Untitled Document
|
Danske mellemøsteksperter er systematisk
imod Israel
Leila Stockmarr afviser tostatsløsning
i DR2 Deadline
21. marts 2013
Leila Stockmarr afviser en forhandlet
tostatssløsning, opfordrer til opløsning
af det palæstinensiske selvstyre, og afviser endda
indirekte Israels ret til at eksistere.
Den amerikanske præsident Obama
er på besøg i Jerusalem og Ramallah for
at demonstrere sit venskab med både israelere
og palæstinensere, samt at opfordre begge parter
til at genoptage fredsforhandlingerne. Obama kalder
rejsen en 'lyttetur', hvor han vil høre parternes
synspunkter. Men han har dog også et par beskeder
med til begge sider.
Deadline-indslaget indledes med et videoklip
med Obama, hvor han taler til et publikum af 600 israelske
studerende i 'Jerusalem International Convention Center'.
Her siger han, at israelerne må indse, at fortsat
bosættelsesaktivitet modarbejder en fredsløsning,
og at et uafhængigt, levedygtigt Palæstina
må etableres med faste grænser. De unge
israelere jubler og klapper ad begge udsagn.
Herefter interviewer studieværten,
Nynne Bjerre Christensen, den indbudte gæst, Leila
Stockmarr, der præsenteres som ph.d.-studerende
på Roskilde Universitet. Præmissen er helt
klart, at der er en uvildig ekspert i studiet. Men studieværten
får sig snart en overraskelse, da Leila Stockmarr
beskylder Israel for at være ganske uinteresseret
i fred og for at være eneansvarlig for fredsprocessens
manglende resultater.
Som det fremgår af nedenstående
uddrag, markerer den indbudte mellemøstekspert
på klassisk (omend diskret) vis sin ikke-anerkendelse
af Israels ret til at eksistere, hun afviser forhandlinger
som en metode til løsning af konflikten, og agiterer
i stedet for, at det palæstinensiske selvstyre
bør opløse sig selv i protest mod Israel.
Stockmarrs (indirekte) ikke-anerkendelse af
Israel:
"[Obama] har på en
eller anden måde været i stand til [...]
at give israelerne den støtte, man higer efter
i Tel Aviv."
Det er et klassisk princip blandt folk,
som ikke anerkender Israels eksistensberettigelse, samtidigt
at nægte at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.
Stockmarr toner således rent flag, når hun
taler om en "støtte, man higer efter
i Tel Aviv," underforstået den israelske
regering. Det er jo det rene nonsens, da alle ved, at
Israels regering lige siden 1949 har været baseret
i Vestjerusalem, som hele det internationale samfund
anerkender som israelsk territorium. Men at referere
til Israels regering som "Tel Aviv" er faktisk
en klassisk måde at tilkendegive sin ikke-anerkendelse
af den jødiske stat.
Stockmarr er utilfreds med Obamas ønske
om forhandlinger:
Vi ser et klip fra Obamas tale samme dag i
'Jerusalem International Convention Center,' hvor han
kritiserer israelske bosættelser og udtrykker
støtte til en palæstinensisk stat. Det
israelske publikum jubler og klapper.
Stockmarr afviser dog Obamas ord til israelerne som
"ren retorik." Hun har ikke fidus
til Obamas opfordring til genoptagelse af fredsforhandlingerne,
og vil hellere tale om USA's økonomiske og militære
støtte til Israel, "som jo er med til
at opretholde den israelske besættelse af de palæstinensiske
områder." Det forstås, at hun
hellere så USA lægge et økonomisk
pres på Israel, som så skulle afslutte besættelsen
- uden en aftale, må man antage.
Studieværten, Nynne Bjerre Christensen, undrer
sig tydeligt over Stockmarrs emneskift: "Og
det lægger du mere vægt på?"
Stockmarr: "Ja, og det er jo med til... altså
det sikkerhedssystem, der er omkring bosættelserne...
eller omkring besættelsen er jo også med
til at sikre bosættelserne og udvide bosættelserne
de facto. Så jeg ser ikke noget realpolitisk...
Det substanspolitiske falder ud til israelernes fordel,
og i forhold til bosættelsesprojektet."
Stockmarr tror ikke på fredsprocessen:
Leila Stockmarr er ikke tilfreds med forlydender
om, at palæstinenserne nu måske er villige
til at droppe deres forhåndsbetingelser for at
komme til forhandlingsbordet.
Stockmarr: "...igen er man jo ude i det her,
som man har været i de sidste tyve år efter
Oslo-processerne, med at man snakker proces og forhandlinger,
mere end man snakker substans. Obama prøver jo
desperat her at genoplive fredsprocessen og appelere
til begge parter om at komme tilbage til forhandlingsbordet.
Han presser endda palæstinenserne til at opgive
deres [...] krav til israelerne om, at de skal indstille
udvidelsen af bosættelserne, mens man forhandler.
Det har palæstinenserne lækket til New York
Times, at det er palæstinenserne med på.
Og det er jo en konsekvens af det pres, Obama jo faktisk
lægger på palæstinenserne, og ikke
på israelerne, som jo er dem, der står bag
de her udvidelser."
Studieværten spørger, om der dog ikke
i det mindste er et perspektiv i, at palæstinenserne
nu måske er villige til at forhandle.
Stockmarr: "Det er der kun i det omfang, at
man tror, at de her forhandlinger fører til noget.
Når man ser på det, som det har udspillet
sig historisk, de sidste tyve år, så har
forhandlingerne kun været med til at forhale processen,
og givet Israel mere tid til at udvide deres territorie
ind på palæstinensisk område."
Stockmarr ser tydeligvis ingen værdi i, at palæstinenserne
efter Oslo-aftalerne i 1990'erne fik selvstyre. Hun
mener tilsyneladende heller ikke, at palæstinensernes
afvisning af Bill Clintons og Ehud Baraks fredsforslag
i 2000, eller den efterfølgende palæstinensiske
terrorkampagne, der kostede op mod 1000 civile israelere
livet, havde nogen andel i den "forhaling,"
hun beklager sig over.
Stockmarr giver dog ikke noget bud på, hvad der
skal stå i stedet for forhandlinger.
Stockmarr mener at vide, at Israel ikke ønsker
fred:
Stockmarr mener, at Obama har opgivet fredsprocessen,
fordi han angiveligt har forstået, at Israel i
realiteten ikke ønsker fred. Det til trods for,
at premierminister Netanyahu har erklæret sig
parat til at forhandle med palæstinenserne når
som helst, mens han har udnævnt sin justitsminister,
Tzipi Livni, til chefforhandler i forhold til fredsprocessen
med palæstinenserne. Livni var udenrigsminister
for Netanyahus forgænger, Ehud Olmert, der satte
endog mange kræfter ind på at søge
en fredsaftale med palæstinenserne. Olmerts konkrete
fredsforslag fra 2009, der efter sigende skulle opfylde
en hel del af palæstinensernes ønsker,
har palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, aldrig
svaret på.
Stockmarr: "Jeg tror, [Obama] har erfaret,
at det er en politisk tabersag for en amerikansk præsident
at tro, at man kan gå ind og løse den her
konflikt. Fordi han nok har erfaret, at det [kræver],
at man lægger et meget voldsommere pres på
særligt Israel i forhold til at opgive den her
politik, der bliver ført, og det er han ikke
villig til [...] Og man har måske
også erfaret fra Washingtons side, at man måske
har en israelsk regering, som nu er blevet genvalgt,
endda med bosættere i den nye regering, som reelt
ikke ønsker fred. Og det er jo meget svært,
at faktisk blive ved med at tale om de her forhandlinger,
hvis man erkender, at den part, som man endda er allieret
med, ikke arbejder for fred."
Opdatering: Bemærk at Stockmarr tog fejl; Obama
satte faktisk efterfølgende sin udenrigsminister,
John Kerry, til at gennemføre et særdeles
målrettet forsøg på at forhandle
en fredsaftale på plads mellem parterne. Noget
kunne tyde på, at Stockmarrs "analyse"
bærer præg af hendes egen ønsketænkning.
Stockmarr: Israel tilfreds med de sidste 15
år:
Studieværten, Nynne Bjerre Christensen,
undrer sig tydeligvis over Stockmarrs analyse, men prøver
at få hende til at uddybe: "...din påstand
er altså, at israelerne måske, som sagen
står, er OK tilfredse med den de facto et-statsløsing,
uden særlig mange rettigheder til palæstinenserne,
som man har i dag?"
Stockmarr: "Ja, det setup, man har i dag,
og den politik vi ser fremført af israelerne,
og med Obamas støtte, handler i den grad om at
opretholde status quo. Man vil gøre alt for at
sørge for, at Abbas bliver ved magten, og man
vil gøre alt for at sørge for at opretholde
selvstyret, så man fortsat kan have det udvidede
samarbejde. Og det har man ikke lyst til at ændre
på, for det har jo fungeret meget fint for Israel
de sidste femten år."
Det er absurd at påstå, at de sidste femten
år med palæstinensisk selvstyre har fungeret
fint for Israel. Tværtimod er der stærke
røster, der mener, at Olso-processen var en kæmpe
fejl, da den jo som bekendt endte med den, for det israelske
samfund, højst traumatiserende palæstinensiske
terrorkampagne i årene 2000-2005, der med selvmordsbomber
i alle israelske storbyer og over 1.000 dræbte
israelere (langt hovedparten civile) helt undergravede
den israelske befolknings tro på palæstinensernes
fredsvilje.
Ønsker Stockmarr selvstyrets afvikling?
Nynne Bjerre Christensen: "Hvis
en fredsproces skal komme på skinner, på
trods af, som du påstår, at Israel måske
slet ikke vil... hvor skal den så komme fra? [...]"
Stockmarr har, trods sine markante holdninger, ikke
noget konkret løsningsforslag. Men hun lader
til at fascineres af tanken om afviklingen af det palæstinensiske
selvstyre:
"...Noget helt andet i forhold til palæstinenserne,
er jo det her med, at der er blevet talt om i lang tid,
men som vi måske nærmer os nu, det er, at
palæstinenserne faktisk vælger at opløse
selvstyret og faktisk overlade den her opgave, det er
at varetage den besatte befolknings ve og vel, til israelerne,
som de jo faktisk har forpligtet sig til under international
lov."
Det skal bemærkes, at Israel absolut levede op
til sine forpligtelser, inden man indgik selvstyreaftalen
i 1990'erne.
Nynne Bjerre Christensen: "Og hvad tror du
så, der kommer til at ske? Kan og vil israelerne
påtage sig den opgave?"
Stockmarr: "Det bliver de jo nødt til,
hvis der ikke er nogen palæstinensiske politikere,
eller nogen grupperinger, der vil tage det ansvar at
opretholde den samarbejdspolitik, der er blevet ført
de sidste år. Men så ser jeg en meget uoverskuelig
situation. Men jeg ser det ikke som en mulighed lige
nu, fordi man har skabt den struktur, man har, med de
politiske eliter, der sidder også i Ramallah,
som også har økonomiske interesser i, at
selvstyret bliver opretholdt."
Nynne Bjerre Christensen: "Det er i hvert
fald et interessant politisk perspektiv, du tegner der.
Tak fordi du kom, Laila Stockmarr."
En bevidst nazi-reference?
Leila Stockmarr kalder det palæstinensiske selvstyres
forbedrede relationer til Israel gennem de seneste år
(siden afslutningen på "intifadaen"
i 2005) for "samarbejdspolitik."
Er det mon en bevidst sammenligning mellem den israelske
besættelse af vestbredden og den tyske af Danmark,
1940-45? I betragtning af Stockmarrs senere
flirten med nazi-sammenligninger i forhold til Israel,
kunne man jo godt få den tanke.
Tak til Deadline-redaktionen:
Det skal bemærkes, at det er uhyre positivt, at
en Deadline-vært i dag uden problemer kan gennemskue,
at der her ikke var tale om en tilstræbt objektiv
analyse fra en oprigtigt interesseret mellemøstforsker,
men derimod et tendentiøst partsindlæg
fra en vaskeægte anti-Israel-propagandist.
Det er også interessant, at Leila Stockmarr ikke,
som sine forgængere i nullerne, Michael
Irving Jensen og Jakob
Feldt, har opnået status som fast mellemøstkommentator.
Det tjener til Deadline-redaktionens ære.
Tilbage
|
Untitled Document
|