Danske Mellemøst-eksperter er systematisk imod Israel
Ole Wæver: Israel fører krig imod civile, kan ikke vinde over Hamas
12. februar 2024

Af Dan Harder

I en episode af podcasten "Sikkerhedsudvalget" på 24syv.dk med titlen "Israel begår krigsforbrydelser," 12 Februar 2024 (hør den her eller her) stiller værten, David Trads, spørgsmålet, "hvordan vi kommer herfra og til våbenhvile i Gaza?"

Til at svare har han to gæster i studiet, Ole Wæver, professor på Københavns Universitet, og Sune Haugbølle, professor på Roskilde Universitet.

Her er et par udpluk af, hvad Ole Wæver siger (i kursiv) med mine kommentarer i normal font. Sune Haugbølles bidrag behandles i en separat artikel.

Ole Wæver fortæller, at Israel ønsker at...

"fortsætte imod det her mere og mere luftige mål, at de på en eller anden måde skulle være i stand til militært at nedkæmpe Hamas og så sige: 'Okay, nu er vi færdige, nu er Hamas militært væk.' Hvad alle eksperter jo siger, er en umulighed. (...) Den israelske plan har jo fra starten været... (lang kunstpause)... lettere umulig at forstå for nogen som helst andre, og muligvis også for dem selv."

Det er naturligvis det rene vås, som nok mere er udtryk for Ole Wævers personlige ønske om, at Israel skal fejle.

Israels mål er ikke spor luftigt, det er tværtimod meget konkret. Målet er at nedkæmpe Hamas' regulære militære kapacitet for at sikre to resultater: 1) at Hamas ikke vil være i stand til igen at angribe Israel, som det skete den 7. oktober 2023, og 2) at Hamas fratages evnen til at regere Gaza. Begge de mål vil efter al sandsynlighed blive opnået.

Et tredje mål, som Israel satte fra krigens begyndelse, er at få alle gidslerne hjem. Det blev bemærket, at det typisk ikke blev præciseret, om man forventede at få dem hjem i live. Det er der stor usikkerhed om. Tiden må vise, hvordan det ender.

Ole Wævers udsagn er således det rene nonsens.

Programmet foregiver end ikke at belyse sagen fra flere sider, hvorfor værten, David Trads, stiller et spørgsmål, som Ole Wæver egentlig allerede har svaret på, nemlig om det overhovedet er realistisk, at Israel er på vej imod en sejr.

Til det svarer Ole Wæver:

"Jamen, det er det jo ikke. Det er jo det, der er tydeligt, ikke? At det, vi har været vidne til i de sidste måneder, som jo er en helt ekstremt... Altså en ødelæggelse af enhver beboelse og enhver mulighed for fortsat liv i Gaza. Når den er blevet så ekstrem (...) så er det jo tydeligt, at der foregår i virkeligheden to slags krig, ikke? Altså der er nogle få steder, hvor de egentlig kæmper imod Hamas, men langt det meste af det er jo mere sådan en slags kamp, hvor de ender med i virkeligheden at være i krig med hele civilbefolkningen (...) hvor man ender med at frygte, at hver eneste borger i virkeligheden er en fjende. Og i den situation så ender vi jo altså i både helt forfærdelige tab for civilbefolkningen, men vi også ender i en form for krig, som per definition er umulig. Som aldrig bliver vundet."

Det ikke en retvisende anlyse af situationen. At Israel kun "få steder" i Gaza reelt skulle kæmpe imod Hamas, er lodret forkert. Ole Wæver har intet belæg for den påstand. Tværtimod kæmper den israelske hær fra hus til hus imod Hamas-militante næsten overalt i Gaza.

Det er rigtigt, at det er ganske svært for de israelske soldater at skelne Hamas' væbnede styrker fra civile palæstinensere, men her er årsagen, at de militante ofte ikke bærer uniform samt at Hamas systematisk gemmer sit militær og sin militære infrastruktur blandt Gazas civilbefolkning. Altsammen grove overtrædelser af krigens love.

Derfor er der store civile tab sideløbende med, at Hamas' militær nedkæmpes. Baseret på tal fra både Hamas og Israel forekommer det sandsynligt, at omkring en tredjedel af de dræbte er militante, mens to tredjedele er civile. Det er umådeligt trist, men desværre helt almindeligt i bykrig.

At krigen ikke kan vindes, er også forkert. Den israelske hær er stødt og roligt ved at gennemføre missionen. Hæren vurderer, at omkring tre fjerdele af Hamas' militære styrker er nedkæmpet. Den sidste fjerdedel befinder sig i skrivende stund i den sydlige by Rafah, hvorfra Israel planlægger at evakuere størstedelen af de civile, inden man indleder en regulær landinvasion.

David Trads beder gæsten uddybe: "Hvorfor det, Ole Wæver? Hvorfor kan den ikke vindes?"

Ole Wæver:

"Det er jo krig imod spøgelser på den måde, at de ser ethvert menneske som potentiel Hamas-kriger. Og den totale sejr der, det er altså en ret forfærdelig tanke."

Her er endnu en falsk oplysning. Der er eksempler på, at israelske soldater har taget fejl og skudt på civile i stedet for soldater (herunder den tragiske nedskydning af tre israelske gidsler, der var sluppet fri af Hamas' fangenskab). Men det sker i alle krige, særligt i asymmetrisk bykrig. At israelerne ser alle civile som krigere, har Ole Wæver intet som helst belæg for at sige. Hvorfor skulle israelske soldater tænke sådan, når danske soldater i lignende situationer naturligvis ikke gør det? Fordi jøder generelt er mere onde? Ole Wævers forestilling grænser til antisemitisme - og det er ikke første gang for hans vedkommende.

Ikke desto mindre hopper værten, David Trads gladeligt med på vognen: "Så Ole Wæver, et barn, der er palæstinenser, der bor i Gaza, en gammel bedstemor, der bor i Gaza, en gammel bedstefar... Altså alle er, som du ser det, Netanyahus fjender?"

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ondskaben pludselig skal personificeres i den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Nu er alle palæstinensiske børn den onde over-jødes fjende.

Ole Wæver erklærer sig enig i den absurde og helt udokumenterede anklage:

"Ja, men det er jo det, der er problemet. Der er kommet så mange udtalelser også fra militæret, at de også mener... at rigtig mange israelere mener, at kvinder og børn har også været medskyldige, hvis ikke de har angivet Hamas-krigere. Altså, der er rigtig mange, der gør hele befolkningen kollektivt ansvarlig. Og det er altså en meget, meget farlig situation. Så får det altså en noget ildevarslende klang at tale om en total sejr. Altså, der er to væsentlige problemer med den totale sejr. Den ene er, at i militære termer er den umulig, og hvis man afkoder, hvad den reelt meget vel kan komme til at betyde i stedet for, så er det altså meget faretruende. Og det kan alle andre udenom jo også godt se, og derfor er presset jo meget stort for, at det ikke kommer til at blive den vej, vi kommer til at gå."

Det er blevet dækket massivt i internationale medier, at israelske toppolitikere umiddelbart efter Hamas' bestialske angreb på civile israelere den 7. oktober 2023 kom med en række udtalelser, som med lidt ond vilje kan tolkes, som Ole Wæver gør det.

Men der er ingen dokumentation overhovedet for, at den israelske hær skulle føre en udryddelseskrig imod Gazas civilbefolkning (til trods for den absurde og skamfulde sag ved den internationale domstol imod Israel for at begå folkemord).

Når Ole Wæver mener at kunne "afkode" den jødiske ondskab, lægger han sig på linje med det notoriske og dybt antisemitiske smædeskrift "Zions vises protokoller," som blev skabt af den russiske efterretningstjeneste i 1903.

Ole Wæver ville aldrig udsætte danske eller andre vestlige styrker for en lignende anklage, selvom også vi har udkæmpet krige under lignende (om end ikke helt så udfordrende) omstændigheder.

Ikke desto mindre fortsætter Ole Wæver sin antisemitiske tirade:

"Og det er defor, at man egentlig har lov at være en smule optimistisk, stadigvæk, at på et eller andet tidspunkt, så er der nødt til at være andre, der træder i karakter. Og jo mere ekstremt israelerne får kørt sig selv ned ad en blindgyde, jo større er chancen jo altså for, at en genstart kommer til at være på nogle helt andre termer og med en forskudt magtbalance i forhold til, hvem der bestemmer."

Det er ikke Israel, men Ole Wæver, der er på vej ind i en blindgyde med sin antisemitiske påstand om, at alle vi andre (ikke-jøder) skal "træde i karakter" og inddæmme den jødiske ondskab.

Men sådan kommer det heldigvis næppe til at gå. Det bliver israelerne, der udstikker termerne for den nye magtbalance, hvor ekstremistiske, antisemitiske Hamas ikke længere svinger taktstokken i Gaza.

Værten, David Trads, stiller den anden gæst, Sune Haugbølle, samme sprøgsmål. Haugbølle kommer med en længere forklaring (læs behandlingen af den her), og ender med at konkludere, at Israel begår krigsforbrydelser i Gaza.

David Trads vender sig igen imod den første gæst: "Ole Wæver, er du enig? Er det [Israels krigsførelse] krigsforbrydelser?"

Ole Wæver:

"Det tror jeg egentlig ikke, at der er nogen med teknisk forstand på, hvordan de termer bruges, der kan være i tvivl om, at det er der jo tons af beviser på."

Det er faktuelt forkert. Folk, som - modsat Ole Wæver - rent faktisk har forstand på krigsforbrydelser, er netop i tvivl. I begyndelsen af krigen vurderede militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kenneth Øhlenschlæger Buhl overfor TV2 (30. oktober 2023):

"På et tidspunkt havde Israel smidt lidt over 6000 bomber og dræbt lidt over 3000 mennesker, og det betyder for mig, at Israel, i hvert fald ikke systematisk, begår overtrædelser af krigens love."

Da en enkelt bombe må antages at kunne dræbe rigtig mange mennesker, tyder også ovennævnte observation på, at Israel meget målrettet går efter militær infrastruktur (og personel), og ikke civile. Og det er netop lovligt i henhold til folkeretten.

John Spencer, leder af "Urban Warfare Studies" ved det amerikanske forsvarsakademi, West Point, beskriver Israels krigsførelse i Gaza således:

"Israel har gjort flere tiltag for at undgå unødig civil skade end så godt som nogen anden nation, som har udkæmpet en bykrig."

Om flere af de anvendte metoder til at minimere civile tab skriver John Spencer:

"Intet militær har nogen sinde før implementeret nogen af disse tiltag i krig."

Også Ole Wævers påstand om, at der er "tons af beviser" på krigsforbrydelser, er falsk. Der er netop ingen beviser - kun påstande som Ole Wævers.

Ole Wæver forklarer, at sagsanlægget imod Israel for at begå folkemord i Gaza overskygger diskussionen om Israels (men ikke Hamas') krigsforbrydelser:

"Den eneste grund til, at det måske ikke har stået lysende klart frem i debatten, det er, at vi har fået et fokus på folkemordet i stedet for. Og det er jo fordi, folkemord er mere exceptionelt og også er en slags trumpf i folkeretslig sammenhæng. Så derfor har vi fået den her folksmordsdiskussion. Hvad der jo af rigtig mange grunde var rigtigt og vigtigt (...) Så det er alt sammen jo ekstremt godt, at vi har fået den sag.

Som det ses, kan Ole Wæver næsten ikke få armene ned over, at jøderne, som var ofre for verdens værste folkemord, nu selv beskyldes for folkemord. Det er simpelthen gefundenes Fressen for enhver antisemit.

Ole Wæver fortsat:

"Men det blænder jo en lille smule for et mere jordnært begreb som krigsforbrydelser. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Altså vi har jo filmoptagelser af alle mulige ting, som den israelske hær gør, som man bare kan slå op i manualerne, at de må ikke, må ikke, må ikke... Altså, det er der jo ingen tvivl om."

Det er muligt, at der i Ole Wævers hjerte ikke er tvivl om, at israelerne begår krigsforbrydelser.

Og det er rigtigt, at der findes filmoptagelser af tilfangetagne palæstinensere i bare overkroppe, hvilket muligvis kan opfattes som en krænkelse af krigens love. Om det er en krigsforbrydelse er tvivlsomt. Anden evidens viser muligvis enkelte tilfælde af angrebne mål, som ikke er militære.

Men der er absolut ingen evidens for, at den israelske hær systematisk angriber mål, som ikke har en militær værdi. Det er ren og skær anti-israelsk propaganda. Ellers må man bede Ole Wæver fremlægge dokumentationen.

Selv Amnesty International, en venstreorienteret organisation, som altid er på nakken af Israel, kunne i begyndelsen af krigen, på et tidspunkt hvor Israel havde kastet mere end 6.000 bomber over Gaza, kun tælle fem (5!) eksempler, hvor det ikke med sikkerhed kunne siges, at det, den israelske hær havde skudt på, var et militært mål. Det var altså i under én promille af angrebene, at der var usikkerhed om, hvorvidt man havde overholdt reglerne. Det må siges at være langt inden for den almindelige fejlmargin i krig, og på ingen måde evidens for systematisk krigsforbrydelser.

Den ganske moderate, israelske centrum-politiker og tidligere fungerende premierminister, Yair Lapid, sagde i sin tale til FN's generalforsamling i 2022 følgende:

"Antisemitisme er viljen til at tro det værste om jøder, uden at stille spørgsmål."

Den definition passer perfekt på den tyrkertro på jødisk ondskab, som Ole Wæver giver udtryk for i interviewet.

Læs mere om Ole Wæver her.

Tilbage