| 
Danske mellemøsteksperter er
systematisk imod Israel
Søren Schmidts anti-israelske
propaganda
Politiken, 22. december 2010
Af Dan Harder
Søren Schmidt, ekstern lektor og mellemøstekspert,
RUC (tidligere DIIS), leverer i en artikel i Politiken
(22. december 2010) en såkaldt "analyse"
under titlen "Tostatsløsningen er helt død."
Mange har i tidens løb, hver gang forhandlingerne
mellem parterne er stødt på problemer,
erklæret tostatsløsningen for død.
Denne opgivende indstilling er, efter alt at dømme,
et udtryk for enten ønsketænkning eller
almindelig frustration over de udeblivende resultater.
Den slags følelser er forståelige nok,
og acceptable for lægfolk, men at basere en analyse
på følelser er ikke en mellemøstekspert
værdigt.
Seriøse analytikere forstår, ligesom de
fleste israelske og vestlige politikere, at der næppe
er bedre alternativer til tostatsløsningen, hvorfor
at erklære den "død", som Søren
Schmidt gør, virker både useriøst
og umodent.
Schmidt citerer igennem artiklen et hav af politikere
og kommentatorer, som kan underbygge hans egne ekstremt
Israel-kritiske holdninger, men udelader systematisk
alternative synspunkter. Med den fremgangsmåde
kan artiklen ikke betegnes som en analyse, men udgør
derimod blot endnu et partsindlæg, hvor Schmidt
blotlægger sin personlige frustration.
Han gør først og fremmest meget ud af
at kritisere Israel for at have modstået det amerikanske
pres for en forlængelse af det midlertidige byggestop
i bosættelserne.
"Læg intet pres på Israel overhovedet.
Bliv bare ved med at sende dem penge, til gengæld
vil de give USA fingeren", lyder en af de
kommentarer, han vælger at berige os med, som
om der skulle være tale om et sandhedsvidne.
Som årsag til de manglende direkte fredsforhandlinger
angiver Schmidt alene israelsk uvilje: "Den
væsentligste grund til, at denne [tostats-]løsning
nu må anses for at være urealistisk, er,
at Israel tydeligvis ikke har politisk vilje til at
indgå andet end en aftale om et palæstinensisk
selvstyre, som i sidste ende kontrolleres af Israel."
Det må siges at være en meget enøjet
vurdering, da Israel i årevis vedblivende har
været klar til at forhandle om en tostatsløsning,
mens det i realiteten er palæstinenserne, der
har nægtet at deltage.
Den palæstinensiske begrundelse for ikke at ville
forhandle er ganske vist det fortsatte bosættelsesbyggeri.
Men tidligere palæstinensiske ledere, herunder
Yasser Arafat, har uden problemer forhandlet under betydeligt
større byggeaktivitet på Vestbredden.
Mon Søren Schmidt ville være ligeså
forstående, hvis israelerne nægtede at forhandle
med henvisning til den fortsatte anti-israelske propaganda
i de palæstinensiske medier og uddannelsesinstitutioner,
som ubetinget strider imod Oslo-fredsaftalerne? Næppe.
Israel indstillede da også byggeriet på
Vestbredden (men ikke i Østjerusalem) i 10 måneder
i 2010 med amerikanske løfter om, at man ikke
ville kræve yderligere forlængelse. Det
lykkedes først USA at presse palæstinenserne
til forhandlingsbordet, da der var en måned tilbage
af perioden, og da den udløb, trak palæstinenserne
sig.
Trods sit løfte, bad USA Israel om at forlænge
byggestoppet på Vestbredden, men igen ikke i Østjerusalem.
Det er uvist, om palæstinenserne ville have accepteret
sådan et delvist byggestop, hvilket var en medvirkende
årsag til, at amerikanerne til sidst droppede
projektet og i stedet valgte at fokusere på indirekte
forhandlinger.
En seriøs analyse ville også have forholdt
sig til Netanyahus grunde til at afvise forlængelsen
af byggestoppet, herunder de vanskeligheder, han ville
have haft med at holde sammen på sin regeringskoalition.
Men den slags interesserer ikke Søren Schmidt.
Tro mod sin systematiske ensidighed citerer Schmidt
fra det regerende Likud-partis charter, der afviser
etableringen af en palæstinensisk stat, mens han
"glemmer" at forholde sig til PLOs ditto,
der afviser anerkendelse af den jødiske stat.
Schmidt ved udmærket, at en udvikling længe
har være i gang i Israel i retning af, at også
højrefløjen accepterer dannelsen af en
palæstinensisk stat - en udvikling, der i øvrigt
ikke findes tilsvarende i den palæstinensiske
lejr.
Søren Schmidt dyrker, og ligefrem svælger
i, det dommedagsscenarie, at Israel, i mangel på
en tostatsløsing, en dag vil skulle vælge
mellem at være en jødisk eller en demokratisk
stat. Modsat Schmidts ønsketænkning, er
det netop en situation, som israelerne nok skal sørge
for at undgå. Og det er netop en af de vægtigste
grunde til, at Israel er nødt til at støtte
tostatsløsningen i en eller anden form.
Det er tværtimod palæstinenserne (og folk
som Søren Schmidt), der hele tiden bringer dommedagsscenariet
på banen, ligesom det er palæstinenserne,
der, lige siden Arafat forlod forhandlingsbordet ved
Camp David i 2000, har stået i vejen for succesfulde
forhandlinger hen imod en tostatsløsning.
Søren Schmidt forsømmer heller ikke at
trække den amerikanske (i øvrigt ganske
legitime) jødiske lobby ind i billedet, ligesom
han forudser en jødisk borgerkrig, hvis Israel
(mod hans forventning) skulle beslutte at fjerne nogle
af bosætterne med magt.
Han postulerer desuden, som man desværre ofte
hører det, at den israelsk-palæstinensiske
konflikt udgør den primære årsag
til problemer (herunder terrorisme), ikke bare i Mellemøsten,
men også i hele verden, og beklager derudover,
at EU ikke lægger økonomisk pres på
Israel.
Hvor artiklen er en tour de force udi enøjethed,
sniger der sig da også en enkelt lodret løgn
ind, når Schmidt skriver at "Netanyahu
nyder stor opbakning i Israel, netop fordi han afviser
tostatsløsningen." Det forholder sig
lige omvendt. Der er i Israel et permanent flertal for
en tostatsløsning, og netop derfor, og pga. internationalt
pres, har Netanyahu igen og igen bedyret, at han er
tilhænger af den tostatsløsning, som han
indbyder palæstinenserne til at forhandle om.
Alt i alt udgør Søren Schmidts "analyse"
et massivt pro-palæstinensisk og rygende anti-israelsk
propagandaskrift, hvori Israel alene tildeles hele ansvaret
for den manglende fred i området. Søren
Schmidt er muligvis mellemøstekspert, men med
en sådan udtalt grad af ensidighed må han
absolut diskvalificeres som kilde til saglig og objektiv
oplysning om emnet.
Læs selv Sørens
Schmidts artikel i Politiken her.
Læs mere om Søren
Schmidt her.
Tilbage
|
