Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Historie - forside

Indledning

1. Tidlige tider
(1000 f.v.t - 1900)

2. Israels oprettelse
(1880 - 1947)

3. Den nye stat
(1947 - 1973)

 


Israels historie
- en kronologisk gennemgang


Tidlige tider (bibelsk tid - ca. 1900)

Ca. 1000 (f.v.t.) - De jødiske kongedømmer
Kong David regerer med Jerusalem som hovedstad over Judæa, det første samlede rige i et område, der omtrent svarer til det nuværende Israel inkl. Vestbredden. Efter Davids søn, Salomons, død i år 931 f.v.t. splittes riget i to, Judæa i syd og Israel i nord.

722 (f.v.t.) - Assyrerne
Assyrerne, et magtfuldt folk fra det nordlige Mesopotamien
(i dag det nordlige Irak) invaderer det nordlige kongedømme, Israel, og deporterer jøderne til andre egne af det assyriske imperium. Kongeriget Israel går til grunde.

586 (f.v.t.) - Babylonerne
Den babylonske konge, Nebukadnesar II, indtager Jerusalem efter det assyriske imperiums fald. Judæas mest indflydelsesrige jøder deporteres til Babylon (i det sydlige Mesopotamien, i dag Irak). Det første jødiske tempel i Jerusalem ødelægges.


Salomons kongerige, det delte kongerige og Judæa på makkabæernes tid (de præcise grænser er behæftet med en vis usikkerhed). Den røde linie angiver Israels grænser i dag inkl. Gaza, Vestbredden og Golan-højderne.

538 (f.v.t.) - Perserne
Kong Kyros af Persien (i dag Iran) erobrer hele det babylonske imperium, lader eksiljøderne vende hjem fra Babylon, og accepterer en form for jødisk selvstyre i Jerusalem. Det jødiske tempel genopbygges.

332 (f.v.t.) - Grækerne
Den græsk-makedonske hersker Aleksander Den Store knuser det persiske imperium og erobrer herved også Judæa. Efter Aleksanders død deles det hellenske (græske) imperium i tre, og jøderne i Judæa bliver klemt mellem rivaliserende græske herskere.

164 (f.v.t.) - Makkabæerne
En jødisk stamme, "makkabæerne", gør oprør imod den hellenske besættelse, og fra 142 f.v.t. og ca. 80 år frem er Judæa igen en selvstændig, jødisk stat.

63 (f.v.t.) - Romernes indtog
Romerne invaderer Grækenland, og besejrer også det hellenske seleukide-rige i Mellemøsten. Trods en slags jødisk selvstyre i Jerusalem regeres Judæa i realiteten fra Rom.


Model af Jerusalem på det andet tempels tid.

37 (f.v.t.) - Herodes Den Store
Efter et fejlslagent jødisk oprør gør romerne Judæa til en regulær romersk provins og indsætter den jødiske Kong Herodes Den Store som administrator. Efter hans død i år 4 (f.v.t.) deles provinsen op mellem Herodes' sønner. Den ene, Herodes Antipas, som kendes fra det nye testamente, administrerer Galilæa i nord og Perea i øst (Jordanflodens østbred, i dag en del af staten Jordan).

70 - Jerusalems ødelæggelse
Den romerske Kejser Titus knuser endnu et jødisk oprør. Det jødiske tempel og resten af Jerusalem lægges i ruiner. En gruppe særligt hårdnakkede jøder søger tilflugt på bjerget Masada, men bliver tre år efter besejret af romerne.

135 - Judæa omdøbes til Palæstina
Under et sidste, jødisk oprør mod romerne (Bar Kochva-revolten) kommer Jerusalem for en kort, 3-årig, periode igen under jødisk kontrol. Efter romernes uundgåelige, knusende sejr bliver mange hundrede tusinde jøder enten landsforvist, solgt som slaver eller dræbt. Den romerske Kejser Hadrian jævner Jerusalem med jorden, og jøder formenes adgang til byen.

For definitivt at eliminere det jødiske tilhørsforhold til landet, omdøber romerne Judæa til "Palaestina", et ord, der menes at være afledt af ordet "filistre", et folk fra Kreta, der tusind år før huserede på Judæas middelhavskyst. Der lever dog fortsat jøder i området, og knap 100 år senere får jøderne igen adgang til Jerusalem.


Templets ødelæggelse i år 70 (malet af Francesco Hayez, 1867).

313 - Byzantinsk tid
Den romerske Kejser Konstantin gør kristendommen til officiel religion i Romerriget og flytter i 330 imperiets hovedstad fra Rom til Byzans, som han omdøber til Konstantinopel (nu Istanbul i Tyrkiet). Ved udgangen af 300-tallet er også Judæa, nu kaldet Palæstina, et overvejende kristent område, og der bygges kirker og klostre på kristendommens hellige steder i Jerusalem, Betlehem og Galilæa. Jøder formenes igen adgang til Jerusalem.

614 - Perserne vender tilbage
Perserne (fra det nuværende Iran) overtager igen for en kort stund kontrollen med Jerusalem. Men da den byzantinske kejser Heraklius slår den persiske invasion tilbage, og i år 629 genvinder byen, beordrer han alle jøder dræbt og alle synagoger brændt. Mange jøder flygter til Egypten og andre egne af imperiet.

637 - Arabisk herredømme
Fra den arabiske halvø udbredes i 630'erne en ny religion, islam, og indenfor få år bliver både det persiske og det byzantinske rige besejret. I 638 falder Jerusalem til den arabiske kalif Omar og bliver underlagt det muslimske imperium, som regeres fra kalifatet i byen Medina (i dag i Saudi-arabien). Omar grundlægger den første moske på pladsen i Jerusalem, hvor det jødiske tempel tidligere havde ligget.

De efterfølgende århundreder er præget af intern splid i den muslimske verden. Skiftende kaliffer regerer over det meste af Mellemøsten fra hovedsæder i Damaskus (fra 661) og Bagdad (fra 750). Jøder og kristne bliver tolereret, men underlægges særlige restriktioner, hvorfor mange enten konverterer til islam eller forlader landet. I 969 bliver Jerusalem erobret af Fatimide-dynastiet, der regerer fra kalifatet i Kairo, og i 1071 ender det arabiske herredømme over Jerusalem, da Fatimiderne bliver smidt på porten af de tyrkiske seljukker.


Jerusalem (malet af David Roberts, 1842).

1099 - Korsfarerne
Pave Urban II opfordrer til korstog for at generobre Det Hellige Land fra muslimerne, og i 1099 indtager de første korsfarere Jerusalem og massakrerer et stort antal jøder og muslimer. I de efterfølgende par hundrede år kæmper korsfarerne og forskellige muslimske herskere om kontrollen med området. I 1187 lykkes det Saladin, en kurdisk general, der regerer over både Egypten og Syrien, at generobre Jerusalem til muslimerne.

1291 - Mamelukkerne
Mamelukkerne (oprindeligt en hær af slaver primært fra Tyrkiet og Nordkaukasus) overtager i 1250 magten i Egypten fra Saladins Ayyubide-dynasti. Korsfarernes sidste bastion i Det Hellige Land, havnebyen Akko, falder til mamelukkerne i 1291. I de efterfølgende par hundrede år, hvor Palæstina regeres fra Damaskus, ophører provinsen med at fungere som knudepunkt for handel med Fjernøsten, og befolkningen, inklusive de få tusinde jødiske familier, der er tilbage, lever i yderste fattigdom. Flere byer ligger i ruiner, og selv Jerusalem er næsten forladt. I 1351 bliver Palæstina angrebet af pest, og omkring år 1500 er områdets befolkningstal faldet til bare 200.000 mennesker. Mamelukkerne regerer området fra Egypten til Syrien indtil de bliver besejret af de osmanniske tyrkere.

1517-1917 - Det osmanniske imperium
Osmannerne (tyrkerne) indtager i 1517 Kairo og regerer de næste 400 år over hele Mellemøsten fra deres hovedstad Konstantinopel (nu Istanbul). Området, før kendt som Judæa eller Palæstina, har ikke længere status som en selvstændig landsdel, men er underlagt det osmanniske imperiums syriske provins med Damaskus som lokal, administrativ hovedstad. Regionen forbliver forsømt og underudviklet, og stort set afskåret fra den øvrige verden.


Et at de første fotos af Jerusalem, 1844.

Fortsæt: Kapitel 2. Israels oprettelse

Tilbage


Untitled Document


   

 

 

 

 
Teksten på denne side tilhører Israel Online, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.