Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Mona Kanwal Sheikh i DR "P1 Morgen"
10. oktober 2023

Seniorforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Mona Kanwal Sheikh, var i studiet hos Danmarks Radios "P1 Morgen" for at fortælle lytterne noget om den palæstinensiske terrororganisation Hamas.

Konteksten var naturligvis, at Hamas netop tre dage forinden havde begået den mest omfattende massakre på jøder siden holocaust og Anden Verdenskrig. Bevæbnede Hamas-folk gik den 7. oktober fra dør til dør i det sydlige Israel og halshuggede, brændte, torturerede og voldtog hundredvis af civile jøder, inden de dræbte dem på systematisk og organiseret vis.

I lyset af, at Hamas begår sine forbrydelser imod menneskeheden for at fremme et politisk mål, er det svært for et normalt tænkende menneske at definere Hamas som andet end en terrororganisation.


Terror beskrives som "modstand"

Det gælder dog ikke for Mona Sheikh. Adspurgt hvordan hun ville beskrive Hamas, svarer hun:

"Det er en islamistisk modstandsbevægelse, der samtidig har en nationalistisk agenda. Dvs. de vil gerne befri Palæstina fra den israelske besættelse."

Brugen af ordene "modstand" om terror og "modstandsbevægelse" om en terrorgruppe er som taget ud af den palæstinensiske propagandamanual. Det er samme eufemisme, som det palæstinensiske selvstyre bruger om de angreb mod israelske civile, som selvstyret selv yder massiv økonomisk støtte til.

At Hamas' mål er befrielsen fra israelsk "besættelse" er en lodret løgn.

Når en danske hører udtrykket "besættelse," tænkes der naturligt på de besatte områder, altså først og fremmest Vestbredden. Om Gaza er besat er lidt mere uklart, da Israel jo trak både bosættere og militær ud af området i 2005.

Men det er alt sammen sekundært. For den "besættelse," Hamas sigter til, omfatter hele Israel. Hvis Mona Kanwal Sheikh ærligt og retvisende skulle kommunikere Hamas' ærinde til danskerne, måtte hun nødvendligvis sige, at målet er Israels endeligt. Dvs. en islamisk, arabisk stat "from the river to the sea."


Hamas "er ikke antidemokrater"

Mona Sheikh forklarer desuden, at Hamas skam også har en demokratisk dimension:

"De har både haft den her, ligesom, parlamentariske deltagelse i landet, dvs. de har stillet op til valg, så de er ikke antidemokrater."

Ikke antidemokratier. Det er alligevel lidt af en påstand.

Selv professor Sune Haugbølle, der ellers ofte agerer advokat for Hamas, medgiver, at det ikke er et demokratisk styre, men at Hamas derimod "gør kort proces" med både rivaliserende palæstinensiske grupper og interne kritikere.

I betragtning af, at Hamas ikke har afholdt valg siden 2006 (altså i 17 år), men derimod siden da har regeret Gaza som et islamistisk dikatur, tror jeg godt, vi kan konkludere, at Mona Sheikhs beskrivelse af Hamas er forkert.

Adspurgt om Hamas' folkelige opbakning svarer Mona Sheikh:

"Pointen er, at de ikke er opponenter til demokrati. De vil gerne, ligesom, de vil gerne stille op. De ser det ikke som islamisk illegitimt at stille op igennem et parlamentarisk system."

Den fremstilling taler vist for sig selv.


Terrorister eller legitime frihedskæmpere?

Mona Sheikh bliver i P1 Morgen endnu engang bedt om at definere Hamas. "Er det en terrororganisation? Er det et folkevalgt parti? Er det en modstandsbevægelse?"

Hertil svarer Mona Sheikh:

"Det afhænger selvfølgelig også i for... altså af øjnene, der ser. Især hele den her debat om, hvorvidt de er terrorister eller... øh... ligesom, legitime frihedskæmpere osv. Det er jo en klassisk debat inden for terrorforskningen også. Altså, det afhænger meget af det perspektiv, man ser det fra."

En dansk terrorforsker mener altså, at en militant organisation, der systematisk torturerer og myrder civile for at fremme et politisk mål, godt kan betegnes som noget andet end en terrororganisation - for eksempel som "legitime frihedskæmpere," blot man ser det fra et særligt perspektiv?!?

Hvis det er et legitimt synspunkt inden for terrorforskningen, så kan det være, det er den, man bør kigge lidt efter i sømmene.


Læs mere om Mona Kanwal Sheikh her.

 


Tilbage

 

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.