtter Khalil al-Hayya [og dermed 'modstandskampen']."
At Hamas-ledelsen seriøst skulle
overveje at følge Donald Trumps plan, er nok
en tand for urealistisk - i hvert fald som andet end
en midlertidig, taktisk suspendering af den hellige
krig. Der er desværre næppe megen tvivl
om, hvilken vej de islamistiske jihadister vælger.
Uanset hvad Israel gør.
Læs mere om Sune
Haugbølle her.
Tilbage
|