Israel-Online, 3. juni 2009
Abbas udelukker ikke fortsat væbnet kamp

Af Dan Harder

Tag ikke fejl. Palæstinenserne kæmper stadig for at ødelægge Israel. Som den angiveligt moderate Mahmoud Abbas udtalte til en jordansk avis sidste år: "I øjeblikket er jeg imod væbnet kamp, siden vi er ude af stand til at udkæmpe den, men i fremtiden kan tingene ændre sig." (Al-Dustour, 28. februar 2008).

Den primære forhindring for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne er hverken jødiske bosættelser, palæstinensiske flygtninge eller spørgsmålet om fremtidige grænser. Konfliktens kerne har intet med besættelse eller sikkerhedshegn at gøre, men alene med arabisk modvilje imod at acceptere nogen form for jødisk selvbestemmelse i nogen som helst del af Palæstina, hvor lille den del end måtte være.

Enhver der kender til områdets historie (og det er desværre ikke så mange, kunne man tilføje) vil vide, at de palæstinensiske arabere i snart 100 år systematisk har afvist ethvert kompromis med jøderne i Palæstina. I 1920'erne afviste den arabiske ledelse at indgå i forhandlinger om en magtdeling med jøderne. I 1937 afviste man en engelsk delingsplan, der ville have givet araberne 80% af Palæstina.

I 1947 afviste araberne, som de fleste ved, FNs delingsplan, der ville have opdelt området i to omtrent lige store dele. Mens Gaza og Vestbredden i perioden 1949-67 var besat af henholdsvis Egypten og Jordan var der ingen tale om at oprette en - selv midlertidig - palæstinensisk, arabisk stat. Al fokus var alene på Israels ødelæggelse.

Først efter Israel i 1967 slog endnu en arabisk angrebskrig tilbage på tre fronter og fik kontrol med Gaza og Vestbredden, begyndte de palæstinensiske arabere (der nu var blevet til "palæstinensere") at gøre krav på disse områder. Men prisen - anerkendelse af den jødiske stats ret til at eksistere - var for høj. En samlet arabisk verden afviste samme år al snak om anerkendelse, fred eller forhandling med Israel.

Oslo-processen i 1990'erne kuldsejlede, da Arafat i sommeren 2000 afviste en plan, der ville have givet palæstinenserne hele Gaza og næsten hele Vestbredden som stat med Østjerusalem som hovedstad. Begrundelsen var, at man hverken var rede til at anerkende jødiske krav på dele af Jerusalem, eller ville afstå retten til at oversvømme Israel med efterkommere af palæstinensiske flygtninge, hvilket med tiden ville undergrave Israels jødiske identitet.

Hvis man tror at den "moderate" ledelse under Mahmoud Abbas har vendt fortidens kompromisløshed ryggen, tager man fejl. Abbas' udtalelser til den jordanske avis Al-Dustour i februar 2008 er i direkte modstrid med PLOs officielle løfte i 1993 om at afstå fra al form for vold overfor Israel, og om fremover at løse alle udestående spørgsmål gennem forhandling. Tværtimod, ved at holde muligheden åben for en tilbagevenden til "væbnet kamp" (altså terrorisme), signalerer Abbas, at han og Fatah stadig følger PLOs originale plan om at ødelægge Israel i stadier gennem en kombination af diplomati og vold.

I et interview vist på TV-stationen Al-Jazeera 27. marts i år kaster Saeb Erekat, den palæstinensiske chefforhandler for både Arafat og Abbas, endnu mere lys over det "moderate" Fatahs holdning til tostatsløsningen. Han erindrer at Arafat afslog Bill Clintons forslag ved Camp David-forhandlingerne i sommeren 2000, fordi han afviste ethvert jødisk tilhørsforhold til Jerusalems Gamle By samt Tempelbjerget, som menes at være der, hvor det jødiske tempel stod, indtil det blev ødelagt af romerne.

Ifølge Erekat skal Arafat have sagt til Clinton: "Jeg vil ikke være en forræder. Nogen vil komme og befri [Jerusalem] efter 10, 50 eller 100 år. Jerusalem vil ikke blive andet end hovedstad i den palæstinensiske stat, og der er intet nedenunder eller ovenover Haram Al-Sharif [det arabiske navn for Tempelbjerget] bortset fra Allah." (Al-Jazeera, 27. marts 2009).

Under forhandlinger med den israelske premierminister Ehud Olmert sidste år indtog Mahmoud Abbas, ifølge Erekat, den samme holdning: "Jeg er ikke på en markedsplads eller i en basar. Jeg kom for at demarkere Palæstinas grænser - grænserne fra 4. juni, 1967 [dagen før Seksdageskrigen] - uden at fratrække en eneste tomme, og uden at fjerne en eneste sten fra Jerusalem, eller fra de hellige kristne og muslimske steder."

Ved fortsat at nægte at anerkende nogen som helst form for jødisk tilknytning til det, som jøder i årtusinder har anset for deres helligste sted, og ved til stadighed at modarbejde selve kernen i tostatsløsningen, nemlig opdelingen af Palæstina i både en jødisk og en arabisk stat, blokerer den palæstinensiske ledelse for den fredelige løsning, som langt de fleste israelere og antageligt også hovedparten af palæstinensere higer efter.

Tilbage