Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Lars Erslev Andersen begår grov historieforfalskning
17. marts 2018

Af Dan Harder

I en såkaldt "nekrolog over Osloprocessen" på online-mediet Point of View International (11. december 2017) tegner seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Erslev Andersen, et billede af Israel som hovedansvarlig for fredsprocessens kollaps. Men afgørende dele af argumentationen er så behæftet med både fejl og lodrette løgne, at udlægningen nødvendigvis må karakteriseres som grov historieforfalskning.

For at sætte stemningen indleder Lars Erslev Andersen sin artikel med at misinformere om nutidige forhold, ved at hævde, at USA's præsident Donald Trump med sin tale i december 2017 "anerkender det udelte Jerusalem som Israels hovedstad".

Det er ikke sandt. Trump understregde tværtimod i sin omhyggeligt formulerede tale 6. december 2017 eksplicit, at man ikke automatisk anerkendte israelsk suverænitet over hele Jerusalem. Se mere detaljeret beskrivelse i min artikel om Lars Erslev Andersens tilsvarende påstand i Berlingske.

Lars Erslev Andersen lyver om Camp David

Men nu til det historiske. Lars Erslev Andersen forsøger at tilsløre det forhold, at den israelske premierminister Ehud Barak i år 2000 under forhandlingerne i Camp David fremsatte et hidtil uhørt vidtrækkende tilbud til palæstinensernes leder, Yassir Arafat, om oprettelsen af en palæstinensisk stat - et tilbud som Arafat afviste, hvorefter han trak sig fra forhandlingerne.

Lars Erslev Andersen bestrider, at der overhovedet fandt forhandliner sted, de to uger i juli 2000:

"Forhandlet er nok så meget sagt, for efterfølgende er det kommet frem, at de faktisk ikke på et eneste tidspunkt sad over for hinanden ved et bord og talte sammen. Barak ville ikke mødes med Arafat til forhandling, så det blev kun til udveksling af noter samt nogle gåture med præsident Clinton i skovene omkring hytten ved Camp David."

Det er ikke sandt, at de to parter ikke mødtes ansigt til ansigt, hvilket de gjorde mange gange, både før under og efter Camp David-topmødet. Som det fremgår af en artikel i New York Times, mødtes de endda på eget initiativ uden Clintons tilstedeværelse.

I forsøget på at fritage Arafat for ansvar for forhandlingernes sammenbrud, baserer Lars Erslev Andersen sin argumentation på, at Baraks gentagne fredsforslag til Arafat blev kommunikeret gennem Bill Clinton. Det sidste er korrekt. Men det er en helt almindelig procedure, at de hårde forhandlinger går gennem en mægler. Det er ligesom konceptet. Og det ændrer ikke på, at Arafat sagde nej - ikke bare til Clintons og Baraks forslag, men også til at lade dem være udgangspunkt for yderligere forhandling, ligesom Arafat undlod selv at komme med et eneste modforslag.

Så Lars Erslev Andersen har ret i, at der ikke var megen forhandling, derved, at Arafat ikke bidrog med løsningsforslag. Men hans insinuation af, at Barak ikke ville forhandle er dybt misvisende. Barak var tværtimod uhyre opsat på at nå en løsning, og endda særdeles villig til at indgå de nødvendige, svære kompromiser.

Det Lars Erslev Andersen nedladende kalder "udveksling af noter" var i realiteten et tilbud om oprettelsen af en palæstinensisk stat i hele Gaza og 92% af Vestbredden med hovedstad i Østjerusalem.

I endnu et forsøg på at nedgøre Baraks tilbud (som han dog åbenbart anerkender eksisterede) skriver Lars Erslev Andersen:

"Det kom også frem, at Barak havde tilbudt Arafat, at han kunne få en lille forstad til Jerusalem, der hedder Abu Dis, og som israelerne ikke betragter som del af Jerusalem. Arafat afviste: han kunne ikke tage hjem til den arabiske verden og palæstinenserne og fortælle, han havde opgivet kravet om Jerusalem."

Her påstår Lars Erslev Andersen tydeligvis, at Barak tilbød palæstinenserne forstaden Abu Dis i stedet for en hovedstad i Østjerusalem. Heller ikke det er sandt. Baraks præcise tilbud til Arafat kender vi ikke, da forhandlingerne foregik mundtligt. Men sammenholder man vidensbyrd fra adskillige personer, som deltog i forhandlingerne, tegner der sig et billede af, at Barak i løbet af de 14 dage i Camp David endte med at strække sig endog meget vidt i spørgsmålet om en deling af Jerusalem.

I en lang artikel, hvor Robert Malley, daværende rådgiver til Bill Clinton, og Hussein Agha, ditto for palæstinenserne, argumenterer ihærdigt imod at placere det primære ansvar hos Arafat, medgiver forfatterne dog, at

"... [Barak] ended up appearing to agree to Palestinian sovereignty - first over some, then over all, of the Arab sectors of East Jerusalem." (midtvejs, afsnit 4).

Clinton har senere forklaret, at palæstinensisk suverænitet over selveste Tempelbjerget sågar var på forhandlingsbordet. Så selvom de præcise detaljer i de fredsforslag, som Arafat vendte ryggen, forbliver uklare, må Lars Erslev Andersens udlægning nødvendigvis karakteriseres som et eksempel på grov historieforfalskning.

Misvisende udsagn om annektering af Vestbredden

Tilbage til den nære fortid fortsætter artiklen med en gentagelse af Lars Erslev Andersens fejlagtige påstand fra 2014 om at

"... mere end halvdelen af Vestbredden er annekteret af Israel i form af bosættelser, sikkerhedskontroller, sikre veje og militært kontrollerede grænseområder."

Som jeg har forklaret tidligere, har Israel netop ikke annekteret noget af Vestbredden, bortset fra Østjerusalem (som nogle anser for at være en del af Vestbredden). Så udsagnet om "mere end halvdelen af Vestbredden" er absolut forkert. Når Israel specifikt ikke har annekteret Vestbredden er det for at imødekomme det internationale samfunds krav om, at områdets status skal afgøres gennem forhandling med palæstinenserne - den forhandling, som palæstinenserne siden 2000 har insisteret på at slippe udenom, mens de bl.a. arbejder på at få oprettet en palæstinensisk stat gennem FN, i stedet for gennem en aftale med Israel.

Lars Erslev Andersen toner rent flag

Udover de mange usandheder, er Lars Erslev Andersens artikel mest udtryk for hans egne følelser. Og det er naturligvis helt legitimt at skrive noget om, hvordan man føler. Hvor relevant det så er for os andre at læse, er en anden sag. Fra en seniorforsker fra et skatteyderfinansieret forskningsinstitut kunne man måske med en vis rimelighed vente sig en lidt mere veldokumenteret analyse, end blot at Lars Erslev Andersen er lidt sur på Israel og USA.

F.eks. skriver DIIS-forskeren om præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovestad:

"Her tonede USA rent flag som helt og aldeles på Israels side i Palæstinakonflikten. Det havde mange vidst længe, men håbet om retfærdighed eksisterede dog blandt de almindelige palæstinensere."

At Donald Trump og hans stab har mere sympati for Israel end for palæstinenserne er nok en rimelig slutning. Men deraf følger det ikke logisk, at USA ikke ønsker en god fredsløsning for palæstinenserne. Skiftende præsidenter og administrationer har brugt enorme mængder af penge, tid og diplomatiske ressourcer på at få en fredsløsning i hus, og Trump-administrationen er ingen undtagelse. At palæstinenserne har sagt nej til en lang række fredsforlag, og siden 2000 stort set har nægtet at forhandle med Israel er et faktum, som USA ikke kan klandres for.

Så her er det nok i virkeligheden snarere Lars Erslev Andersen, der toner rent flag, når han tilslutter sig den rabiate anti-Israel-propagandist Edward Saids syn på fredsprocessen. Ifølge Said snød Israel og USA palæstinenserne, da de tilbød dem selvstyre over hele den palæstinensiske befolkning i Gaza og 90% af palæstinenserne på Vestbredden. At selvstyret helt fra starten har forbrudt sig imod en lang række af Oslo-aftalernes bestemmelser, herunder dem om demokrati og bekæmpelse af terror og hadpropaganda, vælger begge eksperter at ignorere.

Mere historieforfalskning

Lars Erslev Andersen fortsætter misinformationen:

"Det princip, Osloprocessen var startet med, Land for Fred, blev erstattet af Sikkerhed for Forhandling: For overhovedet at komme til forhandlingsbordet skulle palæstinenserne garantere stadig større krav om israelsk sikkerhed."

Igen en værre gang vrøvl. Oslo-processens princip om land for fred (som nedstammer fra FNs sikkerhedsråds resulution 242 fra 1967) står stadig ved magt. Men palæstinenserne har jo ikke, siden Israel overdrog dem kontrollen med hele Gaza og de tættest befolkede dele af Vestbredden, været i stand til at levere deres del af aftalen, nemlig fred. Både hadpropagandaen og terroren fortsætter, endda med selvstyrets eksplicitte støtte, både moralsk og økonomisk. I 2017 brugte selvstyret over 2 mia kroner på finansiering af terror.

Lars Erslev Andersens beskrivelse af forløbet i perioden mellem Hebron-aftalen i 1997 og Camp David i 2000 er ren historieforfalskning:

"PA arbejdede nu sammen med den israelske hær om at bekæmpe terrorisme, men reelle forhandlinger udeblev. I stedet lukkede Israel med magt samtlige kontorer og institutioner i Østjerusalem, der kunne ses som repræsentation for PA, herunder det kendte Orient House."

Det er rigtigt, at selvstyret (PA) under Oslo-processen arbejdede sammen med Israel om at bekæmpe terror (ligesom det er tilfældet i dag). Det var også en del af aftalen. Alligevel plagedes Israel af en del palæstinensisk terror, herunder selvmordsbomber, primært udført af organisationerne Hamas og Islamisk Jihad. Israel kritiserede Arafat for den såkaldte "svingdørs-politik," hvor terrorister blev fælgslet og kort derefter løsladt igen.

Til trods for den vedvarede terror, og Arafats halvhjertede indsats imod den, fortsatte forhandlingerne - i modstrid med Lars Erslev Andersens påstand - mellem Israel og selvstyret. Hebron-aftalen (1997), Wye River-memorandummet (1998) og Sharm el-Sheikh Memorandummet (1999) indeholdt alle planer om israelsk overdragelse af land til gengæld for en effektiv palæstinensisk indsats imod terror. Da sidstnævnte udeblev, udsattes de planlagte israelske tilbagetrækninger gang på gang.

Som det ses, er Lars Erslev Andersens udlægning af historien renset for et væsentligt element: den palæstinensiske terror, samt Arafats støtte hertil - og manglende bekæmpelse heraf.

Fusk med kronologien

For yderligere at støtte sin tese om Israels hovedansvar for fredsprocessens sammenbrud har Lars Erslev Andersen placeret Israels lukning af PLO's kontor i Østjerusalem, Orient House, kronologisk forkert.

Orient House var i virkeligheden blevet lukket af Israel i 1988, forud for Oslo-aftalen, men blev derefter åbnet igen i forbindelse med det optøede forhold mellem parterne i 1992, for endligt at blive lukket i 2001 under den værste palæstinensiske terrorbølge nogensinde, hvor omkring 1000 israelske civile blev myrdet, hovedsagligt af selvmordsbomber, heraf mange af selvstyrets egen terrordivision "Al Aqsa-brigadens Martyrer."

Det var altså Arafats afvisning af diverse fredsforslag og den efterfølgende palæstinensiske terrorbølge, der gjorde en ende på fredsprocessen og fik Israel til at lukke Orient House, ikke den anden vej rundt.

Lars Erslev Andersens udlægning af perioden mellem 1996 og 2000 - at palæstinenserne gjorde deres pligt vedrørende terrorbekæmpelse, mens Israel nægtede at forhandle og lukkede Orient House - er altså lodret løgn.

Ønske om at pynte på Arafats eftermæle

Endelig kritiseres Ehud Barak for i 2000 at stræbe efter "den endelige løsning" på konflikten, hvilket ellers ifølge Olso-processens køreplan skulle have været opnået året før. (Forstå det hvem der kan - nu er det åbenbart også forkert at stræbe målrettet efter fred!)

Lars Erslev Andersen medgiver, at Arafat i badebyen Taba i januar 2001 modtog et endnu bedre tilbud om en palæstinensisk stat - fremlagt af Bill Clinton med Ehud Baraks støtte. Han medgiver også, at det var forkert af Arafat at afvise tilbuddet. Dog ikke, som man kunne forledes til at tro, fordi Arafats accept kunne have holdt liv i fredsprocessen, men derimod af omsorg for PLO-lederens eftermæle. Lars Erslev Andersen er tilsyneladende mere optaget af placeringen af skyld end opnåelsen af fred:

"Havde [Arafat] sagt ja og Israel efterfølgende sagt nej, kunne han måske have gået over i historien som en forhandlingens engel? Det tror ingen vel for alvor på, men det er en bekvem fortælling, der skal cementere billedet af de håbløst genstridige palæstinensiske ledere. Virkeligheden faktisk er den modsatte: Israelsk modvilje til forhandlinger – 'af sikkerhedsmæssige grunde'."

Man kan jo altid fantasere om hvordan det kunne være gået. Men uanset hvad, var Arafats afvisning udtryk for den mangeårige palæstinensiske holdning: man vil ikke acceptere en palæstinensisk stat, så længe den jødiske fortsat får lov til at eksistere. Det er den virkelighed, Lars Erslev Andersen nægter at anerkende, og som han er villig til at sætte sin professionelle integritet over styr for at benægte.

Til det formål fremkommer han med anklagen om, at Israel i sin (forstås: overdrevne) higen efter sikkerhed har udvist "modvilje til forhandlinger." Men det er jo en tom påstand uden nogen som helst dokumentation. Som beskrevet ovenfor, kæmpede Israels daværende premierminister Ehud Barak indædt for at opnå en fredsaftale med palæstinenserne. Også hans efterfølger og navnebror, Ehud Olmert, fremlagde forslag om oprettelsen af en palæstinensisk stat - et forslag som Arafats efterfølger, Mahmoud Abbas, end ikke ville svare på.

For yderligere at "underbygge" påstanden om "sikkerhed" som en israelsk undskyldning for at modarbejde freden skriver Lars Erslev Andersen om situationen i Gaza:

"Ganske vist har våbenhvileaftaler efter krige i 2009 og 2014 ført til erklæringer om ophævelse af blokade, men det er ikke sket – 'af sikkerhedsmæssige grunde'. "

Igen forkert. Påstanden om at Israel skulle have accepteret at ophæve blokaden af den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe er lodret løgn. Israel kan naturligvis ikke acceptere, at en organisation, der har Israels ødeæggelse som erklæret mål, frit kan importere ubegrænsede mængder af iranske våben til brug i den næste krig. Derfor har en ophævelse ikke været på tale, og kommer det nok heller ikke, før Hamas har nedlagt våbnene eller i det mindste overdraget magten i Gaza til et palæstinensisk selvstyre, der er indstillet på at leve i fred med Israel. Sidstnævnte er - realistisk eller ej - helt i overensstemmelse med de krav som "Mellemøst-kvartetten," bestående af USA, EU, Rusland og FN, har fremsat.

Konklusion: Det er Israels og USA's skyld

Hen imod slutningen på sin lange artikel skitserer Lars Erslev Andersen to mulige scenarier for palæstinensernes fremtid. Enten vil de søge at emigrere til Europa, eller også må selvstyret opløse sig selv og overlade den daglige administration af palæstinenserne til Israel:

"Begge disse to perspektiver er dybt tragiske og ulykkelige. Det er er det, Osloprocessen og Trumps beslutning har ført til."

Som det ses, er Lars Erslev Andersens særdeles tyndbenede "analyse" og generelle syn på konflikten baseret på løgn, udokumenterede påstande og en fast tro på, at palæstinenserne intet ansvar har for deres egen skæbne.

Hverken de konsekvente afvisninger af diverse fredsforslag eller den palæstinensiske terror (som Lars Erslev Andersen kritikløst omtaler i artiklen) er ifølge DIIS-eksperten medvirkende årsager til palæstinensernes ulykke. Det hele er Israels og USA's skyld.

Læs mere om Lars Erslev Andersen her.

Tilbage