Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Historie - forside

Indledning

1. Tidlige tider
(1000 f.v.t - 1900)

2. Israels oprettelse
(1880 - 1947)

3. Den nye stat
(1947 - 1973)

 


Israels historie
- en kronologisk gennemgang


Den nye stat (1947 - 1973)

David Ben-Gurion proklamerer
Israels oprettelse, 14. maj 1948.

1947-48 - Forberedelser til krig
Umiddelbart efter FNs vedtagelse af opdelingen af Palæstina i én jødisk og én arabisk stat i november 1947 går arabiske bander til angreb på jødiske samfund overalt i Palæstina. Den arabiske verden gør det klart, at man agter at tilintetgøre den jødiske stat, samme øjeblik den bliver udråbt. Mens englænderne gør klar til at trække sine sidste tropper ud, kæmper jødiske og arabiske undergrundsmilitser om at positionere sig bedst muligt forud for den forestående, arabiske invasion.

Udsigten til krig får titusinder af palæstinensiske arabere, inklusiv det meste af den arabiske elite, til at forlade Palæstina. Intensiveringen af kampene hen imod det britiske mandats udløb, samt en voldsom rygtespredning om både virkelige og fiktive jødiske angreb på arabiske landsbyer, sætter yderligere skub i flygtningestrømmen. Inden krigen for alvor starter, har ca. 175.000 arabere forladt Palæstina.

Israels grænser efter
våbenhvilen i 1949.
 

1948 - Israels uafhængighedskrig
Den 14. maj 1948 proklamerer Israels første premierminister, David Ben-Gurion, oprettelsen af den nye jødiske republik. Dagen efter invaderer Egyptens, Jordans, Syriens, Libanons og Iraks samlede hære den jødiske stat. Målt på ildkraft og materiel er araberne ved krigens start israelerne voldsomt overlegne. Men dårlig koordination og splid mellem de arabiske regeringer, samt israelernes højere kampmoral og bedre organisation bliver hovedårsagerne til, at krigen falder ud til Israels fordel.

Da den endelige våbenhvile træder i kraft i foråret 1949, har israelerne kontrol med ca. 20% mere land, end anvist ifølge FNs delingsplan. Egypten og Jordan besætter henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Den foreslåede arabiske, palæstinensiske stat bliver ikke til noget, men bliver heller ikke efterspurgt, hverken af de palæstinensiske arabere eller den øvrige arabiske verden. Selvom de arabiske nabolande alle har underskrevet våbenhvileaftaler med Israel, anerkender de fortsat ikke den jødiske stats ret til at eksistere.

Palæstinensiske civile flygter fra
deres hjem under kampene i 1948.

1948-53 - Arabiske og jødiske flygtninge
Under kamphandlingerne flygter mange palæstinensiske arabere fra de områder, som kommer under israelsk kontrol. Omkring 300.000 flygter til de arabiske nabolande, mens ca. 420.000 ender i flygtningelejre i de arabisk besatte dele af Palæstina. Langt hovedparten flygter af egen kraft af frygt for de fremrykkende, israelske styrker. Men nogle steder bliver arabere også tvunget væk fra deres hjem af israelske tropper. De egyptisk og jordansk kontrollerede områder - inklusiv Jerusalems gamle bydel - bliver etnisk renset for jøder.

Samme øjeblik den jødiske stat proklameres i maj 1948, åbnes døren for de hundrede tusinder af jødiske flygtninge, der har
overlevet det europæiske

Teltlejr for jødiske flygtninge nær Tel
Aviv, 1948.

Holocaust. Som reaktion på Israels oprettelse udsættes jøder i arabiske lande for et hidtil uset niveau af vold og forfølgelse. Israel iværksætter nogle spektakulære aktioner, hvorved flere hundrede tusinde jøder evakueres fra Yemen og Irak. De fleste af Syriens og Libanons jøder flygter også til Israel, og senere ankommer jøder fra Egypten, Tunesien, Algeriet, Libien, Marokko, Iran og Tyrkiet. I alt ca. 650.000 jøder flygter fra muslimske lande til Israel.

I skarp kontrast til Israels modtagelse af de over 1 million jødiske flygtninge, gør de arabiske lande, der dog har langt større absorberingskapacitet end Israel, intet forsøg på at integrere de ca. 720.000 palæstinensisk-arabiske flygtninge. De bliver derimod placeret i flygtningelejre, hvor de fungerer som politisk pressionmiddel i den fortsatte kamp imod Israel.

Et arabisk angreb på en bus i
Negev-ørkenen koster 11
israelere livet, 1954.
 

1950-55 - Grænsestridigheder
I årene efter Israels første krig støtter både Egypten og Jordan guerillagruppers angreb ind i Israel fra Gaza og Vestbredden. Målene for angrebene er oftest civile israelere. Som reaktion herpå foretager Israel systema-tiske gengældelsesangreb imod de baser i Gaza og på Vest-bredden, hvorfra guerilla-angrebene udgår.

1956 - Sinai-krisen
Fra foråret 1954 overtager Egypten Jordans rolle som hovedsponser for terroren imod Israel, og i sommeren 1955 intensiverer egyptisk trænede guerillagrupper deres angreb fra Gaza. Samme efterår udvides den egyptiske blokade, der nægter israelske skibe adgang til både Suez-kanalen og Det Røde Hav, til også at omfatte udenlandske skibes adgang til havnebyen Eilat. Egyptens præsident Nasser indgår en forsvarsalliance med Syrien,

Israels besættelse af Gaza og Sinai-
halvøen, 1956-57.
 

og begge lande modtager fra Sovjetunionen enorme mængder moderne våben, der langt overgår Israels militære formåen. Nasser erklærer, at man nu har den militære styrke til at knuse Israel.

Hårdt presset, både militært og økonomisk, ønsker Israel at frigøre sig fra det egyptiske kvælertag. Og da Nasser i 1956 truer engelske og franske interesser ved at nationalisere Suez-kanalen, støtter de to stormagter Israels invasion af Gaza og Sinai-ørkenen. Hermed sættes en stopper for både terrorangrebene fra Gaza og blokaden af Eilat. England og Frankrig bomber egyptiske flybaser og besætter området omkring Suez-kanalen. Det internationale samfund med USA i spidsen presser England, Frankrig og Israel til at trække deres tropper tilbage. Der etableres en FN-styrke til at overvåge demilitariseringen af Sinai-halvøen og Gaza, og USA garanterer Israels fortsatte adgang til Det Røde Hav. De sidste israelske soldater trækkes hjem i marts 1957.

1964 - PLOs oprettelse
I 1964 oprettes PLO (Palestine Liberation Organization), som en paraplyorganisation for de forskellige palæstinensiske, militære grupper, med det formål, via voldelig kamp, at opnå "befrielsen af Palæstina" fra "den zionistiske tilstædeværelse". Vestbredden og Gaza, der er under henholdsvis jordansk og egyptisk besættelse, er på dette tidspunkt ikke mål for PLOs befrielseskamp. Med Egyptens tab af Gaza som base for guerillaangreb på Israel, bliver Jordan (Vestbredden) og de syriske Golan-højder i 1960'erne de fortrukne udgangspunkter for angreb ind i Israel. Israel reagerer med gengældelsesangreb ind over grænserne til Jordan og Syrien.

Egyptiske fly ødelagt på deres base,
5. juni 1967.

 

1967 - Seksdageskrigen
I 1966 eskalerer de syriske angreb fra Golan-højderne på det nordlige Israel, og de militære sammenstød mellem de to lande optrappes yderligere i foråret 1967. Forfalskede, sovjetiske rapporter om påståede israelske troppe-koncentrationer nær den syriske grænse får de arabiske ledere til at skærpe truslerne mod Israel, og den 15. maj 1967 beordrer Egyptens præsident Nasser sine styrker ind i Sinai. De efter-følgende dage udviser Nasser FNs fredsbevarende styrker fra Gaza og Sinai, og genindfører blokaden af havnebyen Eilat.

Israels forsvarsminister,
Moshe Dayan (i midten), og
hærchef, Yitzchak Rabin (til
højre), ankommer til Jerusalem
efter byens fald i 1967.

Israel søger støtte til ophævelsen af blokaden hos sine vestlige allierede, men får afslag. Den israelske premierminister Levi Eshkol erklærer i en tale, at Israel ikke ønsker en militær konfrontation med sine arabiske naboer. Imens Israel står helt isoleret, tilslutter Jordan og Irak sig den egyptisk-syriske forsvars-pagt, og flere andre arabiske lande lover støtte til den forestående krig. Nasser erklærer at arabernes mål er den totale tilintetgørelse af Israel.

Omringet af de arabiske hære, der målt på soldater og materiel tilsammen er mere end dobbelt så stærke som Israels væbnede styrker, og med udsigt til et forestående angreb fra alle sider, vælger israelerne at slå først. Den 5. juni 1967 bomber israelske fly egyptiske flybaser og udraderer på få timer næsten hele det egyptiske luftvåben. Israel appellerer til Jordan om at holde sig udenfor kamphandlingerne og lover, at man i givet fald ikke vil angribe Jordan.

Israel og de besatte områder efter
Seksdageskrigen i juni 1967.
 

Men da egypterne rapporterer om deres angiveligt vellykkede angreb på Israel, indleder Jordan samme morgen en massiv beskydning af Vest-jerusalem og andre israelske beboelsesområder. Syrien bombarderer det norlige Israel fra Golan-højderne, og jordanske, syriske og irakiske fly angriber andre israelske mål.

Israelske fly sendes afsted mod Jordan og Syrien, og tilintetgør hurtigt begge landes samlede luftstyrker. Efterladt helt uden luftstøtte, allerede på krigens første dag, er de arabiske hære fortabte, og i løbet af kun seks dage indtager Israel Gaza-striben, Sinai-ørkenen, Golan-højderne og Vestbredden inklusiv den gamle by i Jerusalem.

1967 - FN-resolution 242 og de "tre nej’er"
Efter Israels overvældende sejr i juni 1967 vedtager FNs sikkerhedsråd 22. november samme år resolution 242, der udstikker retningslinierne for fremtidige fredsforhandlinger. Resolutionen stiller krav om en fredelig løsning, forhandlet mellem parterne, og baseret på følgende princip: israelsk tilbagetrækning fra en ikke nærmere defineret del af områderne besat i juni 1967, til gengæld for at Israels naboer anerkender den jødiske stat, garanterer dens sikkerhed og respekterer dens grænser.

Israel, der fra starten har udvist villighed til at forhandle om en tilbagetrækning fra størstedelen af det besatte land til gengæld for fred, accepterer resolution 242. Den arabiske verden afviser resolutionen. På et arabisk topmøde i Sudans hovedstad, Khartoum, allerede i september 1967, vedtages en resolution med følgende "tre nej'er": nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel, nej til forhandlinger med Israel. Efterfølgende har en del arabiske lande accepteret resolution 242, omend i en noget fri fortolkning, ifølge hvilken Israel betingelsesløst skal trække sig tilbage fra alle områder erobret i 1967.

Gamal Abdel Nasser.

1969 - Udmattelseskrigen
Seksdageskrigen er kun lige afsluttet, før Egypten påbegynder beskydningen af israelske positioner langs Suez-kanalen. Israel svarer igen ved at foretage flytogter og kommandoraids mod egyptiske mål. Sovjetunionen sender store mængder avancerede våben og militæreksperter til Egypten, og i sommeren 1969 erklærer Nasser en "udmattelseskrig", med det formål at påføre Israel størst mulige tab, og dermed knække israelernes vilje til at fastholde besættelsen af Sinai. Men strategien slår fejl, krisen eskalerer, og klimakset nås i sommeren 1970, da israelske jagerfly nedskyder fire MiG'er bemandet af sovjetiske piloter. USA presser på for indførelsen af en våbenhvile, der træder i kraft 7. august 1970. Udmattelseskrigen koster flere tusinde mennesker på hver side af Suez-kanalen livet.

1970-72 - PLO og den internationale terror
Efter Seksdageskrigen fortsætter også palæstinensiske guerillagrupper under paraplyorganisationen, PLO, deres angreb på Israel. Israelerne knuser dog relativt hurtigt PLOs infrastruktur i de besatte områder, hvorefter organisationen, under dens nye leder, Yasser Arafat, etablerer sig i nabostaten Jordan. PLO bliver en magtfaktor,

PFLP sprænger et kapret passager-
fly i luften, Jordan, september 1970.

der truer selve Kong Husseins regime, og der opstår kampe mellem PLO og den jordanske hær. Efter PFLP, en undergruppe af PLO, kaprer fire vestlige passagerfly og bringer dem til Jordan, får Hussein nok, og lader sin hær angribe de flygtninge-lejre, hvor PLO holder til. 2000 guerillaer og endnu flere uskyldige flygtninge bliver dræbt.

De overlevende PLO-folk flygter til Syrien, hvor de modtager træning og udrustning fra den syriske hær. Herefter etablerer PLO sig i nabolandet Libanon, hvorfra de bl.a. sender raketter imod beboelsesområder i det nordlige Israel. Efter PLOs angreb på en israelsk skolebus, hvorved 12 børn og lærere bliver dræbt, iværksætter Israel i maj 1970 en større militæraktion i Sydlibanon og skaber en 3 km bred stødpudezone, der lægger en midlertidig dæmper på de palæstinensiske angreb.

En hætteklædt, palæstinensisk
terrorist under gidseldramaet i
München, september 1972.

 

Samtidig udvikler PLO en ny måde at få sat den palæstinensiske sag på den internationale dagsorden. Fra 1968-72 retter palæstinensiske terrorister en række angreb mod internationale mål. Flykapringer bliver en specialitet, men også andre Israel-relaterede og jødiske mål angribes. Et af de mest spetakulære angreb er PLOs massakre på 11 israelske atleter ved Olympiaden i München i 1972.

Golda Meir.

1973 - Yom Kippur-krigen
Våbenhvilen af 7. august 1970, der afslutter Umattelseskrigen, bliver brudt allerede samme dag, da egypterne rykker avance-rede, sovjetiske våbensystemer frem til Suez-kanalen. Forberedelserne til den næste altomfattende krig mod Israel er i gang, og overtages, efter Nassers død samme år, af hans efterfølger, Anwar Sadat. Syrien modtager ligesom Egypten enorme mægder våben fra sovjetunionen, og i januar 1973 bliver de to landes militær lagt under fælles kommando. Israels premierminister, Golda Meir, og hendes
 
Israelsk pontonbro krydser Suez-
kanalen, oktober 1973.

 
rådgivere vælger at ignorere den israelske efterretnings-tjenestes advarsler om, at noget er under opsejling. Landet er derfor ganske uforberedt, da egyptiske og syriske styrker 6. oktober 1973, på den jødiske helligdag, "Yom Kippur", indleder et koordineret overaskelsesangreb i Sinai og Golan.

I krigens første dage gør araberne store fremskridt. Men efterhånden som de israelske styrker mobiliseres, vender krigslykken. Efter israelerne får stoppet den arabiske
fremrykning, lykkes det på begge fronter at bryde igennem de arabiske linier. Da kampene afsluttes 25. oktober, står de israelske tropper indenfor

En lettere såret general Ariel Sharon
mødes med forsvarsminister Moshe
Dayan, Yom Kippur-krigen, 1973.

skudvidde af både Kairo og Damaskus. Militært set kommer Israel sejrrigt ud af krigen. Men araberne har bevist, at de stadig udgør en reel trussel for Israel, og anser derfor sig selv som sejrherrer. Næsten 2700 israelere bliver dræbt i Yom Kippur-krigen, og efter folkelige protester tvinges Golda Meirs regering i april 1974 til at gå af.

Fortsæt: Kapitel 4. Fred med araberne?


Tilbage


Untitled Document


   

 

 

 

 
Teksten på denne side tilhører Israel Online, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.