Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Leila Stockmarr er modstander af Oslo-processen
Politiken, 4. september 2013

I mangel af en ubetinget israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden anbefaler Leila Stockmarr en afmontering af det palæstinensiske selvstyre. Hendes artikel er desuden spækket med løgn, misinformation og forestillinger om jødisk ondskab - kronik i Politiken, 4. september 2013.

Citater af Leila Stockmarr med kommentarer af Dan Harder:

Leila Stockmarr kritiserer Oslo-aftalerne
"Palæstinenserne havde i praksis afgivet centrale dele af sine resolutionsbundne rettigheder herunder princippet om national selvbestemmelse og flygtningenes ret til at vende tilbage – og retten til politisk repræsentation i Østjerusalem."

"En af aftalernes store og fatale mangler var således, at de ikke eksplicit krævede en ophævelse af den på det tidspunkt 26 år gamle besættelse."

Palæstinenserne har ingen "resolutionsbunden" ret til at oversvømme Israel med (3., 4. og 5.-generations-) efterkommere fra krigen i 1948. At Stockmarr promoverer det synspunkt indikerer, at hun støtter palæstinensernes kamp for at underminere den jødiske stat. National selvbestemmelse kan palæstinenserne netop kun opnå gennem fredsprocessen.

"Oslo 2"-aftalen fra 1995 hedder officielt "Interim Agreement," altså en midlertidig aftale, der efter en 5-års overgangsperiode skulle føre til en permanent løsning. Det var hovedsagligt palæstinensisk terror, manglende indførelse af demokrati og Arafats afvisning af Bill Clintons fredsforslag ved Camp David i 2000, der var skyld i, at Oslo-processen ikke førte til oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Stockmarr nedtoner palæstinensisk terrorisme, hævder at Israel altid har afvist fred
"Legitim palæstinensisk modstand og eventuelle spoilers’ brug af vold efter forgodtbefindende bruges som anledning til territorial ekspansion og som grundlag for at opretholde den konsistente afvisningspolitik i forhold til reelle fredsforhandlinger."

Stockmarr fremstiller den systematiske palæstinensiske terror som "legitim modstand" (et udtryk, som palæstinenserne selv bruger om terror) og det folkevalgte Hamas' terror som "eventuelle spoilers’ brug af vold." Så kan den altødelæggende terror, som har kuldsejlet Oslo-processen vist ikke nedtones mere.

Der er ikke faktuelt belæg for at hævde, at Israel har været "konsistent afvisende" i forhold til fredsforhandlinger. Det er en lodret løgn. Skiftende israelske regeringer har forhandlet særdeles helhjertet med palæstinenserne om en endelig fredsløsning. Konkrete og generøse fredstilbud fra premierministrene Ehud Barak (2000) og Ehud Olmert (2008/09) kan fremhæves. Det må retfærdigvis medgives, at Israels nuværende leder, Benyamin Netanyahu, ikke har udvist samme entusiasme. Men det ændrer ikke på, at det var palæstinenserne, der i perioden 2009-2013 nægtede at komme til forhandlingsbordet.

Stockmarr: Israelerne er skyld i palæstinensisk splittelse
"Gennem den omtalte enklavisering opnår Israel en permanent opsplitning af det palæstinensiske folk – i Gaza, på Vestbredden, Jerusalem/Israel og den globale diaspora – og umuliggør derved en slagkraftig politisk modstand, samtidig med at risikoen for intern rivalisering og interessemodsætninger blandt palæstinenserne øges."

Stockmarr insisterer på, at Israel (jøderne?) kun har negative intentioner. Men et kig rundt i regionen bekræfter, at arabere sagtens kan finde ud af at fare i struben på hinanden, uden at der nødvendigvis står jøder bag. At tillægge jøderne negative intentioner og give dem skylden for andre befolkningsgruppers ulykke er en meget trist tradition, som Stockmarr ikke burde støtte.

Stockmarr: Israel indgik i Oslo-processen for profittens skyld
"Med Osloaftalerne skabte man en bistandsafhængig palæstinensisk økonomi, som Israel gennem skatter og afgifter tjener stort på."

Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke uhyrlige bevæggrunde, Stockmarr tillægger jøderne. Nu er det altså økonomisk profit, det drejer sig om. Det er naturligvis et infamt postulat. Israels lille økonomi er voldsomt tynget af de enorme ressourcer, man er nødt til at bruge på at forsvare sig imod palæstinensisk terror. Tværtimod ville det være fantastisk, hvis den palæstinensiske ledelse havde brugt sine ressourcer på at udvikle demokratiske institutioner, der kunne håndtere bl.a. skatter og afgifter, i stedet for at bruge alt krudtet på at bekæmpe Israel.

Stockmarr: Israel overtrådte folkeretten ved at indgå i Olso-processen
"De sidste 20 år har verdenssamfundet og i særdeleshed EU – gennem de enormt mange bistandskroner kanaliseret ud i selvstyret de facto været med til at opretholde den israelske besættelse – til trods for at Israel jf. folkeretten har ansvaret for den besatte befolknings vel og vel."

"[Man må] formode, at det internationale samfund overvurderede Israels fredsvilje i trangen til at få en ’løsning hjem’."

Igen en absurd påstand fra Leila Stockmarr. Israel levede fuldt ud op til sit ansvar for den besatte befolkning fra 1967 og indtil oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994. Oslo-aftalerne og selvstyreordningen var tænkt som midlertidige, indtil parterne fik forhandlet en permanent aftale på plads. Det kunne være sket i Camp David i 2000, men Yasser Arafat trak sig som bekendt fra forhandlingerne og satsede i stedet på den fem år lange terrorkampagne mod israelske civile, kaldet "Den Anden Intifada."

Stockmarr: Palæstinensisk vold mod egne borgere er Israels skyld
"Palæstinenserne har intet voldsmonopol, og Israel kræver, at en eventuel fremtidig palæstinensisk stat skal være ’demilitariseret’. Det giver svære odds for succesfuld og legitim håndhævelse af ro og orden."

Sikke noget vrøvl. Selvfølgelig havde selvstyret et 'voldsmonopol', som Stockmarr kalder det. I henhold til Olso-aftalerne blev der oprettet en palæstinensisk politistyrke på 24.000 mand. Ikke desto mindre voksede styrken til omkring det dobbelte i Arafats tid. Det var mere end rigeligt til at opretholde ro og orden i selvstyreområderne.

"I praksis er det den EU-finansierede palæstinensiske politistyrke, der, ofte brutalt, slår ned på et palæstinensisk civilsamfund, der ønsker at vise sin utilfredshed ved f.eks. at demonstrere. EU finansierer med andre ord palæstinensernes voldelige fremfærd over for deres egne – og derfor har ngo’er nu travlt med at dokumentere disse overgreb – hvilket i sagens natur tager fokus væk fra besættelsens brutalitet – al den stund det netop er snart 50 års besættelse, der har været med til at forrå de palæstinensiske magthavere."

Skal man grine eller græde? Stockmarr har naturligvis ret i, at EU's ubetingede støtte til det korrupte selvstyres voldelige og undertrykkende politi i 1990'erne var med til at køre fredsprocessen i sænk. Og der er stadig plads til en del forbedring, før Abbas' selvstyre lever op til de nødvendige krav om demokrati og god ledelse. Sandheden er desværre, at det palæstinensiske selvstyre har udartet sig til akkurat samme type politistat som alle de andre arabiske regimer. At Stockmarr mener, det er Israels skyld, vidner blot om hendes indædte tro på jødernes nedrighed.

Stockmarr: Selv når israelere gør noget godt, er det ondt
"Dialogmøder og events portrætteres ofte som små lyspunkter i mørket og tillidsskabende i en svær og kompliceret tid. Det er bl.a. blevet den liberale zionistiske fredsfløjs hovedentreprise. Men i realiteten er det med til at sløre asymmetrien – for selv om det måtte lyde kynisk, vil interkulturel brobygning ikke bringe fred."

Grunden til, at den 'zionistiske fredsfløj' i dag må nøjes med at lave små tillidsskabende projekter, er, at dens hovedtese - at man blot skulle række hånden frem i fred, så skulle palæstinenserne nok tage imod den - viste sig at være falsk. Palæstinenserne opfattede i stedet Israels imødekommenhed som et svaghedstegn og indledte en blodig terrorkrig (Den Anden Intifada) med overlagte mord på op mod 1000 israelske civile. Den enorme skuffelse, som intifadaen udgjorde, undergravede i vid udstrækning de israelske vælgeres tro på palæstinensernes fredsvilje, og dermed også tilslutningen til den måske lidt for naive israelske 'fredsfløj.'

Stockmarr: Israel ønsker ikke fred - igen, igen
"Argumentet om, at den israelske befolkning vil en tostatsløsning, dumper, hver gang Netanyahu og hans kumpaner genvælges, senest med bosætterbevægelsen ved roret i boligministeriet."

Men Stockmarrs påstand om, at palæstinenserne ønsker fred, dumper ikke, når de stemmer Hamas til magten med et absolut flertal?

Stockmarr er utilfreds med Israels fredsforslag
"Gang på gang konfronteres man med argumentet om palæstinensernes manglende villighed til at acceptere israelske fredsforslag. Men Israel har reelt set ikke fremsat forslag, der ikke kræver, at mindst 9 procent af Vestbredden – og vel at mærke de vigtigste dele af området – indlemmes i Israel.
En nonstarter, al den stund det resterende land ville være usammenhængende og umuligt at bygge en stat på."

Hvor meget af Vestbredden, Israel vil kunne beholde under en fredsaftale, har varieret fra forslag til forslag mellem de 9 procent, som Stockmarr nævner, og fuld kompensation i form af områder i selve Israel i forhold til "den grønne linie" (præ-1967-våbenhvilelinien). Men påstanden om, at det resterende land vil være usammenhængende, er lige usand uanset hvor mange gange, den gentages.

"Hvis Israel var interesseret i at forhandle om fred på basis af 1967-linjerne, havde de gjort det for længe siden, accepteret den arabiske fredsplan fra 2002 og ikke konstant udbygget bosættelser."

At palæstinenserne (ligesom Leila Stockmarr) er utilfredse med Israels tilbud, er ingen undskyldning for at forlade forhandlingerne, som Arafat gjorde i 2000, bare undlade at svare, som Abbas gjorde i 2009, eller helt nægte at forhandle, som Abbas gjorde 2009-2013.

Israel har ingen pligt til at acceptere en kommende grænse, der ligger præcis på den grønne linie. Alene det forhold, at en sådan grænsedragning ville ekskludere Grædemuren fra Israel, gør den til en "non-starter," som Stockmarr kalder det. Og når nu Stockmarr er så interesseret i "resolutionsbundne rettigheder" (se øverst i artiklen), kan det måske interessere hende, at FN's sikkerhedsråds berømte resolution 242, som hele fredsprocessen hviler på, netop er formuleret, som den er, for at åbne for en justering af grænsen i forhold til "den grønne linie."

Stockmarr: Israel benytter en 'kolonial' strategi
"De palæstinensiske magteliter har afgjort spillet deres kort dårligt, men det skal også ses i sammenhæng med den velkendte koloniale divide and rule-strategi, som Israel i udpræget grad har benyttet sig af over for Hamas og Fatah. Da PLO var på sit højeste i 1970-80’erne, støttede Israel Hamas i Gaza bl.a. med hjælp til opførelsen af moskeer, i håbet om at svække det sekulære PLO."

Man kan med rimelighed betvivle visdommen i, at Israel engang støttede Hamas i forsøget på at svække PLO. Israel kunne simpelthen ikke forudse Hamas' senere styrke og popularitet. Men Leila Stockmarrs sammenligning af Israel med tidligere kolonialmagters ageren er ikke redelig. Israel er ikke en fjern stormagt, der udnytter det hellige land for dets ressourcer - Israel udgør tværtimod langt hovedparten af områdets ressourcer.

Beskyldningen om brug af en "divide and rule'-strategi er endnu et eksempel på, at Stockmarr søger at gøre Israel ansvarlig for palæstinensernes interne uenighed. Igen må det understreges, at palæstinenserne - lige som andre arabiske befolkninger - sagtens kan være dødeligt uenige internt, uden Israels assistance.

"I dag sidder Hamas, en tidligere hårdnakket modstander af Oslo, ikke med ved forhandlingsbordet i Washington, hvilket i sig selv vil umuliggøre en reel implementering af en eventuel aftale."

Det er reelt nok at mene, at Israel i dag bør forhandle med Hamas. Det er et spørgsmål om holdning. Men hvad mener Leila Stockmarr med, at Hamas er en "tidligere hårdnakket modstander af Oslo"? Prøver hun at bilde os ind, at Hamas i dag ville være tilhænger af en lignende fredsproces?

Leila Stockmarr lyver: Hamas har tilbudt Israel fred
"Hamas’ ledelse har til trods for et formørket charter flere gange accepteret en tostatsløsning baseret på 1967-linjerne – og dermed også de facto anerkendt Israels eksistens."

Det er lodret løgn. Hamas har aldrig accepteret den jødiske stats ret til at eksistere. Det nærmeste man kan komme er, at Hamas indimellem taler om at indgå en langvarig våbenhvile med Israel, sådan at man kan samle kræfter til det endelige opgør, der skal gøre hele området til islamisk land.

Stockmarr: Israels fredsbestræbelser er skinmanøvrer
"Ved officielt at engagere sig i forhandlinger, igen uden substans og adressering af ’final status-spørgsmål’ (grænser, Jerusalems status, vandressourcer, sikkerhed og flygtninge), holder man andre kritiske kanaler lukket, eksempelvis pres for boykot og dårlig pr."

Det er skræmmende, som Leila Stockmarr insisterer på at vide, at Israel slet ikke ønsker fred, og bare bruger forhandlingerne som et skalkeskjul sine reelle intentioner om... ja, hvad, egentlig?

"Israel bruger forhandlingerne som instrument til at sikre sig gode internationale relationer – det samme var tilfældet med Oslo – og fredsaftalerne med Egypten og Jordan."

Det samme kunne vel egentlig med større ret siges om det palæstinensiske selvstyre under Mahmoud Abbas, der overfor det internationale samfund hævder at ønske fred, mens man indadtil stadig drømmer om en verden uden Israel.

Den sidste anklage vedr. Israels fred med Egypten tager virkelig prisen. Indtil freden med Egypten udgjorde den store nabo i syd den allerstørste trussel mod Israel. Der var jubel i de israelske gader, da Anwar Sadat i 1977 valgte at begrave stridsøksen og indlede fredsforhandlinger med Israel. Leila Stockmarrs villighed til at sætte sin egen troværdighed over styr ved at fyre den ene lodrette løgn af efter den anden, vidner om omfanget af hendes had til den jødiske stat.

Tilbage