Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Lars Erslev Andersen lyver om Trump og Jerusalem i Århus Stiftstidende
9. december 2017

Af Dan Harder

Den amerikanske præsident, Donald Trump, meddelte i en deklaration den 6. december 2019, at han anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og agtede at flytte USA's ambassade til byen.

Det fik Lars Erslev Andersen, seniorforsker på DIIS, til at udtale følgende til Århus Stiftstidende:

"Der er tale om en markant beslutning, hvor USA's præsident reelt har anerkendt den udelte stad Jerusalem som Israels hovedstad" (min fremhævelse).

Der er bare den detalje, at det ikke passer. Trump har specifikt ikke anerkendt hele Jerusalem som Israels hovedstad. I sin tale sagde han blot "Jerusalem", men undgik netop omhyggeligt at sige hverken "Vestjerusalem" eller "hele Jerusalem."

Og skulle man alligevel være lidt i tvivl, sagde han udtrykkeligt, at hans beslutning ikke stod i vejen for en senere beslutning om endelig grænsedragning forhandlet mellem parterne.

Uddrag af Donald Trumps tale, 6. december 2017:

"In making these announcements, I also want to make one point very clear: This decision is not intended, in any way, to reflect a departure from our strong commitment to facilitate a lasting peace agreement. We want an agreement that is a great deal for the Israelis and a great deal for the Palestinians. We are not taking a position of any final status issues, including the specific boundaries of the Israeli sovereignty in Jerusalem, or the resolution of contested borders. Those questions are up to the parties involved."

Lars Erslev Andersen vælger, sammen med store dele af pressen generelt, at fremstille Trumps beslutning som værende i modstrid med en fredsløsning, herunder en eventuel oprettelse af en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem. Men som det fremgår ovenfor, er seniorforskerens udlægning ikke i overensstemmelse med sandheden.

Lars Erslev Andersens misinformation ender desværre ikke her. For han fortsætter med følgende anklage:

"Dermed er han gået imod international lov og FN-resolutioner..."

Det er dog heller ikke sandt. Der findes ingen international lov, som forhindrer Israel i at have Jerusalem som sin hovedstad og regeringsby. FN's sikkerhedsråd har ganske vist fordømt Israels annektering af Østjerusalem, som man indtog i en defensiv krig i 1967. Men den vestlige del af Jerusalem, hvori Israel har haft sit parlament, Knesset, siden 1949, har det internationale samfund forlængst anerkendt som en retmæssig del af Israel.

(Det skal bemærkes, at FN's generalforsamling ganske vist har fordømt Trumps udmelding, men den instans' resolutioner er ifølge FN's charter kun vejledende - altså ikke bindende for medlemsstaterne.)

Og som det ses ovenfor, har Trump omhyggeligt holdt en dør på klem for, at palæstinenserne en dag (hvis de vælger at komme til forhandlingsbordet) kan få den østlige del af byen som deres hovedstad. Under alle omstændigheder er spørgsmålet, når det kommer til stykket, af politisk, og ikke juridisk, karakter.

Lars Erslev Andersen fortsætter:

"...og han har gjort det med den begrundelse, at fredsforhandlingerne hidtil ikke har ført til noget, og så kan man lige så godt stadfæste ulovlighederne" (min fremhævelse).

Tjae, men hvis ikke der er noget ulovligt i, at Israel har haft sit parlament i Jerusalem siden 1949, så er der jo intet ulovligt at stadfæste. Mon ikke det bare handler om, at Lars Erslev Andersen hellere ville have det anderledes...

Og så lige en sidste bid historieforfalskning:

"Det er helt på niveau med dengang, Israels tidligere premierminister, Ariel Sharon i 2000 gik op på Tempelbjerget og udløste intifadaen ved at erklære Jerusalem israelsk til evig tid" (min fremhævelse).

Den skrøne, at Ariel Sharons gåtur på Tempelbjerget skulle være årsag til "den anden intifada" (som kostede over 1000 israelere - hovedsagligt civile - livet i palæstinensiske terrorangreb), er for længst manet i jorden. Men det er da sigende, at Lars erslev Andersen bebrejder en israelsk politiker, at han foretog et helt legalt besøg på jødedommens helligste sted (i åbningstiden og koordineret med det palæstinensisk politi), og ikke de palæstinensiske terrorister, som satte hele Israel i brand.


Læs mere om Lars Erslev Andersen her.


Tilbage

 

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.